Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
243121Visninger
AA

7. 5.

 

 


 

Weekenden var gået med at få stablet et budget op for One Directions kommende 2 koncerter og få rettet det igennem for fejl og derefter gennemchecke det en sidste gang, inden jeg sendte det til Abbys mail søndag eftermiddag med en god mavefornemmelse. Efter mit møde med et bestemt bandmedlem, havde min koncentration været dalende i takt med, at jeg tænkte mere og mere på ham, end jeg faktisk tænkte på at få lavet budgettet. Men jeg havde overvundet lysten til at dagdrømme om ham hele weekenden og fået afsluttet mit arbejde med et godt resultat. Mandag eftermiddag sad jeg bag computerskærmen på arbejdet og så tomt på et budget for et lille tøjarrangement i næste måned, som skulle bogføres og godkendes med en underskrift fra Abby. Efter at jeg havde afsluttet det store budget i weekenden, havde mine tanker fået frit løb og var derfor ikke fulgt med mig på arbejde. Mine tanker var stadig i The O2 Arena flere kilometer fra kontoret. Jeg bed i en kuglepen og lænede mig tilbage i kontorstolen med et lille suk, mens jeg tænkte på Harry uden at få udført noget arbejde overhoved. Jeg kunne ikke få ham ud af hovedet og jeg faldt hen i mine egne tanker og dagdrømte konstant om ham.

Jeg havde aldrig været den typiske teenager, som lyttede til popmusik eller hvinede over drengene på gangen i skolen. Tværtimod... Jeg havde altid været den mere observerende type og undgik for det meste opmærksomhed og havde stukket næsen i en bog i stedet for at lege med drengene. Men Harry?! Hans opmærksomhed ville jeg gerne have, selvom jeg vidste, at det først ville ske, når Helvede frøs til is. Han havde været høj og slank og selvom han havde stået flere meter fra mig, kunne jeg tydelig se, at han havde været en attraktiv fyr. Jeg var overbevist om, at hans læber indeholdte det mest charmerende smil, som ville få enhver pige til at gå i gulvet. Inklusiv migselv... Han virkede til at have den mest sprudlende personlighed, der kunne få alle omkring sig til at smile og han måtte være enormt social med det arbejde, som han havde. Vi var 2 vidt forskellige typer!

Jeg havde Googlet ham flere gange i løbet af weekenden og mit underliv havde givet sig til kende, hver gang jeg så på et nyt billede af ham. Han var nemlig charmerende og fortryllende at se på! Og selvfølgelig var hans smil charmerende, som spillede om kap med hans grønne øjne. Et smil som havde givet mig koldsved nedover ryggen og som havde rykket mit hjerte flere centimeter mod højre side af mit bryst. En sten var faldet fra mit hjerte, da der var dukket flere billeder op med ham med flere forskellige piger på forskellige tidspunkter ved hans side. Piger som han var blevet kædet sammen med som hans kærester i meget korte perioder. Smukke høje blondiner som var den direkte modsat af mig. Selvfølgelig var han da eftertragtet… Prøv at se på ham! Han var flot og charmerende, også var han en kendt rockstjerne. Han havde hele pakken! Og nu var jeg en af de mange millioner piger i verden, som sukkede efter ham, uden at han nogensinde ville kende til mig. Han ville aldrig betragte på mig, som jeg betragtede hans ansigt på Google. Jeg lagde en hånd over panden og tog en dyb indånding, mens jeg kunne mærke mit hjerte ræse afsted...

Jeg sukkede højt og så ud af vinduet og ud på det gode vejr. Jeg var kun sølle 18 år og havde kun været forelsket én enkelt gang i mit korte liv. Min eneste forelskelse havde jeg mødt på Handelsskolen. Daniel... Søde og dejlige Daniel som havde gået i min parallelklasse alle 3 år, men som jeg først var fundet sammen med i slutningen af 2. år. Vi havde været stormfuldt forelsket og havde været sammen i 14 måneder. 14 fantastiske måneder som desværre var endt brat, da vi begge var afgangselever og han var kommet ind på Yale i USA efter endt eksamen. Det havde været den typiske 1 gangs forelskelse, hvor han havde taget min mødom efter et par ugers forhold og hvor vi havde været uadskillelige og var kommet i hinandens hjem ofte og sovet sammen næsten hver nat. Men vi vidste, da han havde søgt ind på Yale, at vores tid sammen kun var til låns og at vi begge skulle videre med vores liv efter eksaminer. Vi havde brugt hvert et sekund sammen til det sidste og havde holdt i hånd under hele vores dimission og brugt den sidste nat sammen, inden han rejste. Det havde været en overvældende afsked med et knust hjerte, som jeg så småt var ved at komme over og det havde været nemmere, end jeg regnede med, da vi havde valgt at bryde kontakten helt, så vi kunne komme videre. Og nu var jeg fascineret af Harry Styles! Just like everybody else! Oh my God! Jeg følte mig som en teenager!

 

Min eneste forelskelse havde jeg mødt på Handelsskolen...


 

Døren gik pludselig op og Greg kom ind og jeg blev afbrudt i mit dagdrømmeri. Jeg rettede mig hurtigt op og lod som om, at jeg tastede et par tal på mit tastatur for at ligne en, som havde travlt med sit arbejde. Not! Han så hen på mig og smilede. Jeg smilede genert tilbage og lagde hovedet på skrå og sagde venligt: "Hej Greg". Hans smil blev større, da han så mit smil. "Hej min ven! Har du set Jamie et sted?". Jeg rystede på hovedet og svarede hurtigt: "Ifølge hans kalender har han et møde i den anden ende af byen i dag klokken 14. Er der noget, jeg kan hjælpe med?". Greg sukkede højt og så ud i det tomme kontor og virkede om en, der havde travlt. Jeg syntes, at jeg pludselig virkede så lille i dette store lokale med de 3 andre tomme kontorborde. "Ja!", svarede han pludseligt og det virkede til, at han havde fået en lys ide. "Jeg ved godt, at det ikke er din tjans, men Stella er smuttet hjem pga. barn syg og jeg sidder i et vigtigt møde om 10 minutter. Vil du ikke være sød at hjælpe mig med at få hentet et par flasker vand og kaffe og komme ind med det i mødelokale 507 indenfor 15 minutter?". Stella var hans receptionist. Jeg var overrasket over, at han spurgte mig, når det var Jamies tjans, når Stella ikke var her. Og nu hvor han ikke var her, så satte han sin lid til, at jeg kunne være professionel nok til den slags arbejde. Jeg ville blive overrasket over migselv, hvis jeg kunne balancere vandflasker på en bakke uden at tabe eller vælte dem. Jeg nikkede tavst som svar og Greg smilede til mig og forsvandt hurtigt ud af døren igen.

Jeg sukkede højt, da Greg var langt nok væk til ikke at høre det og lænede mig godt tilbage i kontorstolen. Hvor var der mange tanker i mit hoved, som jeg ikke kunne få styr på og nu skulle jeg til at ligge bånd på dem for at gøre plads til min nervøsitet for ikke at ødelægge noget om 10 minutter. Jeg lagde hænderne over ansigtet og havde ingen anelse om, hvordan man lavede kaffe, da jeg ikke selv drak det. ”Åh Gud…”, stønnede jeg mellem mine hænder og fór sammen, da jeg hørte en rømme sig henne fra døren af. Oh no! Jeg bad en bøn til, at det ikke var Greg, som stod i døren og så mig, mens jeg var i gang med at bryde sammen for øjnene af ham. Jeg fjernede langsomt hænderne og så ind i nogen blå øjne. Blå øjne…? ”Stephen!”, sagde jeg skingert og rejste mig hurtigt op fra stolen, så den ramte reolen bag mig med et lille bump. Stephen stod i døråbningen og så på min stol og tilbage til mig igen med et lille smil på læberne. ”Forstyrre jeg?”, spurgte han og så sig om på kontoret, inden han gik ind med hænderne i lommerne på sine habbitbukser. Jeg rystede på hovedet og sank, mens jeg ikke kunne tage øjnene fra ham. Han var stadig ligeså flot, som jeg huskede ham fra i fredags. Han så ned mod den anden ende af kontoret, hvor Leahs og Jamies skriveborde stod tomme hen, da de tit arbejdede ude af huset. Paul holdte fri i dag.

Jeg satte mit bedste smil på og spurgte venligt: ”Hvad kan jeg gøre for dig?”. Han smilede tilbage og gik hen foran mig, så det kun var mit skrivebord mellem os. Han tog en dyb og lydløs indånding og lod en hånd glide over sit smukt markeret kæbeparti, mens hans øjne fangede mine igen. ”Jeg ville blot informere dig om, at Abby er syg i dag og et par dage frem. Så alt hvad du laver, skal forbi mig de næste par dage”. Jeg nikkede over hans information uden at sige noget. Nervøsiteten i min krop fortalte mig, at dette ikke var tiden til at lave forkerte beregninger eller forkerte indberetninger til Skatteministeriet. Slet ikke når han skulle godkende alt, hvad jeg skulle lave! Abby havde ellers informeret mig om fra starten af, at det kun skulle være de helt store budgetter, der skulle rettes igennem, inden hun godkendte dem og Stephen, sagde alt. ”Okay. Det skal jeg nok sørge for”, sagde jeg forsigtigt og nikkede til ham, mens jeg rettede mig op for ikke at virke uprofessionel. Han sendte mig et skævt lille smil, da han bemærkede det og jeg så ned på skrivebordet mellem os. Han vendte sig om og gik hen mod døren og jeg så efter ham med store øjne og nød udsigten så meget, som jeg kunne, da han vendte sig om i døren. Jeg tog øjnene til mig og lod som om, at de aldrig havde forladt bordets overflade. ”Og for resten Victoria…”. Mine øjne mødte hans… ”Godt arbejde med Robbie Williams rapporten”. Jeg kunne ikke holde et stort smil tilbage og han gengældte det, inden han vendte sig om og forsvandt ned af gangen. Jeg faldt omkuld ned i min stol igen med et dybt suk og mit dagdrømmeri gik fra Harry Styles til Stephen Roberts. Hmm... De blå øjne...

10 minutter og en bakke i begge hænder med en masse balancerende drikkevarer senere, spadserede jeg forsigtigt mod mødelokalet. Jeg havde været forsigtig med at lave kaffen, så jeg ikke fik pletter på mit tøj og havde fået Esther til at hjælpe mig med at lave den. Jeg bankede forsigtigt på døren til lokalet og gik lydløst ind, inden der blev sagt ”kom ind”. Greg smilede til mig, da jeg listede ind, mens han så tilbage ned mod den anden ende af det aflange bord, hvor der stod en kvinde ved en oversigt og snakkede. De sad omkring 12 mennesker omkring langbordet, hvor de 11 af dem var tavse og fulgte med, hvad der blev sagt i den anden ende. Jeg stillede lydløst og galant bakken ved siden af Greg og så langsomt op og så tilbage på bakken og prøvede på ikke at tabe noget. Det sidste jeg havde lyst til, var at gøre mig bemærket til et vigtigt møde. Jeg så ned mod den anden ende igen, hvor kvinden nu forklarede om tallene, som netop dukkede op på tavlen, da jeg så op. Tal som jeg havde beregnet... Jeg smilede for migselv og bed mig i underlæben af stolthed og for at holde et hvin tilbage. Alle var forsvundet bag kontorstolenes høje rygge, som var drejet mod mig, så jeg kun kunne se toppen af deres baghoveder. Jeg så ned på skærmen igen og smilede stadig stolt af migselv og så hurtigt ned på Greg, som smilede anerkendende til mig og mit smil blev større. Det var fedt at få anerkendelse af sin chef og det var også selvom, det var en lydløs anerkendelse. Mine kinder blev røde og jeg følte mig pludselig 1 hoved højere end normalt. Folk grinede pludseligt højt og Edward, som var en af advokaterne i firmaet, rejste sig og førte mødet hen mod den juridiske del af dagsorden. Jeg så hen på Greg igen, som tog nogen hurtige noter på sin bærbar og virkede koncentreret om det næste punkt på listen af mødet og stillede de sidste kaffekopper fra mig på bordet foran ham og rettede mig op, da jeg så op igen og så pludselig ind i et par grønne øjne.

 

Jeg så op igen og så pludselig ind i et par grønne øjne...


 

Gulvet forsvandt under mig og jeg rykkede uroligt på mig og kunne mærke, hvordan mine ben ikke kunne bevæge sig og mine knæ blev helt matte. Med ét vidste jeg, at det var ham! Harry… Jeg havde mest lyst til at synke ned i gulvet og forsvinde, så han ikke så mig. Men det var allerede for sent… I dag havde han ingen hat på og den løse skjorte var i dagens anledning mørkeblå. Håret sad en smule redt tilbage, mens det krøllede lidt omkring hans ansigt. Om begge håndled havde han forskellige stofarmbånd i forskellige farver og smilet var charmerende farligt, da hans øjne mødte mine. Folk omkring os begyndte at snakke og Greg grinede og snakkede højt til manden nede i den anden ende af det aflange bord, som også begyndte at grine højt. "Se ikke på ham!", hviskede min samvittighed til mig. "Se ikke på ham!". Jeg følte mig ikke pæn nok i mit tøj, når han var i nærheden af mig og jeg gjorde alt for ikke at se ned på ham. Men tiltrækningskraften mod ham var for stærk og jeg kunne ikke lade være, selvom hele min krop tiggede og bad mig om at lade være.

Jeg så hurtigt hen på ham og tilbage til Greg uden at rykke på hovedet. Pis! Han så det og vores øjne mødtes i det ene sekund, jeg havde set hen på ham. Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder blev endnu mere røde, mens jeg så rundt på folk, som ikke lagde mærke til mig og gik sidelæns ud af lokalet for at undgå hans blik. Mine bevægelser blev mere forfjamsket og klodset, nu nærmere på døren jeg bevægede mig og jeg kunne føle, hvor mere kluntet jeg blev, nu mere overvåget jeg følte mig. Greg smilede til mig, da jeg nåede døren og kunne ikke finde dørhåndtaget, da jeg var blevet hyldet helt ud af den med de grønne øjne, som i et split sekund havde vendt min verden på hoved. Min hånd fumlede efter håndtaget og jeg fandt det endelig og inden jeg lukkede døren, så jeg et par grønne øjne følge mig intenst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...