Når tiden rinder ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2015
  • Opdateret: 16 sep. 2015
  • Status: Igang
Han var så følsom og skrøbelig. Gik så let i stykker. Han savnede for meget – selvom hun altid fortalte ham, at det kun var de allerheldigste der havde noget, der var værd at savne. Men alligevel kunne han ikke lade være at mærke et lille stykke af ham selv forsvinde ud i ingenting, hver gang han tænkte på, hvordan tiden på et tidspunkt ville rinde ud for dem. --- // Jeg valgte at skrive om mig selv og dele min historie med movellas. Historien om, hvordan jeg forelskede mig i en smuk by og en skrøbelig dreng. Vandt 3. Plads i konkurrencen: "Den utrolige historie om.." som mulighed 3

6Likes
2Kommentarer
674Visninger
AA

2. | 1 |

Hun mødte ham i udkanten af Berlin, der hvor de tyske floder var som strande, der strakte sig langs den smukke by. Vindene var kolde, men solen brændte mod hendes hud.

Hun elskede friheden og skønheden, byen bar på. Hun elskede, hvordan der ikke var nogen grænse for, hvad man kunne gøre. Og hun elskede, hvordan fordomme lå så langt væk. Der var ingen, der dømte hende der.

Hun mødte ham i et lille hus langs floden. Omgivet af grønne træer, tomme gader, ferskvand og unge, alle fra forskellige lande; samlet i det lille hus, fordi de hver og en havde forelsket sig i den smukke by som hun også selv havde.

Han sagde ikke meget. Men hun vidste, at han havde meget at sige. Han så altid så anderledes på tingene, i forhold til hvordan hun gjorde, og hans filosofiske og fantasifulde idéer og perspektiver kom engang imellem en smule bag på hende.

Hun var fascineret af hans væremåde. Stille, men alligevel fyldte han så meget. Hun opdagede også hurtigt, hvor skrøbelig og følsom han var. Han elskede så hurtigt, savnede så let, var blevet ødelagt for mange gange.

Når han var ked af det fandt hun ham altid liggende i sandet langs floden. Nogle dage kiggede han op på skyerne. Andre dage lå han med lukkede øjne. Holdte alle tanker ude. Hun undrede sig altid over, hvordan han kunne gøre sådan. Men måske hun bare ikke havde tålmodighed eller tid nok til at gøre det samme. Hun var altid så travl og følte hun havde så meget at opleve.

Han havde en tendens til at holde hende fast så længe, når hun krammede ham. Som var han bange for at give slip på hende igen. Hun var bange for, at han ville give slip. Hun følte, at han langsomt svandt væk fra hende, når han ikke pressede sin krop mod hendes. Men måske det bare var det, der var over ham. Hun vidste aldrig, hvor hun havde ham.

Han havde altid været umulig at gennemskue. Og selvom hun så ofte prøvede, så kunne hun aldrig regne ham ud. Hun vidste aldrig, hvad han tænkte på eller følte.

Det kom også som en overraskelse for hende, da han første gang kyssede hende. Det var i den øverste køje, mens man svagt i underkøjen kunne høre lyden af sød musik og stemmer, der snakkede om livet. Hun havde ligget i hans arme med lukket øjne og for et kort sekund, havde hun mærket suset af behag i maven. Så havde hun mærket hans læber. Varme, blide, de havde blot strejfet hendes i en øm bevægelse.

Det tog hende et øjeblik før hun indså det. Men hun var blevet bange. Havde skubbet ham væk. For hun vidste, hvor følsom han var, men hun vidste også at byens stilhed og frihed ikke ville kunne holde dem sammen for altid. Hun turde ikke. Var bange for at ødelægge ham mere, end han allerede var ødelagt i forvejen.

Hun kunne se, hvordan hans øjne var matte den dag. Og en del af hende gik i stykker, som hun fandt ham i sandet med blikket mod jorden og en cigaret mellem de slanke fingrene. Han sagde altid, at han havde sine grunde til at ryge. Men han ville aldrig fortælle hende, hvad det var. Hun var dog ikke i tvivl om, at der var mere bag, end hvad han viste.

Egentlig var hun ikke engang klar over, om hun ville vide det. Hun vidste, at hun ikke turde spørge. Hun hadede at se ham trist. Det knuste hende en smule for hver gang, for han fortjente kun det gode.

De havde ligget sammen i sandet den dag. Kigget på skyer.  Han fortalte hende den dag, hvordan tanken om tid gjorde ham nervøs. Hvordan alt kunne betyde så meget, men pludselig kunne svinde ind indtil det ikke længere var noget værd. Hvordan tiden stjal alt, der på et tidspunkt hørte til et sted. En ting hun dog beundrede ved ham var, at han levede i nuet. Hun selv levede i morgendagens konfrontationer, tænkte for meget over, hvad hver en lille ting ville have af betydning for hende.

Han mente, at tiden var værd at nyde. Måske det også var derfor han så let blev såret. Han holdte af alt for mange ting, men indså aldrig, hvor let et hjerter, der elsker, kan blive knust. Hun havde lyst til at beskytte ham, forsegle hans hjerte, så intet ondt ville kunne røre ham igen.

Men mere end det havde hun lyst til at kysse hans smukke ord og de blide læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...