Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
242510Visninger
AA

41. 39.

 


 

Julen og nytåret var overstået og Stephen og jeg var igen flyvende. Stephen havde endelig lukket ned for det dårlige kapitel i vores forhold og var lidt efter lidt blevet sigselv igen. Han var begyndt at smile oprigtigt til mig og vi var endelig begyndt at slappe af i hinandens selskab igen. Igen begyndte vi at gå ud og spise sammen, holde oprigtigt om hinanden og endelig smeltede vi mere og mere sammen seksuelt i sengen, hvorefter han lå helt op af mig og faldt i søvn med mig i sine arme. Vi blev mere og mere lykkelige sammen og jeg blev mere og mere rask og tog endelig lidt på igen. Vi blev stille og roligt det lykkelige par, som andre havde kendt os som og som andre misundte.

Det blev forår og vi snakkede endelig om at flytte sammen. Noget som jeg havde ønsket længe, men ikke havde, turde foreslå Stephen, for tænk nu hvis han ikke var ligeså langt i forholdet, som jeg. Men det var han… Og jeg var lykkelig! Vi begyndte at se på lejligheder i centrum af London og ventede egentlig bare på, at den rigtige skulle dukke op, så vi kunne flytte ind og danne os den fremtid, som vi ønskede sammen. Alt kørte på skinner og jeg skænkede heldigvis kun Harry en tanke meget sjældent og når jeg gjorde det, blev en flamme indeni mig tændt, som jeg havde svært ved at slukke, men blev nødsaget. Jeg kvalte den med min kærlighed til Stephen og prøvede at glemme den. Men jeg vidste, hvad den lille flamme indeholdte. Den indeholdte mig… Den rigtige Victoria Black… Den Victoria som jeg var blevet med tiden og som Harry havde været med til at åbne op for og som kun han havde set. Flammen var mere fyldt med begær og følelser end det, som jeg viste af migselv. At jeg var helvedes varmblodet og havde brug for mere end det, som Stephen kunne give mig. Men jeg turde ikke se indad og indse, at jeg ville kunne vokse mig endnu større og endnu stærkere uden at suge mig fast til en, som jeg troede var kilden til et lykkeligt liv. Men udover mig indeholdte den også min dybeste kærlighed til et andet menneske. En så dyb en kærlighed som var varm og blid og som jeg aldrig ville kunne give Stephen, men som var tilegnet mit livs største kærlighed. Harry... Det var en tanke, som jeg sjældent tænkte, da jeg blev nødt til at blive nuet og jeg skulle ikke leve i mine drømme og i mine fantasier. Jeg levede i virkeligheden...

Stephen kendte ikke denne del af mig og det skulle han heller ikke, for så ville jeg ikke være den Victoria, som han havde forelsket sig i. Og dette ville jeg ikke miste. Jeg ville ikke miste hans kærlighed og det, som vi havde sammen, som var så smukt. Heller ikke hvis jeg mistede den del af mig, som jeg egentlig var. For jeg kendte ikke den del nok og den var stadig meget ukendt for mig, da jeg havde lagt låg på den fra starten af. Og hvis jeg ikke åbnede op for den, så savnede jeg den ikke… Men jeg vidste også, at jeg var en skygge af migselv, når jeg undertrykte den del i mig, som min krop prøvede at åbne op for. Men jeg nægtede og havde dofte en indre kamp med migselv, som jeg konstant vandt.

I juli var der hedebølge over London. Alles aircondition på kontoret kørte på fuld blæs og ingen vinduer blev åbnet op. Det var hot udenfor! Jeg havde fået en mail i sidste uge som omhandlede, at One Direction igen senere på året, ville holde koncert i London og det gik mig på! Meget endda! Jeg gik på tåspidser for ikke at vække Stephens opmærksomhed og det virkede ikke til, at han mistænkte noget. Jeg gav ham alt min kærlighed og varme og prøvede at være migselv og ændrede ikke min væremåde overfor ham derhjemme. Men på arbejde… Det var en helt anden snak! Min koncentration var dårlig og mine tanker fløj mellem de forskellige mails, hvor der stod datoer for, hvornår koncerterne skulle være og hvornår de kommende møder i huset ville være. Jeg ville for alt i verden undgå at være i huset, når møderne skulle afholdes og overvejede stærkt at booke et forlænget weekendophold i Paris til Stephen og mig, så vi kunne nyde hinanden, mens møderne stod på. At være et sted hvor vi bare kunne smelte mere sammen og komme hinanden endnu tættere, end vi var nu.

"Helt ærlig Victoria...", hørte jeg Paul stønne højt, mens han tastede hårdt på tasterne. Jeg så forskrækket hen på ham henover min skærm. "Hvad er der Paul?", spurgte jeg hurtigt og uroligt uden at tage øjnene fra ham. Jeg krummede allerede tær... Han rystede på hovedet og jeg rejste mig og gik hen til ham og så ind hans skærm med sammenknebne øjne. Endnu en regnefejl?  "Hvad sker der for dig i dag?”, fortsatte han og jeg kunne mærke, at hans ord gjorde ondt indeni. Sådan plejede han ikke at snakke til mig og jeg var overrasket over det. ”Du plejer ikke at lave regnefejl og det er mindst den 10 fejl, jeg finder i dag! Hvad sker der for dig?!". Han skubbede hidsigt til sit keyboard og lænede sig opgivende tilbage i stolen, mens han lagde begge hænder over ansigtet og sukkede højt. Han så derefter spørgende op på mig og jeg trak lydløst på skuldrene med et lille stift smil. Jeg rettede mig op og gik hen og satte mig på min plads igen. Jeg pustede ud og lagde en hånd med albuen mod bordet over panden, mens jeg så tomt ind i skærmen. Vi sad lidt i tavshed, uden at nogen af os egentlig arbejdede videre, da jeg hørte hans stemme, som denne gang var venlig. "Hey... Er du okay?". Jeg så hen på ham og sukkede lavt for migselv og lukkede øjnene i.

"Hey...", sagde han venligt igen og denne gang så han oprigtigt uroligt på mig henover sin skærm. "Er du og Stephen okay?". Jeg smilede et lille smil og nikkede hurtigt. "Ja Paul", svarede jeg. "Vi er helt okay...". Han drejede stolen og skubbede sig helt væk fra bordet. "Hvad er det så Victoria? Se på mig...". Jeg så hen på ham igen og følte, at jeg blev nødt til at fortælle nogen om Harry og mig, inden det åd mig op indefra. Jeg blev nødt til at snakke med en om det. Jeg havde ikke fortalt denne hemmelighed til en eneste sjæl og måske var det på tide at gøre det. At komme af med denne følelse i brystet og få trykket væk og ud af min krop. "Paul...", startede jeg og så ud af vinduet mod gangen med et anstrengt blik for at sikre mig, at Stephen ikke gik forbi eller stod i døren. Paul så nervøst hen mod døren og tilbage på mig og forstod ikke helt, hvorfor jeg virkede så anstrengt. Jeg rejste mig hurtigt og gik hen til ham igen. Han så afventende på mig med blide øjne, så jeg fortsatte sukkende: "Jeg så en fyr et par gange, inden at Stephen og jeg fandt sammen. Det var intet seriøst... Det var bare du ved...". Jeg stoppede op... "Bare sex", afsluttede han min sætning med et skævt smil og jeg nikkede forsigtigt. Han grinede lidt og lænede sig bedre tilbage i stolen. ”Hvem har ikke haft det?”, hviskede han nærmest for sigselv og det var tydeligt, at han tænkte tilbage på nogen af sine egne erobringer. Jeg sendte ham et lille smil, som han straks gengældte. Jeg satte mig på hjørnet af hans bord og så ud mod gangen igen og derefter tilbage på Paul. "Jeg så også lidt til ham i Phuket, Paul", hviskede jeg og roede lidt ved kanten ved hans bord.

Paul lavede store øjne og satte sig hurtigt op i stolen uden at tage øjnene fra mig. Han rystede underligt på hovedet og satte en hånd op foran mig, da jeg skulle til at fortsætte og jeg stoppede. Han sad tavs et par sekunder og spurgte hviskende: ”Så du har været Stephen utro?”. Jeg bed mig i underlæben og nikkede så meget forsigtigt og stift. Han lagde en hånd over læberne og så på mig med store øjne og kunne ikke tro, at jeg var typen, som var utro. "Ved Stephen godt dette?", spurgte han lavt og hurtigt og jeg nikkede hurtigt igen. Jeg så igen ud mod gangen, mens han fortsatte: "Og han har tilgivet dig?" og jeg nikkede hurtigt igen. Han sukkede lidt og kørte en hånd gennem håret. "Og du har ikke set ham her siden…?", spurgte han endelig og jeg rystede langsomt på hovedet. ”Nope!”, hviskede jeg og sad anspændt overfor ham. Han pustede langsomt ud, mens hans øjenbryn sad helt oppe i hårgrænsen. Han lænede sig tilbage i sin kontorstol og vi så på hinanden igen. ”Det havde jeg ikke troet om dig Victoria”, sagde han blidt og jeg sank lidt, mens mine skuldre kom helt op om ørerne og jeg sagde forsigtigt tilbage: ”Så er vi 2 Paul…”.

Paul sendte mig et lidt skuffende blik, som fik mig til at krybe lidt sammen. Alle på kontoret kendte til Stephens og mit forhold, men mit sidespring havde vi valgt at holde for os selv. Vi var begge vellidt på kontoret og vi indblandede ikke vores kollegaer i vores privatliv. Paul så faktisk en smule skuffet ud og han tog en dyb indånding igen og spurgte så langsomt: ”Hvad er problemet så nu?". Jeg holdte vejret og så uroligt på ham. "Han kommer til møde her i huset på et tidspunkt og jeg panikker fuldstændig". Paul så spørgende på mig og jeg kunne tydelig se på ham, at han ville vide, hvem det var, siden han skulle til møde hos Black Ribbon. Det kunne kun betyde, at han enten var en kendt eller havde en høj position, når det vedkom et møde i firmaet. Han så undrende på mig og spurgte hurtigt hviskende: "Er han kendt eller en chef?". Han grinede lidt og rystede på hovedet af mig, da han ikke vidste, om jeg var seriøs eller om jeg lavede fis med ham.

Jeg skulle til at svare ham, da jeg hørte en meget velkendt stemme kalde på mig: "Victoria?". En stemme som i mine ører lød som sød englemusik og som fik hver en molekyle i min krop til at vågne og flyve ned til mit underliv og skrige efter ham. Der blev pustet til min flamme og den blussede straks op. Pauls øjne gled fra mine, hen mod døren og derefter til mine igen. Han kunne se, hvordan hele min krop og mine øjne ændrede sig og jeg kunne derefter høre hans kæbe ramme skrivebordet. Jeg vendte mig om og så hen mod døren og der stod han. Selveste Harry Styles i egen høje person. Jeg tog en dyb indånding og lukkede langsomt mine øjne i. Hele min krop føltes som om, at den var ved at brænde op i netop dette øjeblik. Jeg åbnede mine øjne igen og så på Paul, som først nu forstod, hvem jeg havde hentydet til. Hans øjenbryn var igen helt oppe i hårgrænsen og han så lydløst fra mig og hen på Harry. Jeg vendte mig meget langsomt om og ventede så længe jeg kunne med at se ind i hans grønne øjne og da jeg endelig så dem, kunne jeg mærke, hvordan gulvtæppet blev revet væk under mig. Han var ligeså lækker, som sidst jeg så ham! Han gik langsomt ind på kontoret med et lille og anstrengt smil om læberne og så på mig med nysgerrige øjne.

"Hej Harry...", fik jeg nærmest hvisket. Jeg følte mig allerede som en 7 årig pige foran ham. Min mund føltes tør og jeg var bevidst om mine bevægelser overfor ham. Harry forstod hurtigt min generthed og gik lidt tøvende hen til mig og lagde den ene arm om mig og gav mig et hurtigt men akavet kram mod sin side. Jeg stod helt stiv og tog bare imod og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med mine arme og lod dem bare ligge slapt nedover mine lår. Paul sad helt tavst og så bare til, hvordan scenen mellem os udartede sig. Den maskuline parfume som kom fra ham, sad fast i min erindring fra sidst. Jeg så op ham og jeg ville aldrig glemme den duft. Det var duften af Harry... Han slap mig hurtigt og gav Paul hånden. "Hej Paul. Længe siden", sagde Harry velopdragent og smilede oprigtigt til ham. De snakkede lidt om de kommende koncerter og jeg fik dermed chancen for at studere ham lidt i smug. Han lignede fuldstændig sigselv men med mere maskuline træk. Han så mere voksen ud og hans hår var blevet lidt længere. Han havde i dag en sort kortærmet skjorte på, som var halvt åbent ved brystet og der var kommet lidt flere armbånd om håndleddene og på højre hånd, var der kommet en ring på pegefingeren og langefingeren. Et par sorte spidse sko sad godt fast på fødderne og et stramme sorte jeans, sad perfekt over hans lår og hofter... Han virkede en smule mere muskelløse end sidst... Vi havde ikke set hinanden i næsten 1 år og han virkede med ét så voksen. Hele min krop reagerede på ham og følte sig draget af ham...

 

"Victoria?"


 

Harry og Paul grinede lidt og Harry så ned på mig og jeg tog hurtigt øjnene til mig igen. Jeg så hurtigt ud mod gangen igen og frygtede mere end livet selv, at Stephen ville gå forbi og ligge 2 og 2 sammen. Jeg ønskede mig langt væk fra kontoret netop nu og havde mest lyst til at undskylde mig og gå. Jeg skulle væk fra Harry… Men mine ben eller generelt hele min krop lystrede ikke mine tanker. Jeg kørte en hånd gennem håret og tog en dyb indånding for at ligge en dæmper på mine følelser og jeg overvandt dem og vendte mig langsomt om og gik hen mod mit skrivebord. Please lad mig være… Please… "Hvordan har du haft det Victoria?", spurgte Harry mig og jeg stoppede op midt på gulvet i det store kontor. Jeg vendte mig langsomt halvt om og så hen på ham med store og uskyldige øjne. Jeg nikkede med rynket bryn og svarede med rystende stemme: "Fint… Hvad med dig?". Harry nikkede og svarede kort tilbage: "Fint". Han smilede til mig og jeg smilede lettere anstrengt tilbage.

Vi stod et par meter fra hinanden, mens jeg så væk og jeg kunne mærke hans øjne på mig. Jeg rykkede uroligt på skuldrene og bad til, at han ville holde sig væk fra mig. Hvad lavede han egentlig her på mit kontor? Deres møde ville først være om et par uger… "Kan jeg byde på frokost?", spurgte han pludselig og vores øjne mødtes hurtigt. Jeg så derefter undrende hen på Paul, som satte sig med et neutralt ansigtsudtryk og fastholdte mit blik et kort øjeblik, inden mine øjne mødtes Harrys igen. Jeg rykkede på mig og gik et skridt tilbage mod mit skrivebord. Jeg smilede et meget anstrengt smil og så igen ud mod gangen og tilbage til hans forførende grønne øjne. "Harry...", smilede jeg lidt anspændt. "Jeg har en masse arbejde, jeg skal have lavet her". Jeg så væk fra ham og pegede med en tommelfinger over skulderen mod mit skrivebord. Åh Stephen…

Han nikkede stille og virkede til at acceptere det. Jeg overvandt min skamfuldhed og så op på ham uden et smil. Uroen sad udenpå mit tøj og jeg kunne ikke lade være med at blive ved med at kigge ud mod gangen flere gange og Harry rynkede kort sine bryn og så hurtigt ud mod gangen og derefter hen mod mig igen. Hans øjne gled over min krop og jeg lagde straks mærke til det og lagde armene om migselv, som et slags værn mod hans charme. Jeg modstod den, selvom den var tæt på at bryde igennem mit værn, som kun blev mindre og mindre, nu længere tid han stod foran mig. Jeg pegede igen over skulderen og sagde: ”Jeg vil…”. Jeg blev afbrudt... "En sodavand...?", spurgte han hurtigt prøvende. Hans øjne virkede store og fyldt med liv, da de fastholdte mine, så jeg ikke kunne løsrive mig. "Bare lige herude?". Han pegede selv over skulderen og ud mod vores lukkede have, som lå på taget af vores kontorbygning. Jeg bed mig i underlæben og så ud mod gangen igen, da Paul sagde: "Vores revisorer sidder i møde lige nu Victoria. Så du kan sagtens tage 10 minutters pause sammen med vores klient”. Han lagde tryk på ordet klient og jeg så hen på ham med store urolige øjne og han nikkede langsomt ud mod tagets have med et lille nik og så fra mig til Harry og tilbage til mig. Hvad var han ude på? Jeg så hen på Harry, som sendte Paul et lille smil og derefter ned på mig. "Kom...", sagde han blidt og slog kort med hovedet ud mod døren og slog halvt ud med armen. Hele min krop rystede og min hørelse blev lukket af, da min ben lystrede hans bøn og jeg gik ud af døren, stadig med armene om mig som et værn. Mod ham…

Det var lummert i den lille have, som blev holdt fint og stilren af nogen gartnere. Haven var hyggelig og der var sat træer op, så man ikke kunne se ned på gaden. Følelsen af at sidde i en have, var oprigtig og der var små træbænke, som man kunne sidde på under skygge. Harry viste lydløst vej med en udstrakt arm til en bænk under noget skygge under et hvidt soldække, hvor jeg satte mig langsomt ned uden at se på ham og helt presset mod hjørnet for at komme langt væk fra ham. Harry havde trukket 2 sodavand i en automat og satte sig ved siden af mig, så vi havde 1 meter mellem os og gav mig den kolde Cola. Jeg tog imod den uden at sige ”tak” og gjorde mig meget omhyggelig med ikke at røre ved ham. Flammen i mig ville røre mere på sig, hvis vi fik nærkontakt og af ren respekt overfor Stephen, måtte jeg lade være... Han lagde hovedet på skrå og så på mig med et neutralt udtryk i ansigtet. "Hvordan har du haft det?", spurgte han forsigtigt, knappede sin Cola op og tog en tår. Jeg smilede anstrengt og pillede lidt ved dåsen uden at åbne den og svarede stille: "Ret godt...". Jeg rykkede uroligt på mig og satte mig med benene helt lukket sammen, mens jeg hurtigt glattede min kjole over mine lår i frygt for, at den var gledet op. Det var den ikke…

 

Haven var hyggelig og der var sat træer op...


 

Vi sad i tavshed, mens Harry stadig drak lidt af sin sodavand, uden at vi så på hinanden. ”Victoria…” … ”Harry…”. Vi havde snakket i munden på hinanden og han stoppede brat op og så på mig, så jeg fortsatte hurtigt. ”Harry… Hvorfor er du her?”. Jeg kunne mærke, hvordan hele min krop var anspændt, mens jeg ventede på hans svar og han var længe om at svare. Han så væk og stillede sin Cola fra sig ved siden af sig på den anden side. Han satte derefter begge sine albuer mod sine knæ og lænede sig lidt frem og så ind i væggen foran os tog en dyb indånding. ”Jeg tror, at jeg er her for at sige undskyld Victoria…”, svarede han så blidt uden at se på mig. Tanken om at sidde alene med Harry og Stephen skulle se det, gjorde mig usikker, men jeg var også nysgerrig nu. Min vejrtrækning blev hurtigere og mit blodtryk blev højere og højere for mine ører. Jeg så mig hurtigt over skulderen for at være sikker, at Stephen ikke stod i døren og så os. Jeg sagde ikke noget og han fortsatte. ”Du havde ret…”. Jeg rynkede panden og havde slet ikke haft lyst til en Cola til at starte med og stillede den mellem os med en rystende hånd. ”Ret…?”, spurgte jeg oprigtigt nysgerrigt og han så hen på mig og vores øjne mødte intenst.

Han fastholdte vores øjenkontakt længe og jeg følte mig fanget og kunne mærke, hvordan han ubevidst pustede til min flamme og endelig løsrev jeg mine øjne fra hans. Han sukkede lavt og rejste sig hurtigt og kom hænderne i lommerne og fortsatte. ”Jeg er ikke pisse stolt over det, som jeg sagde i Thailand Victoria”. Han satte sig ned på bænken foran os og havde stadig hænderne i lommerne på sine jeans. Han lavede en grimasse, mens han strakte sine lange ben ud foran sig og lagde den ene fod over den anden. ”Og det er jeg virkelig ked af…”. Vores øjne mødtes igen og denne gang kunne jeg se en smerte i hans øjne. De flakkede hurtigt mellem mig og haven og denne gang var det ham, som ikke kunne fastholde vores øjenkontakt. Han virkede nervøs! Harry Styles var nervøs i mit selskab og jeg kunne ikke forstå det. Han prøvede at dække det men forgæves. "Jeg vil bare gerne sige undskyld Victoria...". Hans stemme var lille og svag og han så ikke på mig imens. "Det sidste jeg ønsker, er at gøre dig ked af det. Jeg håber ikke, at jeg har ødelagt en masse mellem dig og din kæreste?". Jeg rejste mig langsomt og kørte en hånd gennem håret, mens jeg prøvede at se ned på vejen mellem alle træerne. Jeg lagde igen armene om migselv og stod med ryggen til ham i flere minutter i stilhed, inden jeg svarede blidt. "Du ødelagde ikke noget, som ikke kunne fikses Harry...". Jeg vendte mig halvt om og så hen på ham, mens han stadig sad med hænderne i lommerne. Han lænede sig op af muren bag sig og så på mig med et lille skævt. "Det er jeg glad for at høre...", sagde han roligt og jeg kunne ikke lade være med at gengælde hans smil. Jeg vendte mig om igen, så jeg ikke kunne se ham og kunne høre min lille stemme spørge: "Hvad med dig og din... kæreste?". Det var svært for mig at sige det sidste ord, men jeg følte, at jeg var nødt til at vide det. At der var en anden pige, som var meget bedre end mig... Mit hjerte bankede hårdt og jeg holdte vejret, mens jeg ventede på hans svar. Please... Ikke hav en kæreste... Please... Jeg kunne høre ham sukke og der gik et par sekunder, inden han svarede: "Du kender mig Victoria... Jeg er ikke god til det der med kærester...". Jeg åndede lydløst lettet op og kunne mærke et lille lys i mit bryst blive tændt. Et falsk håb som jeg vidste, aldrig ville blive til noget og som jeg kun ville drømme om. Nej! Jeg nikkede kort og rykkede kort på hovedet, da blæsten tog fat i mit hår og det gled kort over min pande. Jeg gik langsomt hen og satte mig forsigtigt ved siden af ham og vi så begge hen mod træerne i lang tid. Jeg lænede mig ligesom ham tilbage mod muren bag os, mens jeg stadig havde armene beskyttende om mig. Vinden legede forsigtigt med træernes grene og blade og jeg kunne mærke ham rykke på sig ved siden af sig og hans hænder kom frem på sine lår. "Jeg mente dog stadig noget af det, som jeg sagde...", hørte jeg pludselig hans blide stemme og jeg så hurtigt hen på ham. Hans lille smil var charmerende og han drejede ansigtet mod mit, så de var tætte på hinandens. "Du er stadig fantastisk".

"Harry...", hviskede jeg stakåndet og jeg kunne mærke ham igen puste til min indre flamme. Mit værn mod ham var væk og han havde mig under sin magt på under 1 sekund og jeg rykkede uroligt på mig og satte mig ret op, så jeg kom væk fra hans ansigt. Han satte sig ligeså hurtigt op og så hurtigt hen på mig med urolige øjne. Jeg kunne se, at han bed sig i kinden, mens han fastholdte mit blik. Vi så bare på hinanden uden af sige noget og med ét var min lyst efter ham tilbage igen. Jeg vred mig ubevidst og tvang mit blik fra hans. Hele min krop fortalte ham, hvad han gjorde ved mig, men han virkede hverken arrogant eller selvsikker over sin sejr... Jeg tog en dyb indånding og rystede hurtigt på hovedet for at komme til migselv. Jeg rømmede mig kort og skulle til at rejse mig for at komme tilbage til migselv og væk fra Harry. Væk fra mine undertrykte følelser og væk fra denne situation, som jeg vidste, snart ville udvikle sig til noget, som jeg ville fortryde igen. Min indre flamme blafrede nu så meget, at jeg kunne mærke det i hele min krop og han skulle bare hviske mit navn på sin helt egen måde og jeg ville overgive mig helt. Men jeg overvandt overraskende følelsen og lysten... Jeg rejste mig hurtigt op med rystende ben under mig og gik hurtigt et par skridt, for at komme væk fra ham, da jeg hørte hans bedende stemme: "Vent...". Mine ben stoppede brat op og selvom jeg tiggede og bad dem om at fortsætte, vendte de mig automatisk om og vores øjne mødtes igen. Jeg havde tabt kampen... Igen... Jeg kunne se, at han var ligeså påvirket af mit nærvær, som jeg var af hans... Hans vejrtrækning var hurtigt og stødvis og han rejste sig en smule kluntet og var ved at miste balancen, da han hurtigt stillede sig overfor mig.

Han tog en dyb indånding og rodede pludselig i sin bukselomme og strakte en hånd ud mellem os. Jeg behøvede ikke at se ned for at se, hvad det var han bød mig. For jeg vidste, hvad det var... Jeg stod helt ret uden at tage øjnene fra hans og kunne se, hvordan de grønne øjne glinsede mod mine. Jeg kunne se, hvordan han ville have mig under sig og tilfredsstille mig, som kun han kunne. Jeg så hurtigt væk og hviskede. "Lad være med at byde mig det Harry... Please... Vil du ikke godt lade vær... Please...". Mit blik mødte igen hans og de stirrede nervøst tilbage på mig uden at sige noget. Han fugtede nervøst sine læber og sank, mens han fastholdte mine øjne. Hånden mellem os blev mere insisterende og jeg så endelig ned på den og vidste, at det var et kort. Et kort til hans hotel, som ville virke perfekt til døren til hans hotelværelse. Jeg stirrede lydløst på hans hånd og mit hjerte bankede hårdt og hurtigt... Jeg skulle bare række hånden ud og tage imod det... Han pustede til min flamme og han kunne se, at den blussede op og skinnede skarpt mod ham. Hele min krop blev varm og alt mit blod strømmede til mit underliv. Vores øjne og vores kroppe fortalte os, hvor meget vi havde lyst til hinanden og hvor tætte vi var på hinanden. Begge vores åndedræt var hurtige og stødvis, mens vi ikke kunne slippe hinandens øjne.

Hans grønne øjne lyste mod mine og virkede meget nervøse, men de fortalte mig ALT! At han havde lyst til mig! Jeg kunne høre, at han tog en dyb vejrtrækning, som hvis han skulle til at sige noget. "Victoria?", hørte jeg pludselig en kalde. Jeg kom ud af min dvale og tog hurtigt en dyb indånding for at få luft ned i lungerne og fornuft til mit hoved. Jeg drejede mit ansigt og så hen mod den åbne dør til bygningen og så Stephen stå der og se ud på Harry og mig. Hans blik virkede uroligt og hans pande var en smule rynket, mens hans hånd hvilede på dørhåndtaget. Mit hjerte hoppede op i halsen på mig! Åh nej! Nu vidste han det...! Han nikkede kort til Harry med et stift smil og så derefter på mig igen og rakte en hånd ud mod mig. "Kom skat... Lad os gå til frokost". Han virkede ivrig efter at få mig hen til sig. Jeg drejede ansigtet og så på Harry og ned mellem os, hvor hans hånd var forsvundet.

Hans ansigt fortalte mig ingenting og der kom et lille anstrengt smil frem på hans læber. "Tak for sodavanden Harry...", mumlede jeg og vores øjne mødtes igen. Han nikkede som svar tilbage og så hen på Stephen og nikkede pænt tilbage med et smil. Jeg vendte mig om og gik hen til Stephen uden at se tilbage på Harry og jeg kunne mærke en skam kravle over min ryg som en dårlig samvittighed. Jeg lagde min hånd i Stephens og han trak mig lidt for hurtigt og lidt galant ind til sig og kyssede mig varmt og længe foran Harry. Han gjorde kysset dybt, mens begge hans hænder lagde sig om mine kinder. Jeg følte mig flov over hele denne situation og ikke spor tilpas. Jeg stoppede pinligt kysset og så op på Stephen med bedende øjne for at vise, at jeg var utilpas. Han forstod straks, at han var gået over stregen og hans blik virkede nervøst mod mit. Han lagde en arm om mig og lydløst begav vi os ned til frokost.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...