Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
243131Visninger
AA

40. 38.

 


 

3 måneder gik langsomt og det var blevet vinter. Stephen og jeg var stadigvæk sammen og jeg gjorde alt for at få ham til at stole på mig igen. Men han var nedslået og kold... Ligesom det kolde vejr... Han havde fået et ordentligt slag på sin tillid og på sin kærlighed til mig og det var tydeligt, at han kæmpede bravt hver dag for at genvinde og holde på sin kærlighed til mig. Men det var en kamp, som for ham var svær at vinde, men jeg opgav ham ikke. Ikke et eneste sekund... Jeg vidste, at hans ellers så smukke kærlighed til mig, var derinde et sted og at jeg nok skulle få den at føle igen. Jeg ønskede at mærke den og jeg ønskede mere end noget andet at se hans så smukke smil og hans smilende øjne mod mig igen. Først her ville jeg kunne slappe af og føle, at jeg var på rette vej. Men vejen var lang og hård, men hvis jeg bare blev ved med at kæmpe for ham…?

Vi sov sammen hver nat, selvom han altid lå med ryggen til mig og faldt i søvn. Han rørte mig ikke i løbet af natten og han havde på intet tidspunkt i de sidste 3 måneder rørt mig seksuelt. Når jeg prøvede, afviste han mig blankt hver gang og det eneste intime vi havde sammen, var at kysse og holde i hånd. Umiddelbart så det heller ikke ud til, at vi i den nærmeste fremtid ville komme længere end til First Base. Noget som gjorde mig trist, men jeg fulgte ham og hans tempo for at vinde alt tilbage, som jeg havde kastet på gulvet og ødelagt. Jeg gik ikke i byen eller gik til fredagsbar, uden at Stephen var med. Ofte sad han sammen med nogen andre og så dårlig nok min vej og kom først hen til mig, når vi skulle hjem. Jeg lod ham se min iPhone og mails igennem, hvis han ville og gemte på ingen måder noget for ham. Men han viste ingen interesse for det og lod mig have det i fred uden at spørge ind til det. Jeg var til rådighed for ham 24/7 og knoklede for at vinde hans tillid uden at han lignede en, som tog imod det. Jeg kunne tydeligt se i spejlet, hvordan jeg havde tabt mig og jeg kunne se, at min far og Elizabeth var bekymret for mig, når Stephen og jeg var kommet på besøg hos dem. Jeg sank mere og mere sammen… Min arbejdsindsats blev forringet og Abby rettede mere og mere mine afleveret rapporter og bad mig om at stramme op på mit arbejde. Jeg prøvede, men mine tanker og mine kræfter lå et andet sted. Hos Stephen…

Men så efter 3 måneders intens kamp for at vinde ham tilbage gav min krop simpelthen op og jeg meldte mig for første gang syg fra arbejde, efter at Stephen var taget på arbejde. Jeg lå i sengen derhjemme og havde ingen kræfter og følte, at løbet mellem ham og mig var kørt. At jeg ikke kunne vinde ham tilbage, uanset hvor meget jeg kæmpede for ham og uanset, hvor meget jeg ofrede migselv. Jeg følte, at jeg kæmpede forgæves og at han aldrig ville blive den samme Stephen, som han havde været. Den Stephen som ville have mig med hud og hår og som elskede mig ubetinget. Og jeg forstod ham alt for godt… Jeg ventede ubevidst på dødsstødet, som ville være afslutningen på vores forhold og lod mig synke ned i mørket og lod det overtage min krop og sjæl. Jeg elskede ham for meget til at opgive ham og ville ikke selv kunne stoppe forholdet. Stoppe os… . Jeg var drænet for energi og var trist... Selvom min krop havde givet op, kæmpede mit hjerte en brav kamp for at vinde ham tilbage og for at alt, skulle blive det samme. At vi kunne vende tilbage til det gamle. Som det plejede at være… Men lige nu var jeg træt og håbede at genvinde mine kræfter ved at være lidt væk fra ham. Bare lidt…

 


 

Jeg havde sovet 1 times tid, da min telefon ringede. Jeg vågnede langsomt og så, at det var Stephen, som ringede. Jeg stønnede og så på hans navn, mens jeg lod hans opkald ringe ud og lejlighed blev larmende tavs. Jeg satte den på lydløs med en afkræftende hånd og blev overrasket over at se, at han igen prøvede at ringe. Den dårlige samvittighed strøg indover mig og jeg havde en indre kamp med migselv. Skulle jeg tage den og snakke med ham eller? Han havde dårlig nok ringet til mig de sidste 3 måneder og ligeså snart, jeg ikke dukkede op på arbejdet, så ringede han 2 gange indenfor 30 sekunder. Jeg rystede dovent på hovedet og afviste det lydløse opkald og lagde telefonen fra mig på natbordet uden at se, om den faldt på gulvet. Jeg orkede ikke mere lige nu og vidste, at hvis jeg satte migselv til side mere, ville jeg blive syg. Mere syg end jeg var nu… Min appetit var begyndt at svigte mig meget her på det sidste og jeg drak kun lidt for ikke at blive tør i munden. Jeg var ofte træt og afkræftet på arbejdet pga. den manglende energi i min krop. Hele min krop skreg efter en forsoning mellem os og efter hans kærlighed. Jeg havde brug for ro, så jeg lagde mig til at sove igen og faldt hurtigt i dyb søvn...

Jeg følte, at jeg kun havde sovet i 2 minutter, da jeg hørte min hoveddør blive låst op og så hurtigt, at Stephen stod i døren til mit soveværelse. Jeg missede med øjnene, da han tændte lyset i værelset, som havde ligget mørkt hen pga. den mørke årstid og trådte et par skridt ind. Hans øjne virkede urolige, da han så mig ligge under dynen og jeg lagde mig automatisk om på siden og kunne allerede mærke, hvor urolig jeg blev. Hvis det havde været for 1 måned siden, så havde jeg sprunget op og haft et kæmpe smil på læberne og gjort alt for, at han ikke skulle være urolig for mig. Men nu… Nu var det noget andet og min krop kunne ikke mere. "Victoria...", hørte jeg hans blide stemme og hans skridt over gulvet fortalte mig, at han kom nærmere sengen. Madrassen under mig, bevægede sig stille, da han satte sig ved siden af mig, mens jeg havde lukket øjnene og prøvede at få den gnavende dårlige samvittighed ud af kroppen. Jeg blev oprigtigt overrasket, da jeg kunne mærke hans varme hånd over dynen mod min hofte, men jeg reagerede ikke. "Er du okay?".

Tårer gled allerede nedover mine kinder og ramte puden under min kind, uden at jeg svarede ham. Jeg gemte mit ansigt i puden, for at han ikke skulle se min svaghed og mine tårer. Den svaghed og de tårer som jeg havde undertrykt i 3 måneder og som jeg nu havde behov for at give slip på og det skulle helst være uden, at han så det. ”Victoria…?”, hørte jeg igen hans blide stemme og jeg reagerede stadigvæk ikke, selvom jeg lagde bånd på hele min krop for ikke at springe ind i hans arme og bare blive holdt om. Holdt om som han ikke havde gjort i flere måneder. Jeg havde behov for ham… Madrassen under mig bevægede sig igen, mens jeg stadig gemte mit ansigt i puden og snøftede lavt, da jeg kunne mærke en hånd mod min, som forsigtigt fjernede den og puden fra mit ansigt. Jeg snøftede lavt og jeg så pludselig Stephens ansigt lige ude foran mit. Han sad på hug på gulvet foran mig og så på mig. Han havde stadig sin lange vinterfrakke på og hans kinder var smukke og røde pga. kulden udefra. Han var ufattelig smuk! Hans øjne var urolige og jeg kunne se, hvordan endelig han kom tilbage til mig, da han så mine tårer. Han vidste, hvorfor de var der og han vidste, at han måtte tage et valg. For jeg kunne ikke mere...

Han så mine tårer og han vidste, at jeg var knækket. Han bed sig i læben og tog en dyb indånding uden at røre på sig. Vores øjne mødtes igen og han lagde hovedet på skrå med milde og bekymret øjne, som studerede mit ansigt. Han kneb hurtigt og kort øjnene sammen, da han så flere tårer i mine øjne og han så hurtigt væk, mens det var tydeligt, at han havde en indre kamp med sigselv. For han vidste, at hans valg var svært, uanset hvilken vej han valgte. Men han blev nødt til det… Han rejste sig langsomt op med et suk og hans hånd om min forsvandt og jeg kunne høre hans fodtrin forsvinde ind i min stue, hvor de stoppede op. Jeg kunne høre ham sukke igen og jeg kunne forestille mig, hvordan han stod og tænkte. Hvordan alle vores dejlige og lykkelige minder, gled forbi hans øjne og hvordan han blev nødt til at tage et valg. Her og nu… Enten skulle vi komme igennem det sammen eller også skulle han tage det hårde valg og gå. Gå sin vej og for aldrig at vende tilbage til mig og starte på en ny fremtid uden mig.

Jeg græd lydløst, mens hele min krop ikke kunne slappe af. Jeg rykkede forsigtigt og uroligt på mig for at ligge en smule bedre og stoppede straks, da jeg kunne høre hans skridt indefra stuen af. De bevægede sig ud i den lille gang og ind i soveværelset, hvor jeg stadigvæk lå med ryggen mod døren. Han var tavs og jeg krammede puden med hånden ind mod kinden og ventede. Jeg ventede bare på hans slag og på at blive ladt alene og kunne høre døren blive lukket efter sig. En epoke ville være overstået og det ville være noget, som ville smerte mig mere end noget andet i verden. Jeg kunne høre en fumlen bag mig og jeg sank og inden jeg vidste af det, kunne jeg mærke, hvordan han lagde sig bag mig, så vi lå i ske. Han lagde sin arm om mig og trykkede mig ind til sit bryst, som han ikke havde gjort i 3 måneder. Jeg kunne ikke holde et hulk tilbage og brød sammen, mens han blev ved med at holde om mig. Han havde valgt mig… Os… Vores fremtid… Han holdte om mig, mens jeg gav op og derefter genvandt min styrke. Mens jeg samlede alle stumperne op af migselv og samlede dem sammen og formede dem til mig igen. Til den pige som jeg havde været, inden alt dette var sket for 3 måneder siden. Han holdte om mig, mens alt min dårlige samvittighed kom til overfladen igen og jeg fortsat græd som pisket. Og han holdte om mig, mens jeg på ny undskyldte overfor ham...

Vi lå sådan i over 2 timer, mens jeg græd og græd og undskyldte overfor ham. Han sagde ikke et eneste ord i de par timer, men holdte bare om mig og lyttede... Jeg stoppede ikke med at græde, selvom jeg var færdig med at snakke og blev bare mere og mere renset ud af alle mine følelser. Han lå helt op af mig og han havde ikke rykket på sig, da jeg kunne mærke et lille varmt kys bag mit øre. Jeg stoppede straks med at græde og ventede, da jeg kunne mærke det igen og igen og igen og igen. Hans arm omkring mig trak mig langsomt baglæns, så jeg vidste, at han ville have, at jeg skulle vende mig om ham og det gjorde jeg. Vores øjne mødtes og jeg kunne se hans smerte, da han så mit ansigt. Han brød sig ikke om, at se mig sådan her... Han lagde en hånd om min kind og studerede mit ansigt, mens han fugtede sine læber. Også kyssede han mig... Han kyssede mig dybt og med kærlighed for første gang i 3 måneder og jeg tog straks imod ham. Vi elskede flere gange den eftermiddag og jeg genvandt min styrke og min lykke vendte tilbage samt Stephens kærlighed og tillid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...