Tæppefald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 aug. 2015
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Færdig
Et indslag til ensomhedskonkurrencen. En skuespiller er igang med den klimatiske scene i teaterstykket Mus og Mænd. Han spiller begge roller. Han står alene på scenen, mørket fra scenelyset blænder ham.

(One-off ensomhedskonkurrence ting)

2Likes
2Kommentarer
246Visninger

1. Tæppefald

Forskere har lige fundet ud af, at påtvungne smil fremdriver stress. Men det er selvfølgelig også hektisk, sådan at smile til verden. Jeg er ikke kun et smil, jeg er en latter. Mon latter fremdriver hjertestop? 

      Står jeg alene eller står jeg til skue? Man er altid blændet, scenelyset er kraftigt, så kraftigt at make-up’en altid skal være ekstra orange. Ekstra rå. Den ligner en sø, min kulisse. Men det er meningen, at den skal ligne foden af en mose. Dette er den vigtigste scene i stykket, den hvor George skyder Lennie. Jeg siger Lennie’s replik:

      “George, skal du ikke skælde ud?” Sådan dumt som jeg skal. Lennie er mentalt retarderet. Lennie kvaser mus uden vilje. Han er som ren kaos. Og så er der George.

     “Hvis det ikke var for dig, ville jeg leve et roligt liv.” siger jeg. Koldt, bestemt. George er afmålt kaos. Lennie og George er modsætninger, men ligemænd. Med Georges stemme fortsætter jeg; “Jeg ville have et job, jeg ville holde det job, Lennie.” Jeg bliver ved. Skifter karakter, ansigtsudtryk. To usynlige masker byttes hele tiden rundt på, frem og tilbage. Det er meningen, at jeg om lidt skal skyde mig selv med en teaterpistol. Efter et par linjer;

     “Og på den nye gård Lennie, der skal du passe kaninerne.”

     “Jeg skal passe kaninerne!” siger jeg med en latter, der æder af mit indre. Jeg ser ud mod det mørke, som er publikum. 

     “Ja Lennie, kaninerne,” sukker jeg. Jeg skal dræbe ham om lidt, tage pistolen frem og sætte den ved tindingen. De karakterer, som i hele stykket har kredset om hinanden, de vil kollidere med et brag af tom krudt. 

     Hun sidder på første række. Jeg ved ikke hvorfor, hun skrev, at hun ville komme. Det gjorde hun bare. Ikke engang noget Hej eller noget. Som om vi snakker sammen på almindelig basis. Er hun mon på besøg i byen? 

     “Jeg troede, du var sur på mig, George,” flaber jeg. George nikker langsomt. Han er den eneste ven, jeg har her i mørket. 

     “Du skal vide Lennie, du skal vide, at jeg aldrig har været sur på dig. Aldrig nogensinde. ” Vil hun være smuttet inden tæppefald? Vil jeg kunne nå at se hende, bare et glimt? Hvis det bare ikke var for dette mørke, dette mørke i lyset. 

     “George lad os tage hen til gården nu. Nu!” råber jeg ud i stilheden. Dette vil være min top-præstation, den jeg vil blive husket for. En nymoderne ødelagt version af Mus og Mænd. 

     “Ja Lennie,” hvisker jeg.

     “Ja! Nu George, nu!,” jubler jeg og langsomt, mens jeg hæver pistolen, skifter ansigtet udtryk, og bliver koldere og koldere. Hvis man får stress af at fremtvinge smil, bliver man så rolig af at fremtvinge gråd? Jeg skyder mig selv, og i braget splintres masken. Jeg falder om, og folk klapper. Jeg tør ikke tjekke hendes plads. Jeg ved, at når jeg rejser mig, så vil der være lyst nok til, at jeg ville kunne se den. Den vil være tom, jeg ved det. Jeg kan mærke det. Jeg bliver liggende, mens folk pejler ud af salen. Hun ville kunne se mig, hvis hun sidder der. Der er nu helt lyst. Larmen ebber ud. Der sker aldrig et tæppefald. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...