Skumring

"Den lille viser nærmede sig 8. Mon de vidste at hun stadig ikke havde fået aftensmad?

Hun lyttede. De skændes stadig. Hun lukkede deres stemmer ude igen. Sorterede dem fra, som når et computer sikkerhedsprogram sortere virus fra. Hun var nød til at holde alt den råben og skrigen ude af sit system, for at overleve, for ikke at blive ødelagt. Hun så ned på gaden. Det behøvede hun ikke, for hun ville kunne høre det, når gaden begyndte at komme til live, men hun gjorde det alligevel. Kunne det virkelig passe at der ikke var sket noget endnu? Hun så igen på sit ur. Halv 9. Det var nu de første plejede at dukke op på gaden. Hun spejdede rundt, for at se om hun kunne få øje på nogen. Intet. Ikke endnu. Måske var der gadefest i dag? Kunne det være Sankt Hans? Det plejede at foregå i den anden ende af gaden. Den ende hun hverken kunne se eller høre eller lugte fra sit tænkested. Ja. Det måtte være forklaringen"

0Likes
0Kommentarer
136Visninger

1. Skumring

Hendes ben dinglede ud fra vinduet på 2. sal, på hendes sædvanlige ”tænkested”. Når hun sad her, var det som om hun ikke kunne høre deres råben og skrigen, som kom fra stuen. Hun kunne i hvert fald lukke det ude. Når hun sad her var det som om hun kunne glemme alt det for en stund, og lade sig rive med af den form for fred, som solens sidste stråler varmede med, og af de blide små vindstød, som annoncerede at sommeren snart var forbi. Alt var lige ved at være godt, så længe hendes fødder hang ude i friheden. Så længe hun sad på sit tænkested.. Så længe hun ikke så ned på gaden.

Hun plejede at elske at kigge på mennesker, men det var som om hun havde set det hele før. Den gamle nabokone som hver dag tog gåturen til vaskerriget, for at vaske sin voksne søns tøj, datteren til underboens kæreste som hver morgen blev smidt ud af en vred far, og så den stakkels mand fra den anden side ad gaden, som nu tilbragte det meste af dagen på byens værtshus, for at sørge over sin afdøde kone. Hun havde set det hele før. Og helt ærligt, så var det mere fredeligt at spejde mod himlen, eller havet i horisonten.

Klokken var 7. Gaden var stille nu. Kun lyden af sommerbrisens raslen i træerne var til at høre, og den fjerne duft af saltvand kunne lugtes. Hun vidste jo godt at det blot var stilhed før stormen.. At her om et par timer ikke ville være ligeså fredeligt. Snart ville stanken af pis og alkohol ligge sig på gaden, og langsomt lade sig bære mod tænkestedet af brisen. Snart ville luften være fyldt med ord som aldrig skulle være blevet sagt.. lyden af voksne mennesker, som ikke kunne finde en bedre løsning på tingene end at slås.

Den lille viser nærmede sig 8. Mon de vidste at hun stadig ikke havde fået aftensmad?

Hun lyttede. De skændes stadig. Hun lukkede deres stemmer ude igen. Sorterede dem fra, som når et computer sikkerhedsprogram sortere virus fra. Hun var nød til at holde alt den råben og skrigen ude af sit system, for at overleve, for ikke at blive ødelagt. Hun så ned på gaden. Det behøvede hun ikke, for hun ville kunne høre det, når gaden begyndte at komme til live, men hun gjorde det alligevel. Kunne det virkelig passe at der ikke var sket noget endnu? Hun så igen på sit ur. Halv 9. Det var nu de første plejede at dukke op på gaden. Hun spejdede rundt, for at se om hun kunne få øje på nogen. Intet. Ikke endnu. Måske var der gadefest i dag? Kunne det være Sankt Hans? Det plejede at foregå i den anden ende af gaden. Den ende hun hverken kunne se eller høre eller lugte fra sit tænkested. Ja. Det måtte være forklaringen.

De første par år de havde boet her, da hun var helt lille, plejede de at være med til alle gadefesterne, men så begyndte hendes forældre at skændes, og nu kunne hun ikke engang huske hvornår Sant Hans var. Hver dag var bare endnu en dag, hvor hun kunne sidde på sit tænkested, og betragte Nabokonen, kæresten til underboens datter, og den midaldrende enkemand, fra den anden side af vejen.

Hendes øjne landede igen på det lille ur om sit håndled. Den var næsten halv 10. Mon de var klar over at hun stadig var vågen?

Hun lyttede. Den varme sensommerbrise tog blidt fat i hendes hår, og da den slap igen, blev hun underligt bevidst om stilheden. Der var ingen larm på gaden. Hun burde kunne høre mor og far, hvis hun lyttede efter, men det kunne hun ikke. Var de mon faldet i søvn? Det var de sikkert. Sådan foregik dagene altid. De skændes til de til sidst faldt i søvn af bare udmattelse. Mor gik ind i soveværelset, mens far altid sov på sofaen. Det havde hun set, for han sov stadig når hun stod op, og gik ud for at hente morgenmad. Gad vide hvornår nogen af dem sidst havde fået en ordentlig nats søvn?

Hun skævede til uret. Den var halv 11. Hun burde sove men, det kunne hun ikke. Hun havde stadig alt for mange tanker i hovedet. Hvis hun lagde sig ned nu, ville hendes tanker ikke engang tillade hende at lukke øjnene. For hvad nu hvis hun tillod sig selv at tro på, at det hele blot var en drøm? Hvordan ville det så være når hun vågnede? Det var af samme grund at hun ikke ønskede at sove om aftenen, som at hun ikke ønskede at vågne om morgenen.

Hendes forældre havde så travlt med at skændes at de ikke bemærkede hvor længe hun havde været hjemme fra skole. De bemærkede ikke at hun hver dag sad i vindueskarmen med benene hængene ud ad vinduet, fra 2. sal. De havde så travlt med at skændes, at man kunne forestille sig, at det var umuligt at tro på det bare var en drøm. Men det var ikke umuligt. Hun var flere gange vågnet med samme håb, i samme tro. Men hver gang hun stod op og gik nedenunder, så lå far sovende på sofaen, med tv’et tændt fra aftenen før.

Tv’et.. Hun kunne ikke høre det. Det plejede hun at kunne. Far tændte altid tv’et, før han faldt i søvn på sofaen, så hvorfor kunne hun ikke høre det? Sov de ikke? Var de holdt op med at skændes? Nej.. Det kunne ikke passe. De havde råbt og skreget højere end nogensinde før i dag, så hun havde svært ved at forestille sig, at de havde sluttet fred ovenpå det.

Hun drejede rundt, svingede benene indenfor i værelset, og mærkede gulvtæppets stive stof mod sine bare tæer. Hun åbnede døren på klem ind til stuen, og så derind. Turde næsten ikke at kigge. Hvad hvis hun tog fejl, og de stadig skændes? Men det gjorde de ikke. Og far sov heller ikke på sofaen. Han sad op. Det så ud som om han så fjernsyn, men tv’et var slukket.

Hun åbnede forsigtigt døren helt, og trådte over grænsen fra hendes værelse til stuen, som hun ellers kun gjorde om morgenen. Hun trådte nærmere, og tingene på sofabordet kom til syne. 2 tomme ølflasker. Hun trådte forsigtigt tættere på. Gulvbrædderne knirkede under hendes føder og far vendte sig om. Han så på hende med blodskudte øjne. Hun sagde det første der faldt hende ind i den situation.

”Hvor er mor?”

Far svarede ikke med det samme. Han så bare væk, og rystede så på hovedet. Hans stemme var grådkvalt, da han endelig talte.

”Hun er væk. Din mor bor her ikke længere”

Hun så på uret. Viserne og tallene gled sammen til en sløret masse. Hun vidste godt at uret ikke fejlede noget. Det var hende der var i stykker. Hun blinkede tårerne væk fra øjnene.

Klokken var 12.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...