Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
243131Visninger
AA

45. 43.

 


 

Et kapitel i mit liv var slut og et nyt ville starte, når solen stod op over London. Et friskt nyt kapitel som jeg selv kunne skrive, som jeg ønskede. Men som jeg ikke ønskede at starte på, da det for mig ville være fremmede og ukendt. Det var ikke lige den slutning, jeg havde drømt om, men inderst inde vidste jeg, at den havde været uundgåelig siden Thailand. Jeg havde bare ikke ville se det og havde levet i en verden, som ikke eksisterede mere siden Thailand. Alt hvad jeg havde kæmpet for det sidste års tid, havde været som sand mellem mine hænder. Jeg havde prøvet at holde på det, men jeg havde tabt det lidt efter lidt mellem mine fingre og havde intet i nærheden til at hjælpe mig. Ekkoet efter Stephens skridt var forsvundet i opgangen for flere minutter siden og døren til opgangen var smækket i for længst. Jeg stod det samme sted i gangen og havde ikke rørt mig, siden han var gået og stod stadigvæk med armene beskyttende om migselv. Jeg følte mig tom for følelser og for ord og kunne ikke andet end bare at stå… Helt stille… Hans ord skar mig dybt i hjertet og jeg skar en hurtig grimasse, da jeg tænkte over det. "Anna afviste mig ikke i dag...". Jeg gik langsomt ind i den mørke stue og lod mig igen indhylle af mørket derinde. Jeg sukkede lavt og gik derefter langsomt hen til vinduet og åbnede det ene og trak vejret dybt ind i sommerens varme nat og lod dem fylde mine lunger op. Lod sommeren fortælle mig, at jeg var levende og at jeg var en del af dette univers, som til tider kunne være så brutal. Som netop nu…

Jeg skar igen en grimasse ved tanken om, at Stephen havde været mig utro. Utro med salgseleven Anna. Anna som havde siddet for enden af baren til min første fredagsbar og bagt på Harry sammen med Estelle. Anna som jeg ofte spiste frokost med på arbejdet og som jeg var begyndt at snakke mere med på det sidste. Jeg tænkte tilbage på Stephen, da han netop var dukket op ude foran min lejlighed. Hvordan han havde set ud… Det strittende hår som sagtens kunne have været opstået pga. Annas hænder, havde krammet hans ansigt ind til sit. Hans øjne havde været røde og glinsende og røde pga. alkoholen. Jeg lagde hovedet på skrå og kunne nu se, hvordan hans læber havde været en smule røde og hævet. Fra hede kys… Med Anna… Jeg lagde opgivende hovedet tilbage og så op i det mørke loft og sukkede. Jeg lagde langsomt hånden over mit hjerte og kunne mærke, hvordan det slog hurtigt og jeg kunne fornemme hvor knust, det var. Ellers kunne min krop mærke… intet! Ingen sorg eller tristhed. Ingen vrede… Intet! Hele min krop arbejdede imod mig for ikke at bryde sammen midt på gulvet. For ikke at falde sammen og ligge mig i fosterstilling og græde højlydt. Den kæmpede med alt den energi, som den havde tilbage i mig. Men den kørte på sidste vers…

Jeg satte mig op i vindueskarmen og lænede mig op af den med ryggen og så udover det mørke London, mens jeg svagt kunne fornemme, at solen var ved at stå op i horisonten. Hvad nu? Hvad skulle der ske nu? Hvad skulle der ske i mit liv? For første gang i næsten 1.5 år stod jeg på ny på egne ben og skulle finde balancen i min hverdag uden Stephen. Jeg skulle se bort fra den fremtid med ham, som vi havde planlagt og som jeg havde glædet mig til. Kapitlet med Stephen var overstået og vores historie ville nu flyde ud blandt de andre forliste kærlighedshistorie mellem de høje hustage. Jeg havde åbenbart fået skabt en brist i ham efter min nat med Harry. En brist som ikke var helet og en brist, som han ikke kunne glemme. Jeg var ikke i tvivl om, at Stephen elskede mig højt. Rigtig højt endda! Men han kunne ikke glemme mit utroskab… Mit utroskab havde skabt en bitter og hævngerrig mand. Selvom det udadtil havde virket som om, at han var kommet over det, havde han åbenbart kun lagt låg på sine følelser og sine frustrationer og da det så blusede op igen, så han sit snit til at påføre mig den samme smerte, som jeg havde påført ham. Måske fortjente jeg det… Måske ikke… Jeg ville aldrig finde ud af det.

Ville jeg nogensinde kunne tilgive Stephen for hans utroskab med Anna? Havde de kun kysset og krammet, eller var der foregået noget mere mellem dem? Og hvor længe? Jeg rystede hurtigt og kort på hovedet ved tanken om at tilgive ham. Jeg vidste, at det var egoistisk af mig, men jeg ville ikke selv kunne tilgive ham for det, selvom han havde tilgivet mig. Og inderst inde havde jeg ikke lyst til at finde sammen med ham. At vi skulle starte forfra med tilgivelse og dårlig samvittighed og sammen finde balancen igen. Vores forhold ville aldrig nogensinde blive det samme igen og der måtte være en grund, siden vi begge havde valgt at tage skridtet videre, selvom vi vidste, at den anden ville få sit hjerte knust.

Jeg tog endnu en dyb indånding i den varme natteluft og kunne mærke, hvordan min krop mere og mere og meget langsomt gav slip på sin smerte og lod mig føle den. Den kom helt inde fra mit hjerte og strålede langsomt ud til resten af min krop, så jeg kunne mærke den. Min krop begyndte svagt at ryste og mine hænder føltes pludselig kolde, mens mine øjne langsomt blev fyldt med tårer. Jeg blinkede dem hurtigt væk og fjernede dem ligeså hurtigt fra mine kinder, inden nye ramte dem i en glidende og langsom bevægelse. Jeg lagde armene om mine knæ og trak benene ind mod mit bryst og lagde min pande mod mine knæ og lod migselv mærke smerten for første gang. Den smerte som jeg havde budt Stephen... Karma var hård og brutal og hun glemte aldrig. Inklusiv mig... Hendes afstraffelse var dyb og fyldt med sorg. Jeg græd mere og mere, indtil jeg hulkede og lod mit hjerte blive knust i flere stykker. Stykker som jeg med tiden skulle samle op og samle til den del, som var den sande Victoria Black og ikke Stephens Victoria...

 

Måske fortjente jeg det... Måske fortjente jeg det ikke...


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...