En smuk facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
Der hænger bamser i træerne. Bamser med øjne der glimter. Imellem træerne står et hus, faldefærdigt og gråt. Bag en af sprækkerne kigger han ud på dem, som kommer. Dem som leder efter den bamse, som endnu ikke er død, den bamse som tilhører dem.


[Indeholder groteske sprogbilleder (Ikke sex eller intens vold, mere den der; overnaturlig maniac s**t]

0Likes
0Kommentarer
1044Visninger
AA

7. Far

Han smed cyklen i en busk. Skoven var for bakket og knudret til, at han kunne komme længere med den, så han måtte fortsætte til fods. Af en eller anden grund vidste han, at han ikke måtte gå på stierne. De var ikke vejen frem, for stier ledte kun til Rom, det havde hans far sagt engang. Hvis man ikke vidste, hvor man skulle hen, skulle man aldrig gå på stierne. Han kunne allerede mærke maven vende sig ved tanken om at træde ud af stisystemet. Han lukkede øjnene og prøvede på at genkalde sig sin far. Han skreg, og Erik skreg, og han skreg endnu mere. Tårerne var fordampet af faderens ild. Noget forkert tøj, en berøring, en forkert måde at gøre tingene på. Hans far forstod det ikke. Hans far var pølsemand.  

     Han trådte med et enkelt gigantisk skridt fra stien, og en tåre rundede hans øjenkrog, men han tørrede den hurtigt væk. Han ville ikke græde mere, han skulle ikke. Der var en grund til, at han var kommet. Stemmen havde omkonstrueret hans tanker, lagt dem i orden. Græsset kælede for hans bare fødder, og han følte sig straks ubehageligt til mode. Han havde altid hadet, når folk rørte ved ham, og græsset føltes som tusind fingre, der alle havde lyst til at pille hans tæer fra hinanden. Med besvær gik han fremad og fortsatte. 

     Han havde aldrig set sin far gladere, end når han solgte pølser. Ingen fødselsdagsgaver havde nogensinde frembragt det samme smil. Derfor forstod Erik, at smilet måtte være en løgn. For hans far hadede at sælge pølser. 

     Han havde aldrig set sin far mere ked af det, end de gange, hvor han havde slået Erik mest. Han græd noget, der lignede Eriks egne tårer. Derfor forstod Erik, at gråden måtte være en løgn. For allerede få dage senere kunne hans far stå over ham igen og gentage. 

     Han havde aldrig set sin far snakke mere end til firmafesten, den hvor årets pølsemand blev udråbt. Derfor forstod Erik, at ordene alle måtte være løgne, som smilene og latteren og de tårer, når han græd af grin over en vittighed. For hans far hadede sine kollegaer, der altid solgte mere end ham, og altid hånede ham. Det sagde han i hvert fald til Erik nogle aftener: at de hånede ham og hans søn, som alle i byen vidste altid var suspenderet. Især pølsemændene for Eriks rektor var bror til formanden. Så pølsemændende vidste det oftest før hans far. 

     Det havde taget Eriks far en time at få det ud af ham. 

     “Hvorfor Erik? Hvorfor en stol?” sukkede han. Erik stirrede ned på sine fødder og så endelig:

     “Det var Simon.”

     “Simon?”

     “Han sagde … Han sagde jeg var dum, han sagde jeg skulle gå hjem. Han lyver.” Han hadede skolen. Han hadede at være der, hvert sekund. Ligesom han hadede at gå i skoven og hadede at cykle på cyklen og hadede at gå uden for stien. Men han havde endelig forstået. Forstået at hadet også var en løgn. 

     Han så pludselig en fugl, en ravn troede han, flyve målrettet over himlen. Han fulgte dens retning. Snart deltog flere fugle og snart bevægede sig der et lille optog gennem skoven. De bevægede sig mod en lille tip, der ragede over alle træerne. Erik var sikker på at det var toppen af et hus. Træerne blev smukkere og tykkere for hvert skridt han tog tættere på huset. De forvandlede sig fra gran til bøge og langt forude så Erik et egetræ, det første af mange. Fuglene var alle fløjet ind af et vindue øverst i huset. Selvom at han kun så små dele af det, fornemmede han udemærket dets tone. Det var så gråt som ingenting. Hvis Erik skulle udnævne en farve, som var aller mindst som en rigtig farve, ville han pege på huset, huset var en sygdom blandt farver. Men farven var også aggressiv, angreb hans øjne, som var sygdommen en form af rabies. Så han bevægede øjnene væk fra huset. Der var noget, som rumsterede i egetræet.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...