Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1854Visninger
AA

9. == Kapitel 6 ==

Det var da meget fedt, sådan at blive inviteret på date. Jeg kunne nu pludselig forstå, hvorfor pigerne i klassen snakkede så meget om det. For eksempel om Jesper monstro ville få taget sig sammen til at spørge Caroline ud inden sidste skoledag. Om Anders ikke var blevet set inde i byen sammen med en pige fra parallelklassen, selvom han havde aftalt en date med Katrine ugen efter. Anders lignede meget Zayn Malik, hvilket han selvfølgelig ikke selv vidste, før han fik det fortalt af Line. Jeg huskede første dag i niende klasse, hvor hun havde fniset det lillepigeagtigt til ham, mens han rynkede panden og så gik over for at slå navnet op. Der gik ikke mere end fem minutter efter det, og så ville Anders ikke have noget at gøre med hende bagefter. 
    Han ringede på døren ti minutter for sent. Det var ikke fordi, jeg plejede at være peneppen med at komme til tiden, men nu når jeg havde brugt både de ti minutter, men også en time før den, på at stirre manisk på klokken, følte jeg en svag irritation, da han endelig stod der. Men jeg følte også lettelse, jeg havde nemlig også haft en længere tankerække igang, der mente, at han slet ikke ville komme. At han havde glemt mig, lavet sjov med mig, var forhindret i at komme. Det var, som at blive trukket i fra alle mulige sider af. Jeg prøvede på at fortælle mig selv, at jeg ikke var manisk fordi Harry Styles inviterede mig ud, men fordi en dreng overhovedet havde inviteret mig ud. Jeg ved ikke, om jeg købte den. 
    Han stod i en hvid t-shirt, hvide bukser og en gigantisk rund sort hat; en slags antiglorie. Han sagde ikke noget, smilet var hans kommunikation. 
     Han vendte sig, og jeg så et glimt af en kæmpemæssig bil. Da jeg gik nærmere, så jeg hvor lang den var, næsten lige så lang som en limousine. Han åbnede døren for mig på en sand gentleman-måde. Sådan nonchalant. Jeg skulle langt ned for at komme ind i bilen, jeg bevægede mig på alle andre måder end en spejling af ham. Klodset kom jeg ind i en slags ministue, sådan så at da han satte sig ind, kunne han sætte sig overfor mig. Sofasædet, jeg sad på, var af samme hvide læder som hans bukser, og jeg tænkte, at det ville være en skam, hvis han tabte noget af rødvinen på den ene eller den anden overflade. Vinen stod i is i hjørnet ved et slags armlæn. Han smækkede døren og bankede på ruden til en chauffør, jeg ikke havde set. Bilen satte igang, og jeg opdagede at jeg manglede selen, jeg kiggede rundt i bilen og begyndte at famle febrilsk rundt i den luksuriøse bil.
     “What’s wrong?” spurgte han upåvirket.
     “Doesn’t this thing have … æhm” Jeg havde glemt ordet. Hvordan sagde man sikkerhedssele på engelsk? “hmmm … You know,” jeg bevægede hånden fra skulderen ned til hofteskålen, hvilket bare fik ham til at grine. 
     “God, are you dancing for me?” Nu begyndte jeg også at grine og stoppede med at lede. Han bevægede sig lidt tættere på mig, lidt længere frem i sædet.
    “No no no, I mean, you know, god what is it called?” Hans smil nedtonedes og blev snedigt, øjnene kom i spil. 
     “No, miss, this vehicle does not have …” Han legede med tungen, holdte munden åben, som om han ville spise mig. “Seat belts.” 
     “Yes! Seat belts, I had it on the tongue.” Et sidste smil der nærmede sig mit, så satte han sig tilbage. 
     “Of course you had.” Han hev vinen op fra kølehullet og fremtryllede to glas ud af det blå. 
     “I swear it. I’m not that bad,” sagde jeg. “My english is all right.”
     “Okay darling, tell me then. What is this called?” Jeg sukkede, hvor var han dog irriterende.
     “It’s a wine glas … stop it, I know that shit.”
    “Calm down, baby, I’m only testing you. What is this then?” Han rystede lidt på flasken.
    “It’s wine…”
    “Which kind of wine?” Hvordan kunne de øjne være så meget på en gang, hvordan kunne han skabe så mange udtryk på så kort tid. Nu så han på mig, som om han var en sfinx, og jeg skulle igennem hans gåde.
    “It’s red–“
    “Nope,” afbrød han mig. Hans læber slog et plop, og han hældte op, først i det ene, så i det andet glas. 
     “But I can see it right there, it’s red for gods sake?” Han blinkede til mig og rakte mig glasset:
     “Try it and tell me, that it’s red wine.”
     “Sorry, uhm Harry, I really don’t like w–“
     “Try it,” sagde han. Insisterede han. Jeg tog det forskrækket og var lige ved at spilde det, da bilen drejede til højre. Jeg tog en slurk og ganske rigtigt, dette var ikke rødvin. Rødvin var tørt og bittert, dette var som et springvand. Det havde bobler, men det smagte stadig af vin, ikke ligesom Verdi, eller hvad det nu hed, det vi piger altid drak til festerne. 
     “Oh this is good.”
     “Yea, I know,” sagde han britisk.
     “And it is?”
     “Well wasn’t that my question for you?”
     “So you won’t tell me?”
     “No.” Så grinede han igen, på sådan en måde, der hev mig med. Vi sad begge og lo, og vi vidste ikke rigtig hvorfor. Det var måske det, der gjorde det sødt. At jeg ikke vidste, hvad jeg rigtig skulle sige, og at jeg bildte mig ind, at han heller ikke gjorde det. 
     “So … where are we going?” 
     “To Copenhagen, what else? Did you think there was anything interesting to do in that boring suburb?”
     “It’s not boring, it’s…” Ja, hvad var det? Var det spændende at bo et sted, der var halvt by halvt provins? Han var interesseret i mine ord, “okay yes, it’s pretty boring.”
     “Pretty boring? It’s the most tedious place to be in! I grew up in the suburbs too. You know, I have always thought people like you and I were destined for something bigger.” You and I … something bigger? Sagde han det? Han sukkede; “A Suburb … Boring place, boring people.”
      “Well I gotta agree to that,” sagde jeg og tænkte på Katrine og Line og alle de andre. Mit liv var kedeligt og Harrys var spændende, var det overhovedet nødvendigt at sige det? 
     “Something bigger?”
     “Yea, you know?”
     “You have barely met me, and you think that I’m destined for something bigger?”
     “It’s not a difficult observation to make.” Han så ned i gulvet, der rumlede fra hastigheden af dæk over asfalt. Hvad var det, han så i mig? 
     “What have you planned for us then?” spurgte jeg, men han svarede ikke. Hans blik var stadig fæsnet, nu uden smil, nu uden charme. “Harry?” spurgte jeg. “I don’t think were are going to the movies or to some fancy restaurant, people would recognize you. Then they would find out, that you are out with some ordinary girl from the suburbs of Denmark.” Pludselig så han op, stirrede på mig, som om han var såret. 
     “Why do people always glorify me like that? I’m not a fucking saint.”
     “Hey sorry, I didn’t mean to–“
     “No for Gods sake, it’s not you. You’re fantastic, okay. You can … you can … look at me.” Han havde lyst til at fortælle videre, han ventede på, at jeg spurgte ind til det. Han havde manglet en at snakke med i lang tid, tror jeg. Så jeg gav ham lov.
     “Look at you?”
     “Yes.” Pause, “okay, you know there are to kinds of girls, the girl that faints at the sight of me and the girl that don’t know me. The girl that sees through, sees who I actually am and then closes their eyes because they are so frightened of what’s inside. I wonder, who I would be if I wasn’t famous and … so … fucking supervised all the time. Maybe I would be one of the lunatics, that they make documentaries about.” 
     “Harry, I really don’t think that I’m–“ han lyttede ikke, vandfaldet havde startet. 
     “Because you know what? I don’t wan’t a famous girlfriend, I don’t wan’t to date someone born with a gold spoon in their arse. I don’t want to go to dates like this,” han gestikulerede mod bilen og vinen. “I wan’t someone who is fucking … real! Someone who listens, but instead most people just listen to my music.”
     “Well it’s not really your music, you didn’t write it.” Så kom smilet, men denne gang vildere. For der var kæmpet for dette smil, det var kommet i en triumf. Jeg havde skabt det smil. “And it’s shit too,” sagde jeg. 
     “Maybe it is, I have no idea. Ordinary people like it. But then again, you are not ordinary.” Jeg var normal engang, tror jeg. Engang. “But then again it’s not ordinary I want.“ Var det den typiske jeg-vil-have-dig-fordi-du-er-smuk-men-ikke-selv-kan-se-det? Det lød som den. 
     “I thought you were tired of special people?”
     “What? No, I never meet those special people. Those guys are not special, no, not at all, Joe-say-fine. They are the most typical, boring one-liners ever. That’s why they get famous. People see themselves in us. No, but you, you defy us. You are like on a whole other path.” Han bredte sine arme ud. Han tog fat i vinen. “And do you know what the great thing is?”
     “No what?”
     “This is Lambrusco, this is like max ten pounds a bottle. My friends would frown at this. Isn’t it fantastic?” Jeg nikkede, så på ham. Hvordan han iagttog mig. Som om han bevidst prøvede at få noget frem i mig. Og så tror jeg, at jeg forstod det. Forstod hvad han higede efter: at jeg skulle tage over. Ændre det hele. 
     “But Harry?”
     “Ya?”
     “You know that this isn’t me right? This whole limo-thing, with crazy famous people.”
     “Yea of course! Of course Joe-Say-Fine, that is exactly–“
     “Stop the car!”
     “What?” Helt forskrækket så han ud, som om han var bange for, at jeg skulle løbe væk, hvis han stoppede op. 
     “As I said, this is not me. Lets get to Copenhagen my way.” Han var helt forbløffet.
     “Uhm … year!” Han nikkede, mere og mere entusiastisk.” Let’s do it!” Han bankede på væg-ruden til chaufføren.
     “Yis Boss,” lød det derinde fra. 
     “Stop the car.” Så stoppede bilen, jeg åbnede døren og mærkede en hånd på mit knæ-
     “What? Come on.”
     “It’s just …” Var han bange for at blive set med mig? “It’s just, no one has spoken to me in that way in so long a time. Thank you.” Jeg smilede til ham, og han smilede igen. Jeg tog hans hånd og hev ham med ud i fredagsaftenen. 
    “Come on Mister Tragic.” Jeg begyndte at løbe, så han måtte følge med. Hånd i hånd løb vi væk fra en chauffør, der sikkert ikke vidste sit levende råd om, hvad han skulle gøre.
     “Where are we going? What are we going to do?” råbte han til mig.
     “I have no idea.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...