Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
32Kommentarer
236667Visninger
AA

89. 87.

 


 

Jeg sad med min mobil i hånden i flere minutter og bare stirrede tomt ned på den. Min samtale med Victoria havde været kunstig og akavet, mens jeg havde prøvet at lyde naturlig og rolig. Men hun havde set direkte igennem mig og jeg havde på en måde været lettet over, at hun allerede kendte mig så godt, men var alligevel også blevet urolig. For hvad nu hvis hun vidste hvorfor!? Altså den rigtige sandhed!? Jeg sukkede højt og havde ikke lyst til at fortælle hende, hvorfor netop jeg var blevet indkaldt til et hastemøde i The Manegement i dag og som omhandlede mig og hende. Et møde som jeg havde set komme og som jeg havde frygtet og havde gjort alt for at undgå. Men her sad jeg med et stramt greb om hjertet og med en vrede, som jeg havde svært ved at ligge bånd på. Jeg var helvedes vred!

Jeg havde hurtigt afsluttet samtalen og lagt på. Lidt for hurtigt... Skulle jeg ringe tilbage og sige undskyld? Mit hjerte bankede hurtigt omme i nakken, det suste for mine ører og vreden sad dybt i mig, mens mine knoer blev helt hvide om min mobil. Et kort bank på døren fik mig til at se hurtigt op, mens jeg ubevidst strammede mit greb om min mobil og så Kristens ansigt igen. Jeg sukkede overdrevent højt uden at ligge skjul på min irritation og så opgivende ned mellem mine ben og ned på gulvet, mens jeg rystede på hovedet. "Jeg er på vej for helvede!", snerrede jeg uden at se på hende og jeg kunne  hurtigt høre hende svare tilbage: "Og det skulle gerne være nu tak!". Hendes stemme var hård og et snert af irritation var tydelig at høre. Døren lukkede sig lydløst efter hende og jeg lod mig falde tilbage i stolen og lukkede kort øjnene i. Jeg så Victoria for mig og et kort lille smil fandt sin vej til mine læber og mit hjerte hoppede en ekstra gang ved synet af hende. Ikke i 100 år om jeg ville opgive den pige! Jeg rejste mig hurtigt op, mens jeg sukkede højt, rev døren op, så mit hår blev blæst tilbage og så ind i mødelokalet. Adskillige øjne mødte mine og jeg gik bare ind med lange skridt og et stenansigt uden at se på nogen af dem og lod mig falde ned i min stol igen. Jeg havde ikke været væk særlig længe, da varmen fra stolen bredte sig over mine baglår og ryg. Tegn på at min samtale med Victoria netop havde været for kort. Alt for kort!

Her i dette lokale sad dem, som ejede bandet. Som ejede rettighederne til vores brand og vores sange! Som nærmest ejede mig! Og jeg fucking hadet det! Især nu! Der var helt stille omkring bordet og alles øjne hvilede stadig på mig. Undtagen Louis, Liam og Niall's øjne. Louis sad med armene over kors og godt lænet tilbage i kontorstolen og havde det samme ansigt på som mig. Han var vred! På mine vegne... Liam sad med hænderne over sin kasket på hovedet, albuerne mod bordet og så ned i det med et opgivende sind. Han var irriteret! På mine vegne... Mine øjne mødtes Niall's og han blinkede kort til mig og prøvede at sende mig et smil uden den helt store gevinst. Han var trist! På mine vegne... Hele denne situation var fucked op, langt ude, syg og folkene omkring dette bord var gået langt over min personlige grænse. Alt for langt! Jeg så en bevægelse ud af øjenkrogen og så langsomt derned med smalle øjne og så Kristen læne sig ind mod Michael og hviske kort og han nikkede og svarede hende hurtigt og hviskende tilbage. Der var ellers helt stille i lokalet og alle undgik at se på hinanden. Stemningen var trykket og humøret hos de fleste ved helt i bund. Især hos mig!

Mine øjne mødte Kristens og jeg hvæsede straks indeni og alle mine muskler i min overkrop blev spændte og hårde og hvis jeg kunne, ville jeg rive hende midt over uden at blinke. Jeg havde aldrig været den store fan af hende og vidste, at hun arbejdede 100% for The Manegement og ikke for os. Hun ville gøre alt for at vores vej til succes var gnidningsfri og det betød også, at hun ville skubbe potentielle modstandere ud foran et hurtigkørende tog, hvis det var det, der skulle til. Og dette var inklusiv kærester... De hviskede kort færdig og Michael satte sig godt tilbage i kontorstolen, mens Kristen åbnede op for et chartek foran sig og bladrede igennem det, mens hun kort læste. Hun lukkede det igen og så ned på mig i den anden ende af mødebordet og sagde opgivende: "Denne pige... Hvem er hun så denne gang? Jeg håber ikke, at det er Kendall Jenner! Pressens interesse for jer 2, er først nu stilnet af og vi har brugt tid og penge på den situation! Så for din skyld håber jeg ikke, at det er hende igen! Så hvem er det Harry!? Hvem!? Hvem!? Jeg er simpelthen så træt af at rydde op efter dig og dine fucking erobringer!". Wow! Hun gik da godt nok direkte til den igen, som hun også havde gjort i starten af mødet for et par timer siden. Slap dog af! Den sidste sætning hviskede hun nærmest, mens hun kastede kuglepennen mod chartekkets forside og rystede opgivende på hovedet, så det sorte lange hår bevægede sig kort. Jeg lukkede kort øjnene og trak vejret dybt ind for ikke at fare op og svine hende til. Da jeg åbnede øjnene igen, mødte de straks Louis's milde øjne, som fortalte mig: "Ro på min ven! Vi er her!".

Jeg forsøgte at sende ham et lille smil og han gengældte det straks, mens han hurtigt gav mig en thumps up over bordet. "Hvem!?", fortsatte Kristen koldt og vores øjne mødtes hurtigt igen. Vreden rev mig nærmest itu indeni, når hun omtalte Victoria som et stykke kød. "Hvilken model er det denne gang!? Eller er det en fan!? Lad være med at sige, at du har fucking knaldet en fan Harry!". "Slap dog af for helvede!", sagde jeg hårdt og kunne se røde plamager danne sige over hendes kinder af vrede pga. min ligeså hårde reaktion tilbage. "Hun er hverken kendt eller på vej til det! Hun har ingen betydning for jer eller for pressen overhoved og nej, hun er ikke en fan! Er du blevet sindssyg!? Aldrig i livet om det kommer til at ske Kristen! Hvorfor er det så vigtigt for jer at vide, hvem hun er!? Det er da pisse ligegyldigt for jer!". Michael rejste sig tavst op og kørte en hånd gennem håret, mens Kristen som var på krigsstien, blev ved med at bitche løs. "Fordi det er vigtigt at dække over det overfor jeres fans, når du er færdig med hende Harry! Fat det dog! Jeg er bedøvende ligeglad med en eller anden lille dulle, som du bare vil knalde, fordi du syntes det er sjovt! Men jeres image er vigtigt i forhold jeres fans og deres forældre, hvis de skal sende deres unger til jeres koncerter og betale for jeres musik!". Jeg rejste mig så hurtigt op, at kontorstolen bag mig kørte ind i væggen et par meter bag mig, pegede hårdt på hende og snerrede højt: "Kald Victoria for en random dulle én gang til Kristen... Én gang til og jeg opsiger min kontrakt med jer uden så meget som at blinke! I ejer rettighederne til vores brand, men I ejer ikke vores fucking privatliv!".

Kristen røg straks op af sin stol ligeså hurtigt som mig og skreg tilbage: "Jeg er så træt af dig Harry! Jeg er så træt af, at skulle bruge penge på at dække over, at du ikke kan holde din pik for digselv...". "Hvad fanden snakker du om!?", afbrød jeg hende hurtigt og slog ud med armene. "Jeg har aldrig bedt dig om at dække over noget som helst på mine vegne! Det er noget, som du selv vælger!". Jeg pegede hårdt på hende henover bordet med vilde øjne og en vrede, som var ved at springe mit bryst i stykker. Hun slog ud med hånden mod mig og skreg tilbage: "Fordi jeg prøver at beskytte vores brand Harry! Så fat det dog!". Jeg sukkede højt og vendte øjne af hende og vrissede tilbage: "Vores brand er stærkt efter så mange år, så lad os da for helvede have et privatliv udenfor bandet!". Jeg slog ud med begge hænder mod Louis, Liam og Niall og hentydede også til dem. Kristens brune øjne var store bag de firkantet markeret briller og hendes små næsebor var udspilet og helt hvide. "Så er det nok!", sagde Michael med en hævet stemme og vendte sig om mod os begge og så fra den ene til den anden, inden vi røg i totterne på hinanden. "Stop så nu! Det er dybt uprofessionelt og I kommer ingen vegne med det råberi. Stop nu!". Hans øjne blev små, da Kristen skulle til at modsige ham og hun sukkede højt og dramatisk af ham og lod sig falde tungt ned i kontorstolen igen. Hans øjne mødte mine og en tavs magtkamp var i gang mellem os i flere sekunder. "Sæt dig Harry! Nu!". Hans stemme var hård og autoritær og han hævede den kort, da jeg ikke straks adlød. "Nu Harry!". Jeg vendte mig hurtigt om og nærmest rev kontorstolen til mig og satte mig! "I andre kan godt gå! Harry du bliver!". Jeg så ligefrem for mig uden at registrere noget, mens jeg svagt kunne høre de andre pakke deres sager sammen. Jeg kunne mærke Niall give mig et opmuntrende klap på skulderen, da han gik forbi mig og forsvandt ud af mødelokalet med de andre.

Michael og jeg var alene og vi var begge tavse i flere minutter, mens jeg stadig bare stirrede ud i luften og han stod henne ved vinduet og så ud. Der var helt stille i lokalet og selvom vi var alene, føltes luften tung og varm herinde. Lyden af Michael som gik henover gulvtæppet, fik mig til at se op og han satte sig ned ved siden af mig. Hans øjne var venlige mod mine og han foldede hænderne over bordet foran sig og lænede sig opgivende tilbage i stolen. "Harry...?", sagde han venligt og roligt. "Det kommer ikke til at ske!", sagde jeg straks hårdt og så væk fra ham igen. Ikke i 1000 år at jeg ville opgive Victoria, fordi det ikke lige passer ind i deres brand! Glem det! "Se på mig", sagde han venligt og jeg adlød straks. Hans ansigt var neutralt og ubekymret at se på. De blå øjne var milde at se på, mens hans korte kommunefarvet hår strittede underligt i den ene side. Han var sikker på, at han ville vinde denne kamp, men jeg vidste noget andet. Mig tabe denne kamp!? Ha! Aldrig i livet! Den lille snotabe kunne bare forsøge! Michael åbnede gnidningsfrit for den ene knap i sin krave og stønnede kort uden at tage øjnene fra mig. "Harry...", prøvede han varmt igen og jeg afbrød ham straks: "Lad være Michael! Bare stop! Det kommer ikke til at ske!". Han stønnede og lagde hovedet tilbage og sagde samtidig: "Du bliver nødt til at se på det fra vores side! Du bliver nødt til at forstå, at I er vigtige for os og hvad I laver og hvordan I har det, betyder alverden for os. I er vigtige for os!". Yeah right! Vigtig for jeres indkomst måske! "Men I er også vores arbejde og alt, hvad der kan komme mellem jer og os, kan være er en hindring, som vi bliver nødt til at se nærmere på. Om de er en trussel for os indkomstmæssigt". Det der sagde han bare ikke lige... What?!?!?!? Sagde han lige... !? Hvad fanden!?

Jeg rynkede panden og kunne mærke vreden stige til et højere niveau i mig. Mine øjne mødtes hans igen og jeg kunne se på ham, at han vidste, at han var gået over en personlig grænse. "Se det fra jeres side?! Fra jeres side?! Prøv at se det fra min side!", sagde jeg vredt og højt, mens jeg rejste mig hurtigt op og gik med målrettet skridt hen mod vinduet og så ud. Jeg lagde armene over kors og rystede kort og opgivende på hovedet. Hvornår var det min tur til at skabe den fremtid, som jeg ønskede? "I styre mit liv både udenfor arbejde men også mit arbejde! Hvordan helvede skal jeg kunne få det liv, som jeg gerne vil have!?". Jeg kunne høre Michael sukke igen og hans stemme var igen varm: "Harry... Vi ligger en masse arbejde i det, når du endnu en gang er på forsiden. Men det er jo derfor, at vi også er her... Men de sidste 2 år har der bare været for mange episoder, som vi har skulle forklare os ud af. Der er enormt meget arbejde i det med presseudgivelser, at tysse hele situationen ned, billeder, udtagelser osv... Vi bruger en helvedes masse tid og ikke mindst penge på det! Du er det vigtigste individ i vores brand og at du vælter rundt i piger, er ikke det bedste for vores image eller for bandets image". Åhh!", vrissede jeg uden at vende mig om og se på ham. "Lad dog være med at snakke om mig, som hvis jeg var en genstand". For det var jo faktisk det, som han havde kaldt mig! Jeg kunne høre Michael rejse sig og han stod hurtigt ved siden af mig. Jeg bed mig hårdt i kinden, da jeg så hen på ham og han sendte mig et anstrengt smil, som jeg på ingen måde gengældte.

En lyd fik mig til at reagere og jeg så hurtigt ned på et billede, som Michael havde lagt foran mig i vindueskarmen. Jeg kunne straks mærke, hvordan jeg blev bleg i ansigtet og jeg sank hurtigt anstrengt. Mine kinder blev hurtigt røde og jeg bed mig kort i læben. Jeg så hurtigt hen på Michael og vores øjne mødtes straks, men de virkede ikke vrede eller urolige. De studerede mig bare intenst, som hvis de ventede på en reaktion. Jeg kneb hårdt læberne sammen og så hurtigt ned på billedet igen og hen på Michael, som nu selv så ned på billedet foran mig, mens han kort lagde hovedet på skrå. Jeg så igen ned på billedet og jeg rørte lidt ved hjørnet af det. Frem for mine øjne lå et billede af Victoria og hun var fandens smuk og så pisse dejlig ud! Som altid... Hun var uvidende om, at billedet var blevet taget, mens det lignede, at hun var på vej hjem fra arbejde. Hendes lille generte smil prydede hendes smukke rosafarvede læber og hendes kindben var tydelige, mens det lange og smukke hår var sat op i en knold. Hendes store bluse gemte hendes slanke krop, men hun bar den så smukt, at man troede, at det var meningen, at den skulle se for stor ud til hende.

 

Hun var fandens smuk...


 

Jeg vidste, at vi begge havde været meget forsigtige med ikke at blive set sammen, men pressens veje var uransagelige og uanset hvad, ville de finde vejen frem til hende. Og jeg ville aldrig finde ud af hvordan og jeg blev nødt til at acceptere det. For jeg kunne ikke andet! Jeg kunne ikke tage øjnene fra billedet og en skuffelse gled indover mig, da Michael tog det og det forsvandt. Jeg så hurtigt hen på ham, mens han vendte sig om og satte sig ned igen ved bordet. "Denne Victoria...", spurgte han roligt og jeg så hurtigt ud af vinduet igen og stadig med armene over kors. Hele min krop blev anspændt bare ved lyden af hendes navn henover hans læber. "Er hun bare for sjov lige nu eller... eller er hun... du ved... Er du oprigtig glad for hende?". Jeg gad ikke en gang at svare ham, men vidste, at jeg nok blev nødt til det og sukkede bare lydløst. "Du virker så... så overbeskyttende...". Det kan jeg da love dig for, at jeg er! So back the fuck off! "Hvem er hun?". Jeg trak kort på skuldrene som svar på hans spørgsmål og vi stod længe tavse, mens jeg blev ved med at se ud af vinduet. Foråret var godt på vej... Blomsterne var i fuld gang med at springe ud fra deres dvale og træernes kroner blev mere og mere grønne og smukke at se på. Forår betød korte shorts, bare arme og bare lår. Det betød hede kys i varmen og i smug og forelskelse, som udviklede sig intenst mellem 2 mennesker! En forelskelse som jeg selv kunne skrive under på og som jeg ikke ville være foruden. Hun var min livsglæde og det så ikke ud til, at det ville ændre sig den kommende fremtid.

Jeg tog en dyb indånding og kunne mærke, hvordan jeg slappede mere og mere af. Jeg vendte mig langsomt om og gik hen og satte mig overfor ham. Denne gang mere roligt... Michaels øjne hvilede på mig hele vejen, mens han rykkede kort på sig i kontorstolen og vores øjne mødtes. "Ja...", svarede jeg kort og hviskende. "Jeg er oprigtig glad for hende Michael. Hun gør mig fandens lykkelig!". Et drag af omsorg gled over hans ansigt uden at tage øjnene fra mine. Jeg foldede hænderne over bordet og pressede dem hårdt sammen, så ned på dem og så hvordan de blev helt hvide. Jeg havde en underlig fornemmelse i maven. En underlig fornemmelse af at min hemmelighed var ude. At Victoria ikke var min hemmelighed mere... At der ikke var gået lang tid, før hemmeligheden var kommet frem i offentligheden og at hun fra denne dag, skulle beskyttes fra hele verden og at hendes verden ville ændre sig. Jeg hadet netop mit job lige nu!

"Jeg mener, hvad jeg sagde Michael", sagde jeg kort og ærligt uden at tage øjnene fra hans og han rykkede igen på sig, men denne gang mere uroligt, for han vidste, hvad jeg hentydede til. At jeg ville opsige min kontrakt på stedet... Han nikkede kort og lod en finger glide over overlæben, mens han stønnede kort. Han skulle til at sige noget, men fortrød hurtigt, inden han tog øjnene til sig og så ud af vinduet bag mig. Billedet af Victoria lå foran ham på bordet mellem os... Jeg så ned på det og rakte langsomt hånden frem og tog det til mig uden at tage øjnene fra hendes smukke ansigt. Hun gav mig en følelse i hele kroppen, som jeg vidste, at jeg havde savnet hele mit liv og som jeg aldrig ville opgive. Heller ikke en gang for mit arbejde, som jeg havde kæmpet for i så mange år og som jeg elskede mere end noget andet. Men jeg elskede Victoria endnu mere... Jeg sad i flere minutter og bare stirrede på billedet af hende, mens varmen og kærligheden for dette vidunderlige lille væsen plantede sig i hele min krop. Jeg så hurtigt op, da jeg hørte Michaels stemme: "Hun gør noget ved dig Harry...". Han havde et lille smil på læben, som jeg for første gang i flere timer gengældte og nikkede derefter kort og genert til han. Jeg trak på skuldrene og så hurtigt ned på billedet igen, inden vores øjne mødtes igen. "Og du lover mig, at det ikke bare er en kort flirt denne gang?". Jeg kunne ikke holde et lille grin tilbage og nikkede kort og alvorligt med et lille skævt smil. "Det lover jeg dig Michael, at det ikke er! Ikke Victoria!", svarede jeg med et lille grin. "Det lover jeg!". Han stønnede kort og lænede sig helt tilbage i stolen, inden han sagde venligt: "Hvornår vil du offentliggøre det Harry?". Jeg lænede mig helt tilbage i stolen og lagde begge hænder mod baghovedet og tog en dyb indånding og følelsen af kvalme ramte mig pludselig. Jeg kørte hurtigt begge hænder gennem håret og derefter over mit ansigt, mens jeg stødte begge albuer mod mødebordet foran mig. Jeg slog ud med den ene arm mod billedet af hende og stammede: "Jeg bliver nødt til... nødt til at... at...". Jeg kunne ikke tage øjnene fra billedet af hende og vidste, at jeg var nødt til at fortælle hende, at hun snart ikke ville være en hemmelighed for verden mere. At hendes liv ville forandres meget snart og at hun blev nødt til at fortælle mig, om det var okay med hende. Jeg gemte ansigtet i begge hænder og prøvede at afslutte min sætning: "Hun... Jeg skal... jeg skal snakke med hende først Michael... Inden I udtaler jer til pressen om noget som helst...". Jeg så ned i bordet med hele hovedet hvilende i begge mine hænder, inden jeg gemte ansigtet i dem igen med et suk. Jeg kunne høre Michael rejse sig og give mig et venskabeligt klap på den ene skulder, inden han langsomt forsvandt ud af mødelokalet og lod mig sidde helt alene tilbage med mine tanker. Jeg åbnede øjnene og fjernede hænderne fra ansigtet og så igen på billedet af denne smukke pige, som jeg elskede... Og som jeg håbede, ville acceptere en helt anderledens fremtid end den, som hun havde drømt om som barn. Hun var jo bare Victoria... Og ikke til offentlig skue...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...