Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
32Kommentarer
236661Visninger
AA

39. 37.

 


 

Hele min krop føltes drænet for energi og var i høj alarmberedelse, mens mine øjne langsomt gled over hans ansigt. Stephens ansigt… Hans smukke ansigt som nu udviste en smerte, som jeg aldrig havde set før og som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet, at jeg skulle have pådraget ham. Jeg holdte vejret, mens jeg ikke kunne tage øjnene fra ham, mens vi sad ved siden af hinanden hjemme i hans stue i London... Hvilken smerte jeg havde pådraget ham… Jeg ville aldrig tilgive migselv! Jeg var helt tavs og snøftede flere gange, mens jeg fjernede en masse tårer fra begge mine kinder med en rystende hånd. Jeg var landet i England et par timer forinden og vidste, at jeg blev nødt til at fortælle Stephen omkring min utroskab, inden jeg blev ædt op af dårlig samvittighed. Han af alle mennesker fortjente ikke en løgnagtig utro kæreste, som holdte ham for nar. Jeg blinkede et par gange mellem de mange tårer og så Stephen sidde foroverbøjet med sine hænder i sit hår og græde stille. Siden ordene var gledet over mine læber, havde han været tavs og havde siddet i samme stilling i flere minutter uden at bevæge sig. Jeg snøftede igen og sukkede lavt og følte mig ussel og som verdens værste menneske. Stakkel Stephen… Han havde altid behandlet mig godt og udvist mig en stor respekt og se nu, hvordan jeg gengældte hans kærlighed og hans varme..

Jeg lagde prøvende en forsigtig hånd over hans skulder, men han rystede den hurtigt af sig og rykkede sig lidt væk på sofaen uden at se på mig. Jeg trak min hånd til mig og havde mest af alt lyst til at kaste mig ud fra en klippe og se undergrunden komme hurtigt tættere og tættere på, indtil jeg kunne mærke.. intet... Her sad manden, som jeg elskede højt og var i smerte pga. mig, fordi jeg havde været en forfærdelig kæreste. En 19 årig pige havde nedbrudt en 26 årig fantastisk mand og det var bestemt ikke det, som jeg havde ønsket mig for min fremtid. Jeg havde brudt vores bånd og jeg havde aldrig haft det så dårligt, som jeg havde det nu. Jeg skammede mig og kunne ikke tage øjnene fra ham.

Hans fine nystrøget skjorte sad flot over hans muskelløse overkrop, som jeg kunne se rystede, mens han græd stille. "Stephen...", hviskede jeg bedende efter flere minutters tavshed mellem os. Han rystede hurtigt og kort på hovedet og det så ud til, at lyden af min stemme kun gjorde mere ondt på ham. Han snøftede højt uden at se på mig og kørte en hånd gennem det ellers så flotte hår, så det hurtigt sad uredt. "Sig noget...", fortsatte jeg med en lille kraftesløs stemme. Han reagerede ikke på min stemme og lagde begge albuer mod sine adskilte knæ og så ned på sine hænder, som pillede ved sine negle. Jeg hikkede og tørrede begge mine øjne med en hurtig bevægelse. "Vær sød at sige noget Stephen...”. Min stemme var svag og jeg kunne netop kun hikke mig igennem hvert et ord og begyndte at græde mere voldsomt ved siden af ham uden at få en reaktion fra ham. Og den var fortjent!

Jeg hulkede højlydt i flere minutter og gemte mit ansigt i ansigtet, da jeg endelig kunne mærke, at han bevægede sig og hans arme kom om mig, mens han krammede mig ind mod sig som et beskyttende værn, selvom jeg ikke fortjente det. Jeg lagde mit ansigt mod hans bryst og hulkede videre, mens en hånd lagde sig om mit hår og hans læber lagde sig blidt mod mit hår. ”Undskyld…”, hulkede jeg højt stadig med mit ansigt gemt i mine hænder. Hele min krop rystede voldsomt og jeg trak benene op, så jeg sad i fosterstilling op mod ham. Han trøstede mig, selvom det var mig, som skulle trøste ham. Det var mig, som skulle holde om ham og hjælpe ham gennem hans smerte og ikke omvendt. Jeg fortjente det ikke, men jeg havde ikke kræfterne til at trække mig fra ham og ønskede ikke andet end at være i hans arme og glemme alt omkring Thailand. Glemme alt om Harry og alle vores nætter sammen! At glemme mine følelser for en anden mand, som jeg havde holdt for migselv... Jeg hørte til her i Stephens arme og ikke hos Harry! Stephen var min fremtid og ikke Harry! Stephen vuggede os langsomt fra side til side og sådan sad vi længe i tavshed, mens min hulken stilnede langsomt af.

 

Jeg hulkede højtlydt i flere minutter...


 

Jeg så op på ham med store og våde øjne, da hans arme omkring mig forsigtigt forsvandt og mine øjne mødtes endelig hans og hans blik mod mit havde aldrig været mere ulykkeligt! Hans mørkeblå øjne var triste og fyldt med tårer og jeg hørte hans stemme spørge hviskende: "Hvorfor Victoria?”. Jeg blinkede hurtigt igen for at fjerne nye tårer og tørrede igen mine våde og opsvulmet kinder. Han rejste sig hurtigt op og varmen fra ham, forsvandt hurtigt og jeg følte mig nøgen og ensom uden ham ved min side. Han vendte sig hurtigt om mod mig med tårer glidende nedover sine kinder og fortsatte. ”Hvorfor? Jeg troede, at vi 2 havde det godt!”. Han kørte begge hænder frustreret gennem håret og han så op i loftet, mens hele hans ansigts form ændrede sig fra tristhed til vrede. ”Hvorfor?”. Jeg vidste, at sandheden ville slå ham ud og som jeg sad her med manden foran mig, som jeg elskede så højt, vidste jeg ikke, om sandheden var sandheden i virkeligheden. Havde det hele bare været en illusion om, hvordan det egentlig kunne være? En drøm? En fantasi? Havde det hele ikke bare været en mellemting af lyst og Harry? En kombination af det hele, som havde fået mig til at føle noget de sidste par dage, som ikke eksisterede, når det egentlig var Stephen, som jeg elskede højt? Var jeg virkelig så varmblodet, at jeg søgte noget, som kun fandtes i bøger? Søgte jeg virkelig en kærlighed, som ville være så dyb, at jeg ville opgive mit liv og min sjæl for en mand, som ville opgive det samme for mig? Men den slags kærlighed fandtes jo ikke! Stephen fandtes og jeg elskede ham og han elskede mig ligeså højt. Hvad havde jeg dog gjort?!

”Hvem var han?", hørte jeg ham spørge, da han ikke havde fået nogen reaktion fra mig. Hele min krop blev spændt og jeg sukkede lavt, mens jeg rykkede uroligt på mig. Jeg sank anstrengt og så den anden vej for at undgå hans mørke øjne. Jeg kunne mærke hans øjne på mig og jeg følte mig udstillet og svag. Jeg adskilte læberne og skulle til at svare, men fortrød med det samme og prøvede igen uden at se på ham, men jeg kunne ikke få hans navn over mine læber. Harry… Jeg rystede langsomt på hovedet og hviskede: "Det må du ikke spørge om Stephen… Spørg om alt andet... Bare ikke det…". Jeg lagde mine hænder over mit ansigt og græd igen. "Se på mig Victoria... Hvem var han?", kunne jeg igen høre hans stemme. Den lød hård og vred og da jeg så op på ham, kunne jeg igen se hans våde øjne lyne mod mig. Hans vejrtrækning var hurtig og hidsig, men hele hans krop udviste en stor og dyb smerte, som var i gang med at nedbryde ham bid for bid.

Jeg tog en dyb indånding og så ned mod mine stramt foldet hænder, som var helt hvide og snøftede højt. ”Victoria?!”, lød hans stemme hård og rystende og jeg adlød straks. ”Harry..”. Min stemme var lille og jeg undgik stadig at se på ham. ”Han hedder Harry…”. Jeg lagde en hånd halvt over ansigtet, mens den larmende tavshed lagde sig indover os. Han vendte sig om og gik hurtigt hen til vinduet. Jeg så hen på ham og kunne se ham se eftertænksomt ud. En tåre gled over hans kind, som han hurtigt tørrede væk og jeg så hurtigt væk og kneb hårdt øjnene sammen. Hele denne situation var forkert og så ukendt for mig. Han vendte sig og forsvandt hurtigt. Et smæk fra hoveddøren fortalte mig, at han var gået i vrede og jeg anede ikke, hvornår han ville komme tilbage. Jeg begyndte straks at hulke højt igen og lagde mig ned i sofaen og græd mit hjerte i stykker, indtil Stephen ville komme tilbage og forhåbentlig få det til at hele igen.

Jeg gik den lange vej hjem fra Stephen med et tungt hjerte. Alle omkring mig kunne se, at der her gik en pige med et knust hjerte. Mine tårer nedover kinderne, fik dem til at se hævet og røde ud og håret sad i en løs og rodet knold. Jeg var i vildrede og kendte slet ikke migselv mere. Jeg havde mistet en del af migselv i Thailand og kunne ikke finde det nogen steder igen. Det var glemt og begravet hos Harry... Jeg gik igennem Londons store park og satte mig langsomt på en tom bænk, mens de tunge skyer i August hang gråt over landet. Det var varmt i vejret og et lysglimt længere væk fortalte mig, at det ville begynde at tordne inden længe. Jeg sad slapt og livløst på bænken og så tomt frem for mig uden at registrere de enkelte mennesker, som gik forbi mig med deres hunde og børn. Alt omkring mig virkede ensomt og stille og jeg orkede ikke andre mennesker. Jeg ville kun Stephen og hans kærlighed… Men den var tabt og væk for evigt! Jeg så hurtigt op, da jeg kunne mærke en kold regndråbe mod min ene kind. ”Oh great!”, sukkede jeg lavt og tørt og gjorde ikke mine til at rejse mig op for at gå hjem, da skyerne endelig åbnede sine sluser og gav mig det, som jeg fortjente. Inden længe var jeg helt gennemblødt, mens jeg blev siddende og bare tog imod Himlens afstraffelse. Jeg blev siddende i lang tid. Så lang tid at jeg ikke vidste, om der var gået en halv time eller 3 timer. Jeg sad bare og sad og tog imod hver en regndråbe, som ramte mig, indtil jeg rejste mig med rystende ben og fandt min vej hjem.

Jeg gik langsomt op af trapperne og mit greb om trappegelænderet var fast for ikke at falde, da jeg var så afkræftet. De sidste par dage havde tæret på mine kræfter og denne dag havde tæret på min psyke. Jetlagen fra rejsen hjem hang over mig og jeg var nedbrudt og ødelagt og jeg ville bare op i seng og sove, indtil min smerte var forsvundet. I år 2065… Jeg låste mig ind i den varme lejlighed og lod min våde taske lande på gulvet ved siden af mine fødder og så mig rystende omkring, mens jeg lagde armene beskyttende om migselv for at få varmen. Jeg farede sammen, da jeg så en skikkelse komme frem i døren til stuen og så ind i Stephens blå øjne. De virkede urolige og var fyldt med tårer, da de så mig stå der våd og rystende. Og der knak filmen for mig… Jeg faldt sammen som en tung bylt på gulvet og landede på hoften, mens jeg igen brød sammen og græd højt og gemte mit ansigt i mine ene hånd og hulkede. Jeg kunne høre hans hurtige skridt over gulvet og hans arme omkring mig, da han bukkede sig nedover mig og tog mig i sine arme. ”Undskyld Stephen…”, hulkede jeg og hyperventilerede højt og lagde armene om hans ene arm og knugede den til mig. Jeg havde ikke lyst til at give slip på ham igen og ønskede hans tilgivelse. Jeg kunne høre ham græde og jeg vidste, at han var sønderknust og jeg kunne ikke bære, at jeg havde pålagt ham denne smerte. Hvad havde jeg dog tænkt på i det øjeblik, da jeg havde kastet mig i armene på Harry og forsvundet ind i hans verden. Hvordan kunne jeg tro, at jeg havde følelser for ham, når det var Stephen, som jeg elskede højt. Stephen som elskede mig for den, jeg var og som ville have mig, selvom jeg bare var Victoria Black med en normal madpakke og et normalt arbejde. Stephen var her hos mig og Harry var over alle bjerge! Jeg havde sat alt dette på spil for 2 nætters lyst og det havde været farligt og dumt!

"Tilgiv mig...", hviskede jeg desperat. "Jeg elsker dig Stephen! Gå ikke fra mig...". Det var endelig gået op for mig, hvad jeg havde sat på spild og at jeg var ved at miste ham. Miste hans kærlighed og varme. Han var tavs, mens hans arme stadigvæk var om mig og beskyttede mig, selvom jeg ikke fortjente det og jeg blev opmærksom på det. Jeg vred mig forsigtigt ud af hans arme med en hulken og han så overrasket på mig, mens jeg rejste mig op med stor besvær og støttede mig til væggen for ikke at falde. Jeg var stiv i hele kroppen af at have siddet så længe i regnen og frøs så meget, at jeg stod og rystede som en lille hund foran ham. Jeg lagde armene om migselv igen og jeg fulgte ham med øjnene, da han rejste sig langsomt foran mig uden at tage øjnene fra mig. ”Jeg fortryder det Stephen!”, hviskede jeg hårdt og knyttede begge næverne om mig og fastholdte hans øjne, mens jeg stadig græd. ”Jeg fortryder, at jeg påføre dig denne smerte, som du på ingen måde fortjener!”. Han var tavs, mens han lyttede og jeg fortsatte hurtigt: ”Jeg fortjener dig slet ikke! Du er så godt et menneske og du er så fantastisk dejlig og du fortjener på ingen måde dette”. Jeg trådte et skridt bagud og væk fra ham og hulkede højt og gled ned med ryggen mod væggen bag mig og gemte mit ansigt i hænderne. Stephen så hurtigt ned på mig med et såret drag om øjnene...

Jeg turde ikke fortælle ham, hvor mange gange jeg havde været sammen med Harry. Jeg ville ikke indrømme overfor ham eller migselv, at det var meget mere end 1 gang, men jeg vidste, at det aldrig ville ske igen. Jeg vidste, at hvis det skete igen, at det ville ødelægge ham helt og at jeg ville være skyld i hans depression og tristhed. Jeg ville ikke kunne klare denne situation en gang til... Jeg elskede ham højt og ønskede ikke at miste vores liv sammen og hans kærlighed. Jeg ville føle mig nøgen og alene uden ham hos mig om natten. Jeg ville savne hans arme om mig og hans latter, når jeg fyrede en dårlig joke af. Jeg ville savne at se på ham, når han sov og når han blinkede til mig over hans mavebøjninger om morgen. Jeg kunne mærke hans kropsvarme ved siden af mig og hans arme omkring mig. Endnu en gang trøstede han mig… Jeg lagde min kind mod hans bryst og hans hurtige hjertebanken fortalte mig, at han var nervøs og påvirket. Jeg greb om hans skjorte og ville ikke give slip på ham, mens jeg lod mine tårer ramme stoffet over hans bryst og efterlade mørke pletter af sorg. Jeg kunne mærke hans kind mod mit hår, mens vi sammen græd over vores elendighed. Over vores kærlighed som havde fået sig et knæk og som vi skulle samle op stump for stump og samle den igen til det, som den havde været. Hvis han tillod det...

"Victoria...? ", hørte jeg Stephens grædende stemme og jeg ville ikke se på ham. Jeg krammede mig desperat til hans bryst og hulkede stadig højt. Jeg kunne høre ham snøfte og igen høre ham kalde mit navn. "Se på mig", sagde han blidt og jeg så hikkende op på ham med forgrædte øjne. Hans blå øjne var triste og han så træt og brugt ud, da de fulgte en tåres vej over min kind. Han fjernede den langsomt og hviskede: "Du er så ung...". Mit greb om hans skjorte blev strammere. Hans øjne brændte sig ind i mine, mens jeg kunne se en masse tanker køre gennem hans hoved. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre Victoria...", sagde han og hans stemme knækkede over og han begyndte at græde lydløst igen. Jeg lagde mine arme om ham og trykkede ham ind til mig, mens han lydløst græd. Jeg kyssede varmt hans hår og trykkede hans kind mod mit bryst og gav ham alt min varme og kærlighed. Nu var det min tur til at trøste ham og jeg gav ham alt af mig ligeså længe, som han ønskede det af mig.

"Jeg elsker dig jo...", hviskede han. Mine armes greb om ham blev strammere og jeg lagde langsomt mine læber mod hans hår og kyssede det længe og varmt. "Tilgiv mig Stephen...”, hviskede jeg varmt. Jeg følte mig som en falden engel... En engel som var startet ud med at være så smuk og uskyldig og som derefter havde brudt alle love, når det kom til kærlighed! Jeg kunne pludselig mærke hans arme om mig og jeg følte mig straks hjemme igen, selvom jeg vidste, at han ikke havde tilgivet mig endnu. Men jeg vidste, at jeg stadig var hans. At vi stadig havde en chance i vores forhold, selvom jeg skulle bevise det hver evig eneste dag, indtil han stolede på mig igen. Og det havde jeg i sinde at gøre...

 

Jeg følte mig som en falden engel...


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...