Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
37Kommentarer
245011Visninger
AA

37. 35.

 


 

Der var ingen ord mellem os, men det behøvede der heller ikke være. Men jeg vidste, at det uundgåelig var sket og jeg hadet migselv for det. Sandheden var kommet frem i mig og jeg var i vildrede over det… Jeg havde udviklet følelser for Harry... Dybe følelser som end ikke mine følelser for Stephen kunne hamle op med og da Harry på ny lagde sine læber over mine, føltes det helt rigtigt! Så rigtigt, at jeg kunne mærke det helt ind i hjertet og her blev det og formede sig til en del af mig. Jeg følte, at jeg kunne se mit spejlbillede i ham og hvordan jeg langsomt blev mig sammen med ham. En følelse som jeg havde hungret efter i så mange år og her var den lige foran næsen på mig og nu hvor jeg havde fået øjnene op for den, kunne jeg ikke lukke ned for den igen.

Hans hænder lagde sig om mine kinder og hans læber var bløde og forsigtige mod mine. Mit hjerte bankede uregelmæssigt… Vores læber bevægede sig langsomt om hinanden, mens hans parfume ramte mine næsebor. Jeg tog en dyb indånding for at huske hans duft og trykkede mig ind mod hans bryst, mens vi lå nøgne i sengen. Hans hænder om mit ansigt lå blidt og varmt, mens vores tunger langsomt fandt hinanden og legede forsigtigt. Han stoppede langsomt kysset og lagde sin pande mod min med lukket øjne. Han var den rigtige… Åh nej! Vi lå i stilhed og nød hinandens nærhed og varme uden at det virkede forkert for mig. Han trak mit ansigt fra sit og så på mig stadig med sine hænder om mine kinder. Vi sagde ingenting og så bare på hinanden med store øjne... Jeg var så forelsket i den mand og det havde kun taget ét split sekund at blive det. Men jeg vidste helt inde i mit hjerte, at han overhoved ikke havde det på samme måde. Jeg var for ham en pige, som han hyggede med igen, fordi hun var der på det rigtige tidspunkt og han ville glemme hende, ligeså snart han havde lukket døren bag sig. Jeg sugede alle indtryk fra ham ind i mit hjerte og ville altid gemme det der og huske ham, som han lå her med strålende grønne øjne og et charmerende farligt smil.

Jeg lagde mine hænder om hans mod mine kinder og smilede et lille smil til ham. Jeg så på ham og ønskede, at han så det i mig, som jeg så ham i ham. En fremtid! Jeg ville ønske, at han fortalte mig, hvor meget han ville have mig og at vi skulle være sammen. Jeg fjernede langsomt hans hænder fra mine kinder og så ned mellem os, mens mit smil forsvandt. Jeg kunne ikke bære, at det ville blive hverdag igen om lidt og jeg kunne ikke bære, at jeg ikke vidste, hvornår jeg så ham igen. Mine hænder holdte om hans for ikke at slippe ham for tidligt... "Hey?!", hviskede Harry langsomt og jeg så igen på ham. Han bevægede sig og stødte sit hoved i hånden, mens han så ned på mig, mens mit hoved lå på puden. Han smilede et charmerende smil til mig og jeg prøvede at smile tilbage. Han aede forsigtigt og kort min kind og kyssede mig varmt og længe, inden han hviskede med næsen mod min og lukkede øjne: ”Hvorfor så trist Victoria?”. Han åbnede sine smukke grønne øjne og mødte mine og jeg kunne tydelig se, at han kunne se mine smerte i dem nu.

Mine øjne blev blanke og bedrøvet og jeg snøftede kort og så hurtigt væk og derefter ind i hans øjne igen. Jeg kunne se, hvor usikker han hurtigt blev, da jeg fastholdte hans øjenkontakt med bedende øjne i alt for lang tid. Jeg bed mig i underlæben og jeg kunne se foran mig, hvordan en panik bredte sig i hans øjne og hvordan han allerede følte sig fanget. Mine hænder om hans strammede deres greb og han så ned på dem med et uroligt drag. Hans læber blev til en smal streg og han satte sig langsomt og stift op uden at se på mig. Han så udover værelset og kørte hurtigt en hånd gennem håret og prøvede på ikke at lade mig se, at han kendte til mine følelser. Til sandheden… Han rystede næsten usynligt på hovedet og rykkede på sig, så alt vores kropskontakt forsvandt og med ét, var jeg blevet en tom skal. Han havde allerede trukket sig psykisk væk fra mig og det smertede så meget i mig, at jeg kunne høre min verden bryde sammen stykke for stykke.

Han satte sig langsomt op med ryggen til mig og han sad lidt i tavshed og tænkte, inden han bukkede sig ned og fandt sine bukser frem på gulvet i mørket ved siden af sengen. Han rejste sig, mens han samtidig tog dem på. Han var tavs. Han kløede sig hurtigt i håret og vidste ikke, hvad han skulle gøre, mens han gik rundt om sigselv, for at finde sin skjorte. "Harry...", sagde jeg forsigtigt og satte mig langsomt op og så efter ham, mens han gik rundt i mørket. Han rystede hurtigt på hovedet uden at se på mig, da han tog skjorten på. "Lad være Victoria...", hviskede han alvorligt, mens han også tog sin jakke på uden at have knappet sin skjorte. Jeg tog en dyb indånding, mens han fortsatte: "Jeg er ikke noget for dig...”. Han vendte sig endelig om og så på mig med øjne, som viste smerte. Men en anden form for smerte end min og det gjorde ondt! Det gjorde så ondt, at en tåre hurtigt gled over min kind og nedover min hage og ned på dynen. Han kørte frustreret en hånd gennem håret og så hurtigt væk, mens han hviskende: ”Du må ikke græde Victoria…”. Hans stemme var opgivende og lille og han undgik mit blik, selvom jeg søgte hans med en ivrighed, som var ved at tage livet af mig. Han så op i loftet og bed sig i underlæben, mens han tænkte. ”Mit liv er anderledes end dit! Je... jeg je... Jeg kan ikke give dig det, som du ønsker...", fortsatte han stammende. Jeg rystede hurtigt på hovedet og sagde langsomt hviskende: "Du ved ikke, hvad jeg ønsker Harry…". Jeg så på ham med store øjne og kunne mærke, hvordan mit hjerte stoppede med at slå, da hans øjne endelig mødte mine igen. De fortalte mig, at de netop vidste, hvad jeg ønskede og at jeg ikke kunne lyve overfor ham. Han rystede opgivende og kort på hovedet. "Jeg er ikke noget for dig Victoria...", sagde han igen og så igen op i loftet med en stemme, som var lille og trist.

 

Han sad lidt i tavshed og tænkte...


 

Jeg kunne se, hvordan han psykisk tog mere og mere afstand fra mig. Han gled ud mellem mine hænder, nu mere jeg ville have ham tættere på mig. Han fik sine sko på og sagde uden at se på mig: ”Jeg bliver nødt til at gå nu…”. Jeg kunne mærke, hvor desperat jeg var og jeg rejste mig hurtigt op med det tynde lagen om mig og gik ind foran ham og så op i hans ansigt for at møde hans øjne. De gjorde alt for at undgå at se mine og jeg lagde en hånd over hans kind. "Bliv Harry... Bliv hos mig i nat… Bare i nat...", hviskede jeg desperat og vores øjne mødtes. Han rystede hurtigt og kort på hovedet og hviskede bedende: "Victoria...". Han tog om min hånd mod hans kind og fjernede den langsomt og holdte om den. Min hånd i hans føltes så lille og perfekt og de var et perfekt match, da han lukkede sin om min. Hans blik virkede såret mod mit og jeg kunne høre en stønnen komme fra ham. "Jeg ved, hvad du vil have... Og jeg kan ikke give dig det!". Hans blik virkede stadig såret, mens han fortsatte: "Jeg har ikke lyst til at give dig det Victoria!". Jeg kunne mærke mit hjerte dumpe ned i maven og hvordan jeg kæmpede for at holde tårer tilbage over hans sidste sætning. Selvfølgelig ville han ikke det og det vidste jeg jo også godt, men at høre det fra hans egne læber i stedet fra mine egne tanker, gjorde endnu mere ondt. Han tog en dyb indånding og sagde blidt: "Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide dig Victoria... For det kan jeg virkelig godt! Men bare ikke på den måde, som du kan lide mig…". Han kørte hurtigt en rystende hånd gennem håret. "Vi 2 er bare vidt forskellige personer”.

Det var som om, at hans ord ikke trængte igennem til mig, selvom jeg hørte dem. Det gjorde for ondt… Jeg lagde hurtigt mine hænder om hans kinder, stillede mig på tær og kyssede ham varmt og længe. Jeg kyssede ham med en dyb inderlighed, som jeg var sikker på, at han kunne mærke, men han tog ikke imod den. Han sukkede blidt mellem mine læber og kyssede varmt og længe tilbage, da han lagde sine hænder om mine og fjernede dem forsigtigt fra hans kinder. Han stoppede vores varme kys og vores øjne mødtes med vores ansigter tætte mod hinanden. ”Victoria…”, hviskede han og kørte varmt en hånd over min pande og nedover mit hår. ”Du er…” startede han varmt uden at tage sine øjne fra mine. ”Du er den mest fantastiske pige, som jeg nogensinde har mødt. Nogensinde… Jeg vil aldrig nogensinde glemme dig. Aldrig!”. Hans stemme var varm og ærlig, mens hans øjne undersøgte mine intenst. Han var ved at sige farvel... ”Men…”. Han stoppede og tænkte sig om, hvordan han skulle tackle mig, uden at jeg blev for ked af det uden at tage øjnene fra mig. ”Du er en pæn pige med noget mellem ørerne og jeg er... mig! Du er naboens kønne pige med et livslangt mål og jeg er den vilde rebel med krudt i røven. Jeg lever et helt andet liv end dig Victoria. Vi er bare... Du ved... Du bor i London og arbejder på et kontor og bruger dine weekender på dine venner og jeg rejser konstant med bandet. Vi er bare for forskellige...". Hans stemme lød til sidst som en hvisken...

Jeg følte, at han havde stukket en kniv gennem mit hjerte med sine ord og jeg havde ikke forventet de ord fra ham. Jeg var ikke god nok til ham, men hvad havde jeg forventet? En ring på fingeren og et lykkeligt liv til mine dages ende med en verdens stjerne? Jeg kunne sagtens læse mellem hans linjer, selvom han prøvede at pakke det ind for mig, men min intelligens overgik desværre hans forsøg på at være smart. Jeg bed mig i kinden og så ned i gulvtæppet og snøftede stille i mørket. "Jeg forstår dig Harry…”. Han sagde ingenting og jeg slap hurtigt hans hænder og kom dynen mere om mig og trådte et skridt væk fra ham. Han lod mig gøre det uden et forsøg på at få mig tættere på sig igen. Jeg fandt mit mod i maven og mine øjne mødte endelig hans igen og jeg fortsatte kraftesløs: ”Til en anden gang Harry… Så lad være med at fortælle mig, at jeg ikke er god nok for dig, når du afviser mig. Bare afvis mig blankt i stedet…”. Harry så på mig med et fast blik og fastholdte mit i flere sekunder uden at nogen af os sagde noget. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding, inden han sagde blidt: "Det var ikke det, jeg sagde Victoria...". Jeg så bare på ham med et såret blik og sagde stille tilbage: "Men det var det, som du mente Harry...".

Han sagde mig ikke imod og kørte igen frustreret en hånd gennem håret og havde et stramt drag om læberne. "Jeg bliver nødt til at gå", sagde han hurtigt uden at se på mig. Jeg nikkede bare kort for migselv og blev stående midt i det mørke værelse, da han vendte sig om langsomt og gik et par skridt hen mod døren. Jeg sagde ingenting og da han havde åbnet døren på klem, vendte han sig om i døren og så på mig med rynket bryn. ”Du er stadig en fantastisk pige…”, sagde han hviskende og jeg så hen på ham med triste øjne. Jeg bed mig i underlæben og blinkede en enkelt tåre væk, som jeg hurtigt tørrede væk fra kinden. Jeg nikkede bare kort og havde mest lyst til at tigge og bede ham om at blive her resten af natten hos mig. At han skulle holde om mig og kysse alt min smerte væk. Hans blik forandrede sig til en tristhed, da jeg fjernede endnu en tåre på min kind igen. Hans skuldre faldt et par centimeter og han skulle til at gå hen til mig, da jeg sagde blidt: ”Du må have det rigtig godt Harry…”. Han stoppede straks og vidste, at jeg smed ham ud, selvom min krop skreg efter ham. Men jeg vidste også, at han ikke kunne give mig det, som jeg ønskede af ham og at jeg kun ville trække pinen ud, hvis han blev her. Det ville ikke være det samme, for han ville gøre det af medlidenhed og ikke fordi, han havde lyst til det.

Hans stemme var varm og blid og han nikkede et lille nik hen mod sengen. "Sov godt...". Han gik langsomt hen til døren og gik ud af den uden at vende sig om og lukkede den forsigtigt efter sig og jeg stod tilbage i mørket og kunne høre hans fodtrin forsvinde ned af gangen. Jeg lukkede øjnene hårdt i og lod mine tårer få frit løb, mens jeg kunne høre den ene drøm efter den anden briste indeni mig.

Jeg gik sløvt hen til sengen og satte mig langsomt i sengen med dynen om mig. Jeg satte mig midt på sengen og krummede mig sammen til en lille klump af sorg. Jeg følte, at jeg havde mistet den lille del af migselv, som han havde været med til at bygge op indeni mig, som havde gjort mig fra pige til kvinde. Men den vigtigste del af mig var forsvundet med ham... Min kærlighed... Mine inderste følelser havde han kommet med i sin lomme uden selv at vide, hvor dybe de egentlig var og ville have dem med sig over alt i verden. Han ville tage min kærlighed fra en lille pose og dele ud af den til andre piger på sin vej ud i verden og nyde deres varme og kærlighed. Det var for det bedste, at vi var stoppet på denne måde, så jeg kunne komme videre og glemme ham på bedste vis. Men jeg vidste, at det ville være noget af det sværeste, jeg nogensinde skulle gøre... For jeg var håbløst forelsket op til begge ører i Harry Styles...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...