Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1860Visninger
AA

8. MELLEMSPIL: LINE

“Hvorfor?” De svarede mig ikke. Sarah havde nok fordybet sig i kaffebarens gratis wifi, for hun hævede ikke engang blikket. Katrine stirrede på noget over mig. Måske billedet af en grim ko. Jeg ved det ikke. 
     “Hallo, Hvorfor?” Denne gang lidt højere. Dem ved bordet foran os skævede tilbage. Sarah så endelig op.
     “Hvorfor hvad?” De havde slet ikke hørt efter. Jeg fnøs, jeg prøvede at lægge alt, hvad jeg ville sige over i det fnys. Men det lykkedes tydeligvis ikke, for hun så stadig spørgende på mig.
     “Ej, altså! Jeg spørger jer, hvorfor vi overhovedet lader hende sidde ved os? Hvor mange gange skal jeg blive ved med at spørge jer om det her? Jeg spurgte for et par måneder siden, jeg spurgte sidste sommer, jeg–” Katrine vendte blikket mod mig. Hun tog en slurk af is-kaffen. Så mig direkte ind i øjnene. 
    “Line dæmp dig. Hun bliver.”
    “Men Katrine–
    “Hun bliver.”
    “Hun burde ikke have noget med os at gør–“
    “Hun bliver!”

Jeg drak det meste af min latte, mens vi sad der stille. Sarah havde igen blikket i telefonen med sin filterkaffe i hånden. Jeg talte Katrines blink. Hun kunne godt blive for meget nogle gange. Jeg tænkte, at hun nok var den mest PMS-ramte af os tre. Hendes humør syntes ihvertfald at ændre sig konstant. Nu stirrede hun bare, kedeligt, ned i bordet. Jeg kunne se hun tænkte, men ikke på hvad. Måske på Josefine? Det burde det være, jeg fattede ikke, hvordan de kunne være så ligeglade med hende. Hvordan kunne hun tillade sig det? Sådan at trampe på os, som om det var os, der var noget i vejen med. Bare fordi hun ikke fik opmærksomhed. Skulle vi virkelig bødes for det? Hun var sådan en egobitch, og vi kunne jo ikke have to af sådan nogen i vores gruppe. 
     Hun rejste sig uden et ord og kom tilbage med en ny iskaffe. Så drak hun lidt af den. Jeg forestillede mig, hvad der ville ske, hvis jeg begyndte at bestemme for en gangs skyld. Vi ville få Josefine væk, vi ville få de skide fucking irriterende Beliebers endnu længere væk. Men det var okay, Katrine passede bedst, som den der bestemte. Katrine var den klogeste af os. Det var hende, der overbeviste klasselæren om emneugen. Det var hende, som skaffede mig alle noterne til fysik/kemi. Men hun kunne stadig være irriterende ret så tit. 
     “Jeg bliver nødt til at gå,” sagde Sarah. Hun pakkede hurtigt sine ting sammen. “Min mor vil ha’ mig til Lolland.”
    “Lolland?” spurgte jeg, og jeg fik et udkantssmil.
    “Ja en eller anden familiemiddag.”
    “Nå, så du er ikke hjemme før..?”
    “Nej nok ikke søndag aften så. Ja, sådan er det.” Ja sådan var det. Hun var ude af dørene på kaffebaren med jakken flyvende bag sig. Og så gik der måske et minut, og så rejste Katrine sig også og begyndte at samle sine ting sammen.
    “Så … skulle vi måske lave noget i weekenden?” sagde jeg. Vi plejede altid at mødes lørdag, men nu kom Sarah ihvertfald ikke.
    “Nej, jeg … jeg skal noget,” sagde hun. Hun var helt inde i sig selv. Hvad tænkte hun på? Hvorfor ville hun ikke fortælle mig det? Jeg lod hende gå uden spørgsmål. Så sad jeg der alene med min kaffe uden noget at sige til nogen som helst. Der var noget i vejen med vores gruppe. Og jeg ville vædde med, jeg ville vædde med, at det var på grund af Josefine. 

Min søster hørte meget Bieber. Så hvorfor mine forældre valgte at placere vores værelser lige op af hinanden, ved jeg ikke. Eller hvorfor de gav hende det anlæg, hun ønskede sig i julegave. Eller hvorfor hun fik lov til at hænge alle de klistermærker med wonderbarnet over det hele. Vidunderligt… Jeg havde nogle lorteforældre. Jeg kunne næsten sætte en alarm hver eneste time og så være sikker på, at jeg ville have nået at høre ‘Baby’ gennem væggene mindst et par gange. Og ja, da jeg kom hjem, bragede  hele den øverste etage med denne parodi af musik. Jeg prøvede at høre et par numre fra ‘Up All Night’ gennem et par hovedtelefoner, men toner fra en anden Biebersang overdøvede totalt. Som altid. Hvorfor er alting også så? Alting. Jeg gik ud og stillede mig foran hendes dør, larmen blev kun højrere.
    “Skru ned!” Jeg ventede, mens lyden satte sig lige neden for mine højre ribben. Dette burde ikke engang blive kaldt musik. Jeg bankede tre gange, kort og heftigt med en velvalgt finger. I de få øjeblikke hvor fingeren rørte døren, kom jeg endnu heftigere i kontakt med kilden til musikken og en følelse af at blive ramt af lynet fór igennem mig og blev siddende. Men nu havde jeg banket. Der var ingen, som svarede, ingen som lukkede op. Hun ignorerede mig. Fucking smatso-søster. Sangen bag døren skiftede, men ændrede sig ikke. Jeg måtte banke igen, jeg kunne ikke holde det ud. Denne gang kun én gang. Så kort som muligt. Jeg forestillede mig en verden, hvor denne musik var stilheden, denne lyd var når ingen svarede, når ingen var tilstede. Blev der spillet dette musik i helvede? Jeg bankede, bankede, bankede.
     “Skru nu ned!” råbte jeg og åbnede døren. Hun så op fra sin seng,
    “Skrid ud med d–“ Så stoppede jeg musikken, og den kære stilhed mødte mig velkommen. “Hvad fanden, Line. Du kan sgu da ikke bare–“
     “Du skal stoppe med at spille det fucking musik så højt, okay!?” råbte jeg. Hun rejste sig ikke engang, hun trykkede bare et par gange på sin mobil og playlisten startede igen fra højtalerne:
     “YOU KNOW YOU LOVE  ME/ YOU KNOW YOU CA’ARE.” Smilet var snedigt, som at række tunge uden at åbne munden. Og så sprang jeg i luften. Jeg tog det nærmeste jeg kunne finde og kastede det mod hende. I luften så jeg, at det var et glas. Jeg skreg af aldrig før fundet vrede. “JUST SHOUT WHENEVER / AND I’LL BE THERE”. Glasset ramte væggen bag hende, hun stirrede paralyseret på mig. Som en kæmpemæssig bombe, som hun selv havde sat ild til “YOU ARE MY LOVE / YOU ARE MY HEART". Jeg hørte trampen, jeg hørte i støjen en dør åbne sig. Vi stirrede bare på hinanden, min søster og jeg. “AND WE WOULD NEVER / EVER EVER BE APA–”. Så stoppede min mor musikken. Min søster begyndte at græde, ikke de små krokodilletårer, hun havde brugt så ofte som våben. Først en tåre i det venstre øjenlåg, så en i det højre. Jeg kunne ikke bære at se på hende mere, så jeg så ned og så et stykke glasskår, som var blevet slået hele vejen tilbage til mig. Der var størstedelen af et stort J på. Snart græd vi begge. 
    Min mor bad mig om at gå. Vi kunne snakke senere, det ville sige, hun ville skælde mig ud senere. Hun blev nødt til at køle min søster ned og få hende ud af glasskårslabyrinten. 
     Så jeg tog jakken og skoene og lukkede døren bag mig. Jeg gik – uden at vide hvorhen, jeg lod bare mine ben føre mig. 
     Ville jeg kunne eksistere uden nogen at råbe af? Nogle gange mistænker jeg det. Nogle gange troede jeg, at folk som min familie og fucking Josefine holdte mit hjerte i gang. Aftenen var kold. Hvorfor var mit liv så … tragisk? Jeg ville ønske, jeg var Sophia eller Sophie, eller hvad hun hed. Liam’s kæreste. Hvis bare vi kunne skifte liv. Hvis bare jeg kunne være en eller anden end mig selv. 
    Mine ben havde valgt for mig at gå forbi Josefines hus. Lyset på hendes værelse var slukket. 
    Hvorfor havde hun ændret sig sådan? Hvorfor? Vi hang så meget ud, os fire. Vi hang sammen som en blomst. Jeg tror, at hun begyndte at ændre sig efter, at hun kyssede Katrine. Det var i sjette klasse, da vi var på skoletur. Og først nu, tre år efter, kunne jeg mærke, hvilken indvirkning alting havde haft. Måske var det fordi Katrine i virkeligheden var lesbisk. Men det troede jeg ikke var sandt. Jeg troede på Katrines fortællinger, at Josefine havde overfaldet hende. Synes hun, at det var synd for Josefine? Var det derfor? Det gav ingen mening, hvis jeg var blevet kyssevoldtaget, så ville jeg da holde mig så langt fra personen som muligt. 
    Mine tanker bevægede sig i alle retninger, og jeg gik rundt, satte mig på en gynge. Så sad jeg der.  

 

Sarah kom ind i klassen lidt i otte. Hun smilede.
    “Hvor er de andre?”
     “Det ved jeg ikke.”
    De kom ikke, da klokken ringede. De kom ikke timen efter. De kom ikke timen efter den. 
    Kun Katrines fravær kunne mærkes i undervisningen, Josefine var oftest stille alligevel. Jeg aftalte ikke noget med Sarah efter skole. Jeg havde brug for at tilfredsstille noget af den måske uendelige trang til at være alene, der var dannet i mig så pludseligt.

“Er der noget i vejen, Line,” spurgte Sarah så stille tirsdag. Jeg rystede på hovedet. “Jeg har prøvet at ringe til dem. De svarer ikke.”
     “Altså Katrine og Josefine?”
     “Jep.”
    “Ingen af dem tager telefonen?”
    “Nope.”
    “Skal vi tage ud til Katrine efter skole? Bare lige for at se what’s up?”

 

Vi gik så hurtigt, som man kunne gå, når solen prøvede på at slå én ihjel. Heldigvis boede Katrine ikke langt fra skolen, i et kvarter fyldt af villaveje. Vi bankede på, men ingen lukkede op. Sarah ringede til hende igen, jeg havde ingen telefon. Hun svarede ikke. Vi gik rundt om huset, alting var slukket, ingen tegn på liv. Vi gik hjem.

 

Det var onsdag, lige midt i spisefrikvarteret, at Sarah var på toilettet. Hendes telefon lå på bordet. Så ringede den, og jeg tog den op. Det var et udenlandsk nummer, det kunne jeg se på antallet af cifre på telefonens display. Det måtte være vigtigt. Så jeg tog den.
    “Hej, det er Sarahs telefon, du snakker med Line.”
    “Hello?” Han var engelsk talende, underligt britisk. Underligt velkendt. Han lød bekrymret. 
    “Hello, sorry, you’re talking to Line, who are you?”
    “Hi, my name is Liam, do you know a girl named Josefine?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...