Hjem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Igang

3Likes
0Kommentarer
235Visninger

1. Hjem

Min mor siger til mig, at hun elsker mig, men jeg kigger bare ned og nikker, fordi jeg ved godt, at hun ikke mener det. Hun lægger sine arme omkring mig, men jeg føler mig stadig ikke elsket. Hun giver slip, og idet vi forlader køkkenet, bryder vi igennem, hvad der føles som en lydmur, der fører ind til stuen. Der er altid gang i snakken til familie fester, men alligevel tager jeg mig selv i slet ikke at høre et ord af, hvad de siger omkring mig. En gang i mellem kan jeg se i deres små dømmende øjne, at de tager sig mod til at stille mig et spørgsmål. De bliver stille lidt imens de ihærdigt prøver at få øjenkontakt med mig for så at kunne stille det planlagte spørgsmål.

"Har du så fundet nogle kristne klassekammerater?" spørger et familie medlem, som jeg ikke ville kunne sige navnet på, selv hvis jeg anstrengte mig. Det er ved spørgsmål som disse, at jeg kan tjene lidt point, ved at sige "ja" og dermed passe ind i den form, de prøver at mase mig ned i. Problemet er bare, at jeg aldrig kommer til at passe ind. 

Jeg når ikke at svare, før en af de små børn bryder ud i gråd. Der går en mindre undersøgelse i gang, og efter et vis antal forsøg svarer han: "Jeg savner min familie" og de siger selvfølgelig, at han jo allerede er sammen med dem. Han kigger bare forvirret rundt og virker ikke videre overbevist. Min hals snører sig sammen og mine øjne svier lidt, da det går op for mig, at jeg også savner min familie. Jeg længes efter en familie, som er tilfreds med den jeg er, men det bliver min aldrig. 

Min mor siger, at hun er bange for, at jeg skal føle mig ensom i en lejlighed, men hvad hun ikke forstår er, at jeg er ensom i mit eget hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...