Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
34Kommentarer
230540Visninger
AA

62. 60.

 


 

Jeg kunne mærke den kolde vinternat ramme mine bare arme og ben. Jeg lagde hurtigt armene om migselv og løb hurtigt gennem gæsterne, som enten var på vej hjem eller på vej ind til festen og ned af den mørke vej til højre. Jeg skulle have fat i en taxa hurtigst muligt og komme hjem i en fart. Heldigvis havde jeg min taske under armen med min mobil, hvis det blev nødvendigt at ringe efter et lift. Jeg løb overraskende hurtigt i mine høje pumps og kom hurtigt ned for enden af vejen og så mig først ned til højre og derefter til venstre for at se, hvilken vej jeg skulle, for at komme ud til en trafikeret vej. Jeg var ikke kendt i dette område af London, så jeg løb i blinde. Jeg skulle bare hjem og væk! Jeg løb ned af vejen til venstre og kunne ikke høre nogen kalde mit navn eller fodtrin, som løb efter mig, så jeg havde rystet Jamie af mig på vejen i hallen. Jeg løb og løb, alt hvad jeg kunne i kulden. Kulden som jeg ikke kunne mærke pga. adrenalinen, som pumpede rundt i hele min krop pga. en simpel fyr ved navn Harry, som ikke var så simpel alligevel. Han var ikke som andre! Han var anderledes…

Jeg kom for enden af vejen og stoppede langsomt op og så mig omkring og tog flere dybe indåndinger ned i lungerne for at finde min normale vejrtrækning igen. Jeg var hamrende forpustet og kom begge hænderne op i håret og så ned af vejene, som igen skilte sig til hver sin side. Jeg var kommet ud på en lille brostensbelagt vej og ikke på den trafikeret vej, som jeg havde håbet på. Den var helt tom og kun nogen enkelte gadelamper lyste vejen op, som henlå i stilhed. Jeg gik træt og forpustet ned mod venstre og stødte mig tungt til husmuren og prøvede stadig at finde min normale vejrtrækning, mens jeg prøvede at genvinde følelsen i mine ben efter min løbetur. Mine fødder i de høje sko gjorde ondt nu og mine ben føltes tunge som bly. Jeg lænede mig tungt op af den våde husmur med siden og lagde hovedet mod de kolde sten med et dunk med et lille suk. Jeg var for afkræftet til at løbe videre og fandt min normale vejrtrækning efter et lille minuts tid, mens stilheden omkring mig var larmende. Min kjole sugede murens våde overflade til sig og gjorde min hud kold og våd, mens jeg kunne mærke kulden ramme mig langsomt og snigende.

 

Jeg kom for enden af vejen...


 

Jeg var med ét træt… Træt af det hele og af omverden omkring mig. Jeg var træt af arbejde, planlægning, Stephen, forventninger og bare af alt. Det eneste jeg ikke var ligeglad med, var Harry… Følelsen af afmagt og af hans afvisning slog mig hårdt og jeg lod lydløst mine tårer finde deres vej til mine kinder. Hver en tåre som ramte, havde været en tanke, som jeg havde spildt på ham… Det var en drøm, som jeg havde spildt på ham… Det var et ønske, som jeg havde spildt på ham… Og til hvilken nytte? Ingen… Hans øjne mod mine havde ikke vist mig noget som helst her til aften og det havde føltes nedslående. Min psyke havde fået endnu et knæk og mens jeg lod mine tårer trille, så jeg tomt ned i revnerne mellem brostenene under mig og fulgte deres former i mørket. Hver en sten havde hver deres historie, som de kunne fortælle, hvis de havde en stemme. De kunne fortælle om alle de børn som havde gået her, mens de havde fortalt røverhistorier med et kæmpe smil. Om alle de ældre ægtepar som havde gået hånd i hånd med et langt og lykkeligt liv bag sig. Og sidst men ikke mindst… Alle de forliste kærlighedshistorier, som var gået tabt i denne gade… Jeg tørrede hidsigt og barnligt mine tårer væk fra mine kinder med bagsiden af min hånd og snøftede vådt. Noget vådt ramte min ene kind og jeg så langsomt op i den mørke himmel og kunne mærke våde regndråber ramme mine bare arme. Great! Det sidste jeg havde lyst til, var at ligne en typisk nedtrykt pige fra en latterlig 80´er film, som gik hjem i regnen med sin make up løbende ned af kinderne. Ret meget for sent lige nu!

Den mørke himmel åbnede sine sluser og ramte mig hårdt og nådesløst og gjorde mig gennemblødt på under 1 minut. Jeg sukkede højt og lagde beskyttende armene om migselv og kunne mærke, at jeg var begyndt at ryste af kulde. Jeg så mig rundt i regnen og skuttede mig under den ene gadelampe og vidste, at jeg skulle finde en taxa og komme hjem. Jeg skubbede mig langsomt væk fra væggen igen og gik ud til kantstenen og så ned af vejen til venstre for mig, som var stille og mørk og derefter den anden vej for at finde ud af, hvilken vej jeg skulle, da jeg så noget i mørket. Jeg skuttede mig igen for kulden og kunne mærke, hvordan rystelserne ramte mine ben og gjorde mig usikker i balancen. Jeg rynkede panden og så ned på skikkelsen, som gik direkte mod mig med målrettede og faste skridt. Jeg stønnede og kunne høre, hvordan mine tænder klaprede og orkede ikke nogen sympati og håbede, at personen bare ville gå direkte forbi mig, da det pludselig slog mig... Jeg så ned mod skikkelsen igen og for hver gang skæret fra en gadelampe ramte personen, kunne jeg mærke min puls stige til højere og højere højder. Harry… Jeg håbede ikke, at han så mig og vendte mig hurtig om og begyndte hurtigt at gå væk fra ham meget tæt på husmuren. Men forgæves, for jeg reagerede straks, da jeg hørte hans stemme sige mit navn. Den var blød og mørk og tungen kærtegnede mit navn på en måde, som fik hele min krop til at reagere. ”Victoria…”. Hans stemme lød stakåndet og forpustet, som hvis han havde løbet. Jeg stoppede op for en meget kort stund og gik hurtigt videre uden at vende mig om. Lad mig være… Please… Lad mig være… Jeg ville ikke kunne holde til en endnu en nats passion og magi med denne fuldkomne smukke mand. Jeg ville ikke kunne holde til, at have hans arme om mig og høre ham hviske mit navn på en fræk og hæs måde. Bare tanken gav mig kuldegysninger. ”Victoria…?”. Hans stemme lød bedende og tiggende. Jeg fortsatte uden at stoppe… ”Vær sød at stoppe Victoria…”

Jeg fortsatte min gang i mørket i tavshed og lagde armene om migselv i et endnu fastere greb og fortsatte i et hurtigere tempo for at slippe væk fra ham. Jeg kunne pludselig høre hans fodtrin følge efter mig og hans bedende stemme, blev ved med at bede mig om at stoppe. Jeg nægtede simpelthen at falde i hans fælde igen for derefter at tage hjem og slikke mine sår. Jeg kunne ikke mere… Jeg skulle have ham på afstand, men jeg ønskede ham på samme tid tæt på mig. Ligge sammen med ham under en varm dyne og studere ham, mens han sov. Se på hans smukke og fine linjer, som prydet hans markerede ansigt. Lade mine hænder glide gennem hans hår, som var blevet længere og som jeg vidste, ville føles blødt mellem mine fingre. ”Victoria…”. Hans stemme lød mere bedende og indtrængende og jeg fortsatte længere og længere ned af fortovet med ham efter mig. Jeg vendte mig ikke om for at se, hvor langt han var fra mig, for jeg kunne mærke hans kropsvarme tæt op af mig i kulden. Han lod mig ikke slippe! Vi gik flere meter i tavshed og den eneste lyd, var regnen og ekkoet fra mine høje sko, som gav genlyd mellem de høje huse. Jeg kunne mærke, hvordan panikken voksede sig større og større i mig, mens jeg tæt på kunne høre Harrys stemme sige mit navn flere gange for at få mig til at stoppe, da jeg meget pludselig kunne mærke en hånd over min ene arm vende mig hurtigt rundt. Jeg var ved at falde og Harry hjalp mig straks med at finde balancen ved at ligge begge hænder om mine kolde overarme. ”Stop Victoria…”, hviskede han stakåndet, uden at jeg mødte hans øjne. Mit hår hang tungt og vådt over mit ansigt og klæbede sig til mine kinder og min kjole var fuldstændig gennemblødt og sugede sig til min krop og mine lår. Hele situationen virkede komisk og trist på én og samme tid.

Vi stod tavse overfor hinanden i regnvejret, som tog mere og mere til og i det fjerne, kunne jeg høre torden prøve at bryde igennem de tunge skyer. Hans åndedræt var tungt og stakåndet og hans sorte t-shirt sad klistret fast til hans overkrop, som mine øjne mest havde lyst til at nærstudere endnu tættere på. Nej! Mit blod samlede sig hurtigt i mit underliv og mit hjerte bankede hurtigt, mens mine tanker i hovedet overdøvede regnen. Min krop skreg efter ham og ville have ham mere end nogensinde før, men mit hoved skreg noget andet og vandt! Jeg vendte mig hurtigt om og vristede mig ud af hans arme og gik hurtigt videre, da jeg igen og hurtigt kunne mærke hans hånd over min arm vende mig om og jeg skreg pludselig højt. ”Fuck dig Harry! Fuck dig!”. Vores øjne mødtes endelig og jeg kunne se, at han var ligeså overrasket som mig over mine hårde og direkte ord. En mellemting af vrede og sorg strøg op i mig og jeg skubbede hårdt til hans bryst, så han trådte et skridt tilbage og fortsatte: ”Du bliver simpelthen nødt til at stoppe Harry! Lad mig for helvede være…". Jeg skubbede hårdt til ham igen, mens han så forvirret på mig med store øjne. "Du fucker rundt med mit hoved og kan du ikke fatte, at jeg kan ikke holde til det! Så fuck dig Harry! Fuck dig!”. Jeg pegede hårdt på ham og så på ham med sammenknebne øjne. "Bare gå! Gå!". Harry rystede hurtigt og kort på hovedet og tog et skridt frem og jeg gik hurtigt væk fra ham igen for at undgå mine følelser skulle blusse op ham og så bare op på ham med såret øjne, mens jeg opgivende rystede på hovedet af ham. Jeg kunne mærke min underlæbe bæve og tårer ramte igen mine kinder. ”Please… Lad mig være Harry…”, hviskede jeg så og gik et par skridt bagud uden at tage øjnene fra hans og vendte mig om og gik langsomt ned at fortovet igen. Jeg skammede mig allerede over mit udbrud overfor ham og ville bare væk fra ham. Det var slet ikke mig at snakke sådan og slet ikke at råbe af folk, men min krop kunne ikke mere. Jeg skulle væk fra ham. Nu! "Please lad mig være Harry...". Please... Elsk mig Harry...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...