En smuk facade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 23 aug. 2015
  • Status: Færdig
Der hænger bamser i træerne. Bamser med øjne der glimter. Imellem træerne står et hus, faldefærdigt og gråt. Bag en af sprækkerne kigger han ud på dem, som kommer. Dem som leder efter den bamse, som endnu ikke er død, den bamse som tilhører dem.


[Indeholder groteske sprogbilleder (Ikke sex eller intens vold, mere den der; overnaturlig maniac s**t]

0Likes
0Kommentarer
1052Visninger
AA

5. Ekko

Han ventede med at ringe tilbage til, at huset stod tomt. Han sad alene på sengen med telefonen i hånden. Det var onsdag. 

     Telefonen kaldte ikke i mange sekunder, før den blev taget. 

     “Hallo?” spurgte Erik. Ingenting. Kun en stilhed, der alligevel ikke var stilhed. Kun et åndedrag, der alligevel ikke var et åndedrag. “Hallo…?” Han skulle lige til at lægge på, da en forvrænget stemme opstod i stilheden:

     “Hallo.”

     “Hvem er det?” 

     Pausen var lang, alt for lang. Eriks ene hånd skælvede en smule.

     “Hvem … er … det,” svarede stemmen. 

     “Undskyld?”

     “Undskyld.” Blev der lavet sjov med ham? Erik tog sig i at stirre ned på sine fødder, som var de hans samtalepartner. Han rokkede hovedet frem og tilbage, en vane, som han havde. 

     “Hvad er–“ han blev afbrudt;

     “Hvad er.” 

     “Hve–“ og da han igen blev afbrudt, forstod han,

     “Hve,” at det var hans egen stemme, som blev spillet tilbage mod ham. 

     “Du–“

     “Du.” Men det var ikke den samme stemme; den blev vasket ren; al frygten og usikkerheden forsvandt igennem den knitrende forbindelse. Han sank en klump. Da han igen tog ordet, begyndte gentagelsen næsten øjeblikkeligt: “Hvad er det, du vil mig?”

     “–mig,” sluttede stemmen koldt. 

     “Hva?!” Han kastede nærmest orderne ind i telefonen.

     “Va.” Det lød, som om en metalstemme havde ytret Eriks ord. Han sukkede og pustede, som om han kunne fjerne sin røst med det simple åndedrag. Så lagde han på. Telefonen ringede sekundet efter. Han lod den ringe ud. Sekunder efter ringede den igen. Han lod den ringe ud. Sekunder efter ringede den igen. Han tog den;

     “Nu stopper du kraftedeme! Jeg–”

     “stopper du.” Suk. “Stopper du.” gisp.”stopper du … stopper du … stopper du … stopper du … stopper du.” Det blev ved og ved, og Erik var paralyseret. “stopper du … stopper du … Va … Hvad … vil du … stopper du … hvem er det … hvem er du … hvem er du …  hvem er du.”

     “Vil du ikke nok lade mig være?”

     “Vil du ikke nok … stoppe.” Stemmen gentog ikke længere. “Hvem er jeg. Hvem er jeg. Vil du … vil jeg …” Den sammensatte hans ord. Som var de puslespilsbrikker. Og nu, endnu mere metallisk end før:

     “Skoven.”

     “Skoven?” spurgte Erik, gentog på en måde sin egen stemme. 

     “Jeg … søger … skoven.” Erik fulgte med;

     “Hvad søger jeg?” som blev han styret af stemmen. Han kunne mærke mavesækken vende sig. 

     “Hvem er jeg? Hvor længe vil der gå … før jeg forstår. Hvor længe vil der gå … før jeg stopper, stopper du. Hvorfor forstår jeg ikke, at han ikke længere er. Hvorfor stopper jeg ikke og søger, når jeg ved, skoven. Hvem er jeg…” 

     Den monotone messen stoppede brat, og selvom Erik kaldte et par gange i røret, så svarede stemmen ikke. Han lagde på. 

     Det var hans egne ord, hans egne tanker, der var sendt i mod ham. Gentaget. Han kunne mærke stormen i sig rejse sig. Havde han altid vidst det med skoven? På en eller anden måde havde han vel. Erik stirrede ud af vinduet, ned på sin cykel, mens samtalen væltede rundt i hovedet på ham, skabte så meget ukendt kaos. Der var specielt én sætning, som gentog sig i hans hoved igen og igen:

     Hvad søger jeg? Den ekkoede og ekkoede, og stormen tog den op. Stormen skabte kvalme, men han havde svært ved at give slip på den, også selvom hans far ikke var der. Den var fanget i ham, kæmpede i ham. Han faldt ned på gulvet og tabte styringen. Han græd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...