Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
32Kommentarer
236673Visninger
AA

46. 44.

 


 

Der gik 1 dag efter bruddet… Der gik 1 måned… 2 måneder… 3 måneder… Og nu 4 måneder efter bruddet følte jeg mig endelig mere ovenpå, end jeg havde gjort i lang tid. De første 2 måneder havde været lange og ulidelige for mig. Hver dag var jeg kommet på arbejde med røde og opsvulmet øjne og havde udført mit arbejde så godt, som jeg nu kunne og var derefter taget hjem for at slikke mine sår. Både Jamie, Paul og Leah havde været der for mig og havde hjulpet mig med mit arbejde, indtil jeg selv kunne håndtere det alene. Hvert et sekund uden Stephen havde været et liv fyldt med smerter og uden håb. Men lidt efter lidt rejste jeg mig som en Phønix rejser sig fra asken, spreder sine vinger og flyver ud på nye og smukke eventyr. Rygterne omkring vores brud gik blandt kollegaerne og de fik hurtigt sit eget liv. Jeg hørte rygter som ”utroskab”, ”vokset fra hinanden”, ”kunne bare ikke sammen”, ”pga. arbejde”. Rygterne var mange, men så vidt jeg kunne forstå, var Stephen ligesom mig tavs omkring hele vores brud. Det var for personligt og det gjorde stadigvæk ondt… Jamie, Paul og Leah havde fået den "næsten sande" og korte version, som gik ud på, at vi bare "ikke kunne sammen" og at vi derfor og meget brat havde valgt at gå hver til sit. Paul havde dog set på mig med hævet øjenbryn og et trist drag var derefter gledet over hans øjne. Jeg havde ikke kommenteret det og havde bare kort rystet på hovedet af ham, så han vidste, at jeg ikke ville snakke om det og han spurgte aldrig, om det var pga. et vis bandmedlem. Noget som han valgte at respektere.

Stephen havde efter et par ugers adskillelse sendt mig en kort og professionel mail, hvor han var kommet med en dato og et tidspunkt, hvor han ville være hjemme, så jeg kunne hente mine ting. Jeg havde kort godkendt tidspunktet og var med rystende ben ankommet til hans lejlighed og havde med en ligeså rystende hånd banket på hans hoveddør. Noget som var uvant for mig, da jeg havde været vant til at gå ind eller selv låse mig ind. Han havde stået i joggingsæt og lignede en, som var på vej ud af døren for at komme til boksetræning. Mødet var foregået i tavshed og uden nærmest at se på hinanden, mens tårer var gledet nedover mine kinder. Stephens ansigt havde været gråt og udtryksløst, mens hans kæber havde arbejdet på højtryk for at undertrykke sin smerte overfor mig. Han havde stået med den ene boksehandske og havde vredet den mellem sine hænder for at undertrykke sine egen smerte. Selvom han skjulte den godt, var den for mig tydelig og jeg kunne se, hvordan hans øjne var røde efter flere dages smerte og tårer. Han havde brummet et eller andet, mens han lydløst havde peget på mine ting på stuebordet, som han pænt havde lagt i en papkasse. Jeg havde taget den og vi havde stået akavet overfor hinanden uden at vi egentlig ville sige farvel. Hans lejlighed virkede pludselig så ukendt og fremmede for mig. Alle billeder af os i hans lejlighed var pillet ned og gemt væk eller måske smidt ud. Der var ikke spor af, at der nogensinde havde været en pige i hans liv, som havde brugt det meste af sin tid med ham der. Alle gaver som jeg havde givet ham, havde jeg overraskende fundet i papkassen efterfølgende og dette havde knækket mig endnu en gang. Ingen af os var kommet med en undskyldning enten af skamfuldhed eller pga. vrede og jeg kunne se på ham, at han vidste ligesom mig, at vi ikke kunne redde noget af det, som vi havde haft sammen. Det hele var dødsdømt! Jeg var taget direkte hjem og havde grædt voldsomt de næste par dage.

Jeg så sjældent Stephen på arbejde eller til frokost efter bruddet og jeg vidste ikke, om han undgik mig eller om han var til møder i huset eller rundt omkring i byen. Jeg prøvede i hvert fald at undgå ham og undgik at gå ind på hans kalender via. computeren og når jeg skulle hen til Abby, gik jeg en omvej, for ikke at gå forbi hans kontor. Selvom det gjorde ondt indeni, vidste jeg, at det var for det bedste og det hjalp mig med at komme ovenpå igen. Til gengæld undgik Anna mig i stor stil og dette gjorde hun nok også bedst i til at starte med, for smerten og bruddet med Stephen, var for stor til jeg kunne bære, at se hendes kønne ansigt. Hun vidste ligesom Stephen og mig, at hun var grunden til, at vi ikke var sammen mere og at hun havde skabt splid mellem os. Om hun kendte til min utroskab tidligere, vidste jeg ikke. Men det var tydeligt at se, at hun var bestemt ikke stolt over hele situationen. Hvis vi så hinanden på gangen, lod hun som om, at hun skulle ind på et af kontorerne, som hun gik forbi, mens jeg bare gik stille og roligt imod hende med skuldrene om ørerne. Når jeg kom ind i et lokale, hvor hun sad og snakkede med nogen kollegaer, blev hun helt stille og lod som om, at hun ikke havde set mig. Nogen gange kunne hun endda også finde på at rejse sig og gå ud.

Jeg var selvfølgelig blevet meget overrasket over, at Stephen kunne finde på, at være mig utro, for han var meget velopdragen og utrolig familiær. Men den brist som jeg havde skabt i ham, var for dyb og havde ligget i overfladen og ulmet i næsten 1 år. Han havde ikke selv set den komme og jeg var ikke sur på ham eller på den måde, som han havde reageret på... Men jeg var ikke blevet overrasket over, at han så var faldet i overfor Anna. For hun var smuk og var et halvt hoved højere end mig. Hendes lange flotte brune ben sad på den mest veltrimmede krop, også var hun utrolig udadvendt og enormt vellidt på kontoret. Hun havde oprigtigt godt kunne lide mig og havde altid behandlet mig med respekt. Men vi ville nok ikke snakke voldsomt meget sammen i den nærmeste fremtid. Pludselig hadede jeg hende mere end pesten og hvis jeg havde været typen, havde jeg opsøgt hende og givet hende skylden for det hele. Men inderst inde vidste jeg, at det ikke var pga. hende og at det ikke var hendes fejl. Fejlen lå på min side... Men jeg hadede hendes stadig... Og jeg elskede stadig Stephen...

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...