Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1847Visninger
AA

7. == Kapitel 5 ==

30 minutter med Harry Styles – Af Josefine Egholm

Alle tænker på det. Tusindvis af fans drømmer om det. Hundrede journalister ville give deres højre pegefinger for chancen. Men rent faktisk at opleve det er meget mere surrealistisk end man skulle tro. At sidde i enrum med Harry Styles er bizart.
     Harry er en af de fem begavede sangtalenter, som blev født ud af den britiske udgave af X-factor i 2010. Deres musik har brudt mange rekorder og er vokset langt længere end den tredieplads de blev tildelt. 
     One Direction fangede hurtigt alles opmærksomhed med deres charme, selvtillid og lækre hår og blev derfor en fan-yndling. Deres ansigter er nu så printede overalt, at man skulle tro at de også var plantet i enhver fans fingeraftryk. At vide at man sidder i eksklusiv samtale med en af verdens mest eftertragtede mennesker ville give selv den største Bieber-fangirl et sus i maven. Manden er en af verdens omvandrende vidundere. 
     Han har givet mig 30 minutter, og der er en timer imellem os. Han siger ikke så meget og giver det stik modsatte indtryk af manden, der synger dragende kærlighedssange. Væk er den opsatte forelskelse, nedskåret er den falske digen efter en sangs fiktive hovedperson og forsvundet er superstjernen, ham har Harry efterladt i bilen. Tilbage sidder en 18-årig dreng, som for et par år siden var et nul. 
     For at sætte tingene i perspektiv havde Harry kun haft et enkelt lang-distanceret forhold før X-factor-boostet. Under bootcampen opretholdte han fire flirts – Hvor kun to er kendt af den generelle befolkning. Alt dette fortæller han mig, men han vil ikke udgive de sidste hemmelige udkårne. 
     ‘Det er farligt’ blinker han, ‘at være i enrum med med mig.’ Hans første helt naturlige smil opfostres idet han fortæller, hvordan tidligere romancer er blevet dødsdømt af twitter. ‘Folk mener ikke, at (mine flirts) er gode nok til mig. At de ikke elsker mig nok. De hader mine dates – De fleste ihvertfald.’ Ikke engang deres hårfarve kan jeg vriste ud af ham. Han rødmer endda, da jeg spørger ham efter hans præferencer…
     Der er femten minutter tilbage på min mobiltelefons lysende skærm. De første femten er gået ret så hurtigt på at studere denne specielle mand. Hans sorte t-shirt fremviser brystets konturer, og jeg forstår for første gang, hvordan så simpelt tøj kan være så dyrt. Jeg husker at spørge ham om prisen, og jeg husker ham ryste på hovedet. Penge er ikke noget, som han har tænkt på i lang tid. 
     Der dukker et smil frem på læben under en af vores stirrende pauser. Men det er ikke lige, hvad man så ellers ser på billederne. Det er genert, en smule bange for at være der. Ikke selvsikkert. Og så begynder han at stille mig spørgsmål. Her minder jeg ham så om, at dette interview nok ikke er tilegnet mig, men ham.   Jeg svarer ikke på hans yderligere spørgsmål, og hans smil bliver bredere. 
     ‘Aha,’ siger han, hvilket starter en positiv form for nedstirring. Hans mund former noget i retning af, at jeg så burde komme igang, for jeg har ikke megen tid tilbage. 
     Efter at have gravet i Harrys fortid og fremtid finder jeg en spændende nyhed. Han har tænkt sig at starte en rebootet version af de klassiske videoblogs, som gjorde gruppen populær under X-factor. ‘I anledningen af vores toårsjubilæum,’ smiler han. ‘De var sjove at lave og jeg glæder mig til at genfinde min filmmæssige side fra 2010-skuffen.’
     Tiden løber ud, og jeg får at vide at jeg ikke får mere.  De 30 minutter, som jeg har fået forhandlet mig til, er oprindet, uden jeg har nået at spørge om særlig meget. 
     ‘Gemt til en anden gang’ blinker han og er hastigt ude af mit hus. 
     Harry turnerer lige nu rundt i Europa og rammer Norge på Søndag og Sverige på Tirsdag, hvilket giver de mange fans og journalister en lille bitte (men mulig) chance for at rende ind i pigemagneten. 

Line slog en latter op, da hun så titlen, som pludseligt var dukket op på websidens forside. Torsdagssolen, som skinner kraftfuldt ind gennem klassevinduet, gør det svært for dem at læse, men de når alligevel alle tre slutningen på samme tid. 
     “Hvis du absolut skulle skrive et falsk interview, hvorfor i fanden spurgte du ikke til, hvorfor han ikke stod på scenen i går?” fniser Sarah. Man kunne se det hånende i hendes blik, men man kunne også se, at hun kunne føle en sandhed i interviewet. Men det ville aldrig komme op til overfladen. Line klukkede:
     “Ja, det var jo egentlig, hvad vi bad dig om. Men godt forsøgt Josefine.” Det sidste sagde hun faktisk med en smule medlidenhed. Line kunne godt huske, hvordan det var at blive leet ad. Det havde Sarah glemt. 
     “Jeg sletter det her lort. Vores side er seriøs og tager ikke pis på nogensom helst,” sagde Katrine uden en knivsspids glæde i stemmen. Ikke engang hånende. 
     “Nej du gør ej. Lærerne skal have et bevis på, at jeg har lavet noget, så du kan ikke slette det. Hvis det er et problem kan jeg jo bare hente Jørgen,” sagde jeg samtidigt med at jeg rakte en hånd i vejret. 
     “Tag den ned!” sagde hun olmt som en tyr, som skraber i jorden, inden den skal til at styrte frem mod sit mål.
     Katrine bestod af tre lag. På det øverste lag lå hvad hun sagde og udstrålede, i midten lå hvad hun tænkte og på bunden sad hendes underbevidsthed, som oftest skreg af lungernes fulde kraft for at nå op til overfladen. Lige nu skreg den noget i retningen af ‘DU SKAL BARE VÆRE GLAD FOR AT JEG LADER DIG VÆRE MED I GRUPPEN’. Jeg tænkte, at man nok ikke er særlig dyb, hvis ens underbevidsthed siger mere end munden. Men hun kunne ikke smide mig ud af gruppen. Aldrig. Hun ville ikke kunne risikere, at jeg kom ud over kanten, hvilket hun vidste at jeg allerede balancerede på. 
     “Så indrøm det i det mindste,” sagde Line, hvis smil var falmet. “Indrøm at du ikke har mødt ham.”
     “Nej.” De stirrede alle på mig. Sarah himlede med øjnene og ligeså gjorde Katrines underbevidsthed. Så tog Line over:
    “Du ved godt, at du bliver nødt til at bevise det så, ikke? At du har mødt selveste Harry Styles er simpelthen for usandsynligt til, at du bare kan overbevise os med det her.”
     “Ja Josefine! Hvad med at du beviser det! Nå jo, han er vel allerede væk igen, ikke? Han er vel for længst smuttet sin vej, og du vil aldrig se ham igen!” Ordene fløj ud af Katrines mund, mens jeg krympede mig lidt i sædet. Disse ord stod i ren kontrast til de tidligere, selvom de matchede de dybere lags. Hun var en ren rutchebane i dag. Sikkert PMS. Jeg tænkte på, hvordan hun ville blive, hvis hun faktisk fandt ud af, at han havde været i mit hus. Ville hun måske begrave stridsøksen og komme hjem til mig for at slikke den sofa, som han havde siddet på? Sikkert ikke. Katrine ville nok hade mig endnu mere. Derfor sagde jeg ikke noget. Jeg sagde ikke, at han havde overtalt mig til at vi skulle mødes fredag. Det holdte jeg for mig selv, mens hun snakkede videre. Jeg faldt hen, mens jeg lod som om at jeg lyttede efter. Langsomt skiftedes billedet af det grå klasseværelse sig ud med nattens drøm:
     Det var Harry og han var ved at blive opslugt af to enorme ildkugler. Men han kiggede ikke mod ilden, han var faktisk helt uanfægtet af den. Istedet nedstirrede han mig på samme måde som dagen før; begravede sig i mit blik. Ilden havde brændt både hans kropshår og tøj af, da han rakte hånden frem mod mig. Jeg tog den og trådte ind i drømmen, trykkede mig ind mod hans nøgne bryst. Mærkede hjertet dunke og varmen foretage sig. Hans hoved begraver sig i mit hår … Og klokken ringede. Alle tre piger rejste sig op med et nik mod mig.  Jeg vidste ikke helt rigtigt, hvad de nikkede til, men det var vel også ligemeget. Den lille tanke om Harry fik af en eller anden grund en skjult ild til at varme mine håndflader og brede sig ud i hele min krop. Det var betryggende. 
     Jeg havde gruelig meget tid til at gennemarbejde realiteterne. Med undtagelse af de basale egenskaber som at gå, spise og trække vejret, var hele min koncentration rettet mod fyren, som jeg skulle mødes med næste aften. Jeg tror, at min mor satte pris på min nye bevidsthedsmæssige fraværen, hun spurgte først om der var noget galt, lige før jeg gik i seng. Da jeg svarede at det var på grund af en dreng, så jeg et lille smil komme frem på hendes læbe. Men det var kun lille. Og det forsvandt hurtigt igen. Hendes datter havde mødt en dreng. Men var han virkelig bare det? En helt almindelig dreng? Tanken om at sidde ude på en café med STJERNEN i hånden gjorde mig helt svimmel. Det ville være svært. Ville jeg virkelig kunne se bort fra, at han dybest set var enhver teenagepiges våde drøm? Men den bizarre tanke fascinerede mig også. En tanke om, at ham der kunne pege på alt i verden, ville pege på mig. På lille gennemsnitlige Josefine med den ærmeløse sorte kjole. Hvor længe ville han kunne pege. *Tre dage endnu*, tænkte jeg. *Så tager han videre til Norge.* Hvordan ville det her nogensinde fungere?
     Jeg kunne ikke sove. Jeg kunne ikke lukke de øjne, som sad fast i min bevidsthed og stirrede på det fastfrosne minde af ham. Måske skulle jeg gribe ud og bare tage det, der var at tage. Eller også skulle jeg trække mig tilbage, før han havde set alt, hvad der var at se. Jeg knyttede min hånd og følelsen kom tilbage i mig. Den havde bare hvilet i mig og ventet. Det var første gang, at den havde fået lov til at begrave sig i mig, og den kom til at sidde der længe endnu. Følelsen ville finde sig til rette lige under maven i mig og vente på at bryde ud på det helt rigtige tidspunkt. Følelsen krammede mig i mørket. Følelsen af begær. 

 

Katrine ødelægger det glatte vandspejl med sine ukontrollerbare spræl. HJÆLP HJÆLP. De voksne er tæt på, men ikke tæt på nok. Katrine tror, at hun skal dø*.

Så lyder der et andet plask. Det er tungere og lyder mere som braget fra en kanon. Det er mit plask. Katrine ligger på græsset lige foran søens bred og jeg pumper på hendes bryst. Sætter munden ned til hendes og jeg råber derefter HJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLP. Jeg kan først høre folk strømme til søen nu. Allesteder fra kommer de, mens jeg giver Katrine kunstigt åndedræt og pumper på hendes bryst. Et To .. Et To … Pludselig kan jeg høre dem bag mig. KYS KYS KYS KYS. Jeg kysser hende. Jeg pumper. Igen mødes vores læber i hvad der ligner lange tungekys. Og så hoster Katrine vandet op.

Hun sætter sig op i vildrede. Ser ned af sit drivvåde tøj. Hun burde takke mig. Falde på knæ og kysse mine sko. Istedet lytter hun til menneskemængden der sekundet senere bliver afbrudt af en  nytilkommen lærer. Men hun hører det. Og så stirrer hun på mig.
     “Hvad fanden er det du laver!?”

Og jeg vågner med et sæt. 

 

Det var egentlig ret ironisk at min far, der var uddannet til at redde mennesker, havde smadret hele mit sociale liv den dag. Det var en tanke jeg fik i badet. Jeg var opdraget i førstehjælp siden jeg kunne gå. For at redde én fremtid, men miste en anden. Jeg smilede til spejlet gennem badeforhænget og vidste ikke rigtigt hvorfor. 
      Der sad små visningstællere på hjemmesiden. En for hver artikel. Sidste dag i emneugen var en slags finale. Og finale betød præmie. Hver skrivende ‘journalist’ skulle tælle alle sine visninger op og finde ud af hvor mange læsere, denne havde tiltrukket i alt. Sarah havde skrevet 4 anmeldelser, én for hvert album og to til forskellige singler. Hun opnåede ialt 98 visninger. Lines blogs bar præg af hendes humoristiske sans, men også hendes gentagne grammatiske fejl. Hun valgte at oprunde fra 111 til 120 visninger i det lille skema, vi havde fået udleveret. Katrines lettilgængelige og tumblr-egnede fangirlindhold var delt ud over hele hendes sociale tilværelse og hendes omkring 100 reposts nåede ialt 600 visninger. Jeg tjekkede min artikel og skrev tallet fra siden på uden nogen bemærkning.
     Vindertitlen som personen med flest visninger blev Anders, som havde opnået hele 5000 visninger fordelt udover 120 små Anderspromoverede bil-annoncer. Det var en selvfølge, Anders havde gået til projektet som en gris til en julefrokost. Da vinderen med det højeste gennemsnit per artikel skulle kåres, kom Jørgen til at hoste kaffen op og væde det nu brune A4-ark.
     “Vinderen er Josefine med hendes 4100 visninger af kun en enkelt artikel,” prustede han frem bag sit beskidte skæg. Han så forbløffet over mod mig og mumlede et tillykke. Så smilede han og den gamle Jørgen var tilbage. Dumpeeleven, der altid kom for sent til hans timer havde nok nået højdepunktet for sit liv, tænkte han sikkert om mig. Jeg faldt nærmest af stolen, da jeg gik op for at hente den lille pose guldkarameller. Det var svært for mig at vende mig om for at møde de formodede dødsens olme blikke. Men Line stirrede bare forbløffet på mig, mens Sarah formede ordene ‘Firetusindeethundrede’. Katrine kiggede end ikke på mig, hun havde allerede pakket sin taske og rejst sig op mod døren. Jørgen skulle til at stoppe hende, men hun baskede hans hånd væk i samme sekund, som klokken ringede, og weekenden kom dem i møde. 
     Mit smil holdt stand indtil jeg ikke længere kunne se skolen i bagruden. Så huskede jeg Harry og nervøsiteten overtog mit ansigt. En sommerfugl lavet af klichéer stepdansede allerede i min mave. Jeg ville bruge de næste seks timer på mig selv. Hvor jeg dog håbede, at det ville være nok. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...