Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
239635Visninger
AA

84. 82.

 


 

Mørket var faldet over hotellet og jeg sad helt stille på hotelværelset med fingrene hvilende på min bærbars tastatur. Mit våde hår hang nyvasket og redt igennem over min ene skulder, mens jeg så på den mail, som Stephen havde sendt til mig for et par timer siden. Der stod intet udover hans signatur med hans navn og stilling i firmaet med en vedhæftet fil af budgettet, som han havde set igennem for mig og godkendt. Det var en ren og skær forretningsmail uden nogen former for undskyldning over hans opførelse tidligere i dag. Jeg sukkede og stødte albuen mod bordet, mens jeg hurtigt kørte hånden igennem håret og så ud af vinduet med en uro hængende over mig. Jeg vidste ikke, hvad han lavede lige nu, men jeg gik ud fra, at han sad og arbejdede intenst inden mødet med den store kunde i morgen. Jeg derimod var gået helt i stå, selvom jeg burde være godt i gang, men jeg var gået i stå efter vores episode i mødelokalet for et par timer siden. Hele min krop var gået i stå... Stephen elskede mig stadigvæk!

Jeg rejste mig hurtigt op og kunne høre stolen skrabe voldsomt under mig, mens jeg lagde armene beskyttende om migselv. Jeg havde godt haft det på fornemmelsen, men at få det bekræftet var noget helt andet og følelsen var ikke rar. Jeg gøs ved tanken og lod mine fingre glide let over mine læber ved tanken af hans over mine. Mine læber var helt ru, efter jeg havde vasket dem hårdt med en klud i badet her til aften for at få alle tegn af ham væk. Jeg gøs igen og lagde armene mere beskyttende om migselv, da jeg lænede mig op af vindueskarmen og så ned på vejen under mig. Jeg kunne mærke, hvordan min hage var rød og let hævet, hvor hans hånd havde været og jeg havde vasket mig ligeså voldsomt der, for ikke at kunne mærke hans fingre flere timer efter. Det havde uheldigvis ikke hjulpet, da jeg stadig følte mig uren og beskidt. Den sidste mand som havde rørt mig, var ikke Harry og det kunne hele min krop mærke og den var stoppet op midt under episoden i mødelokalet og var ikke fortsat. Den var simpelthen bare stoppet med at fungere. Jeg lukkede kort mine øjne, da jeg lagde min kind mod vindueskarmen, mens roen faldt meget langsomt indover mig. Et dyt fra en lastbil på vejen fik mig langsomt til at åbne mine øjne og en langsomt kørende bil på den mørke vej fik mig til at smile, da jeg så den og den mindede mig om Harry. Bilen var helt magen til hans og jeg kunne ikke lade være med at lade mine fingre glide over vinduet, indtil den var ude af syne igen. Jeg sukkede og lagde min tinding mod vinduet og kunne mærke kulden fra det, mens min ånde kunne ses mod det.

Et lille pling fra min bærbar fortalte mig, at jeg havde modtaget en ny mail og jeg gik langsomt og pligtopfyldende derhen og satte mig. Jeg åbnede mailprogrammet og så, at endnu et budget fra Stephen var færdigt, men denne gang havde han skrevet en lille kommentar. "Hvor langt er du kommet med sag BRP6539?". Jeg vidste, at jeg blev nødt til at svare ham og sendte ham bare hurtigt sagen uden at svare ham, men noterede: "Sag QUG7255 sender jeg i morgen tidlig inden dit møde". Jeg kunne se, at den hurtigt blev åbnet og der kom intet svar tilbage. Den sidste sag jeg sad med, ville jeg lave i morgen tidlig og have klar til ham. Jeg lukkede hurtigt for min bærbar, så jeg ikke var tvunget til at skulle arbejde mere i dag og satte mig godt tilbage i stolen og faldt endnu en gang i staver over episoden fra tidligere. Jeg lagde en hånd over ansigtet og stønnede lydløst ved tanken om Stephens læber mod mine. Føj! Jeg tørrede mig ubevidst over læberne igen og havde mest lyst til at græde igen, men jeg vidste, det var som at græde over spildt mælk. Og jeg vidste, at Harry ikke ville klandre mig på noget tidspunkt! Men alligevel... Jeg var hamrende nervøs for hans reaktion!

Det bankede pludselig på døren og jeg blev revet ud af mine tanker og så hen mod døren. Der var stille udefra gangen og jeg så derefter på uret på min mobil og rynkede på næsen ved tidspunktet. Den var jo over 23. Jeg blev siddende og bed mig i tommelfingerneglen. Jeg var ret sikker på, at det var Stephen og jeg ønskede ikke at se ham. Jeg ønskede ikke at have noget med ham at gøre og ville bare gerne hjem, så jeg snart kunne komme hjem til Harry. Åh Harry... Jeg sukkede og sank sammen og blev stadig siddende, da der endnu en gang blev banket på min dør. Uroen hang i min krop og min gode opdragelse havde lært mig ikke at undgå mennesker, men jeg ville ikke se ham! Jeg rystede kort på hovedet og ønskede ham bare væk... Væk! Væk! Væk! "Gå nu...", hviskede jeg og lagde armene over bordet og gemte hele mit hovedet i dem. Jeg krammede mine hænder ned i mit våde hår og kunne mærke mit hjerte omme i nakken, mens jeg prøvede at være så stille som muligt. "Gå nu...". Der lød pludselig en fumlen henne ved døren og jeg så hurtigt op og blev pludselig nervøs for, at han var på vej ind. Men han havde jo ingen nøgle! Men det var heldigvis ikke lyden af en dør, som gik op. Bare en fumlen... Jeg blev siddende, mens jeg kunne høre fodtrin forsvinde ned af gangen, indtil de forsvandt og jeg rejste mig derefter meget langsomt op og listede hen til døren og så ud af spionhullet. Der var ingen af se...

"Av!", hviskede jeg hårdt og begyndte straks at hoppe på en fod og tage mig til den anden, mens jeg hoppede løs. Jeg ømmede mig, mens jeg lænet op af væggen og trådte derefter hurtigt et skridt tilbage og så ned på gulvtæppet foran mig. Der lå en konvolut, som så nusset og krøllet ud, som hvis den var blevet mast ind under døren. Jeg ømmede mig igen, inden jeg bukkede mig ned og tog den op og så undersøgende på den, mens jeg humpende gik hen til sengen og satte mig langsomt. Jeg vendte og drejede konvolutten, inden jeg åbnede den. Og da jeg åbnede den, dumpede der et nøglekort ned i mit skød. Jeg så undrende på det og tog det op og vendte og drejede det foran mig ansigt og rynkede panden. Et nøglekort? Jeg så på konvolutten igen og så hurtigt ned i den og fandt ikke nogen afsender. Hvem ville skubbe et nøglekort ind under min dør? I hvert fald ikke Stephen, da det slet ikke var hans stil! "Hva...?".

Hele mit ansigtsudtryk ændrede sig drastisk og jeg farede op med det samme, løb hen til døren og rev den så hårdt op, at min badekåbe blafrede om mine lår. Jeg så ned mod elevatoren, hvor døren netop lukkede sig, så jeg netop ikke kunne se, hvem der var gået derind. "Harry...", hviskede jeg og løb ned mod elevatoren, mens jeg holdte min badekåbe oppe, så jeg ikke skulle falde i den. Jeg trykkede hurtigt og panisk på knappen og endda flere gange, mens jeg kunne se over elevatoren, hvordan elevatoren fortsatte op og op og op. Jeg så på nøglekortet. "1070", hviskede jeg stakåndet og vidste, at det måtte være på 10 sal. Den øverste etage... Hvor han kunne være alene i en suite. "Selvfølgelig...". Jeg hev op i badekåben og løb hen til døren til trappeopgangen og skubbede den hurtigt op og løb på bare tær op på de kolde betontrin. 3 sal... 4 sal... 5 sal... 6 sal... 7 sal... Jeg måtte stoppe op halvvejs til 8 sal for at finde min vejrtrækning og lagde mine hænder over mine knæ for at få ro i lungerne, mens jeg nærmest hostede mine lunger op. "Kom så...", hviskede jeg og tog hårdt fat i gelænderet og løb videre. Da mine kolde nøgne tær ramte det varme gulvtæppe under mig på 10 etage, stod jeg med et bankende hjerte og et håb i brystet, da jeg kunne høre elevatordøren lukke. Jeg løb lydløst ned mod lyden og fortsatte om hjørnet, da jeg netop løb forbi den. Jeg så ned til højre ned af en tom gang og derefter ned mod venstre, hvor jeg så en mørkeblå frakke netop svinge om hjørnet og et stort smil fandt sin vej til mine læber. Jeg havde lyst til at kalde på ham, men jeg ville heller ikke vække for meget opmærksomhed og løb derfor ned af gangen og syntes, at der var så lang til hjørnet og endelig rundede jeg det. Og der gik han... Hans skridt var lange og rolige, mens hans hænder var langt nede i lommerne på sin frakke. Hans hår sad frækt op i en høj knold og nu og da så han fra side til side, som hvis han så efter sit værelse. Jeg hvinede lydløst og hoppede piget på samme sted med arme, som spassede helt ud til alle sider, mens jeg dansede rundt om migselv. Jeg stoppede hurtigt op og mit bryst føltes som om, at det skulle sprænge i stykker af lykke. Jeg løb lydløst over den bløde gulvtæppe og kunne mærke, hvordan det kriblede i mig for at mærke ham mod mig og 3... 2... 1...

Jeg hoppede op på hans ryg og lagde mine arme om hans hals bagfra, mens jeg ikke kunne lade være med at grine sødt ind i hans øre. Hans arme lagde sig hurtigt under mine knæhaser og han drejede smilende ansigtet og så op på mig, mens jeg bare krammede hans ansigt mellem mine arme og hænder og kunne ikke lade være med at grine. Han var så meget min lykkepille og kunne få mig til at smile på selv den mest triste dag. Han kunne få mig til at glemme alt det dårlige omkring mig og selv nu, hvor han var ved min side, havde jeg glemt hele Stephen episoden fra tidligere. Han var her og jeg var lykkelig! Jeg gled hurtigt ned af hans ryg, mens jeg kunne høre hans varme grin, som fik sommerfuglene til at blafre i min mave og han vendte sig hurtigt op og tog mig op i sine arme, så mine fødder ikke ramte gulvtæppet under os. "Fuck, hvor har jeg bare savnet dig!", sagde han lykkeligt og svingede os rundt. Jeg hvinede af lykke og kunne mærke, hvordan hele min krop endelig slappede af. Han var min meditation og det var hos ham, jeg fandt mine kræfter og min energi til min hverdag. Han stoppede op og jeg lagde hurtigt mine hænder om hans kinder og lod mine læber indtage hans med en varme og dybde, som fortalte ham, at jeg havde savnet ham ligeså meget. Og hvis ikke lidt mere...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...