Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
242510Visninger
AA

88. 86.

 


 

Jeg sukkede lavt og lod slapt mine hænder falde nedover mine lår. Mit hår stod ud til alle sider efter mit bad i morges og jeg kunne bare ikke få styr på det i dag. Også netop lige i dag af alle dage! Jeg orkede ikke, at det skulle drille! Jeg prøvede igen at sætte mit hår op med et par hårnålene, men når jeg igen så på det endelige resultat, sank det tungt sammen om mit ansigt og hårnålene gled halvt ud. Jeg rev irriteret alle hårnålene ud igen og kastede dem hårdt fra mig på gulvet i mit soveværelse. Jeg stønnede højt og stampede barnligt i gulvet, mens jeg kørte en hånd gennem det uredelige hår og satte mig hårdt ned på gulvet, som en bylt der blev tabt. I dag var dagen, hvor Harry skulle møde min lille familie i Manchester og jeg havde sommerfugle i maven, som ikke ville falde til ro. De baskede på livet løs og spredte glitter og lykke i hele kroppen, så jeg blev helt anspændt og jeg kunne dårlig nok holde fast i én tanke af gangen. Uroen havde siddet i mig, siden det blev planlagt i sidste uge og jeg havde sovet dårligere og dårligere nu tættere på dagen, vi var kommet. Og nu var dagen altså kommet, også kunne jeg dårlig nok hænge sammen! Jeg så ind i spejlet og på migselv. Mine øjne virkede alt for store til mit ansigt og de så blanke og nervøse ud. Mine bevægelser virkede robotagtige og stive, mens min kropsholdning virkede helt ude af takt og skæv.

Jeg lagde begge hænder over ansigtet og sank halvt sammen over mine krydset ben, mens jeg kort rystede på hovedet af migselv. Hvorfor var jeg så nervøs? Jeg havde slet ikke været så nervøs, da jeg skulle præsentere Stephen for familien derhjemme i sin tid. Mødet var gået godt og gnidningsfrit og vi havde ofte set hinandens familier efterfølgende. Men Harry... Nå ja! Stephen havde jo heller ikke været en rockstjerne med langt hår og tatoveringer på det meste af overkroppen. Han havde ikke haft en flippet stil eller flere ringe på fingrene og han havde bestemt heller ikke kunne få deres datter til at skrige og tigge efter flere orgasmer, mens hun lå fastspændt mellem ham og madrassen. Hvad ville de ikke sige, når de så ham? Eller min far? Jeg gøs allerede ved tanken! Elizabeth ville helt sikkert tage imod ham med åbne arme og et kæmpe smil, mens min far nok ville løfte det ene øjenbryn og brumme kort, mens han ville nedstirre Harry! Jeg sukkede igen og greb ud efter børsten og redte den lidt for ivrigt og lidt for hårdt gennem mit hår. Jeg skar ansigt flere gange pga. smerten og stoppede igen, da knuderne endelig var ude. Jeg tog hårelastikken fra håndleddet og lavede en hurtig og høj knold uden rigtig at se mig i spejlet og rejste mig. Det måtte blive sådan her, også måtte udfaldet af hele dagen bære eller briste senere. Jeg gik ud i køkkenet og fandt min mobil frem fra min taske. Jeg ventede på at høre fra Harry, som var til et møde hos The Manegement, men et møde hos dem trak som regel aldrig ud. De startede til tiden og sluttede til tiden. De havde altid godt styr på tingene og på deres medarbejdere. Jeg så uroligt på uret på mobilen og kunne pludselig se, at han faktisk var forsinket. Det var aldrig sket før! Men det var kun med et par minutter, så han ville stadig kunne nå det.

Der gik 10 minutter... 20 minutter... 30 minutter... 40 minutter... 50 minutter... Efter 1 times urolig venten gjorde jeg noget, som jeg aldrig havde gjort, når jeg vidste, at han sad i møde. Jeg ringede! Jeg trykkede på hans navn og tog mobilen op til øret med en rystende hånd og afventede svar, uden at forvente at han tog den. Og ganske rigtigt... Den ringede ud... Jeg så på uret igen på skærmen og tog min jakke af, som jeg havde siddet med den sidste times tid og indså, at mødet åbenbart trak ud. Også lige i dag! Men det var ikke hans skyld... Det vidste jeg! Men hvorfor skulle det netop lige trække ud i dag? Vi skulle være der om 2 timer og Manchester lå ligefrem ikke om hjørnet! Jeg farede hurtigt sammen, da min mobil ringede i hånden på mig og jeg havde nær tabt den. Jeg stønnede højt og smilede, da jeg så Harrys navn poppe frem for mig. Jeg tog den hurtigt: "Hej!", sagde jeg glad og rejste mig hurtigt op og gik hen til vinduet og så ned. Hans bil var ingen steder at se endnu på parkeringspladsen. Han måtte være på vej... "Hej Victoria!", hørte jeg hans dejlige stemme, men den lød overraskende anspændt og hurtig. Han lød ikke helt som sigselv... Jeg blev med ét nervøs! Jeg kunne høre ham fumle med noget og derefter lød der en høj skrabelyd, som fik mig til at fjerne mobilen fra øret et par sekunder. Han sagde et eller andet, som jeg ikke nåede at høre og spurgte hurtigt, da jeg havde fået mobilen op til øret igen: "Hvad sagde du Harry?". Jeg kunne høre ham sukke kort og han gentog så: "Jeg når det ikke Victoria!". Han lød en smule irriteret og det var bestemt ikke noget, som jeg var vant til og jeg kunne straks mærke, hvor ondt jeg fik i maven ved lyden af det. Jeg kunne høre ham sukke igen og der blev helt stille i røret. Jeg sank langsomt og stod og sparkede kort til mine sko, som jeg egentlig burde tage på nu. "E... E... Er alt okay Harry?", spurgte jeg nærmest hviskende, mens jeg igen langsomt tog min jakke på og så ned på mine sko og sparkede igen til dem. Jeg var nervøs! Pludselig var jeg ikke nervøs for, at han skulle møde min familie. Nu var jeg pludselig nervøs for, at han netop ikke havde lyst til at møde min familie...

Jeg blev nervøs over, om han havde indset, hvem jeg virkelig var og at jeg var en dødelig person og ikke en Gud som ham! Jeg var bare normal og han var ikke! Jeg sank kort sammen og kunne mærke skuffelsen skylle indover mig og jeg lænede mig op af væggen ude i gangen og ventede på svar. Der gik et par sekunder, før han svarede og jeg var begyndt at pille ved en usynlig plet på væggen ude i gangen. Jeg kunne høre en dør lukke bag ham og han svarede kort: "Alt er helt okay Victoria...". Han stoppede pludselig og det lød til, at han tog en dyb indånding, da han fortsatte: "Jeg er virkelig ked af det, men... mødet trækker ud i dag...". Jeg nikkede bare som svar, selvom jeg vidste, at han ikke kunne se det. "Det bliver ikke i dag, at jeg...". Han stoppede igen og jeg nikkede bare kort igen, mens tårer langsomt og lydløst ramte mine kinder. Jeg kunne høre en smerte i hans stemme og jeg var bange for, at smerten var en form for smerte, som han ikke selv kunne sætte ord på overfor mig. Ord som han havde sagt til et utal af piger, men som han ville skåne mig for. Jeg frygtede det værste! Der blev pludselig snakket til ham i baggrunden og jeg pillede mere og mere ihærdigt ved den usynlige plet, mens jeg lod tårerne glide mange og våde over mine kinder. Hele min krop føltes kold og afkræftet og jeg ønskede bare, at han ville komme hjem og hente mig, så han kunne møde min familie. Pludselig var det så vigtigt for mig og det gik op for mig, hvor meget det egentlig betød for mig. At manden i mit liv skulle blive en del af min fortid og dermed også min fremtid... "Undskyld Victoria...". Hans stemme afbrød pludselig mine tanker og jeg kom tilbage til den virkelige verden. "Det er okay Harry...", sagde jeg hviskende og han var hurtig til at svare mig: "Nej! Det er ikke okay Victoria! Det er pisse vigtigt for mig at møde din familie i dag og gøre et godt indtryk hos din familie, også fucker jeg det op! Det er bare ikke... Lige et øjeblik...".

Der blev snakket til ham i baggrunden og jeg kunne høre ham mumle noget kort og irriteret tilbage. Stemmen i baggrunden blev mere ihærdig og insisterende og jeg kunne pludselig høre Harrys stemme klart og tydeligt svare myndigt tilbage: "Gider du ikke godt at pisse af Kristen!? Jeg sidder faktisk lige og snakker med min kære...". Han blev afbrudt og stemmen var igen insisterende og denne gang højere, da han selv afbrød personen: "Kristen! Jeg sidder for helvede og snakker i telefon, så vil du være så venlig og pisse ud af lokalet tak!? Gerne nu!". Stemmen sagde noget meget kort og forsvandt derefter igen. Så han ville gerne møde min familie? Et lille smil fandt sin vej til mine læber og jeg tørrede hurtigt mine kinder tørre for tårer... Selvfølgelig ville han da det! Dumme mig! Jeg kunne nu høre en anden stemme i baggrunden blande sig, mens Harry var stille og det lød pludselig som om, at der blev lukket en dør. Jeg pressede kort mine læber helt sammen for at være musestille og sad bare og ventede på at høre hans stemme igen og da jeg hørte den, var den henvendt til mig, men lød anspændt: "Som du kan høre, så går mødet ikke helt som planlagt". Han sukkede dybt og irriteret, mens jeg kunne se ham for mig. Han måtte se træt og afkræftet ud og jeg ville bare have ham væk derfra og hjem til mig med det samme! Men sådan hang den virkelig verden ikke sammen...Hans verden... Desværre... "Jeg bliver nødt til at smutte Victoria", sagde han blidt og jeg forstod straks. "Ringer du til mig, når I er færdige med mødet?", spurgte jeg usikkert og et lille grin fra Harry, fik mig til at smile. "Selvfølgelig gør jeg det! Vi ses i morgen!". Han lagde hurtigt på, inden jeg selv kunne nå at sige farvel og sad og så ned på min mobil, indtil skærmen blev sort. Jeg sank sammen op af væggen og skubbede mig langsomt væk fra den med skulderen og så ind i stuen, mens jeg lod stilheden overmane mig. Jeg kunne ligeså godt tage afsted alligevel og tage afsted til Manchester alene og få noget tid med familien og få hygget. Jeg havde glædet mig til at se dem alle sammen derhjemme og ville nødig lade dette stoppe dagen. Jeg pakkede hurtigt noget nyt undertøj og en tandbørste ned i tasken, tog et par solbriller på og bevægede mig med hurtige skridt ned mod stationen. Jeg skrev en besked til Harry, mens jeg gik afsted uden at se mig omkring og kunne kun tænke på deres kærlighed og varme. Jeg skulle hjem til Manchester til min lille familie... Dog uden Harry... 

 

Dog uden Harry...


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...