Choose me ~ One Direction

Skør, ung, vild og glad, jep, sådan beskriver man Daisy Parker. Daisy er en pige på 19, der lever livet fuldt ud. Hun bor i en lejlighed i London med sin bedste veninde Kim. De har altid gang i noget og de lever livet som to glade teenagepiger. Der gemmer sig en lille One Direction fan, inde i Daisy og en dag skal hun til en koncert med dem. Hun vinder en konkurence om at komme backstage og få autografer og billeder, men pludselig sker det som ingen havde forventet. Har Harry følelser for Daisy? Der opstår forvirringer, følelser og misforståelse. Det hele ender i en pærevælling mellem Daisy og drengene...

1Likes
0Kommentarer
293Visninger
AA

2. 2. Kapitel

Det irriterende lys trængte ind gennem mine øjenlåg, så alt blev rødt for mine øjne. Jeg gemte hovedet i min hovedpude og lidt efter lidt vennede jeg mig til lyset. Jeg stod op og gjorde min sædvanelige morgenrutine. Bad, Fjernsyn, Tøj på, ud af døren. Sådan gik det bare hver dag. 

Timerne gik, og efterhånden skulle jeg snart til at på arbejde. Jeg tog bussen over til Starbucks og sagde hej til dem ved disken. Jeg gik ind og fik min 'uniform' på. Eller det vil sige et åndssvagt grønt forklæde. Jeg tog imod en masse kunder, samtidig med at jeg tjekkede min mobil. Idag var der kun 4 dage til koncerten. Jeg gik bare og glædede mig hele tiden. Det var til at blive helt sindssyg af. 

Dagene gik og endelig blev det den dag jeg havde ventet på i evigheder (6 dage). Jeg stod på badeværelset og gjorde mig klar. Idag brugte jeg lang tid på min makeup, og jeg havde bet Kim om at sætte mit hår. Hun var så spændt over det selvom hun ikke engang skulle med. Hun havde sygmeldt sig, bare fordi hun ville sikre sig der var tid til at sætte mit hår. Jeg var helt færdig med makeuppen og tøjet. jeg havde bare valgt en sort Batman crop top og sorte skinny jeans. Og mine sko var bare mine Nike Air Force igen. Som sagt: sort tøj, hvide sko. 

Kim kom og uden at sige noget gik hun bare igang med at ordne og sætte mit hår. Hun havde ikke engang spurgt mig hvordan jeg ville have det, men jeg vidste at hun altid havde styr på hvad der passede med tøjet, makeuppen, hvilken lejlighed det drejede sig om. Enlig satte hun ikke mit hår på nogen speciel måde, hun satte det bare op i en høj hestehale, men hun var bare så god til det. Tænk engang hun sygmeldte sig bare for en hestehale. Men det var en perfekt hestehale. 

Kim skulle også køre mig. Fordi jeg ikke har et kørekort. Eller en bil. Vi satte os ud i bilen og kørte os afsted til koncerthallen. Endnu engang er jeg lige nødt til at sige hvor taknemmelig jeg var. Det var aften og derfor var der mange lys fra byen. Vi standsede ude foran hallen og Kim satte mig af. "Hav det nu godt ik'?", sagde hun og vinkede. "Selvfølgelig", sagde jeg og krammede hende. "Og tusind tak", sagde jeg og steg ud af bilen. Hun vinkede og kørte afsted igen. Jeg gik derind, med håb om at jeg havde alt. Backstage-bevis, mobil, koncertbillet og det gode udseende. Det er jo trods alt One Direction vi snakker om her. Jeg viste min billet og blev lukket ind. Jeg fandt min plads og satte mig ned. Folk omkring mig var fuldstændig oppe at køre. Nogle græd, nogle skreg og nogle gjorde begge dele mens de hoppede op og ned. Ganske enkelt sindssygt. Jeg mener, som om der overhoved er nogle af de piger der kender dem? Altså de har jo aldrig mødt dem? Hvem ved måske er de bare 4 røvhuller? Men det tvivler jeg nu på. 

Intromusikken spillede og der kom en lille video oppe på storskærmen. Pludselig skiftede videoen til One Direction dem selv, hvilket betyder at de stod på scenen lige nu. Folk gik endnu mere amok end før. Folk besvimede og hyrperventilerede. 'Slap dog af' tænkte jeg. Man kunne næsten ikke høre musikken for alle dem der skreg. Jeg rejste mig op, for at kunne se bedre. Jeg stak armene i vejret og 'dansede'. Hvilket vil sige at jeg enlig bare hoppede lidt i takt med de andre. Harry var så lækker, at jeg næsten savlede. Det lange hår svingede bare rundt og det lignede enlig lidt at det dansede i takt til musikken. 

Koncerten varede ca. 2 timer og da den var slut blev jeg bare indtil alle havde forladt salen. Det tog en krig for folk at komme ud derfra. Da folk endelig var gået kom en stor mand hen mod  mig. "Daisy Parker?", sagde han og kiggede spørgende på mig. "Jep, det er mig", sagde jeg og viste mit backstagepas. Han viste mig om bag scenen, hvor One Direction var. Jeg blev næsten helt nervøs, fordi at jeg bare stod lige foran One Direction. Niall og Harry stod og snakkede, Louis sad i den ene sofa og snakkede med Liam som sad i den anden sofa og Skypede med Zayn. "Hej, du må være Daisy?", sagde Harry og gav mig et stort kram. Jeg nåede ikke rigtig at sige noget før han begyndte at snakke igen. "Nød du koncerten?", spurgte han. "Ja, det gjorde jeg", sagde jeg og prøvede at virke selvsikker. Niall kom over og gav mig et kram og lige efter fik jeg også en krammer af Louis og Liam. "Hej, Daisy!", kunne jeg høre Zayns stemme sige. Liam holdte sin mobil frem, så jeg kunne se Zayn. "Hej", sagde jeg. Han sendte mig et flyvekys, da det ligesom var lidt umuligt for ham og give mig et kram. 

"Hvor længe har du været fan?", spurgte Louis. det lød enlig mest bare som om det var for at sige noget. "Ca. et år", svarede jeg. "Men jeg er ikke en rigtig directioner", sagde jeg så. "Mere bare en fan". Jeg fik lov at snakke lidt med dem og tage nogle billeder. Jeg fik mine autografer til Kim og sagde farvel til drengene. Harry sagde farvel med et stort kram. For at være helt ærlig, så er Harry altså ret god til at give kram. 

Jeg kom ud på parkeringspladsen og jeg ringede til Kim og bad hende om at hente mig. "Var det fedt?", sagde Kim som det første da jeg havde sat mig ind på forsædet. "Om det var", sagde jeg og fortalte det hele. "Har du autografer med til mig?", spurgte hun og begyndte at køre. "Ja, her", sagde jeg og fiskede det sammenfoldede papir med autograferne op af lommen. 

Da vi kom hjem gik jeg i seng med det samme, da det næsten var nat. Det havde været en fantastisk dag. Drengene havde været søde og koncerten havde været for vild. Men tanken om at jeg nok ikke skulle se dem igen var dog ikke så rar. 

Jeg kunne ikke sove. Jeg tog min mobil ud af opladeren og kiggede igennem de billeder jeg havde taget med drengene. De smilede så sødt. Bare de dog ville huske mig. Men selvfølgelig ville de ikke det. Ud af alle de fans de ser hver dag, hvorfor skulle de så lige huske mig. De har sikkert haft en masse piger backstage mange gange før. Men alligevel håbede jeg de ville huske mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...