Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
32Kommentarer
236682Visninger
AA

99. 97.

 


 

Der var gået 1 måned siden arrangementet og solens stråler føltes varme og behagelige mod mit ansigt og bare arme og jeg kunne ikke lade være med at lukke øjnene i med et lille smil og ligge hovedet tilbage og bare nyde det smukke vejr. Nyde roen omkring mig. Nyde naturen... Nyde starten af sommeren og brisen omkring mig... Nyde stilheden... Bare nyde at være ét med naturen og lukke alle sanser ude og bare være mig! Noget som jeg havde haft brug for de sidste par uger, men som jeg ikke havde haft tid til og havde skubbet lysten længere og længere væk. Men nu gik den ikke længere og nu sad jeg her! Det var midt juni og jeg sad nede i parken et par kilometer fra lejligheden på et tæppe med en bog i skødet. En bog som jeg slet ikke kunne koncentrere mig om, når vejret var så godt og temperaturen hurtigt var sneget sig over 22 grader. Der var flere i den store park, som havde fået den samme ide. Nogen lå ligesom mig og læste for sigselv, andre havde taget engangsgrille med og hyggede i større grupper og andre var egentlig bare forbipasserende, som havde fået lyst til at sidde lidt på græsset og bare nyde vejret for en kort stund på vej hjem fra arbejde.

Jeg åbnede langsomt øjnene og så mig dovent omkring på alle menneskerne omkring mig i tavshed og lod de forskellige indtryk finde plads i mig. Jeg tog imod dem, omdannede dem til en del af et minde og sendte dem videre på deres vej med en lykkelig og positiv energi. Min energi... Min lykke... Min forelskelse... Livet var herligt! Harry var herlig! Jeg var lykkelig! Jeg sukkede og lukkede min bog lydløst i og lagde den ved siden af mig på tæppet og sukkede endnu en gang veltilfreds og lagde mig helt tilbage på tæppet og så direkte op i den blå skyfrie himmel. En smuk lyseblå skyfri himmel prydede min udsigt og rakte så langt, øjet kunne se. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og så ud i ingenting. Gang vide hvor langt øjet egentlig kunne se? Hvor mange kilometer? Hvor mange lysår? Jeg kunne jo se månen om natten og det tog Armstrong lidt over 3 dage og flyve dertil. Men hvad med stjernerne, som glimrede så smukt på nattehimlen? Hvor langt var de væk? De fleste af dem var jo så langt væk, at menneskeheden aldrig ville have mulighed for at komme dertil. Mine tanker vandrede...

Jeg kom hurtigt til migselv, da jeg hørte en pige grine højt og jeg så kort hen mod en lille gruppe piger, som sad tæt sammen og snakkede. De grinede og havde det sjovt, mens et lille smil fandt frem til mine læber og savnet til Sofie dukkede hurtigt op i mig. Jeg havde ikke set hende i flere måneder og jeg havde sidst snakket med hende i sidste uge. Hun af alle mennesker vidste, at jeg have fået en kæreste. Og endda også hvem han var... Jeg satte mig hurtigt op og fandt min mobil frem fra min taske og skrev hurtigt en besked til hende, at jeg savnede hende og ville ringe til hende senere, hvis hun havde tid. Jeg hørte igen et højt grin henne fra den lille gruppe og undlod, at se derhen, men kunne stadig ikke holde et lille grin tilbage. Det var så smittende og gjorde mig i endnu bedre humør. Jeg lagde mig tilbage på tæppet igen og lukkede øjnene i og nød solens stråler endnu en gang. Varmen lagde sig over mig som et varmetæppe og indhyllede mig, som arme der tog varmt imod mig. Det var en smuk og behagelig følelse, som fik mig til at føle mig tryg og hjemme. Pigernes latter var herlige og beroligende og da de forsvandt mere og mere, nød jeg bare summen af liv omkring mig og lukkede alt andet ude.

En brummen fra min mobil i tasken fortalte mig, at en SMS tikkede ind og jeg vidste, at det var fra Sofie. Bare lige 5 minutter i roen og i varmen. Bare lige 5 minutter med den svage summen af liv omkring mig. Bare 5 minutter med drømme og... "Undskyld?", afbrød en blid stemme pludselig mine tanker og jeg slog straks øjnene op og så mig forvirret rundt for at se, hvem der havde henvendt sig til mig. Jeg rykkede mig ubevidst en smule tilbage på tæppet, da jeg så 4 sæt øjne se generte og nysgerrige ned på mig med små smil. Jeg så kort hen mod gruppen af piger, som havde grint højt. De var var væk! Et tomt tæppe med sko og tasker stod tilbage... Var det de piger, som nu stod foran mig og nærmest nedstirrede mig, som hvis de havde 1000 spørgsmål. Jeg rynkede kort panden og så hurtigt tilbage på pigerne igen og satte mig lidt kluntet op og rettede hurtigt på min kjole. "Undskyld?", hørte jeg den samme stemme igen og fulgte stemmen hen til en brunette længst ude til venstre af gruppen. Hendes brune øjne var blide og havde en smuk form, mens hendes smil var genert og venligt på samme tid. "J... Ja...?", prøvede jeg forsigtigt og så mig kort omkring og tilbage i de brune øjne igen. Havde jeg gjort noget forkert? Jeg havde ikke smidt med skrald fra mig... Mit tæppe lå helt perfekt redt ud på det grønne græs og min taske stod fint i hjørnet med mine sandaler fint placeret ved siden af og min bog lå på den anden side af mig.

 

"Undskyld?"


 

Alle 4 piger krummede sig kort sammen og fnes kort, mens de lænede sig ind mod hinanden og hviskede kort. Min mavefornemmelse var ikke god! De hviskede sammen et par sekunder og virkede pludselig til at være uenige om noget, selvom deres små fnis fortalte, at de dog ikke var uvenner. Der blev hvisket kort i den lille gruppe og brunetten som havde henvendt sig til mig, rettede sig om i fuld højde og så genert ned på mig og hun gik et lille skridt frem mod mig. Hendes hænder vred sig om hinanden og nervøsiteten lyste ud af hende, så jeg kunne smage den. Havde jeg noget siddende i ansigtet? "Undskyld...", sagde hun igen og jeg så mig igen rundt og tilbage til hende. "Er du ikke...". Hun stoppede hurtigt og så til ønske på sine veninder, som hviskede noget til hende, mens hun rystede hurtigt på hovedet. Hun havde ikke lyst... Veninderne nikkede hurtigt til hende og hviskede noget til hende, som fik hende til at tage en dyb indånding og vende sig om igen og se på mig.

"... E... E... Er du ikke... Harrys kæreste?". Hele mit ansigtsudtryk ændrede sig på et splitsekund og jeg så hurtigt rundt på alle 4 ansigter ét efter ét og blinkede overhoved ikke en enkelt gang. Hvordan vidste de det? Vi havde været så forsigtige med ikke at blive set sammen offentligt og havde kun meldt det ud til den nærmeste familie og nogen enkelte venner. Folk som vi stolede blindt på og som vi vidste, værnede meget om vores privatliv. Hvordan kunne disse piger så vide det? Det var jo ikke muligt!? Hele min krop begyndte at ryste og jeg var helt tavs, mens jeg glemte at trække vejret. Tavshed var bestemt ikke det bedste svar i denne situation, men jeg var simpelthen blevet taget med hånden i kagedåsen og var slet ikke foreberedt på dette spørgsmål. Og slet ikke lige her! Harry og jeg havde slet ikke snakket om, hvis jeg skulle komme ud for denne situation. Vi havde været optaget af så meget andet. Af hinanden... Harry ville være frisk nok og have en smart replik gemt i ærmet. Men mig? Jeg var et håbløst tilfælde og dette var netop beviset! 

Jeg så mig omkring på menneskerne i parken og åndede lydløst op, da jeg så, at vi ikke havde fået deres opmærksomhed. Jeg rykkede uroligt på mig og så mig nervøst over skulderen og derefter ned foran mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af migselv... Jeg følte mig udstillet, som et vildt dyr, som nu var kommet bag en glasrude og dermed skulle vises frem. Følelsen var frygtelig! Jeg kunne mærke deres nysgerrige øjne hvile på mig og de ville gerne have svar. Og det skulle gerne være nu! Men jeg havde intet svar til dem og vidste, at jeg ville værne om mit og Harrys forhold til enhver tid, så jeg gjorde det, jeg var bedst til. Jeg forblev tavs... Jeg så mig nervøst over skulderen, som hvis jeg søgte efter hjælp. Bare et eller andet kendt ansigt, som jeg kunne finde ro i og som kunne hjælpe mig ud af denne pine. Men der skete intet! Tankerne kværnede rundt i hovedet på mig, uden at de på noget tidspunkt gav mening og mit åndedræt var hurtigt og nåede slet ikke mine lunger. Hvad skulle jeg gøre? Mine øjne mødte igen de brune øjne og vi så kort på hinanden, inden jeg tog øjnene til mig igen. Jeg tog pludselig en meget hurtig beslutning og rejste mig hurtigt og kluntet op og begyndte at folde mit tæppe sammen. Pigerne blev stående foran mig i den lille klump og studerede mig med nysgerrige øjne i tavshed. Jeg vendte mig kort om og var ved at snuble over mine sandaler og fandt hurtigt balancen, mens jeg tog dem på uden at spænde dem efter. Jeg skulle hjem. "Undskyld... Kan jeg lige...?", spurgte jeg svagt uden at møde et par øjne, da jeg henviste til et par fødder, som stod halvt indover tæppet. Jeg hørte et kort og nervøst grin, da fødderne fjernede sig og jeg rullede hurtigt tæppet sammen til en stor og klumpet klump. Jeg vidste allerede, at jeg ikke ville få plads til det i cykelkurven eller på mit bagagebærer. Pis!

Jeg tog lidt for ivrigt min taske over skulderen, vendte mig hurtigt om uden at sige noget og gik med raske skridt over græsset og syntes pludselig, at der var meget langt hen til min cykel. Åh Gud! Hvorfor havde jeg dog ikke en bil, som jeg bare kunne kaste mig ind i og køre væk med det samme? Hvad hvis de fulgte efter mig hele vejen hjem? Åh nej! "Hov! Din bog!?", hørte jeg en pigestemme. Pis igen! Jeg stoppede hurtigt op, lagde hovedet helt tilbage og lukkede øjnene kort i, mens jeg tog en dyb indånding. Nervøsiteten sad udenpå tøjet af mig og jeg var sikker på, at jeg kunne mærke en svedperle pible nedover min lænd under sommerkjolen. Jeg vendte mig langsomt op og tog imod bogen, mens jeg hviskede et meget svagt "tak" uden at se, hvem hånden tilhørte. Jeg vendte mig hurtigt om igen og gik igen med raske skridt afsted, mens jeg prøvede at mase bogen ned i min skuldertaske. Jeg kunne stadig høre deres fodtrin et par meter efter mig og jeg lod som ingenting. Jeg havde ikke lyst til at vende mig om for at se, om de var der, for det var tydeligt for mig. Jeg kunne høre og mærke dem! Fornemme dem! Følelsen af at blive overvåget var frygtelig! Klik! Klik! Klik! Hvad f..... !? Jeg stoppede kort op ved lyden og vidste, hvad der netop var foregået. Åh nej! Lyden af en iPhone, som igen tog en hel billedserie lød og jeg så mig kort over skulderen og gik raskt afsted igen. Jeg var bange... Også selvom de intet gjorde, da jeg pakkede mine ting op på min gamle bedstemorcykel og cyklede afsted gennem trafikken. Jeg var bange og følte mig utryg! Hele vejen hjem så jeg må over skulderen flere gange, da jeg var bange for at blive forfulgt. Men selvom pigerne ikke var til at se nogen steder, sad følelsen dybt i mig og havde stor besvær med at ryste den af mig, da jeg lukkede mig ind i min lejlighed. Og låste døren...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...