Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
32Kommentarer
236673Visninger
AA

87. 85.

 


 

Jeg havde gjort det! Jeg havde fucking gjort det! Jeg havde sagt op! Jeg havde fandeme gjort det! Hele min krop føltes underlig tom og forvirret og trist. Kroppen var i ét stort virvar og jeg følte, at jeg gik i en underligt drøm, som jeg snart ville vågne op fra, men jeg vidste, at det ikke ville komme til at ske. Greg var blevet oprigtigt overrasket og havde set på mig med store og undersøgende øjne, mens han hurtigt havde taget sine læsebriller af. Hans blå øjne var gledet henover mit ansigt, mens jeg havde set ned i hans bunke papir på skrivebordet, mens jeg havde stået helt stiv foran ham. Han havde ikke spurgt hvorfor og havde heller ikke prøvet at snakke mig fra det, men tilbød straks at give mig en god reference til et nyt praktiksted, som jeg glædeligt tog imod. Inderst inde vidste jeg nok godt, at han vidste, hvorfor jeg valgte at gå og at vi vidste begge også, at det var for det bedste. Spændingerne mellem Stephen og jeg ville kun tage til med tiden, hvis jeg valgte at blive og det ville jeg ikke byde migselv eller firmaet. Det ville være uprofessionelt, fordi Stephen og jeg ikke ville kunne sammen og det skulle ikke gå udover vores arbejde eller kunderne. Det skulle ikke gå udover Greg, som kæmpede så meget for dette firma og jeg skulle ikke være en del af det, som kun gjorde det svære for ham at drive det. Også ønskede jeg at være lykkelig! Jeg ville være glad igen på min arbejdsplads, som jeg plejede at være og det ville jeg ikke blive i Black Ribbon. Ikke mere... Ikke nogensinde... Jeg elskede stadig at være her og var stolt over at arbejde her, men det handlede ikke om prestige men om lykke for mit vedkommende. Jeg vidste, at jeg ville komme til at fortryde min opsigelse og der ville stå en ny elev, når jeg trådte ud af døren en sidste gang. Men jeg vidste også, hvad min krop og hvad min psyke ville kunne klare. Og det jeg ville ikke klare den her med Stephen...

Jeg prøvede at holde mine tårer tilbage, mens jeg gik med lange og målrettet skridt mod mit kontor, som jeg vidste, ville være tomt nu, da Paul, Leah og Jamie alle 3 var gået for i dag. Jeg havde valgt at sige op, efter de fleste havde forladt kontoret, så jeg kunne gå i fred og ro til Gregs kontor. Men alle 3 vidste, at jeg ville sige op i dag. Leahs ansigt havde forvandlet sig til en stenfigur uden at vise den mindste følelse og jeg var ærlig talt blevet lidt overrasket over hendes reaktion. Hun var professionel på arbejde og havde nikkede kort til mig. Men inderst inde vidste jeg, at den professionelle facade gemte på en super smilende og meget ivrigt snakkende pige, som lagde stenfacaden bag sig, så snart klokken slog 16 på kontoret og fredagsbaren gik i gang. Og jeg vidste, at jeg ville have hende hængende i røret og det havde jeg også om aftenen. Gad vide om hun også ville ringe i aften? Paul havde sendt mig et lille smil og havde straks givet mig et overraskende varmt og kærligt kram, mens der allerede sprang tårer frem i Jamies søde øjne. Han var knust og han havde straks kastet sig i mine arme og grædt øjnene ud mod min skulder! Men vi vidste alle 4, at det var bedst for mig at komme væk herfra og afslutte min uddannelse et helt andet sted. Et sted hvor Stephen ikke ville være.

Jeg lukkede hurtigt og lydløst døren efter mig ind til mit kontor og lænede mig op af den, mens jeg lydløst lod tårerne få frit løb. Jeg rystede på hovedet og lagde hænderne over ansigtet og hulkede lydløst ned i dem, mens jeg sked hul i, hvordan min make up ville se ud efterfølgende. Jeg var fuldstændig knust! Jeg var knust over at jeg havde været så dum og naiv og involvere mig med så fantastisk en mand/kollega/partner/chef og som jeg havde været dum og være utro sammen med Harry. En mand som havde givet mig en smil på læben og som havde gjort mig lykkelig i den tid, som vi havde haft sammen. Men han havde ikke været Harry... Han havde ikke kunne give mig den fornemmelse i maven, som fik mig til at smile oprigtig lykkeligt og som fik mig til at føle mig sikker i hans arme. Harry var... Perfekt! Han var simpelthen bare perfekt! Han fik mig til at grine højt og lykkeligt! Han gav mig en indre ro i kroppen, som jeg ikke kunne beskrive, men som jeg selv følte var en del af mig, som mange andre ikke havde kunne acceptere, da jeg var teenager. Selvom jeg ikke var den mest udadvendte person i verden og var meget rolig af natur, satte Harry aldrig spørgsmålstegn ved det og lod mig sidde i ro og læse en bog, hvis jeg havde lyst til det. Selvom jeg dog ikke havde fået læst særlig meget, siden jeg havde indledt et forhold med denne fantastiske og smukke mand. Jeg elskede ham så højt, at bare hans smukke væsen fik Stephen til at blegne bare ved tanken om ham. Selvom utroskab var forkert og imod alt, hvad jeg kendte til, vidste jeg, at jeg ville gøre det om igen! Til en hver tid! Uden at blinke... Vejen til hinanden havde været lang, men den havde været det hele værd og jeg ville gå igennem ild og vand for at få det, som vi netop havde sammen nu.

Jeg snøftede lavt og tørrede mig langsomt over begge mine kinder og så ned på mine hænder. Rouge og mascara sad tværet over mine fingre og jeg grinede kort og rystede på hovedet, mens jeg tørrede mig flere gange under øjnene, indtil jeg kunne mærke, at mine kinder var helt tørre. Jeg blev ved med at se ned på mine fingre bagefter, indtil farven var væk og jeg sukkede højt. Jeg så udover det store og tomme kontor og et lille smil fandt vejen til mine læber. Helt indeni mig kunne jeg høre Leahs latter, Jamies høje feminine stemme og se Pauls rolige natur fylde rummet ud. Varmen gled indover mig, mens jeg sugede alle disse smukke minder til mig og vidste, at det var venner for livet, som jeg havde fået via dette arbejde og jeg ville savne dem så ufatteligt meget. Heldigvis ville de ikke være længere væk end her de næste par år.

Jeg gik langsomt hen og satte mig på min kontorstol og så trist udover mit store lyse skrivebord. Jeg lod betænksomt øjnene glide fra min computer og henover mine mapper og ned til en lille stak med kontrakter og derefter hen på en tom billederamme ved siden af skærmen. Jeg kunne mærke min mave vende sig ved tanken om, at der tidligere havde været et billede af Stephen og mig deri. Et billede hvor vi var smilende og lykkelige! Et billede som var blevet taget af hans far, da vi var i hans forældres sommerhus. Nu var rammen bare tom! Jeg havde længe tænkt at sætte et billede i af Max, men pga. travlhed på arbejdet kom jeg hele tiden fra det. Og jeg kunne slet ikke sætte et billede i af Harry og mig... Det var jo nærmest kun Sofia og Jamie, som kendte til vores forhold. Jeg lod en finger glide nedover kanten på rammen og smækkede den hurtigt med i bordet, så det gav et smæld i hele rummet, da tanken om det tidligere billede dukkede op i mit hoved igen. Kvalmen ulmede allerede nede i maven på mig! Jeg lagde tungt hagen i hånden og så ud af vinduet. Hvad nu? Jeg sank og vidste, at jeg skulle finde nummeret til min studievejleder et sted på skolens intranet og at jeg skulle finde en ny praktikplads inden 1 måned. Puha! Det ville blive svært og det sidste jeg havde lyst til, var at tage dette semester om, så min uddannelse blev forlænget. Åh nej! Skulle jeg have ventet med at sige op, indtil jeg havde et nyt praktiksted?

Mange spørgsmål kørte ukontrolleret igennem mit hoved, uden at jeg havde et fornuftigt svar og sukkede højt igen. Et pling fra min computer fortalte mig, at jeg havde fået en e-mail og jeg lænede mig helt tilbage i stolen og trykkede lidt for hårdt på min mus og gik ind i mailprogrammet. Åh Gud... Jeg lod musen hænge over Stephens mail, som netop var poppet op i min mailboks og lukkede kort øjnene, mens jeg prøvede at finde min indre ro frem i mit virvar af ukontrolleret og melankolske følelser. Hvad ville han? Jeg skammede mig hurtigt, da jeg kunne se, at der var vedhæftet en fil og bukkede hovedet, da jeg vidste, at jeg havde været for hurtig til at dømme ham. Det var en arbejdsmail... Jeg sank og klikkede hurtigt på den og den åbnede sig straks.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------

Fra: stephent@blackribbon.uk

Tidspunkt:17:23

 

”Gennemlæs kontrakten for dette arrangement og send retur. Husk at henvis til paragraf §23".

 

Stephen Roberts

Statsautoriseret Revisor og partner, Black Ribbon

 

-------------------------------------------------------------------------------------------

 

Jeg sukkede og slog langsomt panden mod keyboardet, så skærmen sagde underlige og ukendte lyde og jeg så derefter op på skærmen. Den lignede heldigvis sigselv og jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle svare ham, da jeg vidste, at han kunne se, at jeg allerede havde åbnet mailen. Jeg valgte ikke at svare med det samme og ville egentlig helst gerne hjem og glemme denne dag. Klokken var også tæt på at være 18. 2 timer efter min arbejdsdag var slut, men når jeg alligevel var her, kunne jeg vel ligeså godt hurtigt se filen igen. Jeg åbnede den vedhæftet fil og skimmede den hurtigt igennem og blev straks overrasket, da jeg så en underskrift, som jeg kun kendte alt for godt. Harrys... Jeg havde fuldstændig glemt, at han snart havde et arrangement for kræftramte børn, som ville være en kæmpe event, hvor der var en masse vigtige og kendte mennesker, som var inviteret. Der var ikke længe til og nu var kontrakten fuldendt og underskrevet.


Jeg kunne ikke holde et lille smil tilbage ved synet af hans underskrift og lod ubevidst en pegefinger glide over skærmen for at røre ved hans navn. Og bare hans navn gav mig en fantastisk lykke i hele min krop, som bredte sig som en varme op til mit hjerte, mens mit smil blev større og større. Den mand var min kæreste og aldrig havde jeg været lykkeligere. Jeg kunne mærke min generthed glide indover mig, selvom jeg var helt alene og tog hurtigt hånden til mig, mens jeg hurtigt så mig om i kontoret. Jeg sank og lænede mig tilbage i min kontorstol uden at smilet var forsvundet fra mine læber og mens jeg stadigvæk så på hans navn på min skærm. Hvad havde jeg dog gjort af gode ting i min fortid for at fortjene denne mand i mit? Det måtte virkelig have været noget godt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...