Out of Style

Hvad sker der, når den intelligente og milde Victoria Black brat får væltet sin ellers så rolige hverdag og normale madpakkeordning pga. et tilfældigt møde med One Directions mest populære og rebelske medlem, Harry Styles? Udover 1 nats lidenskab og spænding mellem 2 mennesker, giver det Harry blod på tanden for endnu en nat med denne smukke pige med det smukke sind, mens mødet med Harry får Victoria til at træde ud af sin skal og finde sigselv i et virvar af følelser for Harry og dermed et skridt tættere på at gå fra pige til kvinde... Med Harry pustende i nakken...

71Likes
32Kommentarer
236659Visninger
AA

4. 2.

 


 

Jeg var flyvende efter 1 måneds arbejde hos Black Ribbon og var faldet utroligt godt til i mit arbejde og med mine daglige kollegaer. Jeg havde hurtigt lært systemerne at kende og var kommet godt i gang med alt det økonomiske og ressourcerne i forhold til alle deres eventer og koncerter i hele landet, som blev booket via. firmaet. Der var en masse at ting, som jeg skulle lære og jeg var derfor blevet tilknyttet en fast revisor ved navn Abby, som fungerede som en elevansvarlig, som jeg kunne gå til, hvis jeg havde problemer. Men det var yderst sjældent, at hun så mig, da jeg havde godt styr på mit arbejde. Black Ribbon var et kendt firma i branchen. De var kendt for at være et af de bedste firmaer i England til at lave arrangementer og de var kendt for at have travlt og dette var en underdrivelse. Black Ribbon var som regel det første firma, som andre firmaer henvendte sig til for at se, om de kunne få en kontrakt i hus, inden de gik til andre firmaer. Der var ikke en dag, som var ens og det var sjældent, at vi 4 elever kunne sætte os ned at lære hinanden rigtigt godt at kende. De 3 andre elever i min afdeling var fantastiske at arbejde med og vi havde et godt og tæt samarbejde i vores arbejdsdag. Greg havde sat et super godt team sammen, hvor vi hver især havde hver vores funktion og vi udførte den til punkt og prikke.

Leah stod for selve eventerne sammen med sin elevansvarlig, som skulle sørge for, at det hele kørte som smurt og at alle de rigtige mennesker blev inviteret og mødte op. Hun mængede sig med de kendte til disse eventer og hun elskede det. Jamie (100% homoseksuel) havde det samme arbejde som hende og var også under en elevansvarlig, men hans område var koncerter. Det var hans ansvar og job at sørge for, at alle de store stjerners udstyr til deres koncerter var der. Samtidig skulle han sørge for, at de havde et sted at bo imens og at alt under koncerterne var i orden med ting, som de havde ønsket eller forlangte. Man kunne kalde både ham og Leah for en ”Personale Assistents”, som blev hyret fra Black Ribbon af deres turnémanager. Deres turnémanagere eller eventmanagere ringede først til mig eller Paul for forhører sig, om de kunne booke koncertsteder eller haller til deres arrangementer. Vi lavede så kontrakterne og budgetterne for, hvor meget det ville komme til at koste dem. For at gøre det nemt for os alle 4, stod jeg for budgetterne for Jamie og Paul stod for Leahs budgetter. Jamie og Leah styrtede rundt i hele landet til forskellige koncerter og eventer i døgnets 24 timer og nød det vilde liv, mens Paul og jeg hyggede os med vores 8-16 arbejde og weekendfri.

Jeg var endelig kommet hjem og var følte mig brugt og træt efter en lang og hård dag på kontoret. Telefonen havde kimet hele dagen, da det ville være højsæson til næste sommer for bands turneer, så jeg havde snakket med en masse turnemanagers i dag. Jeg gik langsomt ind i soveværelset med en håndklæde om mig og satte mig til at tørre mit våde hår efter mit bad. Som nylig 18 årig var jeg flyttet hjemmefra for første gang og stod nu helt på egne ben. Det var et valg, som jeg selv havde taget og et valg, som min far og hans kone havde accepteret. De havde hjulpet mig med lejlighedsøgningen og derefter med at flytte. Jeg havde været smadder heldig og fået en gammel og nedslidt 2 værelseslejlighed, som lå perfekt i centrum af London. Den lå på 3 sal og larmen fra biler og mennesker som konstant kørte og gik 20 meter under min lejlighed, var prikken over i´et. Jeg elskede lejligheden og havde kun boet her 2 måneder og havde allerede gjort den til min egen. En klat maling på væggene og de rigtige brugte møbler fra garageudsalg og loppemarkeder havde peppet lejligheden op og jeg nød at være i den og bare være mig. Min far havde dog været nødsaget til at installere et nyt køkken, da det gamle var ved at falde fra hinanden. Jeg følte mig tryg og hjemme her og nød at bruge min tid her, når jeg ikke arbejdede eller var ude og se mig omkring i byen på min gamle rustspand af en cykel.

 

Jeg følte mig tryg og hjemme her...


 

 

 


 


 

Da jeg var færdig med at tørre mit hår, viklede jeg mig ud af håndklædet og smed det over sengen. Jeg fandt noget undertøj frem fra kommoden, tog det på og hoppede derefter i et par joggingbukser og en t-shirt.  Jeg var for træt til at lave noget som helst i dag, selvom klokken ikke var over 19 endnu denne fredag aften. Fredag aften betød, at byen ville live op og være fyldt med en masse unge mennesker, som skulle ud og jagte lykken med en masse alkohol i blodet og grin. Fredag betød fredagsbar på arbejde og dette var noget, som jeg aldrig havde været stor fan af og havde holdt mig fra siden handelsskolen og derfor stadigvæk gjorde. Jeg satte mig med et bump ned foran det store spejl, som stod lænet op af væggen og satte mig til at børste mit nu tørre lange nøddebrune hår. Jeg redte det helt væk fra øjnene med lange og rolige bevægelser og så migselv stirre tomt tilbage. Som 18 år burde jeg være ude med en masse veninder og gøre byen utryg, men jeg havde fra barnsben altid være anderledes. Jeg havde fra en tidlig alder været reserveret og meget moden pga. min intelligens. Jeg havde aldrig været typen, som gik ud og drak mig fuld hver weekend eller som havde mange venner. Jeg havde ofte brugt tiden derhjemme med min lille familie, læse og havde det godt med at komme i skole med et rent sind, mens der hver mandag gik nye fuldemandshistorier om diverse klassekammerater fra weekendens vilde fester.

Begge mine forældre var engelske, men min mors familie stammede direkte fra indianerne fra Louisiana. Hendes hår havde været ligeså nøddebrunt og let bølget som mit. Min hud havde en svag gylden farve og mine læber var fyldige og svagt rosafarvet. Da min far var 100% engelsk, havde min mors indianske farver domineret, mens jeg havde fået min fars engelske træk. Men der var en ting, som ingen af dem havde forudset, da de fik mig. Min øjenfarve! Jeg havde det, som kaldes heterokromi og som var noget, som 1:1000 af verdens befolkning havde. Mit højre øje var helt grønt, mens det venstre var helt blåt. Farveforskellen var så stor, at jeg tit tog folk i at kigge en ekstra gang på mig, når de snakkede med mig og det var noget, som jeg heldigvis var blevet vant til med tiden. Jeg var heldigvis aldrig blevet drillet med dette som barn og havde været børnemodel som lille. Men da mine 160 cm ikke havde været gode nok, måtte jeg som teenager se mig slået af de højere piger, selvom deres træk var mere almindelige end mine.

 

Jeg havde det, som kaldes heterokromi...


 

Jeg rejste mig fra gulvet og lagde børsten fra mig på kommoden og kørte en hånd gennem håret, som føltes blødt og rent. Jeg gabte kort og dybt og strakte mig så lang, som jeg var og stillede mig op på mine tær, mens jeg gjorde det og kunne mærke en rar og dejlig følelse sprede sig i hele kroppen bagefter. De blå øjne… Jeg smilede for migselv og lod mig falde om på ryggen i sengen og lagde mig bedre til rette med hovedet på puden og så ud af vinduet. Jeg havde endelig fået mødt de blå øjne på kontoret for første gang i dag og jeg lukkede øjnene og drømte mig tilbage på vores første møde.

Jeg bankede på døren ind til Abby og åbnede den hurtigt, mens jeg så ned i mappen med budgettet. Mit første store budget og som var for Robbie Williams, inden han skulle holde en koncert om under 2 måneder i centrum af byen. Jeg var nervøs for, at jeg havde lavet noget forkert og ville lige have Abby til at se det igennem, inden jeg sendte det til hende på en mail til godkendelse. Jeg gik et par skridt ind på hendes kontor og blev mødt af et tomt skrivebord og så mig forvirret omkring ”Hvor…”, startede jeg og stoppede straks op, da jeg lagde mærke til, at jeg var i gang med at snakke med migselv. Jeg rystede hurtigt på hovedet og gik ud på gangen med et søgende blik efter hende. Men hun var ikke til at se nogen steder og for første gang nogensinde, var gangen helt tom for mennesker. Jeg rynkede panden og gik ned mod receptionen og blev mødt af den samme receptionist, som havde taget imod mig min første dag i firmaet. Jeg vidste nu, at hun hed Esther og vi hilste hver morgen på hinanden. ”Øhm… Esther?”, sagde jeg blidt, mens jeg gik hen mod skranken med rynket pande og lukkede samtidig mappen. Esther så venligt op på mig og stoppede straks med at taste på sin computer. ”Hvad er der Victoria?”, spurgte hun og smilede. Jeg sendte hende et kort smil og fortsatte: ”Kan du hjælpe mig med at lokalisere Abby?”. Hun lagde hovedet på skrå og tænkte sig om, inden hun tastede på sin skærm igen. Hun så undersøgende på den i et kort stykke tid og svarede uden at tage øjnene fra den: ”Hun er ude af huset til et møde med en vis Hr. Robbie Williams”. Jeg nikkede kort og vippede med mappen foran hende og sagde: ”Og jeg har budgettet klar til koncerten med denne Hr. Williams”. Hun grinede kort og rejste sig. ”Prøv at snakke med Stephen på kontor 005, som også er revisor, hvis du har nogle spørgsmål. Han sidder faktisk og laver de samme ting som Abby, men det er primært for firmaet og ikke for medarbejderne”. Jeg havde ikke den store lyst til at gå til en, som jeg ikke kendte og som nok ikke havde lyst til at hjælpe en revisorelev som mig. Jeg bankede med en pegefinger ned i skranken og tænkte mig om og det lagde Esther mærke til og hun lagde en hånd over min. ”Rolig nu Victoria…”. Jeg så hurtigt hen på hende og hun smilede. ”Han er smadder sød og jeg er sikker på, at han vil hjælpe dig”. Jeg tog en dyb indånding og takkede hende, inden jeg bevægede mig ned af gangen i min søgen efter kontor 005.

Jeg var kun gået ned af denne gang på min første arbejdsdag og var efterfølgende begyndt at gå ned af den anden gang, da dette var en hurtigere vej ned til kontoret. Jeg så på navnene og numrene ude foran hvert kontor, indtil jeg fandt kontor nummer 005 med navnet: Stephen Roberts. Jeg bankede på uden at se ind gennem panoramavinduet og ventede tålmodigt, indtil jeg hørte en stemme sige venligt: ”Kom ind”. Jeg åbnede forsigtigt døren og stoppede straks op stadig med hånden på dørhåndtaget, da jeg så ind i de blå øjne, som jeg havde glemt alt om de sidste 4 uger pga. travlhed. Han selv stoppede med at arbejde og rejste sig langsomt op, mens han rettede hurtigt på sit slips. Jeg blev tør i munden og hele min mave blev fyldt med sommerfugle, som blafrede vildt i mig. Vi stod et par sekunder og så bare på hinanden uden at sige noget, da han ligesom kom til sigselv før mig og rømmede sig: ”Goddag. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”. Jeg kløede mig hurtigt og nervøst i nakken under mit lange hår og spurgte nervøst og med dirrende stemme: ”Er du Stephen?”. Han nikkede og kom hænderne i lommerne på sine habbitbukser og gik rundt om sit skrivebord, mens hans øjne ikke veg fra mine. Jeg følte, at hans øjne kunne se helt ind i min sjæl og se hele min livshistorie og jeg så hurtigt væk og ned på mappen og fortsatte uden at se på ham. ”Jeg ledte efter Abby, men da hun er ude af huset til et møde, anbefalede Esther mig, at du kunne se på dette budget, inden jeg mailer det til Abby til gennemcheck”. Stephen nikkede igen og så ned på mappen og jeg gav ham den uden at røre ved ham. Han tog imod den og jeg så op på ham igen og bed mig ubevidst i underlæben. Hans øjne gled fra mine øjne ned til min underlæbe og tilbage til mine øjne igen og jeg stoppede straks med at bide i den. Han kom ligesom til sigselv igen og vendte sig om og gik hen til sit skrivebord og lagde mappen forsigtigt fra sig og vendte sig om og sagde venligt: ”Jeg skal nok se den igennem og sende en mail tilbage til…?”. Han ventede på mit navn. ”Victoria…”, svarede jeg lavt og blinkede lidt for hurtigt et par gange. ”Victoria Black…”. Han nikkede og lænede sig op af sit skrivebord med sine baglår og satte sig på det. ”Du hører fra mig Victoria”, sagde han professionelt og jeg nikkede uden at tage øjnene fra ham igen.

 

"Du hører fra mig Victoria".


 

Vi stod igen i flere sekunder uden et ord og studerede hinanden, da han lagde pludselig hovedet lidt på skrå og så fra mit ene øje til det andet og jeg vendte mig hurtigt og takkende om og gik ud og lukkede døren lydløst efter mig. Jeg tog en dyb indånding og lænede mig op af væggen ved siden af døren og kunne mærke, at hele min krop var påvirket af ham. Stephen… Stephen Roberts. Han var jo fantastisk dejlig at se på og var helt sikkert 100% taget. Jeg trykkede mig mod væggen og så hen mod panoramavinduet, som jeg ikke kunne se ind af og rykkede mig langsomt den anden vej for ikke at skulle forbi hans vindue og forsvandt ned mod mit kontor.

Jeg sukkede højt og kunne igen mærke en følelse af en forelskelse komme frem i mig, som jeg ikke havde følt i lang tid. Han havde været flot og charmerende at se på og jeg havde brugt hele dagen på at tænke på ham og havde checket min mail flere gange for at se, om han havde mailet til mig. Men der var ikke kommet en mail fra ham, så jeg måtte vente med længsel til næste uge. Han havde virket muskuløs og meget velopdragent, som han havde stået der foran mig. Det var tydeligt at se, at han var ældre end mig. Ham kunne jeg godt… Jeg stoppede straks i mit dagdrømmeri og havde lovet migselv, at jeg aldrig ville indlede et forhold på den ene eller på den anden måde med en kollega. Dette var af professionelle årsager, for tænk nu hvis det skulle gå galt? Jeg sukkede højt og så på et slidt billede, som hang på spejlet af mine forældre. Min mor var desværre død, da jeg var 8 år gammel. Hun døde meget pludseligt, da en spritbilist kørte hende ned, da hun var på hjem fra sin vagt som sygeplejerske på cykel en sen aften. Hendes død havde taget hårdt på både min far og mig, men vi var sammen kommet igennem sorgen og havde fundet en hverdag, som passede til os efterfølgende. Min far som jeg altid havde været meget tæt med, boede stadig i Manchester, hvor jeg var født og opvokset. Et par år efter min mors død, havde han mødt Elizabeth, som han blev gift med og sammen havde de fået min lillebror Max. En rigtig lille krudtugle på 5 år, som vendte hele huset på vrangen. Jeg smilede for migselv og glemte Stephen igen, da jeg så på billedet af Max, som også hang på spejlet. Han var min lille stolthed, som jeg elskede over alt på jorden og som jeg altid havde brugt meget tid sammen med, siden han var blevet født. Vi lignede på ingen måde hinanden, pga. Elizabeths og min fars engelske gener, men vi elskede hinanden højt, som søskende gjorde. Jeg tog min iPhone og kørte hurtigt igennem mine mails for at se, om der var nye mails fra arbejde, fra Stephen, som krævede, at jeg besvarede dem med det samme. Der var ingen mail fra Stephen, men der var til gengæld en mail fra Jamie om et band, som manglede nogen højtalere til deres koncert om en lille uges tid og inden jeg nåede at svare, ringede Jamie.

 

En rigtig lille krudtugle på 5 år...


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...