Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

70Likes
34Kommentarer
230317Visninger
AA

81. 79.

 


 

Jeg havde holdt næsen i min bærbar de sidste mange timer uden nærmest at se op fra den. Jeg havde kun set op, hvis Stephen havde brummet et eller andet til mig ovre fra den anden side af mødebordet. Der havde været helt stille fra hans side af bordet den sidste time og han havde taget hættetrøjen af og sad nu bare i t-shirt, som sad godt om hans muskelløse arme og arbejdede intenst med budgettet, inden kunderne kom i morgen. Jeg havde ikke turde sige noget til ham eller gøre noget for at gøre opmærksom på migselv. Jeg ville helst gerne være usynlig lige nu... Jeg tastede hurtigt henover tasterne og så kort over min skærm og hen på Stephen, som så koncentreret ind i sin skærm, mens hans fingre dansede over hans tastaturet på hans smarte MAC bærbar. Han havde altid været med på den nyeste mode og købte altid det bedste af det bedste for at fremstå professionel og dygtig. Og det var han bestemt også! Jeg tog øjnene til migselv igen, da han rykkede på sig og jeg så hurtigt henover budgettet på min skærm og prøvede at se koncentreret ud. Jeg håbede, at det virkede sådan, hvis han skulle se hen på mig. Jeg så kort hen på ham igen og vores øjne mødtes kort, inden han tog øjnene hurtigt til sig og så ned mod sin skærm igen. Hans kinder blev hurtigt en smule røde og vi arbejdede videre i tavshed. Total akavet!

Jeg sukkede og kørte en hånd gennem håret og var ved at være godt træt i hovedet. Jeg tog en tår af mit glas vand og så derefter ud af vinduet og lod mine tanker glide hjem til London og hjem til Harry. Jeg havde kun snakket kort med ham i dag og han havde været hjemme og havde et par venner på besøg, som kunne underholde ham, mens jeg ikke var hjemme. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg var hjemme hos ham. I hans arme og mærke dem om mig og snuse hans dejlige duft ned i lungerne. Jeg lagde en hånd under hagen og faldt helt i staverne med Harry i mine tanker, da både Stephen og jeg reagerede ved, at der lød et lille bank på døren. "Kom ind", sagde Stephen med en myndig stemme og stoppede straks med at arbejde. Han lænede sig tilbage i stolen og så hen mod døren uden at have set på mig først. En pige på min alder kom frem i døren, som lignede en receptionist. Hun smilede et sødt smil, som jeg straks gengældte, da hun så hen på mig. Stephen derimod sad med et neutralt ansigt og lignede en aristokrat med et stenansigt. Han lignede en, som ikke brød sig om at blive forstyrret midt i arbejdet. "Undskyld...", sagde hun meget venligt og trådte forsigtigt ind i mødelokalet og så igen hen på mig, da jeg gjorde store øjne mod en stor buket roser i hendes arme. "Men jeg havde en levering til Mrs. Black". Hele mit ansigtsudtryk ændrede sig og blev et stort smil, mens jeg kunne fornemme de røde kinder springe frem i ansigtet på mig. Roserne i hendes favn var store og pink... De var så smukke, at de tog vejret fra mig! Jeg rejste mig hurtigt op og bed mig genert i underlæben, da jeg tog imod dem med et kæmpe smil. "Miss Black", brummede Stephen mod hende og bed sig hårdt i kinden, da han derefter så hen på mig. "Hun er ikke gift!". Selvom hans øjne mod mine virkede irriterede, kunne jeg ikke få mit store smil til at forsvinde og jeg lagde en hånd under den ene roses hoved og duftede til den og lod dens duft overtage luftens plads i mine lunger. Duften var himmelsk!

 

"Jeg har en levering til Mrs. Black"


 

"1000 tak", sagde jeg storsmilende og hun forsvandt lydløst ud af døren med et smil og med et langt misundeligt blik efter mine roser, inden hun lod sine øjne glide hen til Stephen med røde kinder. Ja ja! Tag du ham bare... Jeg har min egen personlige blomstersender... Jeg kunne ikke tage øjnene fra buketten og kunne mærke mit hjerte slå et ekstra lille slag ved tanken om, at det kun kunne være fra Harry. Eller det håbede jeg i hvert fald... Jeg stak hele ansigtet ned mellem roserne og duftede igen til dem og kunne mærke en kuldegysen ramme hele min krop. Aldrig havde jeg set så smukke roser i mit liv og aldrig havde jeg fået så stor en buket før. Ikke en gang fra Stephen... Og jeg elskede dem... Jeg gik drømmende hen til min stol igen med ansigtet helt nede i buketten og prøvede at gemme mit store smil bag den. Men jeg tror, at det lille hvin afslørede min forelskelse. Jeg satte mig langsomt ned og havde ikke lyst til at slippe roserne igen og blev pludselig opmærksom på et lille kort i midten af buketten. Jeg lagde hurtigt buketten på bordet foran mig og tog ivrigt kortet til mig og åbnede det og læste det. "Tak for dig. Harry...", stod der bare og jeg kunne ikke holde et kæmpe hvin tilbage og lod benene danse under bordet. Jeg lagde begge hænder over kinderne og kunne mærke dem brænde af lykke. Hvor var han dog betænksom og fantastisk dejlig! Jeg sank sammen i stolen og lænede mig helt tilbage i den, mens jeg bare studerede kortet og havde helt glemt alt om Stephen, da jeg kunne høre ham rømme sig kort. "Er du her for at få kærlighedserklæringer eller for at arbejde?!", spurgt han spidst og tastede hurtigt videre igen. Et spørgsmål som ikke var henvendt til mig som et spørgsmål, men som blot var en spydig kommentar. En kommentar som jeg fandt ubegrundet og dum! Jeg rynkede panden og rettede mig hurtigt op i stolen og svarede ligeså spidst tilbage: "Er du her for at kommentere mit privatliv, eller er du her for at arbejde?!".

Vores øjne mødtes med det samme og jeg kunne se hans vrede. Men jeg var ligeglad og vi blev ved med at se på hinanden, mens arbejdet ventede på at blive udarbejdet. Han satte en albue i bordet og pegede ned på mine roser og sagde hårdt: "Det der Victoria! Det er pisse uprofessionelt. Så få dem ud herfra! Nu!". Han pegede derefter med fingeren over sin skulder uden at tage øjnene fra mine. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at blive vred og havde pludselig mest lyst til at råbe af ham, men besindede mig. "Jeg kan ikke gøre for, at jeg får roser på arbejdet Stephen! Hvad vil du have, at jeg skal sige til receptionist?! Tak! Men ellers tak! Behold du dem bare selv...!". Han sukkede, mens jeg rettede mig mere op i stolen og han lukkede hurtigt for sin bærbar med et lille smæld. Han lænede sig tilbage i stolen og lagde begge hænder over ansigtet og stønnede lavt. Hans øjne var store, da vores øjne mødtes igen. "Så læg dem et andet sted hen Victoria!", sagde han kort og slog ligegyldigt ud med begge arme. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og rystede opgivende på hovedet af ham. "Slap af... Jeg ligger dem under bordet, så du ikke kan se dem!". Han rykkede hurtigt på sig og sagde: "Få dem væk nu Victoria!". Hans stemme var forbandet hård og fyldt med vrede. Jeg så hen på ham med rynket pande og snerrede tilbage: "Lad være med at snakke til mig, som hvis jeg var et barn Stephen! Jeg skal nok selv bestemme det!". Han løftede øjenbrynene af mig og rejste sig hurtigt op og begyndte at pakke sine ting sammen i sin taske uden at se på mig. "Åh! Lad være med at være så pisse barnlig! Det er bare nogen roser! Slap dog af", sagde jeg opgivende og skubbede hårdt roserne til side og så på min skærm.

Jeg farede sammen ved lyden at et smæld og jeg så hurtigt op på ham med forskrækket øjne, da jeg så begge hans hænder mod bordoverfladen. "Skal vi virkelig tage den nu?!", sagde han højt og hårdt og skubbede sigselv væk fra bordet uden at tage øjnene fra mig. Han lagde armene over kors og så afventende på mig med vrede øjne. Jeg lagde hovedet på skrå og så bare på ham og sagde irriteret tilbage: "Der er ikke noget at snakke om Stephen... Det er jo bare blomster fra min...". Jeg fuldendte ikke min sætning og tog ikke mine øjne fra hans. Et snert af sorg gled over hans øjne, som hurtig forsvandt igen. "Fra din kæreste?", spurgte han spydigt og gik ned langs det lange mødebord og så frem for sig. Jeg sukkede og tastede hurtigt videre og sagde koldt: "Jeg har ikke lyst til at snakke om mit privatliv med dig Stephen. Du er min chef!". Han stoppede brat op og jeg så op på ham igen. Hans pande var rynket og han rystede kort på hovedet og sagde hurtigt: "Så nu er jeg din chef? Hvad var jeg før? Var jeg bare en chef, som du skulle score for at få en fod ind i firmaet?". Jeg lavede en grimasse og rejste mig hurtigt op, så kontorstolen trillede væk bag mig. Jeg satte hårdt en finger mod bordet og sagde hårdt tilbage: "Jeg klarede på egen hånd at få dette job! Det havde intet med dig at gøre!". Jeg pegede hårdt på ham og spurgte hård: "Hvad fanden er dit problem Stephen? Jeg har sagt, at jeg nok skal ligge blomsterne væk! Hvad mere ønsker du?". Han vendte sig om med et hårdt og kort grin, mens han kørte begge hænder gennem håret. "Vi 2 er mit problem!", sagde han hårdt og vendte sig om igen. Han pegede fra ham til mig og fra mig til ham... "Vi 2!". Jeg sukkede højt og vendte mig om og gik hen til vindueskarmen og vendte mig om og stillede mig op af den. "Der er ikke noget vi 2 Stephen og... Og jeg har ikke lyst til at snakke om det igen. Vi har snakket om det før. 2 gange endda! Så lad det ligge! Bare lad det ligge!". Han skulle til at sige noget, men jeg så bare på ham med smalle øjne og armene lagt over kors, mens jeg satte mig i min kontorstol og trillede den under bordet igen. Han gik hidsigt hen til bordet og begyndte at pakke sine ting sammen igen.

Jeg stønnede højt og rystede opgivende på hovedet af ham og kunne høre ham stoppe op med at pakke sine ting sammen. Åh åh... Vores øjne mødtes igen og jeg lagde hurtigt armene over kors, da jeg kunne se, hvordan hans øjne lynede. Han nærmest kastede sin computertaske henover bordet og gik udenom det og stoppede henne ved mig, mens jeg kunne mærke panikken i mit bryst. Det hele skete så hurtigt og inden jeg havde set op på ham, havde han et fast greb om hage og lagde hurtigt lagt sine læber over mine. Hans varme tunge invaderede straks min mund og lod den kort lege med min og jeg lod ham tage det, som han havde så meget brug for. Jeg lod hans læber overtage mine, uden at give noget tilbage af migselv og lod ham tage for sig. Hans læber var varme og hårde mod mine og jeg havde aldrig følt dem så desperate før og inden jeg kunne nå at stoppe ham, havde han allerede stoppet kysset, men hans tag om min hage var stadig fast. Hans ansigt var tæt på mit og han hviskede åndeløst: "Jeg fucking elsker dig Victoria og det gør stadig fucking ondt! Fat det!". Han slap sit tag om min hage lidt for hårdt, så det gav et ryk i hele mit hovedet og jeg så bare ned i bordet og kunne høre ham tage sine ting og smække døren efter sig. Tårer gled hurtigt over mine kinder og min vejrtrækning blev ujævn, mens mit hjerte var stoppet et øjeblik i mit bryst. Jeg tørrede mig hurtigt over læberne med hånden og ville fjerne alle tegn på, at hans læber havde været der. Jeg lagde hurtigt armene om migselv og tørrede mig endnu en gang kort om læberne og kunne mærke, hvordan mine øjne blev fyldt med tårer, som hurtigt gled nedover mine kinder. Jeg lagde hænderne over mit ansigt og græd lydløst, mens tankerne kørte rundt i mit hovedet. Han havde kysset mig og jeg havde hadet hvert et sekund af det. Hvordan skulle jeg dog fortælle det til Harry? Hvad ville han sige til det? Jeg blev pludselig bange... Bange for at miste ham og frygtede en fremtid uden ham. Jeg kunne allerede mærke kulden uden ham ved min side og en gysen gik igennem mig. Mine arme omkring mig skærmede ikke for den pludselig kulde og jeg rystede kort på hovedet, mens et lille hulk lød fra min hals. Jeg snøftede hurtigt og så langsomt ned på roserne foran mig. De var smukke og et tegn på en kærlighedserklæring, som jeg håbede, ville vare ved, når jeg fortalte Harry om det, som Stephen netop havde gjort. Jeg havde på intet tidspunkt gengældt hans kærlighed og følte mig beskidt og jeg var sønderknust, da jeg igen tørrede mig over mine læber for at fjerne hans mærker fra dem. Jeg følte mig uren og arret og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få mig til at føle mig ren igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...