Når tiden rinder ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2015
  • Opdateret: 16 sep. 2015
  • Status: Igang
Han var så følsom og skrøbelig. Gik så let i stykker. Han savnede for meget – selvom hun altid fortalte ham, at det kun var de allerheldigste der havde noget, der var værd at savne. Men alligevel kunne han ikke lade være at mærke et lille stykke af ham selv forsvinde ud i ingenting, hver gang han tænkte på, hvordan tiden på et tidspunkt ville rinde ud for dem. --- // Jeg valgte at skrive om mig selv og dele min historie med movellas. Historien om, hvordan jeg forelskede mig i en smuk by og en skrøbelig dreng. Vandt 3. Plads i konkurrencen: "Den utrolige historie om.." som mulighed 3

6Likes
2Kommentarer
656Visninger
AA

4. | 3 |

Hun husker så tydligt øjeblikket, hvor hun så det lille hus langs floden og hans kønne ansigt blive mindre og mindre. Hun ville række ud efter dem, men tiden var gået og det var på tide, at hun indså det.

Hun fældede ingen tårer – selvom hun kunne mærke et knivblad stikke sin vej gennem hendes hjerte. Men hun kunne ikke græde, for en del af hende havde stadig en lille smule, at glæde sig over. Selvom den del så nemt blev glemt bag savnet.

Hendes hus virkede så tomt. Hendes værelse virkede så forkert. Hendes seng plejede at være behagelig, men alt hun ville var at krybe op i hans halvhårde køje, trods dynerne og puderne var så ukomfortable. Hun ville bare gerne ligge ved ham en sidste gang.

Hun lå vågen om natten. Tænkte. Prøvede at synge sig selv en smule til søvn med sørgelige sange, som de nogle dage sammen havde lyttet til langs vandet. Men rummet fik lyden af hendes skælvende stemme til at give så meget skinger ekko, at hun blev en smule bange for de kolde, mørke murer, der holdte hende fanget.

Hun indså, at han havde ret de nætter. Søvnen var så langt væk, når hjertet var så fyldt. Hun kunne dog ikke finde ud af, om det var glæde eller sorg, der fyldte hende. Og selvom hun hele tiden prøvede at overbevise sig selv om, at det var glæde, så vidste en del af hende også, at det ikke var helt rigtigt.

Hun græd ikke. Havde aldrig rigtig været den, der græd. Men hun mærkede en byrde på hendes skuldre, som dagene blev flere og flere. Hun savnede ham lidt mere for hver dag, der gik.

Folk forstod hende ikke. De forstod ikke, hvordan hun vidste allerdybest inde, at det, de havde, det var ægte. De prøvede at hjælpe og være poetiske, men ingen filosofi kunne nå hende – ingen anden end hans.

”Hvis du elsker noget, så giv slip på det,” mente de. Men hun mente, at det var forkert. At hvis man elskede noget, så skulle man kæmpe til døden for det. Hun ville så gerne kæmpe for ham – og inderst inde vidste hun, at han også ville kæmpe for hende. Hun håbede det i hvert fald.

Han skrev hende et brev. Ingen havde før skrevet hende et brev. Hun læste det en sen septemberdag under stjernehimlen – tænkte på, hvordan de sammen havde ligget under netop den himmel. Hun hørte hans stemme for sig, som hendes øjne kørte over det skrøbelige papir. Mærkede næsten hans fingeraftryk. Hans greb om kuglepinden, der havde skrevet de tynde kuglepindestreger, der fyldte papiret.

Det var som om tiden stod stille et øjeblik. Selv trak hun næsten ikke vejret. Kunne ikke få sig selv til at stoppe øjeblikket. Stilheden. Hans smukke ord, der endnu kunne få et stik frem i brystet på hende.

Nogle dage var hun så bange for, at afstanden og tiden ville stjæle alting fra hende. Hendes følelser for ham. Men netop i det sekund indså hun, at intet kunne stjæle det fra hende.

Det var kun kort efter den dag, han fortalte det til hende. Fortalte, at han savnede hende så uendeligt meget at han ikke længere kunne holde det ud. Fortalte, at han måtte se hende igen – og han ville gøre alt for det. Hun havde det på samme måde.

Der var stadig en hel måned til. Men en byrde blev taget fra hendes skulder, da han fortalte, han havde bestilt billetterne. De skulle sammen afsted. Opleve de sydspanske byer, der, hvor alting var ligegyldigt. Hvor intet betød noget – udover hinanden.

Måske det var fordi hun endelig vidste, at det ikke var sorg, men glæde der fyldte hendes hjerte. Måske det var fordi det gik op for hende, at han havde det på samme måde. Måske det bare var fordi efterårets kulde gjorde hende døsig. Hun var ikke klar hvorfor, men de nætter var søvnen så tæt på. Den greb ud efter hende. Holdte hende tæt.

Når hun virkelig lukkede øjnene føltes det næsten som om, det var ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...