(To)

"Jeg ved ikke hvor længe, hun havde stået og kigget på mig. Nora. Men pludselig stod hun der ved siden af bænken med mudder til knæene og med et vissent bøgeblad i hånden og spurgte hvilken årstid, der var min yndlings. " - En novelle om Esther. Om Irenes grønne briller. Om mor og far. Men mest om Nora.

31Likes
25Kommentarer
1188Visninger

2. (To)


   Jeg er vidst gået i det, man i de højere lag vil kalde isolation. Det er i hvert fald, hvad Irene fortæller mig, da jeg besøger hende tirsdag klokken fjorten femogfyrre. Der lugter sådan lidt gammelt og en anelse sødt, idet jeg træder indenfor i hendes kontor. Irene er hurtigt henne ved døren og byder mig venligt indenfor. Hun har kaffeånde.

   At blive betegnet som isoleret har sådan en tyngende klang, synes jeg. Man tvinges til at søge mod gulvet, så snart ordet har fået fodfæste i ens mund. Men faktisk ligger jeg ikke på bunden - jeg svæver deroppe, hvor de andre ikke længere kan følge med. Ser på det hele fra en øvre skrå vinkel med perfekt udsyn til både tale, ansigtsudtryk og kropssprog. Og det er til tider yderst underholdende, sådan at observere.

   Lige for tiden er der rigeligt at beskue. Den unge kvinde i nabohuset knalder ved siden af, det er jeg stensikker på. For det er da ikke normalt at få besøg af en maler med franske træk og et påklistret skævt smil tre gange om ugen. Hver uge. Han ankommer i sin hvide malerbil lidt i ni, når husets mand er taget på arbejde i sin skinnede dyt og tager ikke derfra igen, førend han har fået en kop eftermiddagskaffe. Og når manden omkring aftensmadstid ruller sit trætte sind ind i garagen, er alle spor fra dagens tidligere begivenheder visket væk. Kvinden står endda smilende ved hoveddøren og tager imod ham med både kindkys og duft af hjemmelavet farsbrød.

   Hos genboen har de lige fået en datter. Endnu en. Jeg tror snart de runder en håndfuld. Det lyder det i hvert fald til. Skrig og skrål og babymad ud af alle vinduer og ping pang regnbuefarvet legetøj spredt som ukrudt i haven. Ikke at jeg dømmer dem. Nej, jeg glor bare pænt inde bag mit værelsesvindue og gemmer mig i en fart bag gardinet, når en af husets mange beboere lader blikket gå sin gang i nabolaget.  
   Og så er jeg i øvrigt ikke den eneste, der kigger. Mor sender tit skeptiske blikke over mod ”børnehaven” og ruller derefter øjne over mod far, som efterfølgende bare trækker på skuldrene - sådan rigtig opgivende - og sukker dybt.
Men det værste af det hele er, at det kun er sådanne blikke, de har til overs for hinanden i øjeblikket.

   Jeg fandt aldrig rigtig forklaringen på hvorfor, men da jeg en dag i oktober kom daskende hjem fra skole, mens himlen havde alle porte åbne, gik det op for mig, at der var blevet revet et stykke ud af det samlede familiebillede. Alt mit overtøj var gennemblødt, og jeg svuppede lidt rundt i skoene, da jeg trådte ind i entreen. Allerede dér hang lugten af sure miner i luften, og jeg hørte mor hulke: ”Hvordan kunne du finde på sådan noget?”
   Gråden blev efterfulgt af fars jammerlige råb: ”Jeg er kun menneske. Vi laver alle sammen fejl.”
Så smed mor med en tallerken, far hamrede hånden i køkkenbordet, og jeg var sikker på at ravnarok ville bryde ud i løbet af få sekunder.
   Jeg vendte mig med det samme. Forsvandt ud i regnvejret igen og druknede lidt i våde sko, forvirring og fortvivlelse. Slugte så et par hulk og satte mig efter et kvarters nytteløs vandren på en våd bænk i bøgeskoven og prøvede at samle stumperne, løse ligningen. Det lykkedes ikke rigtigt. Måske til dels fordi jeg aldrig havde været matematisk geni.


   Jeg ved ikke hvor længe, hun havde stået og kigget på mig. Nora. Men pludselig stod hun der ved siden af bænken med mudder til knæene og med et vissent bøgeblad i hånden og spurgte hvilken årstid, der var min yndlings. Jeg svarede ikke lige med det samme. Kiggede bare underligt op på hende. Først på hendes krusende brune krøller, hendes gule kjole og så på bladet i hendes hånd. Men da hendes stirrende dunkle blik et par sekunder efter begyndte at give mig myrekryb, fik jeg endelig fremstammet noget i retning af, at jeg godt kunne lide sommer og varme. Om mit svar tilfredsstillede hende, ved jeg ikke, men min mumlen resulterede i, at hun satte sig ned ved siden af mig. I mudderet.
   ”Vil du ikke hellere sidde på bænken?” spurgte jeg og kiggede ned på hende, som man kigger på småbørn, der konstant formår at få mælkeskæg, bare de hæver glasset op mod munden.
Hun rystede bare blidt på hovedet: ”Hernede er jeg i bedre kontakt med mig selv og naturen.” Og uden videre begyndte hun så at argumentere for, at efteråret var noget af det mest fantastiske, hun nogensinde havde oplevet.
   ”Først drukner man, og alt det, der var før, begynder at visne. Faktisk så stopper man med at trække vejret et øjeblik, og det hele føles så nytteløst. Men så lidt efter, lige i det øjeblik man tror, alt håb er ude, åbner man øjnene under overfladen og indser, at man er en af de særligt udvalgte, en af dem der overlever syndfloden og efterfølgende vågner op som et nyt renset menneske. Og sådan er det hver eneste dag - en genfødsel.” Hun kiggede op mod de tunge grå skyer og åndede lettet op.
   ”Jeg er levende,” råbte hun så og brød ud i spontan og frisindet latter.
Og jeg grinte lidt sammen med hende, dels fordi jeg ikke helt kunne sluge hendes filosofiske forklaring, men dels også fordi regndråberne pludselig føltes en smule rarere mod mine kinder.
   ”Er du buddhist?” spurgte jeg nysgerrigt. - ”Du ved, tror du på reinkarnation og den slags?”
Hun rystede på hovedet men kiggede så på mig med et lille smil i mundvigen: ”Måske er jeg bare en smule overtroisk.”

   ”Esther?” Irenes stemme er en smule spids, og hun retter alvorligt på de grønne briller, som svinger sig hen over hendes krogede næseryg. Hun sætter begge fødder i gulvet, og de spidse lakerede sko giver genlyd i lokalet.
   ”Undskyld,” mumler jeg næsten så svagt, at det ikke kan høres. Egentlig er det ret ubehøvlet af mig sådan at lukke af, allerede inden hun har stillet det første spørgsmål, men der er så mange andre ting, der fanger mine tanker. Irene gentager sit spørgsmål: ”Din mor har kontaktet mig, og I to har, så vidt jeg kan forstå, aftalt, at der skulle snakkes lidt om Nora i dag. Dine forældre er ikke så glade for, at du spenderer så meget tid med en som hende - er det rigtigt?”
Jeg trækker på skuldrene.

   Mor havde aldrig helt ordret fortalt, hvorfor hun ville sende mig hen til en dame som Irene. I stedet havde hun bare taget fat i mine skuldre og hulkende beklaget sig over, hvor trist det gjorde hende at se, hvordan hendes og fars situation påvirkede mig. De havde aldrig selv overvejet, om det egentlig var dem, der burde lægge besøg forbi hos Irene.
   ”Barnets behov først!” sagde mor tit og skubbede mig med blid styrke om bag sig, mens hun snerrede af far som en sur kat. Og det var sådan, de nåede til enighed.

   ”Din mor mener, at du måske er blevet ensom her på det sidste. Hun fortæller, at du aldrig rigtig har været så socialt anlagt, hvad angår din skolegang, og at du måske føler dig endnu mere alene nu, da familielivet brister en smule. Netop dette kunne også være grunden til, at du opsøger folk som Nora.” Irene kigger søgende på mig.
   ”Det var altså Nora, der opsøgte mig,” udbryder jeg og har lyst til at starte en protest. Men min mangel på flere ord standser oprøret. Irene nikker tavst.

   Nora begyndte at komme på besøg hver eneste dag efter skole. Jeg havde aldrig givet hende invitationen men var heller ikke træt af, at hun stak hovedet forbi i ny og næ. Hendes samvær lagde en dæmper på lyden af mors og fars diskussioner, som faktisk ikke omhandlede så meget mere. Egentlig var det bare en lang strøm af råb og hvæs over at skulle se på hinanden. Og så den evige replik: ”Barnets behov først!”
   Når Nora kom forbi, tog hun altid bagdøren - måske fordi hun kunne fornemme, at mor og far blev urolige, når de fandt ud af, at jeg havde tilbragt en hel eftermiddag på værelset med hende. Jeg kunne også godt selv mærke det. De begyndte at bide i deres læber, bide i deres negle og bide i deres egne ord, så sætningerne pludselig blev usammenhængende, og til sidst opgav de helt at kommentere Noras visit. Og så ringede de til Irene.

   ”Esther, hvordan vil du beskrive dig selv?” lyder det pludseligt, og jeg mødes af blikket bag de grønne briller. Jeg tænker længe. Begraver mig selv i tillægsord men finder aldrig rigtigt den betegnelse, der passer på mig. Irene afbryder mig: ”Føler du dig ensom?”
Igen må dykke ned i ordbunken, men denne gang når hun ikke at afbryde mig, før jeg finder et svar.
   ”Ikke når jeg er sammen med Nora,” hvisker jeg og retter blikket mod mine fødder. Jeg hvisker, fordi jeg godt kan fornemme, at Irene - ligesom mine forældre - heller ikke bryder sig om folk som Nora. Måske er det i bund og grund kun mig, der forstår hende.

   Tiden snegler sig afsted. Irene stiller spørgsmål, og jeg svarer med et par ord af gangen. Kigger så over på hendes armbåndsur og konkluderer, at det ikke engang er et minut siden, jeg kiggede sidst. Men da de obligatoriske femogfyrre minutter er gået, er Irene kommet frem til en konklusion. Hun synes, jeg skal prøve at tage kontakt med nogen fra min klasse. Måske vinke og sige godmorgen når jeg møder dem ved cykelskuret. Eller sætte mig ved siden af Cecilie i frikvarteret og prøve at starte en samtale.
   ”Snakken behøver ikke være lang,” minder Irene mig om, da hun fornemmer klumpen i min hals. ”- Og så spørg Nora, om hun kan nøjes med at komme forbi tre gange i ugen.” Sådan afslutter vi det første møde. Jeg kan igen trække vejret helt ned i maven, da jeg rejser mig fra den bløde, velourdækkede lænestol men venter med at tage den dybe indånding, til jeg lukker døren bag mig og står i venteværelset.
   Klokken er halv fire, og Irene skal snakke med en dreng, der hedder Jakob. Måske er det ham, der sidder klemt sammen over i hjørnet med et magasin i skødet. Han kunne godt ligne en Jakob, tænker jeg og møder kortvarigt hans isblå øjne. Og jeg gætter impulsivt på, at hans yndlingsårstid må være vinter.


   Noras arme var meget blege. Næsten på grænsen til at være gennemsigtige. Det havde jeg dog ikke altid lagt mærke til. Men da vi en aften sad ude med hvert vores uldtæppe og kiggede på fuldmånen, var det, at jeg opdagede ligheden mellem dens lysende skær og Noras hud.
   ”Du er så bleg,” sagde jeg forundret og stirrede i betagelse på hendes hænder. Som reaktion pakkede hun genert fingrene ind i hinanden og trak dem ind mod maven.
   ”Efterår,” mumlede jeg så og trykkede blidt på hendes lillefinger. Hun smilede svagt og prikkede så til min - også lyse, men dog mørkere end hendes - finger: ”Sommer.” Vi vendte igen blikket mod nattehimlen.

   Jeg er hjemme lidt over fire, og Nora kommer trippende ind af bagdøren, idet jeg smider mig på sengen. Jeg tør ikke fortælle hende, hvad Irene har sagt, så i stedet sidder vi bare i tavshed og kigger over mod den franske malers bil. Smiler lidt i ny og næ. Vi ved så meget, tænker jeg. Vi har gennemskuet svindlerens alfabet - fra a til å. Facaden er ikke andet end et tyndt lag plast, som nemt kan fjernes med lidt håndsnilde og et skarpt øje, konkluderer jeg og bliver i øjeblikket en smule stolt over mine evner som detektiv.

   Mors stemme skærer igennem stilheden som et skingert hyl. Faktisk taler hun i et helt almindeligt toneleje, men måske har min opfattelse af situationen noget at gøre med den sætning, der forlader hendes læber: ”Hvordan gik det hos Irene?”
Nora vender sig i et ryk mod mig. ”Hvem er Irene?” udbryder hun en smule bebrejdende, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Så i stedet skubber jeg hende ned fra sengen og over mod døren - ikke så hårdt at det siger bump, men alligevel med en kraft, der indikerer, at der er noget, jeg holder skjult for hende. Hun kommer dog hurtigt på benene igen.  
   ”Nora, du bliver nødt til at gå nu. Jeg mener det!” hvæser jeg, og stirrer direkte ind i hendes mørke blik. Hun snerper munden sammen.
   ”Hvem fuck er Irene?” spørger hun igen. Hun lægger armene over kors og stiller sig med let spredte ben for at få bedre fodfæste. Der er ingen tvivl om, at hun ikke har tænkt sig at forlade værelset, før jeg fjerner masken og lader sandheden flyde ud over gulvtæppet.
   ”Jeg fortæller dig det senere, okay - det lover jeg dig. Men du skal gå nu Nora, jeg mener det!” Min stemme begynder gradvist at skælve og knækker også et par gange, da jeg spytter sætningen op i hovedet på hende.
Hun bliver pludselig tavs. Mit følelsesudbrud har fået medlidenheden frem i hende, og hun ligner nu en, der grubler godt og grundigt. Samtidig drejer hun de spydige ord på tungen en ekstra gang for så at sluge dem alle sammen samtidig.
   ”Okay,” hvisker hun. Jeg synker en klump og griber ud efter hendes hånd.
   ”Jeg lover at fortælle dig det hele i morgen, på æresord,” når jeg lige at fremstamme i det korte øjeblik, hvor vores hænder rører hinanden, før hun igen trækker sin til sig.


   Og så forsvinder Nora lydløst. Ind i mit forskruede sind. Der hvor hun i bund og grund altid har boet. Og der er atter stille i værelset. Men der går ikke længe, får de første dråber ramler mod vinduet, og himlen bliver en anelse mørkere. Det er begyndt at regne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...