Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
240883Visninger
AA

51. 49.

 


 

Jeg gik så hurtigt, jeg kunne uden at vække opsigt ned gennem gangen mellem de mange kontorer. Jeg følte mig ør i hovedet og mat i hele kroppen efter mødet med både Stephen og Harry og det var mere, end hvad min krop kunne holde til. Mine høje hæle lød højt mod tæppet, mens jeg hurtigt forsvandt ud på det nærmeste toilet og låste mig ind på det bagerste af dem med en høj smækken med døren. Lyden af den låste dør, gav et hurtigt ekko og forstummede hurtigt igen ud i det rene ingenting. Jeg trak vejret, som hvis jeg havde løbet en maraton og hev efter vejret, mens jeg kunne mærke en smerte i mine lunger. Jeg lagde den ene hånd over mit bryst og kunne mærke, hvordan mit hjerte galoperede afsted. Jeg kunne høre en susen for mine ører, mens jeg slog toiletbrættet hårdt ned og lod mig dumpe ned på det med et opgivende sind. Jeg lagde mit ansigt i mine hænder og hev stadig efter vejret.

Jeg var sikker på, at jeg var ved at udvikle et angstanfald i dette øjeblik og det var det sidste, jeg ville have på jobbet. Jeg skulle være professionel og afklaret, men min krop havde givet op. Hele min krop protesterede imod mig og prøvede at rive min sjæl og fornuft fra hinanden, som hvis den prøvede at separere 2 elskende mennesker. Stephens ansigt havde vist en smerte, som jeg havde set én gang før og det var, da jeg havde fortalt om min utroskab. Og det smertede i mig at se ham på den måde… Harrys ansigt havde været udtryksløst og havde intet vist mig… Intet! Harry og jeg var fortid og jeg var aldrig kommet mig over hans afvisning af mig i Thailand. Stephen og jeg var bestemt også fortid, men jeg var aldrig kommet over, at jeg havde forvoldt Stephen en af de værste smerter, som man kan forvolde et andet menneske. Og nu var jeg efter flere måneder blevet bekendt med den igen og et sår var revet op dybt i mig, som stadig var i gang med at hele. Det skulle lukkes og jeg arbejdede stadig på det, men det var svært at tackle, når hans uvilje mod mig var så tydelig, at rummet vi var i, blev presset større pga. det.

Jeg kneb øjnene hårdt sammen og sad og vuggede frem og tilbage på toiletbrættet, mens jeg kunne mærke mine kinder blive våde af tårer. Hvordan jeg fik en knugen om mit hjerte og min mave trak sig voldsomt sammen. Det føltes som om, at hele min krop var i gang med at nedbryde mig psykisk og prøvede at lokke mig over på den mørke side. Men jeg ville se den lyse side og leve. Jeg ville se det grønne græs og den blå himmel, mens solens varme stråler ramte mig i ansigtet. Hvad havde jeg dog forårsaget? Sikke et rod… Jeg snøftede højt og kunne pludselig ikke holde en hulken tilbage. Jeg satte mig langsomt ned på marmorgulvet og lagde min pande mod mine knæ og trak benene ind mod mig og græd. Jeg græd som pisket... Jeg græd, som jeg havde grædt for 4 måneder siden. Ikke pga. tabet af en forlist kærlighed men pga. dårlig samvittighed og fordi jeg stadig skammede mig over de valg, som jeg havde taget på de tidspunkter. De valg som havde skabt splid mellem Stephen og mig og som havde adskilt os som fjender i stedet for som venner. Noget som ikke lignede mig og noget, som jeg aldrig havde troet, jeg ville kunne finde på at gøre. Men jeg havde været svag og havde ladet mig synke ind i en verden, som jeg følte mig draget af og som jeg stadig var nysgerrig efter at se mere af. Men jeg måtte være stærk og ikke lade mig styre af mine følelser men lade mig styre af min sunde fornuft. Jeg græd over, at jeg ikke havde fundet migselv og stadigvæk ikke vidste, hvem jeg så på, når jeg så ind i spejlet. Jeg var faret vild, efter Stephen og jeg var stoppet og jeg vidste ikke, hvilken vej jeg skulle tage for at finde den sande Victoria Black.

 


 

Jeg farede sammen, da jeg hørte en blid og feminin stemme kalde mit navn ude på den anden side af døren. Jeg kunne svagt høre en banken mod døren og jeg kunne høre Jamies søde stemme. "Victoria… Er du okay?". Jeg snøftede og nikkede som svar, selvom han ikke kunne se mig. "Victoria...?". Han bankede igen forsigtigt på døren en enkelt gang og han prøvede at åbne den låste dør. Jeg snøftede igen og rykkede lidt på mig og låste langsomt døren op. Jamie satte sig straks på hug, da han så, at jeg sad nede på gulvet. "Hey...", sagde han venligt og satte sig helt ned foran mig med døren halvt åbent mellem os. Han skubbede den langsomt op og bredte armene ud mod mig med triste øjne og viste, at han ville give mig sin kærlighed. Jeg tog imod den og puttede mig ind i hans arme uden at sige noget. Hans arme om mig var varme og trygge og jeg følte en ro falde indover mig som et varmt tæppe en kold decembermorgen. "Shhh...", hørte jeg Jamie trøste mig, mens jeg lydløst græd mod hans bryst. Han aede mig over håret og trykkede mig ind mod sit bryst og lod mig bare græde stille. "Uanset hvad Victoria... ", sagde han lavt efter et stykke tid, mens han fortsat aede mit hår. "Så lover jeg dig, at det hele bliver bedre med tiden. Tro det eller ej… Men det gør det. Jeg ved ikke, hvad det handler om, men jeg lover dig, at det hele bliver bedre. Smerten vil gå over... ".

Jeg snøftede og så forsigtigt op på ham, mens han smilede et lille fortrøstningsfuldt smil. Jeg nikkede og tørrede mine øjne med bagsiden af min hånd, så min make up sad tværet ud på den. Han krammede mig varmt ind til sit bryst igen og vi rejste os op sammen, mens Jamie støttede mig venligt og kærligt. Han hjalp mig ud af toilettet og hen til håndvaskene. Jeg så mig kort i spejlet... Min mascara sad smurt ud i hele ansigtet og mine øjne afslørede hurtigt, at jeg havde grædt. Jamie grinede lidt og kom noget af mit hår over skulderen og om på ryggen. "Jeg henter din make up pung", sagde han venligt og gik hen til døren. Jeg nikkede bare uden at sige noget og tog snøftende en kleenex og tørrede mine kinder tørre for tårer. Jamie vendte sig om i døren, lagde kinden mod dørkarmen og sagde: "Klare du den?”. Jeg så snøftende hen på ham og nikkede kort. Jeg prøvede at sende ham et lille smil, som bestemt ikke var ægte og han grinede et lille grin til mig. Han så sig hurtigt over skulderen og ud på gangen og fulgte med i noget, som foregik længere væk fra os. Hans øjenbryn rynkede kort og han så derefter hurtigt hen på mig. ”Er det Stephen?”, spurgte han kort og jeg så hurtigt ned i vasken foran mig uden at svare. Det var åbenbart svar nok for ham. Han så hurtigt over skulderen igen og lukkede døren en smule mere til og hviskede: ”Giv mig 2 sekunder, så er jeg tilbage Victoria”.

Jeg nikkede og han forsvandt og døren lukkede i med en langsom bevægelse. Jeg snøftede lavt og så mig ind i spejlet igen og tørrede igen mine kinder med en ny kleenex og denne gang også under øjnene. Jeg orkede ikke mere lige nu… Jeg havde brug for ferie og havde brug for at komme væk fra alt dette drama og… Døren gik hurtigt op igen og jeg så op og ind i Stephens blå øjne. Hans smukke blå øjne...  Han stoppede straks op, da han så mig med hånden på håndtaget, mens vi ikke kunne tage øjnene fra hinanden. Jeg snøftede hurtigt og jeg kunne mærke flere tårer ramme mine kinder, som gled nedover hagen og ned på min skjorte. En smerte gled over hans øjne og jeg kunne se, hvordan han lagde bånd på sigselv for ikke at tage mig i sine arme og trøste mig. For at give mig sin kærlighed og varme. Men det ønskede jeg ikke og det samme ønskede han heller ikke... Jeg ønskede ikke hans kærlighed, men jeg ønskede hans venskab og hans respekt. Men båndet var brudt og for evigt væk... Jeg løsrev mine øjne fra hans og så hurtigt ned og skammede mig straks over mine tårer og tørrede dem hurtigt væk med den ene hånd. Jeg undgik hans blik, selvom han blev stående et par sekunder og så på mig, uden at jeg gjorde mine til at se tilbage på ham igen. Han undskyldte sig derefter hurtigt og forsvandt hurtigt igen ud af døren. Jeg kunne høre hans fodtrin hurtigt forsvinde ned af gangen, indtil de forstummede helt. Jeg kørte begge hænder op i håret og nedover mine kinder og sukkede højt. Smerten i mit bryst var ægte og brutal og jeg ønskede inderligt, at den snart ville få en ende…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...