En slettet eksistens

Dette er en fortælling om at tage fejl, en fortælling om engang jeg tog grueligt fejl. Men dette handler og om hvordan alt kan ændres på et split-sekund, og om hvordan man blive hvisket ud af sin egen historie, og se den fortsætte uden ens deltagelse, hvordan man kan sidde på sidelinjen, og se alt det man forestillede sig, men aldrig skrev ned, forsvinde for øjnene af en.

0Likes
1Kommentarer
121Visninger

1. 1

 

En slettet eksistens

 

Vi havde en historie, eller nej ikke en hel historie, en begyndelse jeg drømte om hvad skulle blive til. Sådan skulle det ikke være, sådan blev det ikke. Vi tog fejl, nej vent, JEG TOG FEJL.

 

Uanset hvordan vi vender og drejer historien, vil det stadig resultere i morgendagens fortabte tanker, de tanker der eksistere i os alle af og til, men de tanker vil være nyttesløse fordi at vi alligevel vil vågne op med en følelse af at være fortabte. En følelse af at være rådvilde og en følelse der gnaver dybe render i hvad der for en selv aldrig vil blive glemt, men alligevel er det som om det aldrig er sket. Jeg er nu blevet visket ud af min egen historie, inden den overhovedet nåede at starte. En historie der kunne have været alt, alt og intet på én og samme tid. Dette er en historie om at satse alt, om at give sig ind til øjeblikket, om at stile efter 120% og så miste de 50% man havde i forvejen og om hvad en enkelt nat kan gøre ved evigheden.
De valg vi træffer, dem vi godt ved ikke er helt sikre, dem der kan vende begge veje, men vi alligevel føler at de er det værd, og vi overvejer ikke konsekvenserne ved at miste alt det vi havde. Vores lyster tager over og gør selv de største kontrolfreaks magtesløse.

 

I dagens Danmark, lever vi et samfund baseret på skøn. Hende der sidder nede i borgerservise og skal vurdere om du er i stand til at tage en uddannelse eller ej, hendes dag kan betyde hele din fremtid. Det er ikke engang sikkert hun er uddannet til dette erhverv, det kunne lige så godt være en man havde hentet ind fra gaden, fordi kan alle menneskers skøn ikke være lige korrekte? Hvis hun lige har sovet dårligt, eller hvis kæresten venter i BMW'en udenfor og hun skal skynde sig, og ikke lige gider signere en masse papirer, så går det udover dig. Dig der er afhængig af hendes gode humør. Så kan vi snakke en masse om tilfældigheder og skæbne, men er det overhovedet relevant? Er skæbnen en realitet?
I min historie har jeg i det mindste en at bebrejde, men hvad med alle dem der ikke har andet end tilfældighederne.
 

Første gang jeg så ham var en tilfældighed, alt lige siden har været valg, fra begge sider. Og lige nu ønsker jeg at den tilfældighed aldrig havde fundet sted. Men det gjorde den nu, og alt det andet fandt også sted. Og det resulterede i at historien aldrig kom længere end begyndelsen. Selvom det er over ét år siden den begyndte, nåede den knap at gå i gang.
En arrogant attitude.

Et flygtigt goddag.

Og, så var vi i gang.

Jeg vidste fra første øjekast at han var anderledes, hvordan var dog svært at sige. Der var 40.000 andre mennesker og alligevel rendte jeg lige ind i ham.

Jeg lod ham ubevidste sætte sig fast i min underbevidsthed og lige så stille trænge dybere ind. Disse øjeblikke, disse intuitive handlinger, der ændrer alt. Enten til det bedre eller til det værre, i dette tilfælde meget værre. Jeg ville gerne kunne sige at jeg var ligeglad, at han aldrig har betydet noget, at jeg bare tager den næste i rækken. Sådan ER jeg, eller sådan forventes det at jeg er. At noget eller nogen trænger ind bag min kilometer tykke facade er utænkeligt, for min omgangskreds, for min familie, for alt og alle der har mødt mig og ikke mindst for mig selv.
 

Selvrealisering er det sværeste et menneske kan udsætte sig selv for. Man går ikke rundt og tænker at der kan være et andet billede end det man selv maler. Selvom der findes mange millioner historier i verden, strejfer det os aldrig, at vores historie måske ikke er den vi vil komme til at opleve, måske ikke er den rigtige. Vi holder fast i at vores verdensbillede er realiteten, fordi andet simpelthen gør for ondt at se i øjnene. Og alligevel kan en enkelt nat, et enkelt sekund, en SMS, ja sågar et øjekast vende alt på hovedet. Vi bliver skuffede og lukker os inde. Verden kommer til at mangle arbejdskraft, vores venner kommer til at mange vores glade smil, vores familie vil kun have erindringen af deres kæres engang så modige og selvbevidste person tilbage. Alt dette er illusioner. Et billede af hvad man forventer og derfor bliver frustreret hvis ikke falder ud, som man havde troet.

 

Det sidste år har tanken trængt sig på hver gang muligheden bød sig. Drømme og tankespind er gået i et, og jeg kunne ikke kontrollere noget som helst.
Der burde have været et rødt flag der viste sig, da kontrollen slog fra, men det var der ikke, først bagefter, og man kan altid være bagklog.
Alle de danse, alle de aftener, alle dagene der smeltede sammen til et sammensurium af lyst og fantasier, jeg kun kunne håbe på.
Tanken holdte mig kørende. Tanken om ham.
Chancen var lille, nærmest usynlig. Der var en anden.
En anden jeg følte optog en plads der tilhørte mig, men der var intet at stille op. Jalousi har jeg aldrig gjort det i, det er spild af tid. Min ubegrænsede selvtillid fortalte mig, at intet var umuligt og at bare fordi døren var låst, betød det ikke, at jeg ikke kunne finde nøglen. Og jeg fandt den. Hvad der et øjeblik føltes som den største lykke, endte ud i den største sorg og et slettet kapitel. Et helt år slettet. Et kæmpe spild af tanker. Spild af tid. Og det er nu engang ikke det vi har mest af her i verden.

 

Jeg har aldrig forstået folk der har så travlt. Så sent som for 2 uger siden udtalte jeg:

 

”Stress er spild af tid, hvis man ikke når det, var det nok ikke så vigtigt alligevel.”


Jeg skal ærligt indrømme, at jeg forstår folk der har travlt, de har oplevet spild. De har oplevet at have valgt forkert og mistet. De er blevet skuffede og har lagt sig ned og spildt endnu mere, nu hvor de endelig har samlet stumperne sammen igen, går de rundt og er rædselsslagne for at noget lignede skal ske igen. Det er denne frygt der driver samfundet, denne higen efter det perfekte og denne frygt for ikke at få det.
Mange er vand til at få alt hvad de peger på, eller i det mindste ikke miste noget. Jeg er selv et af de mange tusinde eksempler.
Vi ryger massere af smøger, jeg sidder selv med en rød Marlboro i hånden i dette sekund. Vi drikker og horer, fordi det ikke betyder noget. Vi har ikke noget at miste. Så snart man finder noget der er værd at passe på, er det ikke mulighed at miste det, indtil den dag det så sker.
Vi kaster liv om os, som om det hang på træerne, og det er måske fordi at det gør det også. Vi er ikke bange for at dø, fordi vi ikke ved hvad det vil sige. Men når man først har mistet, vil man gøre alt hvad der står i ens magt, for at det ALDRIG sker igen.

 

En aften med god musik, god mad og et selskab, jeg troede, jeg skulle nyde godt af meget længe. En film, der på en måde ikke kunne passere bedre ind, end den gjorde, men på sammen tid en film jeg aldrig vil kunne se igen. Massere af grin og flabede kommentarer, drillerier, vi var i nuet og vi nød det i fulde drag. Som om det aldrig skulle ende, som om det var det eneste der nogensinde ville betyde noget.
 

På en dag som i dag, er der ingen vej tilbage”

 

Den aften vil for evigt være svejset fast i min erindring, selvom jeg brændende ønsker at glemme den. Lagnerne hvide, varme, tryghed og glæde. Jeg fløj, langt oppe i skyerne og det jeg kun havde drømt om blev en realitet. Jeg var, jeg er og jeg vil altid være i limet fast i de sekunders lykke. Jeg gav kontrol op for første gang nogensinde. Og det skal aldrig ske igen.

 

Kontrol er det der holder verden kørende, det er det der holder sammen på os alle sammen. At give kontrol op, er at lægge sin skæbne i andres hænder, og når det kommer til stykket er den eneste man kan stolle 100% på, én selv. Hvis alle gav kontrol op, ville vi leve i et samfund baseret på tro og medmenneskelighed, og det stadie er menneskene slet ikke på, og jeg tvivler på vi nogensinde kommer det. Svigt er hvad der gør, at man kan mærke man lever. Det gør ondt og slår som en forhammer. Og leder altid tilbage til en selv, på den ene eller den anden måde, men alligevel bebrejder vi samfundet, verdens herskere, vores egen situation, opvækst og ikke mindst bebrejder jeg ham, som havde jeg aldrig bestilt andet. Men sandheden er, at når vi giver kontrol op, er der ingen andre end os selv tilbage.
Der bliver evig og altid prædiket om at tage ansvar for egne handlinger, men det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvis ikke vi alle sammen gør det.

 

 

Mandag morgen modtag jeg denne besked:

”Hej Sarah
Jeg synes ikke vi skal skrive sammen overhovedet.
Jeg sletter dit nummer.
Jeg ønsker du skal lade mig være.”

 

Der opleve jeg for første gang det svigt. Alt faldt sammen over hovedet på mig, og tyngdekraften overmandede mig. Jeg faldt og faldt og faldt, og jeg falder stadigvæk. Min eksistens blev i det sekund glemt, slettet, som var jeg ingenting. Den historie jeg var i gang med at printe ned på papir, blev på ét sekund visket helt ud, og siden er nu blank, som havde den aldrig været andet. Og erindringen lever kun videre i mig, ingen at dele med. Jeg satsede og mistede alt hvad der var at miste.
Lige i det sekund vidste jeg, at jeg tog fejl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...