Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
32Kommentarer
236684Visninger
AA

48. 46.

 


 

"Kom nuuuuuu...", stønnede jeg opgivende og slog hårdt på siden af min skærm i arrigskab, så billedet hoppede en enkelt gang. "Åh! Sikke en møgmaskine!". Vi havde travlt i dag, så jeg var presset over, at min computer igen i dag drillede mig. Jeg havde hverken tid eller overskud til det i dag... Igen i dag... Jamie så hen på mig med rynket pande. "Strejker den nu igen?", spurgte han medfølende og jeg så hen på ham med et opgivende udtryk. Jeg nikkede, mens jeg sukkede højt og slog hårdt på den igen. Måske lidt for hårdt denne gang... "Det hjælper jo ikke noget, at du slår på den Victoria". Han rejste sig feminint og kom hen til mig og bukkede sig indover mig. Han pillede ved nogen af stikkene, så skærmen pludselig blev sort. Efter et par sekunder blev skærmen blå og nogen tal kom frem og han tastede hurtigt på mit keyboard og vi ventede begge tålmodigt. Efter et par minutter startede den op igen og jeg så lykkeligt op på ham med et stort smil, som han straks gengældte. "Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?", sagde jeg og smilede til ham. Han trak på skuldrene og svarede: ”Røvkede dig skat!” og gik hen og satte sig ned igen. Jeg tastede mit password og åbnede de forskellige programmer igen og begyndte straks at arbejde videre. "Måske du skulle bede om en ny skærm hos Greg", sagde Jamie, mens han tastede videre og så hen på mig igen. Jeg så op fra mit arbejde og jeg vidste, at skærmen ikke ville holde mange dage mere, så jeg måtte hellere komme afsted. Jeg nikkede og rejste mig straks og sagde: "Det tror jeg faktisk, at jeg vil gøre med det samme, inden jeg glemmer det og den så strejker igen". Jamie nikkede efter mig og tog telefonen, da den ringede og præsenterede sig med en glad stemme.

Jeg gik ud på den tomme gang med målrettet skridt. Det var start januar og de fleste var af mine kollegaer sad med næsen inde i en skærm. Pga. travlthed i hele firmaet, summede firmaet for en gangs skyld ikke af snakken men af ro. Paul og Leah var begge på ferie og var begge ude at rejse med nogle venner. Paul var på roadtrip i USA med et par venner, mens Leah havde valgt at tage til Bali med sin kæreste og ville først komme hjem om 2 uger. Jeg var sikker på, at hun ville komme hjem og ligne en indfødt med en smuk gylden glød. Jeg misundte dem begge 2!

Jeg drejede om hjørnet og så Stella, som var Gregs sekretær bag sin skærm ved sit skrivebord for enden af gangen. Jeg gik med raske skridt mod hende og smilede stort til hende, da hun så op. Hun smilede ligeså stort tilbage til mig og skulle til at sige noget, da jeg kunne se, at hun blev forstyrret af en, som kaldte på hende. SHIT! 8 meter fra mig kom Stephen frem og sagde noget til hende, mens han pegede på hendes skærm. Min hørelse forsvandt og mine ben føltes som bly, da jeg nærmede mig mere og mere. Nervøsiteten sprang allerede frem i mig og min vejrtrækning blev hurtig, mens sveden piblede fremover nakken. Jeg stoppede op og hele min mave vendte sig. Jeg havde mest lyst til at vende mig om helt lydløst og håbe på, at han hverken så eller hørte mig. Men inden jeg havde tænkt tanken færdig, så han ned mod mig og jeg kunne se, at han blev ligeså overrasket over at se mig og stoppede op i sin bevægelse mod Stella. Jeg bed mig i underlæben og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af migselv og stoppede op i en akavet stilling og så tilbage på ham med store uskyldige øjne.

Det var tydeligt for mig at se, at han sank og lod derefter sine øjne glide nedover min figur og op til mine øjne igen. Hans blå øjne viste meget kort et drag, som jeg kun kendte alt for godt og som jeg havde set så mange gange før. Et drag som jeg tidligere havde elsket og som jeg vidste, kun var til mig. Hans kærlighed! Han elskede mig stadigvæk… En varm følelse flød indover mig og jeg kunne ubevidst mærke min krop reagere på ham. Jeg blev overrasket over det og trak hurtigt øjnene til mig igen i frygt for, at han kunne se det på mig. Han kendte mig bedre end noget andet menneske og han kunne læse hver en bevægelse og hvert et udtryk fra mig og jeg ønskede ikke, at han skulle se, at han stadig efter 4 måneder adskillelse påvirkede mig med sin tilstedeværelse. Jeg elskede Stephen… Som man elskede en tidligere betydningsfuld kærlighed. Han havde vist mig, hvordan dyb kærlighed kunne være og jeg havde åbnet mig overfor ham og modtaget den og ladet mig indfange af hans lys og varme. Men hele min krop og hele mit hjerte fortalte mig, at han ikke var den rette. Selvom jeg havde elsket ham højt og vidste, at vi ville kunne have fået en fantastisk fremtid sammen (hvis jeg ikke havde været utro), var jeg aldrig blevet oprigtig lykkelig. Jeg havde ikke fået lov til at sprede mine vinger ud og finde ud af, hvem jeg var og mine drømme ville forsvinde ud mellem mine fingre. Stella sagde noget til Stephen, som jeg ikke hørte og hun forsvandt ned af gangen. Vi var alene… Jeg kunne mærke, hvordan min hånd rystede, da jeg lod den glide gennem mit lange hår og jeg følte mig blottet for ham, som jeg stod der et par meter fra ham uden at ænse andet omkring mig end ham. Jeg tog lydløst en dyb indånding og satte forsigtigt den ene fod foran den anden og gik forsigtigt hen mod ham. Dette øjeblik var uundgåeligt og jeg havde hele tiden vidst, at vi ville stå i denne situation på et tidspunkt. Det tidspunkt var nu! Mine øjne mødtes nervøst hans igen og hans blide drag om øjnene var væk igen og nu var det min tur til at synke. Hans blå øjne var kolde og så ligegyldige tilbage på mig og jeg så hurtigt væk igen, mens jeg foldede mine hænder omme på ryggen.

Jeg stoppede forsigtig foran ham og fandt mit mod frem igen og så op på ham igen. Han rejste sig op i sin fulde højde uden at sige noget og uden at virke utilpas, som vi begge kunne se, at jeg var. "Hej Stephen", sagde jeg forsigtigt og smilede prøvende et stift smil til ham. Han kom sine hænder i lommerne på sine habbitbukser og nikkede kort: "Victoria", sagde han bare kort og fastholdte vores øjenkontakt. Var det det? Var det det, som han gav mig efter næsten 18 måneders forhold? Han så mere trænet ud, end han gjorde for 4 måneder siden og det lignede, at han netop var hjemvendt fra en ferie sydpå. "Hvordan går det?", spurgte jeg med en lille og dirrende stemme og hans øjne løsrev sig mine. Han så ned i gulvet frem for sig og tog et lille skridt tilbage og væk fra mig. "Det går helt fint", svarede han kort og vores øjne mødtes igen. Jeg nikkede med et udtryksløst ansigt. Han kastede ikke nogen bold tilbage til mig, som jeg kunne gribe, så jeg vidste, at han på ingen måde var interesseret i at snakke med mig. Jeg følte mig utilpas og kunne mærke en kvalme ramme mig hårdt og jeg blev dårlig. Luften omkring os var pludselig blevet svær at få ned i lungerne og en svimmelhed fortalte, at jeg skulle huske at trække vejret for ikke at besvime. Jeg sank besværligt og kunne mærke, hvordan alt blodet forsvandt fra mit ansigt og jeg blev nødt til at støtte mig til Stellas bord med en hånd. Jeg tog en dyb indånding og kunne mærke, hvordan svimmelheden langsomt forsvandt, nu mere jeg fyldte mine lunger med luft. Stephens ansigt da jeg havde fortalt om min utroskab… Jeg rystede næsten usynligt på hovedet for at få det ud af hovedet og åbnede langsomt øjnene, da lyden af døren til Gregs kontor blev åbnet. Han så ned på et papir og derefter over sine briller. Han smilede stort, da han så Stephen og mig.

"Står I rigtig der og hyggesnakker?", spurgte han venligt og smilede. Han tog sine læsebriller af og nikkede hurtigt til os begge. Jeg smilede et anstrengt smil tilbage og fokuserede igen på at få luft ned i lungerne. "Godt at du er her Stephen... Er månedens regnskab færdigt?". Stephen rømmede sig hurtigt og tog begge sine hænder op af lommerne igen og svarede myndigt: ”Jeg har netop sendt den til dig og Stella på mail for 5 minutter siden. Du skal bare godkende den og sende den videre til Skatteministeriet, så er den klaret for de 3 første kvartaler Greg”. Greg nikkede anerkendende til ham og det var tydeligt at se på ham, at han var imponeret og det var forståeligt. Stephen var en hårdtarbejdende fyr, som aldrig lavede fejl og som elskede sit arbejde så meget, at han altid arbejdede forud. Han var brandhamrende dygtig! ”Victoria!”, sagde Greg glad og jeg så hurtigt hen på ham med en nervøs trækning i mundvigen, som skulle ligne et smil. ”Nu hvor I alligevel er her, så I jo ligeså godt komme med mig ind og overvære mødet, jeg har nu. Det er dig Victoria, som skal gennemgå budgettet senere denne måned, inden Stephen skal godkende det”. Jeg bed mig i kinden og kunne se ud af øjenkrogen, at Stephen rørte let på sig 1 meter fra mig. Der var ingen af os, som havde det godt med at skulle sidde sammen netop nu i samme lokale og koncentrere os om budgetter, når vi ikke en gang kunne koncentrere os om at snakke normalt til hinanden. Jeg rømmede mig kort, inden jeg sagde lavt: ”Greg jeg kom faktisk bare for at bestille en ny skærm. Jeg har desværre for meget arbejde lige nu, så hvis du vil være sød at sende det til mig på en mail, så ser jeg på det senere denne uge?”. Greg rynkede panden og så pludselig fra mig og hen til Stephen med et alvorligt blik. Jeg undgik det og så væk fra dem begge og kunne mærke, hvordan jeg havde lyst til at synke ned i gulvet under mig og lade mig forsvinde væk fra denne pinlige tavshed.

Greg tog en dyb indånding og lagde papiret, han stod med på Stellas bord og sagde alvorligt med en lav stemme: ”Denne situation er netop hvorfor, vi anbefaler, at vores medarbejder ikke indleder et forhold til hinanden”. Hans toneleje var koldt og myndigt og jeg vidste, at han havde kendt til vores forhold hele tiden. Men ikke til vores brud… Jeg var flov over migselv og havde for flere år siden lovet migselv, at jeg aldrig ville stå i denne situation. Og her stod jeg så med bukserne nede om anklerne og følte mig blottet for min chef. Min chef! ”Det er ikke noget problem og kommer heller ikke til at blive det”, hørte jeg pludselig Stephens stemme. Den virkede rolig og afklaret og jeg så hurtigt hen på ham, mens hans blik var rettet mod Greg, som så tilbage på ham. Hele hans fremtoning og kropsholdning var stærk og selv jeg troede på ham. Gregs øjne fandt mine og jeg stod helt stift uden at sige noget. Selvom jeg burde… Men jeg kunne ikke… ”Sikker?”, spurgte Greg og blev ved med at fastholde vores øjenkontakt. Spørgsmålet var tydeligt henvendt direkte til mig og jeg tog en dyb indånding, men Stephen svarede myndigt for mig: ”Det er ikke noget problem Greg”. Greg fastholdte stadig vores øjenkontakt, som om han ledte efter et tegn på …svaghed? Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde i mig for at vise, at jeg var enig med Stephen, men jeg vidste, at jeg havde tabt på forhånd og jeg vidste, at Greg kunne se lige igennem mig. Endelig slap hans øjnes greb mine og jeg sank sammen foran ham. Greg så hen på Stephen, som så tilbage på ham og derefter hen på mig, som undgik hans blik. Han nikkede lydløst og sagde så: ”Hvis I begge kommer med mig ind på kontoret. Så får du nummeret til IT og beder om en ny skærm Victoria”. Jeg nikkede straks og følelsen af lettelse, strøg indover mig, da jeg vidste, at jeg ikke skulle sidde i et møde med Stephen. ”Har du tid til at blive til mødet Stephen?”. Stephen nikkede straks og Greg gjorde tegn med en hånd, at vi skulle følge efter ham ind på hans kontor og vi adlød begge lydløst.

"Jeg beklager afbrydelsen Mr. Andersson og Mr. Styles", hørte jeg Gregs stemme sige, da jeg lukkede døren efter mig. Jeg så hurtigt op med et bankende hjerte og nåede netop at se noget halvlangt brunt hår, inden jeg så ind i nogle grønne øjne, som straks søgte mine. Gulvtæppet blev trukket væk under mig og mit hjerte hoppede et ekstra slag. Harry… Stephens vrede blussede op ved siden af mig og hele kontorets luft blev tæt og fyldt op med had. Harrys øjne så fra mine og til Stephen og fandt derefter hurtigt mine igen og fastholdte dem. Jeg var med ét fanget af hans øjne, som et dådyr var fanget af en bils lygter i mørket. Min krop og mit sind havde glemt alt om Stephen ved siden af mig og tilhørte denne utrolige smukke mand, som sad henslængt i en stol foran Gregs skrivebord. Jeg var under hans magt… "Hej Victoria...", hørte jeg hans dybe stemme. Hans tunge kærtegnede mit navn på den mest sensuelle måde, at jeg vred mig næsten usynligt for øjnene af ham. Jeg prøvede at tage en dyb indånding uden at vise hverken Harry eller Stephen, at jeg allerede havde en indre kamp med migselv, hvor Harry havde hovedrollen. Jeg kunne fornemme, at Stephen så ned på mig, uden at jeg kunne løsrive mit blik fra Harrys grønne øjne, selvom jeg gerne ville. Men jeg kunne ikke… Han ejede mig! Jeg havde fuldstændig overgivet mig til ham og det havde kun taget ham et par sekunder at vinde mig, hvor det havde taget Stephen flere måneder. Han slikkede sig langsomt om læberne og synet af hans tunge, gav stød gennem hele min krop, som samlede sig i mit underliv og blev stærkere. Lyden af at Stephen rømmede sig anstrengt ved siden af mig, fik mig tilbage til omverden og jeg sank hurtigt.

 

Jeg var med ét fanget af hans øjne...


 

Jeg løsrev mit blik, da jeg hørte Greg kalde på mig. Jeg så hurtigt hen på ham og prøvede at virke upåvirket, men jeg var sikker på, at mine røde kinder og opspilede øjne forrådte mig hårdt. Gregs øjne var milde og smilende, da de mødte mine. Han stod bag sit skrivebord med en gul Post It lap i en udstrakt hånd. Han gjorde tegn til mig, at jeg skulle tage lappen og jeg fik pludselig en tørhed i halsen. Jeg sank og vidste, at jeg skulle bevæge mig mellem Harry og denne Mr. Andersson for at få fat i lappen med nummeret til IT. Jeg skulede hen til Stephen, som stadig stod ved siden af mig og så på Harry, som sad og så på mig. Hans læber var presset helt sammen, mens begge hans hænder var knyttet og musklerne i hans skuldre og overarme virkede spændte. Han var rasende og jeg kendte ham nok til at vide, at han ville hoppe på Harry, hvis han havde chancen og ikke var på arbejde. Dette var fyren, som havde spoleret hans forhold og som havde spoleret hans kæreste. Eller… Hans tidligere kæreste… Dette var fyren, som var grunden til, at hans forhold var forlist og at hans liv og fremtid var forandret. Og han vidste, at det skyldtes Harry. ”Victoria?”, hørte jeg igen og jeg reagerede straks og så igen hen på Greg, som stadig stod med en udstrakt hånd mod mig med lappen. Hans øjne virkede nu oprigtigt undrende og jeg nikkede hurtigt mod ham med et stift smil. Jeg gik hurtigt ind mellem Harry og Mr. Andersson, som sad på hver sin stol. Mit blik fløj hurtigt ned mod Harry, som hurtigt lagde den ene fod over knæet og lagde en pegefinger over læberne uden at se på mig. Jeg tog en dyb indånding og kunne mærke, hvordan varmen bredte sig i rummet og indfangede mig som en storm, da jeg tog om lappen og hurtigt trådte et skridt tilbage.

”Ring til IT på det nummer”, sagde Greg, mens han satte sig ned og nikkede til mig, at jeg kunne gå igen. Jeg nikkede kort tilbage og vendte mig hurtigt om og mine øjne søgte straks Stephens, men der var intet at komme efter. Han så ikke på mig og lod ikke til at ville se min vej i dag eller nogensinde igen. Hele hans krop udviste en arrogance, som jeg sjældent havde set hos ham og som jeg vidste, var et dårligt tegn. ”Farvel Stephen…”, hviskede jeg og gik hurtigt hen til døren og forsvandt lydløst ud på gangen med en tom mavefornemmelse. Selvom jeg havde vidst i 4 måneder, at Stephen og jeg aldrig ville finde sammen igen, vidste jeg nu, at vi aldrig ville kunne føre en normal samtale igen. Hans uvilje mod mig ville om kort tid vende til had og der var intet, jeg kunne gøre. Vi ville aldrig kunne sidde og spise frokost sammen på arbejde og vi ville aldrig kunne være i samme lokale, uden at det ville føles akavet for os begge. Vores fortid sammen var glemt og tabt… Så da jeg sagde ”Farvel”, mente jeg farvel. Til min fortid…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...