Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

70Likes
34Kommentarer
230308Visninger
AA

101. 99.

 


 

Jeg så hen på Harry, som sad og dunkede sin pande ned i sit køkkenbord flere gange  foran mig. Lyden var monoton og jeg var sikker på, at han måtte kunne mærke det enten nu eller i morgen. Jeg grinede et lille lydløst grin, mens jeg rystede kort på hovedet af ham uden at tage øjnene fra ham. "Hvorfor? Hvorfoooooooor?", hørte jeg ham sige og jeg grinede igen men bare højere og han stoppede den monotone banken af panden ned i bordet. Han løftede hovedet og så hen på mig over bordet. Et glimt i hans øjne fortalte mig, at selvom hele situationen for ham var svær, var hans humør i top. "Det skal nok komme", sagde jeg roligt og rakte en hånd ud mod ham og rodede ham kærligt i hår, så det strittede kort ud i luften. Han sukkede og tog kærligt om min hånd, mens han rettede sig op på stolen og kyssede den varmt. Han lod min hånd blive mod sine varme læber, mens han tænkte og så koncentreret ud i køkkenet. Han så altid ekstra lækker ud, når han ikke vidste, at jeg studerede ham. Hele hans ansigt var roligt og afslappet og der var ikke en muskel, som blev brugt, mens hans hjerne kørte på højtryk. Han var smuk! Jeg lod langsomt min anden hånd glide kort og varmt over hans kind og han reagerede straks og hans læber mod min hånd formede sig igen til et kys, mens han vippede kort med det ene øjenbryn til mig. "Det rigtige hus skal nok komme...", sagde jeg med et smil og han nikkede kort som svar. "Det er bare med at holde fast i det, som du leder efter og blive ved det! Så kommer det helt af sigselv Harry...". Han formede igen et kys mod min ene finger og lod kærligt læberne glide over dem, mens han sukkede og forsvandt ind i sin egen verden igen.

For 1 måned siden havde Harry fået den ide, at nu ville han gerne have et hus. Han ville have noget mere end den penthouse, som han lejede og som han ikke så som sit hjem. Han ønskede noget, som var hans eget og som han kunne indrette med sin egen stil og som han gerne ville bruge sin fritid i. Men han var en kræsen fyr! Så den sidste måneds tid havde han slæbt mig ud til intet mindre end 17 forskellige huse og havde blankt afvist dem alle sammen uden at tøve. Han vidste, hvad han ville have og det rigtige hus var ikke dukket op endnu... Han vidste, at han ledte efter en nål i en høstak, men han ville finde det og opgav ikke, før han havde fundet det! Han sukkede igen og vores øjnene mødtes, mens han stadig lod sine læber glide kærligt over min ene finger. "Jeg vil heller ikke bare købe et hus for bare at købe et! Det skal være et sted, som jeg vil gøre til mit eget og som jeg vil bo i i flere år", sagde han med et lille smil og lagde vores hænder ovenpå køkkenbordet. "Det skal være her i London og med god plads. Centralt men heller ikke for centralt".

Jeg nikkede og lod mine fingre lege med hans ringe og hans fingre fulgte ubevidst med mine. Jeg sank lidt sammen og tænkte mig om, hvad Christian Hall havde sagt, som var hans ejendomsmægler. Selv han var ved at opgive Harry som klient, da han snart ikke havde flere huse i den ønsket prisklasse tilbage. Hver gang Harry havde afvist et hus, kunne jeg se, hvordan hans skuldre var sunket mere og mere sammen og vi havde kort set på hinanden. Der var dog ét hus, som Christian gerne ville have Harry til at se på. Men da han havde præsenteret det for Harry over telefonen, havde han blankt afvist det, da det lå 20 minutter fra centrum af London. "For langt væk...", havde hans undskyldning været. "Hvad med det hus lidt udenfor centrum, som Christian har spurgt dig om?", prøvede jeg straks og Harry så hurtigt undrende på mig. Han kastede kort med håret og kom det derefter kort bag ørerne. "Ja det hus lidt udenfor centrum?", prøvede jeg igen og så smilende på ham, da jeg kunne se, at han endelig forstod hvilket hus, som jeg snakkede om. Han rystede kort på hovedet... "Det er kun 20 minutter fra byen Harry!", grinede jeg og slog ud med hånden mod ham. "Det er jo ikke Sverige, vi snakker om her. Prøv at se på det! Hvad er det værste, der kan ske? At du måske kunne lide det?". Han grinede højt og lagde hovedet tilbage imens og jeg kunne ikke lade være med at grine af hans herlige og smittende grin. Hans hånd om min forsvandt, da han lagde den over sin hage og så på mig med funklende grønne øjne. "Syntes du virkelig, at jeg skulle se på det?", spurgte han blidt og jeg nikkede hurtigt. "Bare et lille kig", sagde jeg ligeså blidt tilbage og vippede med begge øjenbryn.

3 timer og 20 minutters kørelse fra London senere, stod Harry og jeg sammen med Christian ude foran en mørk mur med et stort hvidt hus i baggrunden og så op på det fra den modsatte side af vejen. Jeg så hen på det med store øjne og lukkede hurtigt munden, da jeg blev bevidst om, at jeg stod med den åben. Det så så stort ud, selv når vi stod flere meter væk fra det. Og det så så hvidt ud... Jeg så hurtigt hen på Harry, som havde øjnene gemt bag sine solbriller med et udtryksløst ansigt og så op på det. Han så ikke hen på mig, men satte bare hænderne i hofterne og lagde hovedet på skrå uden at sige noget. "Skal vi?", spurgte Christian glad og slog ud med armen, mens han så hen på Harry. Harry nikkede lydløst og så hen på mig gennem de mørke solbriller og slog galant ud med hånden. Jeg sendte ham et lille smil, som han straks gengældte og jeg gik langsomt over vejen, da der ikke kom nogen biler. Jeg kunne svagt mærke en hånd over min lænd, da jeg gik over vejen og blev blød om hjertet ved tanken. Vi havde kun kendt hinanden i 5 måneder og havde indtil videre formået at holde vores forhold hemmeligt for pressen og for deres fans. Hvis vi endelig viste os offentligt sammen, som vi sjældent gjorde, gik vi så langt fra hinanden, at ingen kunne gætte sig til, at vi var sammen. Men nu... For første gang nogensinde havde vi fysisk kontakt i det offentlige og jeg nød det! Kontakten var meget kort og næsten ikke-eksisterende, men den havde været der og jeg kunne ikke være mere lykkelig. Jeg kunne ikke skjule et lille smil og jeg så kort op på Harry, som så lige frem for sig. Men jeg kunne skimte et lille skævt smil over hans læber... Han havde det på nøjagtig samme måde! Jeg trak skuldrene op om ørerne og vi fortsatte hurtigt over vejen og kom hen til Christian, som stod ved indgangen til muren og ventede på os.

 

Det så så stort ud...


 

Christian lukkede os ind i en asfalteret forhave og lukkede derefter døren efter os, mens Harry og jeg så os rundt. Der var ikke meget at se... Christian gik med lange skridt hen til hoveddøren og fumlede kort med nøglerne, da han åbnede den. Han virkede nervøs og anspændt og jeg kunne egentlig godt forstå ham, når hans klient var kræsen og som havde afvist alt, hvad der var blevet præsenteret for ham indtil videre. "Kom indenfor!", sagde han venligt og med en lidt skinger stemme. Jeg vendte mig om og så hen på Harry, som stod med ryggen til os og med armene over kors og så sig om i forhaven. Han var stille og reagerede først, da jeg varmt kaldte på ham. "Harry?". Han vendte sig hurtigt om og så på mig og nikkede så kort, inden vi gik ind...

"Hva syntes du?", spurgte jeg med en spænding i stemmen, som jeg ikke kunne ligge skjul på. Huset havde været fantastisk og det havde været lyst og moderne. Harry havde på intet tidspunkt ytret sin mening, men havde bare lyttet til, hvad Christian havde at sige og havde set sig nysgerrigt omkring, mens han ikke havde taget sine solbriller af på noget tidspunkt. Jeg var ængstelig efter at høre, hvad han syntes... Harry så hen på mig, mens han kørte overfor grønt i et kryds og trak kort på skuldrene. Han sukkede lysten lydløst og så ud over vejen igen, mens han kørte hånden over hagen. Han havde ikke fået barberet sig i dag og små skægstubbe, var begyndt at komme frem og det kriblede i mig efter at mærke dem mod mine læber. "Det var...", startede han og sukkede kort igen. "... okay...". Jeg løftede begge øjenbrynene og grinede kort. "Kun okay?", spurgte jeg højt og kunne ikke holde endnu et grin tilbage. "Det var da et super lækkert hus Harry!". Han sendte mig et lille smil og holdte hurtigt øje med vejen igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...