Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
242188Visninger
AA

75. 73.



Jeg kørte en hånd gennem håret og stod ude i mit køkken med hoften mod køkkenbordet og så ud af vinduet inde i stuen. Solen skinnede fra en skyfri himmel og varmen i lejligheden fortalte, at det allerede var over 15 grader udenfor i maj måned, selvom klokken netop kun havde passeret 7 om morgen. Jeg stod stadig med hånden på elkogeren, hvor vandet for længst havde kogt færdig og var faldet i staver med blikket på højhuset på den anden side af vejen, mens mine tanker kørte rundt i ring. Jeg skulle til Wales i morgen i 2 dage og jeg havde ikke haft lysten til at fortælle Harry det, da han endelig var kommet hjem til mig i går aftes. Det var så dejligt at se ham, efter hans dage hos hans mor. Og endnu en fantastisk nat sammen... Kuldegysningerne gled allerede nedover min ryg, så mine hår rejste sig og et stød ramte mit underliv. Natten havde været vidunderlig!

Jeg gik med langsomme skridt hen til mit lille spisebord og satte mig med et lille bump på en af stolene med hagen i hånden uden at tage blikket fra højhuset. Jeg kunne høre ham hviske mit navn fra i nat, som hvis han sad ved siden af mig og jeg rykkede uroligt på mig, mens jeg lagde det ene ben over det andet og kunne mærke mit underliv dunke. Alt mit blod strømmede ned og samlede sig ved min klitoris, da jeg tænkte på, hvordan han havde begravet sit ansigt mellem mine ben og hurtigt havde fået mig til at komme, så jeg havde skreget højt og dybt.

Jeg rykkede uroligt på mig igen og blinkede hurtigt og genert, mens mine kinder blev varme og jeg kom tilbage til virkeligheden. Jeg sukkede højt. Jeg var ret sikker på, at Harry ville tage nyheden om min 2 dages fravær med Stephen i stiv arm, men jeg var stadig urolig. For i virkeligheden vidste jeg jo ikke, hvordan han ville reagere... Hvad hvis han faktisk blev sur på mig? Det sidste jeg havde lyst til, var at skændes med Harry. I vores 3 måneder gamle forhold havde vi endnu ikke skændtes og der var ikke udsigten til, at vi skulle til at begynde på det nu. Eller hvad? Jeg krummede tær ved tanken om at fortælle ham det og overvejede faktisk, om jeg skulle lyve ham lige op i ansigtet og sige, at jeg skulle alene afsted. Jeg sukkede højt og gemte mit ansigtet i hånden og vidste, at jeg ikke ville kunne lyve overfor ham. Jeg ville ikke lyve overfor ham! Sådan et forhold havde vi ikke og jeg ønskede heller ikke at begynde på det... Jeg lukkede mine øjne og foldede hænderne over bordet og lagde panden mod dem og sad sådan i flere minutter, mens tankerne fløj rundt. Forvirret tanker... Splittet tanker...

Jeg så langsomt op, da jeg hørte lette fodtrin ude fra gangen og drejede ansigtet og så Harry komme ind i stuen i boksershorts. Han lignede en, som netop var vågnet med søvndrukne øjne og håret sad lidt uglet i den ene side. Jeg sendte ham et lille skævt smil, som han gengældte, mens han gik langsomt hen mod mig. "Godmorgen", sagde han hæst og tog min hånd og hjalp mig op af stolen, inden han selv satte sig i den og satte mig ovenpå sine lår. Mine fødder ramte ikke gulvet under os og hans varme krop fortalte, at han netop var stået ud af sengen. Han lagde sin kind mod min skulder og lukkede sine øjne, mens hans arme lagde sig om mig. Jeg lagde min kind mod hans hår og lukkede mine øjne i og bare nød hans nærhed. Han vågnede langsomt med mig på sit skød og han tog en dyb indånding og kørte sløvt en hånd gennem håret og så op på mig. Han sendte mig et smil, som jeg gengældte og han kyssede mig varmt på halsen, som gav mig kuldegysninger nedover hele ryggen. Det kildede... Jeg grinede et lille grin og trak skuldrene op om ørerne og han stoppede med det samme. Jeg rejste mig langsomt, da han klappede mig let bagi og gik ud i køkkenet, mens jeg satte mig igen og så efter ham. Han gik hen og tændte for elkedlen og fandt noget te frem. Jeg satte hagen i hånden og så bare på ham, mens han gik rundt i mit køkkenet, som hvis han ikke havde bestilt andet hele sit liv. Han virkede for stor til mit lille køkken, men han kendte det ud og ind. Åhh... Han måtte gerne være i mit hjem hele sit liv...

Jeg smilede for migselv og lagde hovedet på skrå, mens han fandt 2 kopper frem og gjorde teen klar til os begge og stillede den ene kop foran mig, mens han satte sig foran mig. Han satte sig godt tilbage i stolen, mens han gabte højt og strakte sig let med armene over hovedet. Jeg tog koppen og pustede let ned i teen og tog en hurtig tår og vidste, at den var for varm og stillede den fra mig igen. Harry havde ikke taget en tår af sin egen te endnu, da han ikke var helt færdig med at strække sig færdig. "Åhh... Det var godt!", sagde han træt og så hen på mig med et glimt i øjet, mens han satte sig bedre til rette på stolen. Selv min spisebordsstol virkede alt for lille til ham. Var jeg bare en dværg eller hvad?! "Har du sovet godt?", spurgte han og jeg nikkede hurtigt som svar. "Det er nu ikke særlig meget, jeg har fået sovet", sagde jeg med et smil og han grinede lavt, mens han så ned i sin te og derefter hen på mig igen. Hans grønne øjne lyste mod mine og han rakte indover bordet og tog min hånd og kyssede den varmt, inden han tog den mellem sine hænder. "Er det er klage, jeg høre?", spurgte han med et farligt smil og jeg rystede grinende på hovedet og svarede smilende: "Bestemt ikke! Søvn er meget overvurderet!". Han grinede oprigtigt og knipsede med fingrene mod mig og sagde hurtigt: "Det er nemlig fuldstændig korrekt! Jeg skal gøre mit bedste for, at du ikke behøver at sove mere end højst nødvendigt". Jeg rystede smilende på hovedet af ham og tog prøvende en tår af min te igen. Den var bedre nu... Mit smil forsvandt langsomt og jeg så ned i koppen og på den gennemsigtige brune farve, som fyldte den. Jeg pustede kort ned i den og bed mig derefter i kinden, mens jeg sukkede lydløst.

Harrys hånd om min gav den et lille klem og vores øjne mødtes. Hans blik virkede en smule uroligt og han lagde hovedet til side, mens han fastholdte mine øjne. "Hey...", sagde han blidt og gav igen min hånd et lille varmt klem. Jeg så hurtigt ned i min the igen. "Se på mig Victoria...", lød hans stemme varmt og jeg adlød straks. Hans hånd om min trak forsigtigt i mig, så jeg langsomt rejste mig op og hans hånd guidede mig hen til at sidde på hans skød igen. Jeg satte mig langsomt og hans arme kom om min lænd og mave, mens jeg så ned på mine lår og gjorde alt for at undgå hans blik. "Hey...", sagde han blidt igen og lagde en hånd under min hage og løftede stille mit ansigt, så vores øjne mødtes igen. Han studerede længe mit ansigt med urolige øjne, inden han sagde: "Snak med mig Victoria...". Jeg sukkede igen og så igen ned i mit skød, mens jeg rykkede uroligt på mig. Jeg tog tilløb, til at fortælle ham det og han kunne se det på mig og han var derfor tavs. "Jeg skal til Wales med arbejdet i morgen i 2 dage...", sagde jeg lavt, mens mit fokus var på mit knæ. Jeg kunne mærke ham ånde lettet op og han kyssede varmt og længe mit hår. Han grinede et lille grin, mens hans armes greb om mig blev en smule strammere. "Det er 2 dage Victoria... Men jeg kommer til at savne dig alligevel", sagde han med læberne mod mit hår. En varme bredte sig i mit bryst over hans sidste sætning og jeg vidste, at jeg ville savne ham så ufatteligt meget og mere, end han nok ville kunne forstå. Vores øjne mødtes igen og hans virkede lykkelige og rolige. "Jeg... Jeg skal afsted med Stephen...", fik jeg endelig fremstammet og hans øjne forandrede sig med det samme, mens hans overkrop hurtigt virkede mere anspændt og stiv. Han rettede sig op i stolen og hans greb om mig blev lidt løsere, mens jeg kunne se på ham, at han prøvede på at virke upåvirket. Men det var han bestemt ikke! Han kunne ikke lide det! Han nikkede kort, mens hans ansigtsudtryk pludselig virkede koldt og hårdt. Et lille stift smil fortalte mig, at han prøvede at se det fra min side, men det forsvandt hurtigt og han så ind i stuen uden at sige noget.

"Okay!", sagde han så bare og kørte hurtigt en svagt rystende hånd over sin overlæbe og nedover hagen uden at se på mig. Han virkede pludselig kold og afvisende. Jeg holdte vejret, mens han sad helt tavs og stadigvæk så ind i stuen, mens han sad og tænkte. Var han sur? Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget, men jeg var bange for at gøre det hele værre, selvom det ikke kunne blive meget værre. Han var rasende og prøvede at undertrykke det og han gjorde det godt. Han kløede sig kort på kinden og rykkede pludselig på sig, så jeg blev nødt til at bevæge mig og rejste mig så hurtigt, da han rejste sig op, så han hurtigt stod ved siden af mig. Jeg så op på ham og søgte straks hans øjne med et uroligt blik, men det virkede som om, at han undgik mit blik, da han så sig rundt i min lejlighed. Han kørte en hånd gennem håret og undgik ubevidst al kropskontakt med mig og jeg følte mig nøgen og bar uden hans arme om mig. Han gik langsomt ind i stuen, mens han lagde begge hænder om i nakken og så ned i gulvet foran sig. Jeg gik hurtigt og lydløst efter ham og så på hans bare ryg, hvor hans muskler virkede anspændte. Han gik kort rundt i en ring tæt på mit stuebord uden at sige noget og han virkede forvirret og splittet, så jeg rakte hurtigt en hånd ud og lagde den om hans bare ryg. Jeg lagde min kind mod hans skulder og lukkede mine øjne. Hans bryst løftede sig og han tog en dyb indånding igen, da han pegede kort og akavet ind mod mit soveværelse og mumlede hurtigt: "Jeg... Jeg... Jeg har noget arbejde derhjemme, jeg skal have set på Victoria". Han tog prøvende et skridt væk fra mig og jeg tog hurtigt min arm til mig, mens tårer allerede brændte i mine øjne og jeg gjorde intet for at bede ham om at blive og så ham forsvinde tøvende ud i gangen og ind i mit soveværelse. Jeg kunne svagt høre ham rumstere inde i mit soveværelse, mens jeg så hen på de 2 kopper med dampende te på spisebordet, som ventede på at blive drukket.

Hele min krop føltes med ét mat og jeg satte mig hårdt ned i stolen og sank sammen, mens et utal af tårer lydløst ramte mine kinder. Dette var takken for at være ærlig! Jeg burde så meget have løjet! Lejligheden føltes hurtigt tom og jeg følte mig alene og kold. Hvorfor? Harry... Kom tilbage til mig... Snak med mig... Elsk mig... Jeg elsker dig...

Jeg hørte pludselig en knirken bag mig og jeg vendte mig langsomt om med våde kinder og så Harry stå i døråbningen og nu iført et par sorte jeans og bar overkrop. Han holdte en hånd ud foran sig og sagde med sammenknebne øjne: "Undskyld Victoria... Det var sgu ikke... Det var fucking dårlig stil af mig at reagere sådan... Det må du fandeme undskyld...". Jeg snøftede kort og tørrede hurtigt og barnligt min ene kind med bagfladen af hånden og blev siddende ved spisebordet. Han virkede ked af det og lignede en, som virkelig fortrød sin handling og jeg havde brug for, at han angrede... Jeg havde brug for, at han indså, at jeg intet havde gjort forkert og at han intet havde at frygte. Intet! Jeg havde brug for hans arme og hans kærlighed... Jeg havde brug for ham! Resten af mit liv...

Han åbnede endelig sine øjne igen og de var triste. Vores øjne mødtes og da han så mine tårer, ændrede hele hans kropssprog sig og han gik hurtigt og direkte hen til mig og satte sig på knæ mellem mine ben og lagde varmt og beskyttende sine arme om mig. Jeg lod mig synke ind mod hans bare og varme bryst og snøftede mod hans skulder, mens jeg ikke kunne holde mine tårer tilbage. Jeg kunne mærke Harry ryste på hovedet over sin reaktion, mens han bare knugede mig hårdt ind til sig og kyssede mig varmt bag øret. "Det sker ikke igen Victoria... Det lover jeg dig...", sagde han blidt og lagde sine hænder om mit ansigt og trak mig lidt ud for sig og vi så på hinanden. "Det må du fandeme undskyld...". Hans stemme rystede og lød urolig. Jeg lagde mine hænder om hans hænder over mine kinder og nikkede bare, mens jeg fortsat snøftede. Han nikkede langsomt og fastholdte mit blik, mens hans tommelfingre gled kærligt over mine kinder og fjernede mine tårer, som var tegn på min sorg. Han sukkede kort og kyssede mig varmt og blidt og jeg tog hurtigt imod ham. Kysset var kort, men hans smerte og undskyldning var ægte og dyb. "Victoria... Min Victoria...", hviskede han åndeløst og kneb hårdt øjnene sammen igen og så ned mellem os og hurtigt op på mig. Ja! Din Victoria...

"Jeg stoler på dig. Det ved du godt ikk?", sagde han så hviskende og hans stemme virkede afkræftet. Jeg nikkede hurtigt og lod mine hænder glide om i hans nakke uden at tage øjnene fra hans. Han kunne stole 110% på mig. Jeg var hans! For evigt... Han rejste sig og tog mig med sig og han trak mig ned over sit skød igen. Han kørte frustreret en hånd gennem håret og hans skuldre sank et stykke, da han sagde: "Undskyld... Det er bare fordi...". Han sukkede kort, inden han fortsatte: "Jeg ved godt, at I har en fortid og alt det der og det var jeg indstillet på fra starten af. Jeg har selv en fortid...". Min mave trak sig sammen, da han havde sagt det. Han af alle mennesker havde en fortid og det var en fortid fyldt med damer, fester og turné med bandet. Og nu sad han her og mindede mest af alt om en kedelig og nede-på-jorden kæreste, som var nervøs og ked af det.

Han stoppede op og lukkede kort øjnene i og så derefter længe ned på mine bare lår, mens han rodede forsigtigt ved kanten af min stropbluse ved min trussekant. "Jeg bryder mig ikke om Stephen", sagde han så. Hans stemme lød pludselig lidt hård og vores øjnene mødtes. "Han irritere mig og giver mig total myrekryb". Jeg lagde en hånd over hans kind og lagde hurtigt mine læber om hans og kyssede ham varmt og længe. Han lagde sine arme om mig og gjorde kysset lidt dybere og holdte mig derefter tæt ind mod sig og hviskede videre: "Han ser på dig som...". Hans greb om mig blev strammere og jeg lagde min kind bedre til rette mod hans skulder, mens han fortsatte: "... Som om du er... hans...". Mit greb om ham stivnede og jeg trak mig hurtigt lidt ud fra ham og så indtrængende på ham og sagde hurtigt: "Men det er jeg ikke Harry! Jeg er din!". Et lille smil kom hurtigt frem på hans læber og han nikkede. "Det ved jeg godt Victoria...". Et lille grin kom fra ham og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, mens jeg hurtigt tørrede en tåre væk. "Han giver mig bare fucking myrekryb". En rystelse gik igennem ham og jeg kunne ikke holde et lille grin tilbage og han så på mig med blide øjne. Han lagde hurtigt armene om mig igen og lagde kinden mod mit bryst, mens han stadig stod på hug mellem mine ben. "Jeg stoler ikke på ham", hørte jeg ham hviske. Jeg kyssede varmt hans hår og krammede hele hans ansigt mere mod mit bryst og kunne mærke lykken vende tilbage i min krop. Han gjorde mig så ufattelig lykkelig! Og jeg elskede ham... "Men du kan stole på mig...", hviskede jeg tilbage og han nikkede hurtigt mod mit bryst, mens han sukkede uroligt.

Han så på mig igen og tørrede en indtørrede tåre væk fra min kind med et lille smil. "Jeg klandre ham ikke for stadig at elske dig...". Hans stemme lød som en hvisken og vi stoppede nærmest begge op ved hans ord og så bare på hinanden. Jeg var ligeglad med, om Stephen stadig elskede mig. Om han så på mig med øjne, som var fyldt med kærlighed... Stephen betød intet for mig. Intet! Men Harry derimod... Han betød alt og han var alt! Han var mit liv og min elskede... Min partner og min elsker... Jeg elskede ham... "Jeg...". Han stoppede hurtigt op og rystede opgivende på hovedet, mens han sukkede lavt. Hans øjne søgte straks væk fra mine og han bed sig let i tommelfingerneglen. Han virkede pludselig nervøs og det var uvant for mig at se ham sådan, da jeg sank og forstod. Jeg så på ham med store og undrende øjne, mens min krop brændte som en ild, der ikke ville slukkes. Jeg vidste, hvad han havde været meget tæt på at sige. Hvilke ord der lå på hans tunge... De samme følelser som jeg havde og jeg længtes efter at høre komme fra hans mund. "Sig det...", bønfaldte min krop. "Sig det nu...". Harry rykkede uroligt på sig... "Sig det nu! Jeg sidder lige her og venter... Please sig det!". Han så op på mig  og vores øjne mødtes igen, mens et smil ramte hans fyldige smukke læber. Han lod en hånd glide over min pande og over mit hår og sagde så: "Du er så dejlig...". Jeg sank nærmest sammen foran ham og skuffelsen skyllede indover mig, uden at vi tog øjnene fra hinanden og hans smil blev genert og jeg gengældte det. Han kunne se på mig, hvad jeg havde forventet, men han forblev tavs og hans smil blev lidt frækkere og mere selvsikkert. Han bed sig selv i kinden og lagde begge arme over mine skuldre og trak mig ind til sig, så jeg kunne ligge min kind mod hans skulder. Jeg kunne mærke hans læber mod mit hår og mod min tinding, mens jeg kunne mærke hans kærlighed strømme indover mig og selvom han ikke havde sagt det, vidste jeg, at han elskede mig... At Harry elskede mig... Med eller uden madpakke...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...