Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

70Likes
34Kommentarer
229884Visninger
AA

91. 89.

 


 

Jeg bed mig hurtigt i underlæben og prøvede at holde et genert og lykkeligt smil tilbage men total forgæves. Den dreng gjorde mig fandens lykkelig og jeg vidste slet ikke, hvilket ben jeg skulle stå på! Virkede luften lige pludselig ikke meget tynd? Hvordan sad mit hår? Åh nej... Jeg tog en hånd op til håret og kunne straks mærke min rodet knold og fortrød nu, at jeg ikke havde gjort mere ud af migselv i dag. Men han havde jo sagt, at han ikke ville kunne nå det... Og nu stod han her alligevel... Vores øjne mødtes igen og han gav mig elevatorblikket og sendte mig et skævt og et genert lille smil, som jeg straks gengældte. Han kunne heldigvis lide, hvad han så, selvom jeg stod i et par 3/4 jeans og en hvid løs bluse. Han elskede mig jo! Han sendte mig et stort smil og virkede en smule genert, som han stod der blandt en lille og ukendt familie i deres køkken. "Hej Victoria...", sagde han genert og slog blidt ud med armene mod mig. Mine ben følte, hvad mit hjerte havde behov for og styrede mig meget langsomt og i tavshed hen til han uden at tage øjnene fra ham, indtil vi stod lige overfor hinanden og så smilende og generte på hinanden. Jeg kunne mærke varmen fra ham og ønskede bare at være i hans arme og følelsen, da han varmt og langsomt lagde armene over min ryg, trykkede mig varmt ind til sig og lagde sit ansigt ind mod min hals, var vanedannende og jeg følte mig mere elsket end nogensinde. Min familie og Harry i samme rum... Den perfekte cocktail af ren kærlighed...

 

"Hej Victoria...", sagde han genert og slog blidt ud med armene mod mig...


 

Jeg lagde min kind mod hans bryst og trykkede mig helt ind til ham og lukkede øjnene. Jeg følte mig straks hjemme i hans arme og jeg vidste, at jeg  passede perfekt ind i hans arme og i hans liv. Han passede perfekt ind i min lille familie og ind i vores fremtid... Hans familieværdier betød ligeså meget for ham, som de betød for mig og jeg vidste, at han med tiden ville falde godt i spænd med dem alle sammen. Jeg kunne mærke hans hånd glide varmt over mit hår, mens han langsomt kyssede min pande og jeg kunne ikke holde et lille forelsket smil tilbage. "Hej Harry...", hviskede jeg mod hans bryst uden at se op på ham og havde mest lyst til at blive stående i hans arme i flere timer. Men jeg var for genert... Vi stod få sekunder og bare nød at være sammen igen og jeg havde mest lyst til at ligge mine læber over hans i et kort øjeblik, men jeg gjorde det ikke af ren og skær generthed. Jeg bed mig kort i underlæben, da vores øjnene mødtes og han fugtede kort sine fyldige læber og jeg sukkede indeni og kunne mærke, at jeg sank anstrengt. Åh Gud hvor ville jeg dog gerne kysse ham! Men ikke nu... Ikke foran min far, Elizabeth og Max. Ikke nu... Ikke før de kendte ham godt nok... Måske bare et lille tantekys? Nej... Ikke nu... Hvad med et lille kys på kinden? Ha! Som om?! Måske jeg bare lige skulle give ham et flyvsk kys? Victoria! Tag dig dog sammen! Han er jo din kæreste og det er helt naturligt for dig at kysse ham og endda mere til. Dine læber har været andre steder på hans krop end kun lige på hans læber... Åh Gud... Min mave trak sig sammen og jeg havde en indre kamp med migselv omkring en naturlig kyssescene midt i køkkenet i mit barndomshjem med min kæreste. Nu ville det bare virke vildt akavet! Pis også!

Vi trak os lidt væk fra hinanden og alt kropskontakt forsvandt, mens vi begge så andre veje end på hinanden. Hold da op hvor var vi generte... Han virkede nervøs og genert og jeg kunne fornemme, at han kørte en hånd gennem håret ved siden af mig, da han pludselig bevægede sig og så ham gå hen til min far, som rejste sig, mens han tørrede sig om munden med sin serviet og de gav hinanden hånden. "Hej Harry", sagde min far med sin varme stemme og gav ham et oprigtigt pænt smil, som ikke så for anspændt ud. "Mit navn er Billy. Dette er min kone Elizabeth". Han rakte hånden ud mod Elizabeth, som gik hen og tog den og nikkede pænt til Harry. "Ja, vi har jo lige mødtes. Velkommen til Harry", sagde hun med et smil. Harrys sædvanlige drilske grønne øjne var i dagens anledning milde og varme at se på, mens han smilede stort og velopdragent til både min far og Elizabeth. Harry så sig kort rundt i køkkenet, mens jeg ud af øjenkrogen kunne se, at min far gav Harry elevatorblikket og hans blik var underligt anderledens. Blikket havde jeg aldrig set før og det virkede dystert og lidt mørkt. Jeg sank lidt og kunne mærke en bange følelse i hele kroppen brede sig som en steppebrand. Jeg var bange for, at min far ikke ville kunne lide Harry og at han ville dømme ham ud fra første øjekast og dermed ikke tage imod ham, som han havde taget imod Stephen. Ja! Harry og Stephen var hinandens modsætninger og det var netop derfor, at jeg elskede Harry mere, end jeg nogensinde havde elsket Stephen. Jeg så meget hurtigt hen på Harry igen og tog øjnene til mig igen. Han havde taget en langærmet bluse på i dag og jeg undrede mig straks over, om det var for at dække sine tatoveringer til, selvom han vidste, at jeg elskede at se på dem. De var en del af ham og en del af hans historie og en del af hans personlighed. Men hvis han havde dækket dem til bevidst, så takkede jeg ham allerede i mit stille sind på baggrund af det blik, som min far havde givet ham bag hans ryg.

"Hov!", udbrød Elizabeth og vi reagerede alle på hendes udbrud og så ned til venstre for hende, hvor Max kom frem med nysgerrige øjne. Hun lagde en arm over hans skuldre og grinede kort, mens han puttede sig ind mod hendes side og så op på Harry med store øjne. "Dette er så Max!", introducerede hun ham og trykkede ham ind mod sin side. Jeg så hurtigt op på Harry og gik derefter hen til Max og sætte mig på hug foran ham, så vores ansigter var lige ud foran hinandens og så ham ind i øjnene, mens jeg lagde en hånd på hver af hans skuldre. "Max...", sagde jeg blidt og sendte ham et lille smil. Jeg rettede kort på hans lyse hår og kunne mærke, hvor vigtigt det var, at Harry og Max ville kunne sammen. Mine 2 yndlingsmænd i mit liv som betød alt for mig, stod nu og skulle introduceres for hinanden og det var vigtigt, at det gik gnidningsfrit. "Kan du huske Harry, som vi netop har snakket om?". Max nikkede genert og så genert op på Harry og derefter på mig igen. Jeg slog forsigtigt med hovedet hen mod Harry og fortsatte blidt. "Det der er Harry". Max nikkede bare genert og sendte Harry store øjne, inden han så ned mellem os og sparkede til gulvet med sine tær, mens hans LEGOfigur var i hans ene hånd. "Vil du over og sige Hej til ham?". Han svarede ikke og jeg vidste, at det ikke var fordi, at han ikke ville. Han var bare lidt genert... Han så igen kort op på Harry og ned i gulvet igen i tavshed. Jeg tog en dyb indånding og så mig kort over skulderen uden at møde Harrys øjne og så derefter på Max, da jeg kunne høre en bevægelse bag mig og så pludselig Harry sætte sig forsigtigt på hug ved siden af mig. Jeg så hen på ham og vores øjne mødtes kort, inden han så hen på Max. "Hej Max", sagde han med sin varme og blide stemme. Han kælede ham kort på maven med en pegefinger uden at tage øjnene fra ham. "Din søster snakker rigtig meget om dig Max, så du kan tro, at jeg har glædet mig til at møde dig". Max så stadig genert ned i gulvet og bed sig i tungen, mens han greb fat i sin mors hånd. Jeg aede kærligt Max over kinden uden at tage øjnene fra ham og ville ønske, at han ville se på mig og Harry, men hans fokus var ned af. "Orv mand! Hvad er det du har det?", hørte jeg Harrys stemme og jeg så overrasket hen på ham og så, at han smilende pegede på Max´s hånd, hvor han stadig holdte om sin LEGOfigur. Max rakte meget forsigtigt hånden frem uden at se på ham og åbnede den forsigtigt og viste ham sin Batman LEGOfigur, som havde fået smurt sauce udover sit ene ben. "Wow!", sagde Harry og tog forsigtigt om den og nærstuderede den på tæt hold, mens han vendte og drejede den og endelig så Max hen på ham med generte øjne. "Er det Superman?". Max bed sig igen i tungen og rystede kort på hovedet uden at tage øjnene fra ham. Harry lod en finger køre over sin hage og så igen ned på figuren med små øjne og fortsatte den samme leg: "Er det så Hulk?". Max rystede igen på hovedet og Harry slog kort håret væk fra ansigtet, da det gled nedover hans ene øje. Åh Gud! ​Manden var uden tvivl smuk, men han var endnu smukkere, når han stod og prøvede at vinde min lillebrors tillid!

Mit hjerte åbnede sig lige det sidste stykke for Harry i netop dette øjeblik og jeg vidste, at jeg aldrig ville lade ham gå. Jeg vidste netop nu, at han var manden, som jeg ville giftes med og hvis børn, jeg skulle føde. Han var manden, jeg kunne se migselv med om 60 år hånd i hånd på en terrasse et sted i verden og se tilbage på vores liv sammen fyldt med minder og med et kæmpe smil og sige: "Vi gjorde det sgu!". Jeg ville skabe alle mine bedste minder med ham ved min side og se ham smile og grine. Jeg ville se ham græde og se ham være vred og stadig værdsætte hvert et lille øjeblik med ham, fordi det ville være første og eneste gang, vi netop havde det øjeblik. Det ville aldrig komme igen! Han havde mit hjerte og min sjæl og jeg ville gøre alt for ham og ikke lade ham gå igennem dårlige tider, uden at jeg var lige ved hans side. Han skulle vide, at jeg ville være der til hver en tid og at jeg ville opgive alt for ham for at gøre ham lykkelig. Han var en del af mig...

"Er det så Robin?", hørte jeg Harrys stemme spørge igen og jeg kunne ikke lade være med at smile et lille smil og vores øjne mødtes endelig igen. De grønne øjne lyste mod mine og mens vi sad vide siden af hinanden på hug, så vi på hinanden et par sekunder og lod resten af verden forsvinde ud i det mørke univers. Hans øjne var smukke og viste kun kærlighed og varme, mens de lange øjevipper bevægede sig, når han blinkede langsomt. Jeg kunne se vores fremtid for mig og han bed sig smilende i underlæben og så kort ned mellem sine ben, da vi begge blev revet ud af vores korte øjeblik af Max´s generte stemme: "Det er Batman". Harry nikkede kort og så hen på Max igen med et lille smil, mens han nikkede til ham og sagde: "Selvfølgelig er det da det Max. Hvor er du bare mega sej!" og gav ham LEGOfiguren tilbage igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...