Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
243130Visninger
AA

57. 55.

 


 

Det hele sejlede for mig, mens gulvet under mig virkede ujævnt og bevægede sig under mig... Jeg stod ude på toiletterne blandt en masse højtråbende og grinende piger og var i gang med at vaske hænder efter mit toiletbesøg. Jeg så på migselv i spejlet foran mig og kunne tydeligt se, at jeg var påvirket af alt den alkohol, som Jamie og Thomas havde hældt på mig den sidste time. Jeg var fuld... Alt for fuld! Mine øjne glinsede vådt tilbage til mig og jeg så opkogt ud i hele ansigtet pga. varmen inde i hallen. Min kjole sad løst over mine skuldre og jeg rettede sløvt på den, så jeg ikke ville komme til at vise for meget bar hud i løbet af aftenen. Mine høje sko virkede usikre under mig, mens jeg hurtigt så mig omkring og på pigernes bare ben og bugnende kavalergange, som var det første, man lagde mærke til. Og det var 100% overlagt! Jeg så nedover mit eget bryst og blev slemt skuffet over udsigten til mine sko. Der var ikke så meget at komme efter på mit bryst. En B-skål var hvad jeg kunne præsentere for verden, men havde egentlig aldrig haft et problem med det. Men her til aften blandt alle disse smilende og smukke piger, følte jeg mig malplaceret og anderledes. Her stod jeg blandt Londons kønneste og mest udadvendte piger, som havde lårkorte nederdele på, der dårlig nok gemte deres frække trusser. Bryster som væltede ud af deres bh´er og pumps, som gjorde deres lange ben endnu længere. Deres brune teint fortalte alle, at de tit gik i solarium, mens deres livvidde viste, at de tit gik i fitnesscentre. Jeg derimod havde en gylden ukendt farve pga. min mors gener, jeg var spinkel af helvede til og jeg havde kun sat mine ben i et fitnesscenter et halvt snes gange. Et frygteligt sted!

Jeg tørrede mine hænder, mens jeg stadig så omkring mig på de ligeså fulde piger, som hvinede af lykke, eller som alle snakkede ivrigt i munden på hinanden. Hvert et smil i rummet fortalte en historie om lykke og glæde, mens mine læber var lukkede og forseglet. Jeg sukkede langsomt og snøftede kort, mens jeg blev ved med at tørre mine hænder. Pigerne foran spejlene stod og lagde mere krigsmaling i deres allerede krigsbefængte ansigter og jeg følte mig stadig anderledes. Den eneste make up ting i min håndtaske var en lys lipgloss, som jeg ikke havde brugt, siden jeg tog hjemmefra. Jeg fugtede læberne med tungen og kunne mærke, at alt min læbestift var væk. Jeg lukkede øjnene kort i og kunne mærke, hvordan hele rummet bevægede sig om mig igen. Jeg skulle væk fra alle disse kønne piger. Deres selvtillid fyldte hele rummet og jeg kunne nærmest fornemme, hvordan jeg blev trykket længere og længere ind mod hjørnet. Der var ikke plads til mig her! Jeg åbnede hurtigt øjnene igen og fik tids nok støttet mig til væggen ved siden af mig og lænede mig op af den. Åh Gud! Det hele sejlede omkring mig. Efter et par sekunder skubbede jeg mig hurtigt væk fra væggen og gik ud på gangen blandt mange mennesker og kunne igen mærke varmen ramme mig, nu tættere jeg kom på hallen. Selvom luften var tæt pakket og svær at ånde gennem, følte jeg, at jeg endelig kunne få luft ned i lungerne igen, efter at have stået mellem alle de piger ude på toilettet.

Musikkens bas var hård mod brystet og jeg kunne fornemme og smage folks endorfiner fylde hele hallen ud. Drømme og forventninger om at finde en nats lykke eller sin store kærlighed hang over alle gæsterne, mens jeg bare ønskede et øjebliks lykke og uvidenhed om min fortid. Jeg kom hurtigt gennem de dansende gæster og nærmest væltede over mine egne fødder og halvt ned i sofaen ved siden af Jamie. Han så overrasket hen på mig og stak i et højt grin, da han så mig ligge halvt i sofaen med mine knæ plantet solidt i gulvtæppet under mig. Et jag af smerte gik gennem mit højre knæ og jeg stønnede lavt, som ingen alligevel kunne høre og fik kluntet og nærmest kastende sat mig til rette i sofaen. Jeg så bare surt hen på ham gennem mit roede hår over ansigtet og kastede det om på ryggen og tog hurtigt om min drink fra bordet og sugede den hurtigt i mig. Jamies grin var lykkeligt og højt, mens hele hans ansigt fortrak sig, så hans øjne blev helt små. Han var ligesom mig godt fuld og havde bestemt ikke holdt sig tilbage med alkoholen, mens Thomas kun havde sippet til et par drinks. "Hva så frøken stive?!", hørte jeg Jamies stemme gennem musikken og jeg ignorerede ham totalt. Det var hans skyld, at jeg var så fuld, som jeg var. Nu var sluserne åbne, så kunne jeg ligeså godt fortsætte et par timer endnu og dejse om et eller andet sted på gaden på vejen hjem. Han skubbede blidt til mig med sin skulder, da jeg ikke svarede og sendte mig et hjerteknuser smil, som jeg ikke kunne stå for. Jeg sendte ham endelig et lille smil tilbage og min arrogance overfor ham forsvandt straks. "Skal du ikke ud og danse?". Jeg så åndssvagt på ham og rystede hurtigt på hovedet, så mit hår fløj omkring mig. "No way!", svarede jeg snøvlende. Jeg var ikke typen, som dansede. Som i overhoved... Gæsterne omkring mig på et dansegulv ville få en hånd i hovedet og få brækket diverse knogler med mine arm-og benfagter og dette ville jeg gerne skåne dem for. Jamie smilede bare til mig, mens han rystede opgivende på hovedet. "Så slemt kan det da ikke være", sagde han og tømte sit glas og så hurtigt hen på Thomas, som stod og dansede for sigselv et par meter fra os. "Slemt?", sagde jeg tørt og slog ud med hånden mod ham. "Det er meget værre!". Han grinede igen og hans øjne søgte ubevidst hen på den uvidende Thomas igen med længsel.

Jeg rynkede hurtigt panden og kunne se Jamies betagelse af ham. Hvordan hans øjne fulgte hans bevægelser med et lille glimt gemt i dem og hvordan hans smil blev en smule lykkeligere ved synet af ham. Det var pludselig tydeligt for mig at se, at han var forelsket i ham, uden egentlig selv at ville indrømme det og det fik mig straks til at indse, at jeg ikke var den eneste her i rummet, som havde det elendigt. At det ikke kun var mig, som savnede ham og som gerne ville accepteres i verden for den, som jeg var. Han ville bare gerne accepteres!  Jeg ville så gerne være lykkelig. Ligesom Jamie… Verden handlede ikke kun om min smerte og om mig. Den handlede om os alle sammen og jeg havde været for egoistisk og for selvoptaget til at se foran næsen på migselv og se, at Jamie prøvede at få sin egen hverdag til at fungere i sit eget smertehelvede. Jeg følte et stik i hjertet ved synet af Jamie og jeg så ligesom ham hen på Thomas, som stod og hyggede og dansede for sigselv et par meter fra os. Han virkede slet ikke til at kunne se, at hans bedste ven var helt forgabt i ham og havde været det i flere måneder. I det mindste havde jeg taget chancen og forsøgt mig med Harry og havde fået et klart svar.

 

Han ville bare gerne accepteres!


 

Men Jamie... Han turde ikke og jeg forstod ham! Han havde alt at vinde og alt at tabe... Hvis han vandt, ville han være den lykkeligste fyr med en dejlig kæreste og hvis han tabte, ville han miste Thomas for altid. De ville ikke kunne se hinanden i øjnene nogensinde igen og deres fantastiske venskab ville stoppe brat. Min elendighed måtte stoppe og det kunne kun gå for langsomt. Mine øjne mødtes meget pludselig Jamies uden at vi sagde noget og han kunne se i mine øjne, at jeg vidste det. At jeg vidste, at han elskede sin bedste ven… Hans forbudte følelser sad udenpå hans tøj, så jeg kunne pille dem af ham en efter en og læse dem op for ham. Han var som en åben bog! Mine øjne gled hurtigt hen til den stadig dansende Thomas og tilbage til Jamie , mens han hurtigt tog hurtigt øjnene til sig. Jeg rykkede mig tættere på ham og skulle til at sige noget, da han rystede kort på hovedet og sagde: ”Jeg vil ikke snakke om det Victoria…”. Han undgik mit blik, mens jeg ikke kunne tage mit blik fra ham. Han så ned på sine foldede hænder, mens hans sad med spredte ben og bed sig i kinden. Hans overkrop virkede pludselig nervøs og spændt og jeg ville ikke presse på og lod ham sidde lidt, indtil han pludselig rejste sig og undskyldte sig med, at han skulle op i baren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...