Choose me ~ One Direction

Skør, ung, vild og glad, jep, sådan beskriver man Daisy Parker. Daisy er en pige på 19, der lever livet fuldt ud. Hun bor i en lejlighed i London med sin bedste veninde Kim. De har altid gang i noget og de lever livet som to glade teenagepiger. Der gemmer sig en lille One Direction fan, inde i Daisy og en dag skal hun til en koncert med dem. Hun vinder en konkurence om at komme backstage og få autografer og billeder, men pludselig sker det som ingen havde forventet. Har Harry følelser for Daisy? Der opstår forvirringer, følelser og misforståelse. Det hele ender i en pærevælling mellem Daisy og drengene...

1Likes
0Kommentarer
316Visninger
AA

1. 1. Kapitel

Himlen var skyfri, da jeg vågnede om morgenen. Jeg satte mig op i min seng og lyttede. Der var ikke så meget at høre. Kun svage lyde af fuglene der sang og underboen der støvsugede. Jeg sad i lang tid og lyttede, til jeg til sidst besluttede mig for at stå op. 

Jeg gik ud på badeværelset for at tage et bad. Efter det svøb jeg mig selv ind i et håndklæde og satte mig i sofa'en for at se noget TV. Ærligt talt, så var jeg næsten altid ligeglad med hvordan jeg så ud om morgenen. Kim var alligevel den eneste der skulle se mig om morgenen. Arh ja, forresten! Kim hun er min bedste veninde. Hun bor sammen med mig i lejligheden. Kim er den bedste veninde man kunne ønske sig. Hun forstår mig altid og hun for mig altid til at smile - selv når jeg har hjertesorger. Hun kan sagtens forstå at tage ting alvorligt, men alligevel gør vi altid dumme ting sammen. Vi har været bedste veninder siden dengang vi startede i sjette klasse. Og det er efterhånden ved at være mange år siden. Nu er vi begge 19, og ja, vi bor så i denne lille beskidte toværelseslejlighed. - Og med beskidt, mener jeg bare: tøj overalt, makeup der roder på badeværelset, tomme skåle og tallerkener der står rundt omkring i lejligheden. Vi er nok ikke lige de bedste til at holde orden. Men ja, jeg er så Daisy. Jeg ved ikke rigtig helt hvordan man beskriver mig. Kim mener jeg er en drengemagnet, men det syntes jeg nu ikke ligefrem. Det er sjældent jeg får en kæreste og hvis det skulle ske, så dropper de mig bare med det samme. Men altså, jeg er vel bare en ganske normal teenagepige. Jeg shopper, jeg spiser og jeg arbejder hos Starbucks. 

Jeg smækkede benene op på sofabordet og gabte et par gange, da jeg så Kim kom ind i stuen. Hun vaklede bare forbi mig og videre ind i køkkenet. Jeg kunne høre hende rumstere rundt derude og prøvede på at finde noget at spise. Hun kom ind til mig igen med en kop kaffe og en pakke chokolademysli. Hun lignede en der havde været ordenlig fuld og nu havde mega meget tømremænd. Men det var hun ikke. Hun satte jeg ved siden af mig og satte sin kaffe på bordet. Hun stak hånden ned i morgenmadspakken og proppede en håndfuld ind i munden. Hun var helt væk. "Hvad ser vi?", mumlede hun, med munden fuld af morgenmad. "Et eller andet reality", svarede jeg uden at se på hende. Det var det samme hver morgen. Vi sad bare i hver vores hjørne af sofa'en og så TV. Uden at sige noget rejste jeg mig bare for at komme ind og få tøj på. 

Jeg valgte bare et simpelt sæt tøj. Jeg tog en sort crop top med rullekrave og et par sorte skinny jeans med huller ved knæene. Rimelig simpelt. Så gik jeg ud på badeværelset og børstede tænder, lagde makeup, hvad man nu gør om morgenen. Jeg sluttede det af med min One Direction parfume. Og ja, jeg er faktisk One Direction fan. Ikke ligefrem directioner, men One Direction fan. Jeg er ihvertfald ikke én af dem der begynder at skære i sig selv, bare fordi Louis bedstefar døde, eller tænde 100 stearinlys da Zayn stoppede. Nogle mennesker er og forbliver bare sindssyge. 

Jeg gik ind til Kim, som var faldet i søvn. Hun lå og savlede på sofapuderne. "KIM", råbte jeg. Hun vågnede i et sæt og kiggede ondt på mig, med sine store blå øjne. "Shit, jeg skal på arbejde!", udbrød hun pludselig og løb ind i soveværelset. Kim arbejder i frisørsalonen, som ligger under lejlighederne. Hun er assistent. Engang imellem tager hun imod kunder uden chefen ved det. Hun er faktisk rimelig god til hår. Hun satte mit hår, dengang jeg blev konfirmeret. Og det skal lige siges, at jeg så virkelig godt ud - af en syvende klasse at være.

Kim kom gående ind i stuen. Hun havde en meget eksperimenterende stil. Lige for tiden havde hun blåt hår. Idag havde hun bare valgt at sætte det i en hestehale. Hun havde en hvid chanel sweatshirt, Hello Kitty leggins med galaxy print, pastelfarvede platosandaler og hendes læber var farvet lilla. Hun havde altid enormt meget makeup på, selvom hun ikke behøvede det. "Jeg er nødt til at smutte nu", sagde hun, og så var hun ude af døren. Jeg elskede sådan som hun altid ændrede stil. Jeg kan huske dengang hun kom hjem med sortfavet hår, pikkehalsbånd, sorte læber og støvler med nitter på. Nu kørte hun bare 'wierdo-stilen'. Men det klædte hende nu meget godt.

Jeg gik ud i entreen for at få sko på og komme lidt ud i byen. Vi boede i midten af London, og det var ikke altid godt for mig og min pengepung. Jeg tog mine Nike Air Force 1 på og låste mig ud af døren. Sort tøj, hvide sko. Sådan er det altid med mig. Jeg gik ned af trapperne og kom ud af opgangen. Enlig havde jeg lyst til at sige jeg indåndede noget frisk luft, men ude på gaden var luften mere bare bilos og lugten af skrald. 

Jeg gik lidt rundt i gaderne og kiggede på butikker, selvom jeg ikke havde min pung med. Det var altid hyggeligt alligevel. Også selvom jeg var alene. Jeg arbejdede aldrig om morgenen. Mine vagter startede altid kl. 16 om eftermiddagen, så det er jo meget godt. 

Lidt tid efter ringede min mobil. Jeg fiskede min iPhone op af baglommen og tog den op til øret. "Hej søde, jeg har fri om ti, kommer du over?", sagde Kim. "Klart", svarede jeg og lagde på. Kim og jeg's samtaler over mobil, var altid korte. Altid. 

Jeg satte kursen over mod salonen hvor Kim stod og ventede. "Ved du hvad din bedste veninde lige har skaffet dig?", sagde hun. "Hvad?", sagde jeg. "Altså jeg var inde og surfe lidt rundt på nettet, og jeg så en konkurrence om at man kunne vinde den SIDSTE billet til One Direction koncerten her i byen næste uge, MED backstage og det hele og du ved... Jeg vandt den!", sagde hun. Jeg begyndte at hvine. "Tak, søde, smukke, dejlige, fantastiske og vidunderlige Kim!", skreg jeg og krammede hende lidt for hårdt. "Okay, Daisy, så skal der ro på!", grinede hun. Jeg blev virkelig glad. Jeg kunne mærke suset der bare for ned gennem min krop. Som jeg sagde, Kim er den bedste veninde man kunne ønske sig. "Ej, Kim du er fantastisk", sagde jeg og krammede hende endnu en gang. "Gad vide hvor jeg har det fra", sagde hun og lagde armen om mig. Vi begyndte at gå op gennem opgangen og låste os ind i lejligheden. 

"Det bliver vildt at komme backstage var?", sagde hun og lukkede døren ud til opgangen. "Ja, om det gør!", sagde jeg. Tænk at møde dem i virkeligheden. Hvordan mon de var? Jeg kendte dem jo overhoved ikke i virkeligheden. Efter som jeg jo ikke er en rigtig directioner, så har jeg ikke undersøgt dem så meget. Facts omkring personer jeg alligevel ikke kender, er unyttig viden for mig, jeg mener, hvad skal man bruge det til? Den eneste fact jeg kunne huske, var at Niall elsker at kysse piger på næsen. Faktisk ret nuttet syntes jeg. 

Kim vækkede mig op fra mine tanker, "Kan du ikke få en autograf med hjem til mig? Bare så jeg kan blære mig", sagde hun. "Jo, klart", sagde jeg og tog mine sko af. Vi gik ind i stuen og tændte fjernsynet. Jeg smed mig i sofa'en og Kim smed sig ved siden af. "Det bliver bare sådan en god dag", sagde jeg, med tanken om at hun nok godt vidste jeg snakkede om koncerten. "Ja, det gør det", svarede hun og lagde benene op på bordet. Hvad skulle jeg dog gøre uden Kim?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...