Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
239635Visninger
AA

10. 8.

 


 

Jeg gik ind på det tomme kontor og satte mig tungt i min kontorstol med et tomt blik. Jeg følte mig helt mat i hele kroppen efter mødet med hans øjne igen. Jeg lagde en hånd over panden, mens jeg stødte albuen på bordet og lukkede mine øjne et øjeblik for at få ro i mit sind og i mine tanker. Jeg havde følt, at hans øjne havde suget mig ind i ham og jeg kunne mærke, hvor seksuel opstemt jeg pludselig var. Aldrig havde jeg været opstemt, som jeg var nu bare ved synet af hans øjne. Hvad gjorde han ved mig? Han var brandhamrende fræk og han vidste det udmærket godt selv og jeg vidste nu, at jeg ville lade ham gøre ved mig, hvad han havde lyst til. Mine kinder var ildrøde og hele min krop føltes opkogt, som hvis jeg netop var trådt ud af en sauna. Jeg ville brænde mig på ham, hvis han da overhoved ville se min vej og jeg ville nyde at brænde mig på ham. Jeg sukkede og rystede på hovedet for migselv og hviskede: "Som om Victoria! In your dreams!".

Jeg rettede mig op i stolen, prøvede at ryste hans øjne af mig og begyndte at taste løs på tastaturet for at tænke på andet end Harry Styles og efter 1.5 times intens arbejde, hvor jeg kun tænkte på Harry hvert 2 sekund, kom Jamie ind af døren. Jeg rejste mig hurtigt og gav ham straks en stak papir, som han kom ind af døren. "Her", sagde jeg hurtigt og han tog forvirret imod papirerne med rynket pande. "Greg har spurgt efter dig. Han sidder i et møde i lokale 507. Det virkede til, at det var vigtigt, da han spurgte efter dig tidligere". Jamie kastede hurtigt sin skuldertaske fra sig ved sit bord og gik ud på gangen uden et ord. Jeg lænede mig tilbage i stolen og så efter ham og kunne høre, at jeg modtog en mail. Jeg formindskede programmet, som jeg arbejdede i og klikkede ind i mailprogrammet og så straks en mail fra Stephen. Jeg rykkede uroligt på mig i kontorstolen og dobbeltklikkede hurtigt på den og den åbnede hurtigt, mens jeg bed mig i underlæben. Jeg var spændt på at se hans mail, men blev svært skuffet og kunne mærke mit hjerte falde ned i maven, da det eneste der stod, var:

-------------------------------------------------------------------------------------------

Fra: stephent@blackribbon.uk

Tidspunkt:12:09

 

”Super godt arbejde. Husk at referer til §56 i afsnit 24".

 

Stephen Roberts

Statsautoriseret Revisor og partner, Black Ribbon

 

-------------------------------------------------------------------------------------------

 

Han havde vedhæftet mit dokument som en fil, som jeg åbnede og gik ind og rettede det igennem, som han havde bedt mig om med en tom fornemmelse i hele kroppen. Selvfølgelig var han da ikke interesseret i mig. Jeg var jo kun en revisorelev på 18 år, som stadig var våd bag ørerne efter mine eksaminer. Han var jo revisor her i firmaet og mindst 6 år ældre end mig og den sidste han ville se efter, var da eleven, hvis arbejde han gennemgik og godkendte. Jeg sukkede højt og lænede mig helt tilbage i kontorstolen, så jeg nærmest gled ud af den og ned på gulvet over mit nederlag, da jeg igen lod mine tanker vandre. En følelse af opstemthed buldrede frem i mig igen og mit hjerte slog igen ekstra hurtigt ved tanken om de grønne øjne. Stephen var hurtigt glemt igen... Jeg rystede hurtigt på hovedet og prøvede at ryste følelse af mig ved tanken om ham... "Victoria!", hviskede jeg hårdt og rettede mig hurtigt op og tastede hurtigt og hårdt på tastaturet, så det rykkede sig. Jeg sukkede igen højt og flyttede uroligt på mig for at få en kilden væk fra mit underliv. Der gik et par minutter, mens der var helt stille på gangen. Jeg så op og ud af det store panoramavindue og ud på gangen. Det så ud til, at mødet var færdigt. Flere gik sammen og snakkede i små grupper mod elevatoren. Nogen med jakkesæt og en mappe i hånden, mens andre var mere afslappet. 2 unge fyre kom gående og snakkede alvorligt sammen. Jeg vidste, at de var med i One Direction og den ene med brunt hår og blå øjne kiggede ind på mig og nikkede med et lille venligt smil, da han så, at jeg så ud på dem. Jeg smilede venligt tilbage og så på skærmen. Harry måtte være på vej mod elevatoren, da han ikke var gået forbi endnu.

Hele min krop var med ét vågen og mit hjerte slog hårdt og hurtigt i mit bryst. Mine tanker gled hurtigt hen til Stephen, men tanken om ham forduftede uhyggelig hurtigt, da flere gik forbi ude på gangen. Jeg var nervøs og spændt på samme tid og jeg ville ønske, at jeg bare kunne se ham bare én gang til, inden bandet turnerede videre til den næste by. Jeg ønskede, at se hans drilske grønne øjne og hans charmerende skæve smil, som gav stød gennem hele min krop og forplantede sig i mit underliv. Hans fyldige læber som kunne glide frækt over... "Victoria!", skændte jeg hviskende på migselv igen og lukkede kort øjnene i og fandt meget langsomt min koncentration igen. Jeg tastede videre og så koncentreret ind i skærmen, mens jeg flere gange så over skærmen og holdte øje ude på gangen. Når nogen gik forbi, lod jeg som om, at jeg var meget koncentreret om det, som stod på skærmen.

Jamie kom ind på kontoret og så frustreret ud og han var rød i hovedet. Jeg rejste mig straks: "Er alt okay?", spurgte jeg uroligt, mens han gik forbi mig og hen til sit eget skrivebord. Han satte sig i sin stol og så hen på mig, mens han sukkede højt med et opgivende udtryk i ansigtet og rystede kort på hovedet. "Nej Victoria... Det er stadig de skide højtalere! Der mangler stadig nogen stykker og de skal bruges om 2 dage til lydcheck. Det er noget rigtig pis!". Han skubbede til nogen mapper på sit skrivebord, så de væltede til siden som dominobrikker. Han så opgivende og stresset ud og i den måneds tid, jeg havde arbejdet med ham, havde jeg aldrig set ham sådan. Jeg tænkte mig om, så det knagede og fandt hurtigt et dokument frem på min skærm og så det igennem. "Prøv og ring til Studio X Jamie. De har netop aflyst en event i går, så måske du er heldig", sagde jeg efter et par minutter og skrev nummeret ned til ham på en lap papir. Jeg gik hen til ham og rakte ham den. Han tog taknemmeligt imod den og smilede et lille smil til mig som tak. Hans smil var taknemmeligt og ægte. "Hvorfor ser du så opkogt ud?", spurgte han pludseligt, mens han fandt sin mobil frem fra sin taske og tastede nummeret ind på den. Jeg kunne mærke genertheden ramme mig hårdt og ville helst undgå at svare, da vi begge 2 reagerede ved, at der var en, som stod i døren og rømmede sig. Jamies ansigtsudtryk viste overraskelse og han lukkede straks ned for opkaldet, mens hans øjne blev store og nervøse. Jeg vendte mig hurtigt om for at se, hvem det var og jeg kunne straks mærke, hvordan en summen kom for mine ører, da jeg så ham.

Der stod han! Han stod ikke mere end 3 meter fra mig og så hamrende godt ud. Han stod lænet op af dørkarmen, mens et par stramme sorte jeans sad som syet over hans lår og de spidse sorte sko var toppen af kransekagen. Han var lækker og han vidste det! Han smilede et bredt hvidt smil, da vi begge så på ham og jeg kunne mærke, hvordan det rykkede i Jamie ved synet af ham. "Håber ikke, at jeg forstyrrer i noget vigtigt?", spurgte han venligt med et smil på læben, mens han havde hænderne i lommerne på sine jeans. Han virkede selvsikker og stod lænet op af dørkarmen og så udover kontoret med nysgerrige øjne. Jamie nærmest hoppede frem med lidt for løse håndled og grinede skingert: "Nej Harry! Slet ikke! Hvad kan jeg gøre for dig?". Harry trådte selvsikkert ind i lokalet og jeg kunne straks mærke, hvordan jeg blev draget af ham og mest havde lyst til at lade mig synke ind i hans arme og ind i hans uvirkelige verden. Jeg var betaget af hans smukke ansigt, som stod skarpt i lyset. Kæbepartiet var stærkt optegnet og læberne var svagt rosafarvet. Jeg fik lyst til at lade mine egne læber glide over dem med bløde strøg og mærke dem mod mine. Mærke dem suge mig ind til sig og lade dem nappe og glide nedover maven og ned mod... "Victoria!", skreg mine tanker til mig og jeg stoppede straks mit drømmeri. Jeg trådte ubevidst et lille skridt tilbage og kunne mærke, hvordan mine hår i nakken rejste sig ved lyden af hans stemme og det trak mærkeligt i mit underliv. Jeg ville nærme mig ham og køre en hånd gennem hans halvlange hår og mærke hans hænder glide frækt over mine hofter og gribe fat om mine bryster, inden hans tunge… ”Victoria!”. Mine tanker kørte på højtryk for at holde mig fra at drive migselv til vanvid over hans tilstedeværelse.

Jeg kunne mærke, hvordan jeg fik det varmt, selvom airconditioningen kørte på 18 grader hele dagen. Jeg rystede hele scenen væk fra mine tanker og vred mig lidt og så væk for ikke at afsløre migselv. De hvide prikker over mine røde kinder, havde allerede afsløret mig, hvis han nærstuderede mig tæt nok. "Jeg håber, at det går i orden med de højtalere Jamie...", sagde Harry venligt og jeg så kort på ham. Hans blik fangede hurtigt mit og jeg kiggede hurtigt væk igen. "Vi er udmærket klar over, at det er myndighederne, som ikke har styr på det. Vi sætter virkelig pris på, at du gør alt, hvad du kan, for at finde nogen som passer til lydchecket til på fredag". Jamie nikkede og fortalte, at han selvfølgelig gjorde alt, hvad han kunne. Jeg vendte mig langsomt om og gik målrettet og genert hen mod mit skrivebord og regnede med, at jeg var usynlig. Hvor ville jeg ønske, at han var her for at se mig og ikke for at snakke med Jamie, men hvorfor skulle han dog skænke mig en tanke? Jeg var jo bare mig... Victoria Black fra Manchester. "Jeg håber ikke, at jeg forstyrrede dig midt i noget arbejde...", hørte jeg hans rolige stemme og så hurtigt hen på ham med store og uskyldige øjne. Jeg stod henne ved min kontorstol og holdte vejret. Jeg rystede langsomt på hovedet og bed mig nervøst i underlæben, mens jeg endelig fastholdte vores øjenkontakt for første gang. Jeg følte mig svag med hans øjne hvilende på mig og jeg tog forsigtigt fat om en tot hår og viklede den genert om min pegefinger. Et ukendt drag lagde sig over hans øjne, da han så min finger dreje rundt om håret og han gik ligeglad forbi Jamie, som stadig snakkede til ham og gik tættere på mig. Han stillede sig på den anden side af mit skrivebord overfor mig og slikkede sig hurtigt om læberne og spurgte så: "Hvad hedder du?". Jeg så hurtigt ned og rykkede lidt nervøst på tastatur på bordet, inden jeg endelig så op på ham igen. "Victoria...", hviskede jeg og så ned i bordet igen. Jeg slap grebet om min hårtot og vred mig ubevidst foran ham

Mit hjerte bankede hurtigt og mine kinder blev for 1000´ende gang i dag røde. Jeg så langsomt op på ham igen... Harry nikkede med et lille smil og hans hænder kærtegnede mit bord... Hans øjne gled over min krop og tilbage til mine øjne igen. Jeg kunne mærke, hvordan mit underliv trak sig sammen ved lyden af hans stemme. Åh! Hvor ville jeg dog ønske at mærke de hænder mod min bare hud! "Victoria...". Han mimede mit navn for sigselv, mens han blev ved med at se på mig. Hans øjne gled igen nedover min krop og tilbage til mine øjne, mens hans smil ramte hans øjne. Han nikkede langsomt og kom igen hænderne ned i bukselommerne og gik hen til døren. Mit hjerte faldt ned i maven ved synet af, at han var på vej ud og på vej væk fra mig... Han vendte sig pludselig om, inden han gik ud og lagde en hånd på dørkarmen. "Det var virkelig en fornøjelse at møde dig Victoria...", sagde han og gav mig et charmerende smil og forsvandt ud af døren.

 

"Victoria...", hviskede jeg og så ned i bordet igen...


 

Jamie så fra, hvor Harry havde stået og hen til mig. "Okaaaaaay...", sagde han overrasket og med hvinende stemme. Han sendte mig et frækt smil, mens jeg satte mig langsomt og stirrede tomt hen mod døren, som nu var tom. Jamie gik hurtigt hen til mit skrivebord og satte sig på hjørnet af det og sagde ivrigt: "Han var da fucking ligeglad med de skide højtalere! Den dreng Victoria... Han vil kraftedeme have dig!". Hans stemme lyd overrasket og han så ud mod gangen med store øjne. Jeg så hurtigt og forskrækket op på ham med rynkede pande og vores øjne mødtes. Jeg fnøs og vendte øjne af ham. "Neeeeeej", sagde jeg med en lille usikker stemme, som samtidig lød alt for skinger. Hvorfor sagde Jamie dog det? Men hvor ville jeg ønske, at han havde ret! "Jeg er slet ikke hans type Jamie…". Jamie grinede dramatisk af mig og lagde hovedet tilbage med en feminin hånd over sit bryst. ”Og hvem er så hans type, om jeg må spørge Victoria?”, spurgte han ekstremt feminint og lagde hovedet på skrå. Hans øjne var nysgerrige og ivrige efter at vide mere og jeg trak usikkert på skuldrene og sendte ham et meget stramt og unaturligt smil.

"Du slår flere drengehjerter i stykker end du regner med de der vilde øjne, som du render rundt med”, sagde han og pegede hurtigt på mit ansigt med en pegefinger og rejste sig fra mit bord og marcherede galant hen mod sit skrivebord. ”Og med den krop!”. Han lod som om, at han brændte sig på sigselv og jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af ham og sendte ham et lille oprigtigt smil. Han satte sig ned og tændte for sin skærm og fortsatte: ”Men pas på Victoria... Han har et ry for at være en rigtig heartbreaker. Jeg vil vædde med, at du kommer til at falde i fælden ligesom alle de andre, hvis chancen byder sig". Han så på mig med hævet øjenbryn over sin skærm og et selvsikkert smil lagde sig over hans læber, mens han tastede sin kode. Jeg rystede på hovedet af ham og rullede med øjnene af ham med et anspændt udtryk. "Og jeg bliver skuffet, hvis chancen byder sig og du ikke tager den...", sagde han smilende og med en stemme, som var så sukkersød, at jeg næsten fik ondt i tænderne over det. Jeg minimerede mit mailprogram og åbnede for et budget, mens jeg bare fnøs smilende af ham. "Som om det nogensinde kommer til at ske...", sagde jeg næsten hviskende. Jamie havde hørt mig og han sagde bare roligt tilbage: "Bare vent og se... Jeg tror, at du vil blive overrasket lille skat...". Og jeg troede næsten på ham... Men også kun næsten...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...