Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1942Visninger
AA

10. == Kapitel 7 ==

Jeg tror, vi løb i Kongens Lyngby, en sidegade til Nybrovej. Vi kunne jo ikke holde os til hovedgader, han var jo en sand dørstopper. Vi stoppede op på et hjørne for at få luft.
     “This is like a game. A hiding game!” sagde han. Jeg kunne næsten ikke ånde, men jeg fik svaret ham.
     “Yea, like a reverse ‘Where’s Waldo’.” 
     “Yes! Exactly. Okay I can’t go on like this, I have to …”
     “Let’s walk.” Jeg rakte hånden frem, og vi flettede fingre. Vores smil voksede i takt. Jeg førte ham afsted og han trykkede sig ind til mig, som om jeg var den høje, den voksne af os to. 
     Vi havde brug for en plan, noget der kunne skjule ham. Noget der kunne gøre at verden var ligeglad med os. Jeg fik en idé.
     “Do you have a phone with you?” Han blinkede og fandt den frem fra lommen til mig.
     “Why, yes?”
     “Wait and see Harry.” Jeg fandt hurtigt ud af, hvor vi skulle gå hen. Jeg gav ham den tilbage, og han skulle til at åbne den op for at tjekke, hvad jeg havde været inde på. “No Harry, wait. It’s a surprise” Han smilede og lod sig føre.
      Jeg tror, det vigtigste var, at jeg var glad. At jeg ikke skulle frempresse mine smil, som jeg havde gjort det så længe. Det var som om, at der var en tavle, der var strøget ren. Jeg var glad, fordi jeg holdte en dreng i hånden, og jeg var sikker på mig selv. At jeg fik lov at bestemme for en gangs skyld. 
     “Hide your face, we’re coming to one of the main streets now,” sagde jeg og gav slip på hans hånd. Han tog dem op foran ansigtet;
     “It’s like a surprise.”
     “It is a surprise.” sagde jeg til ham og tog fat i hans buks for at han ikke gik afveje. 
     “No, it’s not. My surprises has always been boring, like the same thing over and over. This is not a surpise, this is something I have never tried before. And … “Han formede ordene bag hænderne, men jeg kunne stadig høre, hvor meget han mente det. “It’s wonderful.” 
     “I’m glad you think that.”
     “Now that I can’t see you, I can really hear how awful your accent is,” drillede han.
     “Awww, stop it. Be nice.” Jeg lod som om, jeg var såret. “It’s not that bad, is it?”
     “It is. But it’s cute.” Som om han sagde det til sig selv. Jeg stoppede, han stoppede med mig. Jeg kyssede ham på den del af kinden, der ikke var dækket af hånd. Ikke noget lidenskabeligt kys, ikke noget sentimentalt kys. Helt stille lagde jeg læberne og fjernede dem så igen. Jeg sagde ikke noget. Han sagde ikke noget. Vi gik videre. 

Vi stoppede igen, denne gang ved vores mål.
     “You can peep if you want to,” sagde jeg og han bevægede hænderne en lille smule, fik sneget et syn igennem.
     “A mask shop? Splendid!” sagde han som en sand britisk poet, den hvide engel med det sorte hoved. Jeg tog en guriella-maske op og sammenlignede den med hans hoved. Så en klovnemaske. Der var ikke nogen udenfor, der duede. Så jeg trak ham ind. Butikken var snæver og gammel, og heldigvis var der ikke en sjæl derinde. De lukkede om et kvarter. Jeg hev hans hænder væk, og han kiggede rundt, som om vi var i tivoli. Han tog forskellige masker op; hvide masker, sorte masker, dyremasker, abstrakte masker, lagde dem ned igen og igen.
     “They’re marveleous!”
     “But it’s just ordinary masks? They’re not even expensive or anything.”
     “Maybe it’s because of you, Joe-say-fine.” 
     “You should really stop saying my name.”
     “Hey,” han baskede til mig. “I just gave you a compliment.”
     “Well be better at it.” Han bed i sin læbe og jeg havde lyst til at kysse ham igen. Vi gik rundt og så:
     “Let me choose the masks, will you?” sagde han. Han havde fundet noget, jeg kunne se det i hans øjne. 
     “Okay fine.”
      “Here’s mine.” Han fremdrog en simpel maske, den var hvid og gik rundt over øjnene og næsen. Det lignede næsten porcelæn, som en maske fra de gamle maskebal. “And here’s yours.” Den havde samme runding, blottede stadig munden. Men denne var af metal, massere af små metalkranse, der løb op og ned af ansigtet. Den var smuk. Meget smukkere end de hestehoveder, jeg havde haft i tankerne, da jeg trådte ind. For her kunne vores øjne overleve, vores øjne og vores læber. Og så kunne maskerne få resten. 

Jeg førte ham mod S-toget, købte os et par billetter. Vi sad og så ud af vinduet, mens flere og flere kom ind i vognen, jo tættere vi kom København. Det virkede, folk kiggede på os, men kun på maskerne. Hvorfor havde vi mon masker på, tænkte de. Men vi har vel alle masker på. Altid. Vores var bare mere farverige. Den klædte hans ansigt. 
     “Why is it called S-train? Why not just train?”
     “Hmmm, I dunno,” sagde jeg. 
     “Does it stand for Speed?”
     “I don’t think so. It’s slow as fuck.”
     “What then?”
     “Some things should just be left un-answered, Harry.” Han så på mig igen. Med de øjne. Med det hoved, med den krop. 
     Hvor var dette surrealistisk. Jeg havde lyst til at ringe til Katrine, ‘Hey Katrine, ja det er Josefine, ja jeg sidder med Harry Styles i et S-tog. Fuck dig.’
     “I want to sing you a song, even if you don’t like it.” Nu igen. Jeg rullede med øjnene. 
    “Oh yeah? About how I’m beautiful because I can’t see it myself? What happens then after you have sung it? Because then I know, that I am beautiful, right? And then I’m not qualified to being beautiful anymore. Then your compliment is in–“
     “Oh shut up, it’s a song!” Han lo. “Are you sure?” Ja, jeg var sikker. Jeg ville have manden foran mig, ikke et teenage-idol. Alt andet end det. 
     “Well if you wrote me the song, maybe then I would listen to it.”
     “Hmmm okay! It’s a deal then!”
     “ØSTERPORT – ØSTERPORT” lød det over højtalerne. Jeg hev ham med ud i København. Øjnene fulgte de to maskemennesker. 

Det var ikke en pizzajoint, der lignede noget særligt. Hverken udefra eller når man trådte ind. For at kunne forstå stedet, måtte man have oplevet det. Ikke gennem dets pizza, men gennem dets ånd. Dengang vi var en familie, spiste vi altid her, efter at vi havde været i teateret eller biografen. Vi så kulturen i samlet flok, og vi brokkede os over kulturen i etaper. Nogle gange brokkede jeg mig over at vi skulle se Holbergs ‘Barselstuen’, andre gange brokkede far sig over at vi skulle se ‘Pedersen og Findus’. Røgen var fedtet, og det var bordene også. Og det var tjeneren også. Og det var vi også snart. Fedtede. Der var næsten tomt, så vi tog maskerne af. Det var vel her af alle steder, folk ville forvente at den legendariske Harry Styles befandt sig. 
     Det var et tomandsbord, sådan et med dug og sterinlys. Jeg valgte vores pizzaer med omhu. Tjeneren hed Bob, det vidste jeg godt i forvejen. Det var udsædvanligt for en pizzajoint at have tjenere, så han var en man bed mærke i. Især nu når han havde været tjener for jointen i over ti år nu. Han var vel lige så låst fast som mig. Harrys blik cirkulerede rundt på væggene, hvor der hang LP-plader i fine små rammer.
     “These are nice, very nice. These guys really have nice taste.”
     “Det er mine plader, alle sammen, jeg har selv valgt dem ud.” Harry lod selvfølgelig ikke mærke til det danske, han fortsatte bare rejsen mellem pladerne. Bob henvendte sig så til mig; “Nåå, Josefine, er det en date, jeg ser foran mig? Hvad skal herskabet bestille i aften?”
     “Jamen en nummer fem og en nummer femogtyve, selvfølgelig,” svarede jeg kækt. For ja, han var jo min date.
     “Excellent choice,” udbrød han og Harry vendte tilbage. Bob rakte hånden frem, “Hej, jeg er Bob, det er mine plader.” Harry så skeptisk, måske en smule spørgende tilbage på ham. Så smilede han og gav ham hånden. 
     “Bob, han snakker kun engelsk.”
     “Aha, er det en brite, som du har gravet op Josefine?” Så gik han uden et svar. Bob kunne meget godt lide at blive bemærket. 
     “I have never before had a waiter giving hand.”
     “Oh, it’s because I know him. I go here often.” Han tyggede lidt på mine ord.
     “Aaaaand … why should you know him exactly? Just because you are here a lot, doesn’t mean there’s a reason to became best friends with the waiter. Is this a thing you do in Denmark?”
     “Hmmmm, I don’t know. Stop being so sceptical, okay? Just wait for the pizzas okay?“ Hans ansigt blødte op.
     “Haha, yea okay. Openminded, yes sir. Being in a tiny pizzabar in Copenhagen. This is great actually. I wonder where the others think I am. ”
     “From the direction?” Han grinede lidt.
     “Ya, maybe I should write them to let them know I’m okay and stuff.” Han så pludselig bekymret ud, han hev mobilen frem og tastede intenst. “What is the telephone-code for Norway?”
      “Norway?” Havde resten af gruppen bare taget afsted uden ham?
     “Yea, they probably left today, we had a plane here in the morning. But what’s the phone-code?”
     “It’s 47. So you stayed here for me?”
     “Well … yea.”

Han spiste det sidste stykke af min pizza. Så betalte jeg og tog fat i ham. Han fulgte modvilligt med, øjnene var de mest modstandsdygtige, de skulle have et sidste glimt af pladerne. 
    “I think I saw a first edition of ‘The White Album’” sagde han, som om der var forskel på udgaverne. Så satte jeg masken tilbage på hans hoved. 
     Mørket var faldet på, men det var stadig varmt. Vi havde stadig ingen jakker. Dette kunne ikke vare evigt. Vi gik ind i en park, rundt omkring på stierne, ind til søen.  Mimerne var gået hjem, løberne havde bukket under. Så vi gik næsten alene og snakkede næsten ikke. Vi gik bare og svingede med armene, så hinanden i øjnene. De tittede ud gennem masken og gjorde dem så meget mere tydelige. Fedtet var skåret væk. Grønne øjne med et pift af brun og grå. De var som en magnet. Jeg var deres modpol, måske passede vores øjne bare sammen. Måske var disse to par øjne blevet skabt på samme tid som to kontraster. 
     “You’re cute,” sagde han.
     “You’re cute,” sagde jeg. 
     Mørket blev fastere, og hans øjne forsvandt lige så stille. Gåsehuden rejste sig langsomt sammen med faldet af temperaturen.
     “I’m beginning to feel cold. Maybe we should…”
     “Yes, maybe.”  Vi gik ud af parken og der stod en taxi, som ventende på os. Så vi steg ind. 
     “Birkerød tak,” sagde jeg og chaufføren nikkede i spejlet. Han satte igang og forsvandt ud af min bevidsthed. Der var kun os to nu, vi sad tæt. Jeg flettede hans fingre i mine, jeg flettede hans øjne. 
     “You know, there’s a long way to your suburban shit.”
     “There is, yea.” Jeg nikkede uden at slippe ham. 
     “And uhm … if ya want to, I think I still have a night at my hotel. And it’s late.”
     “It’s probably better. It would be to late,” sagde jeg – Måske lidt for hurtigt.
      “Waay to late.”
    “Hey, kan vi skifte sted?”
      “Ja selvfølgelig frue.”
      “Harry, the adress?” Han gav ham adressen, og vi stod minutter efter foran den hvide stilrene bygning.
     “Yea, it’s pretty ugly, I know,” sagde han. Han så sig lidt frem og tilbage, folk vidste helt sikkert, at han boede her. Og ganske rigtigt, der var en kvinde som fulgte efter os, da vi gik ind på hotellet. Vi tog trapperne, hun indhentede os. Hun fangede os ved døren;
     “Harry Harry, why wasn’t you at the concert tuesday? Harry, why the mask, is it new fashion? Who is your friend Harry?” Hun flirtede ham næsten, der stod BonusBladet på jakken, jeg følte et stik af had. Det her var lige præcis, hvad han havde talt om. “Harry Harry, is this your summerflirt? Are you gonna–“
     “Shout your–“
     “No comments,” afbrød jeg. Deres blik skiftede begge over på mig, spørgsmålstegn. “There will be NO COMMENTS,” fortsatte jeg, tog nøglekortet ud af hans hånd og skubbede os ind. Jeg smækkede døren i fjæset på BonusBladet.
     “So now you’re my manager?”
     “Could be, I can see you’re not very good at avoiding conflict yourself.” Han svarede mig ikke, fulgte bare med da jeg gik dybere ind i suiten, lige i hælene på mig. Det gjorde ikke noget. Han lagde hatten på et bord, frigjorde håret som brusede ud i rummet.  Han så på mig, og smilet forsvandt langsomt, nej det forsvandt ikke, det trådte bare i baggrunden. 

     Jeg ved ikke hvorfor, det var ikke meningen, at jeg skulle skubbe ham ned på hans seng. Det dyriske i mig tog over og gik til angreb på ham. Det var ikke meningen, fordi det vel ikke var en del af mig? Eller måske var det, måske var dette bare første gang jeg rigtigt brød fri. Som en sommerfugl i en puppe. Jeg hoppede op på ham, rev masken af ham og kyssede ham. Kyssede ham så hårdt, at vi kolliderede, vores hjerter smeltede sammen. Som en vulkan åd jeg ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...