Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1863Visninger
AA

2. == Prolog ==

For tredje gang den dag ringede det på døren. Lyden varede flere sekunder og gav derefter ekko i min bevidsthed. Min mor skævede ikke engang op fra sin svenske krimi. 
     “Gå nu ud og luk op,” bed jeg fra mig, mens jeg prøvede på at fastholde min koncentration på det lille tv. Stuealteret viste en udsendelse af et program om hus-renovering. Jeg kendte godt det originale amerikanske koncept, som danskerne havde genbrugt. Det var en tro efterligning, selv værten lignede dens kopi. Han talte, men jeg hørte ikke, hvad han sagde. Ekkoet rungede stadig, så jeg skruede en ekstra tak op for lyden. 
      “Mor, luk op,” sagde jeg, men hun reagerede ikke. Hun så bare ned i den bog, hvis sider hun ikke havde vendt i over en time. Men det var alligevel ikke til hende, postbudet kom altid om morgenen og min mors venner kom aldrig uanmeldt. Alligevel krøb jeg endnu mere sammen i min sofaposition. Jeg prøvede på at lade beretningen om Vita på fjorten og hendes helt eget hesteværelse fylde mine tanker. Klokkeklangens ekko lod sig nu symfonisere med en let banken. De kom i hjerteslag og afbrød hver gang programmet. En skjult projektor viste sig for Vita– Bank Bank – Tegnefilmen om heste fyldte en hel væg– Bank Bank – Hun græder af glæde. Det håber jeg ihvertfald– Bank Bank – græd, takkede, græd, takkede – Bank Bank – Alle fire nu, gråd og tak, gråd og tak – Bank Bank – Ulidelige. Taknemlige, – Bank Bank – Jeg slukkede for fjernsynet – Bank Bank – Jeg bed mig selv i hånden. Ikke så der kom blod, bare så jeg måske ville blive blændet af smerten – Bank Bank – Jeg gav op, rejste mig. Det føltes som verdens tyve – Bank Bank – længste skridt. Men så stod jeg ved døren, larmens kilde. Jeg rullede låsen op, satte hurtigt mit hår og talte til tre med lange dybe åndedræt. Jeg fik øjenkontakt med dørens smalle spejl, der vibrerede i takt med de rytmiske bankeslag. Jeg sendte mig selv et blik, et der sagde, at jeg ville klare ham uden at bukke under.
     Bag døren stod han selvfølgelig. Ham. Den vildblæste frisure, det nervøse ansigt og den smalle hage. På sekundet fortabte jeg mig igen i de grønne øjne, piftet af gul og brun ramte min poetiske sans og min hjerne skabte haikudigte i lynets hast om den lille specielle nuance. Jeg var mundlam, men det sekund, som han fik sit lille triumferende smil frem på læben, kom jeg igen til fatning. Det her ville jeg ikke gå med til:
     “Go away,” spyttede jeg usikkert. “I don’t want you to be here.” Smilet forsvandt, det sårede udtryk kom endnu engang frem. Det var hjerteskærende, men samtidigt huskede jeg de mange gange, at jeg havde set det. Det var et trick. Det var et snedigt træk i et kompliceret spil. Defensivt. Et spil, som han var vandt til at vinde. Men ikke denne gang, jeg ville ikke være hans præmie. Han skulle til at åbne munden i en romantisk kliche, men jeg afbrød ham:
     “No Harry! Not me, not this time!”
     “What do you mean?” Han så uforstående ud. Troede han virkelig at jeg var så dum, at jeg ikke kunne gennemskue ham?
     “I refuse to be your one-night-stand, okay? I refuse to be just a number in a row you can brag about to all your friends! Go back to your fame and leave me alone.” 
     “But…” Han fremdrog en stor buket blomster fra bag sin ryg. “Please, just give me a chance okay.” Det var så svært ikke at nikke, det var så svært at undvige disse øjne. Jeg kiggede ned på blomsterne, var så tæt på at give mig selv til denne levende djævel. Vores samtale måtte stoppe. Jeg klemte øjnene sammen, rystede på hovedet og skulle til at lukke døren. Men han satte en fod imellem og stormede frem, og før jeg vidste af det, mødtes vores læber og et fyrværkeri af endorfiner undslappedes fra mit sind. Jeg gav op, lod mig selv nyde de bløde læber og åndedrættet, der udåndede gennem hans næse og ramte min kind. Min hjerne befandt sig i øjeblikkelig ekstase i de millisekunder, som kysset varede. Så trak han sig tilbage med et lille smil, sukkede lettet og fremsagde:
     “Your lips are like–“ Så slog jeg ham og smækkede døren i. 

For den fjerde gang den dag ringede det på døren. Jeg kunne knap høre lyden gennem min værelsesdør. Jeg vidste, at det var ham, min egen personlige forbandelse. Jeg gav mig til at skrige ned i hovedpuden. Jeg kunne ikke gå ud til ham igen, ikke til de læber. Klokken ringede igen. Men blev brat afbrudt. Det måtte være min mor. Fra sengen åbnede jeg døren på klem.
     “Gå nu din vej,” hørte jeg sagte i min mors toneleje.
     “What?”
     “Nå ja, øhhhh. Walk … øh … now … your way … hjem med dig … Gud.”
     “But the girl, Jo-se-fine?” Han udtalte mit navn lige så klumset som min mor snakkede engelsk. 
     “Not coming out more. Please walk.” 
     “Walk? Ohhh … Okay…” Jeg kunne ikke høre min mor lukke døren, men jeg kunne høre hendes fodtrin nærme sig mit værelse. Jeg skyndte mig tilbage til sengen og begravede atter mit hoved i puden. Mor stak hovedet ind: 
     “Din engelske ven var her igen. Jeg bad ham om at gå, men altså han har dækket hele verandaen til med roser, Josefine. Det gider jeg altså ikke have liggende. Det bliver du altså nødt til at rydde op,” sagde hun og gik uden et svar. 
     “Tak mor,” hviskede jeg ned i puden.

--------------------------------------

Ja, det var så prologen på min historie :) Den har været længe i udvikling og forberedning, ja måske fordi jeg ikke hører bandet sådan specielt meget. Men yes yes, en dreng der skriver 1D fanfiction, det må da være en eller anden sensation :P Eller noget. Men hvis der nu er nogle 1D-facts som jeg ikke rigtigt rammer, så sig endelig til, jeg er stadig ved at læse op på gruppens 'mytologi', så det kan være, jeg vildreder mig selv. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...