Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1913Visninger
AA

6. == Kapitel 4 ==

Tre ting mødte mig bag døren: En nyopstanden fuldmåne direkte født fra Moder Jords bakkede mave, min let beskidte men ellers ikke medtagne tegnebog og et smukt, fuldstændigt fortryllende smil. 
     “Came to give you this,” sagde han i et tonefald der tydeligt indikerede, at han mente at han lige havde været værten i ’Sporløs’. “Sorry ‘bout yesterday…”
     “No worries,” udbrød jeg helt fortabt. Han tog blikket væk fra mig og kiggede på mit hus.
     “Nice place!” sagde han. Sagde han. Sagde HAN! Hvem var  ‘han’? Han var ikke den vagabond, jeg mødte dagen før. Eller ihvertfald ikke længere. Han var helt vidunderligt smuk. Der var en længere pause imellem os, mens jeg ufrivilligt opsamlede små puslespilsbrikker til hans jeg. Mit blik valfartede til håret og hans øjne trak det tilbage. Jeg zoomede ind på det lille twist i hans mundvig men vores blik fandt igen hinandens. Jeg følte mig som en hoppebold, der ville bryde væk fra fysikkens kræfter og flyve på eventyr i den hvide verden. Men hans øjnes gravitationelle kraft styrede mig altid tilbage mod centrum. Det var ren logik, selvom at hans krop og ansigt var noget af det smukkeste, jeg nogensinde havde set, så besad hans øjne en ligeså stor skønhed som resten tilsammen og derfor kunne jeg ikke undslippe. 
     “It’s you…” Det var ikke fordi, jeg huskede ham fra et modecover eller en fanside. Jeg vidste det bare. Der kunne kun være én grund til at printe så mange penalhuse, plakater og sengetøj, og den stod foran mig. Harry Styles stod foran mig med min pung i hånden. 

“Yeah it is. May I come in?” Hvis jeg havde været Line, hvis jeg havde været Sarah, hvis jeg havde været bare én af Harrys såkaldte ‘aller største fans’, så ville jeg nok have besvimet på dørstærsklen. Men det var jeg ikke. Jeg var Josefine. Josefine, der stadig syntes at One Direction ikke kunne betegnes som en kunster, men en performance-gruppe. Josefine, der mente at det musik, der blev skrevet til dem var underligt paradoksalt eller skræddersyet til den ulykkelige teenage-hormon-pige. Josefine, der virkelig prøvede på at mene, at udseendet ikke tæller (min krop strittede imod denne bemærkning med alt hvad den kunne). Josefine, der dagen før havde forbandet blandt andet den mand, som stod foran mig, for at have frarøvet mine venner. For at kaste op ud over mig. For at…
     Så jeg besvimede ikke, jeg trådte derimod til side. En usynlig hånd begyndte at klemme om mit hjerte, da han passerede mig i døråbningen og jeg kunne dufte hans parfume og bogstavelig talt høre hans åndedræt. Han vendte hovedet mod mig, idet han tog sine sko af. Med et let drillende smil nikkede han mod skoholderen og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg nikkede igen. Det var nok først der, at jeg brød ud af min trance. Jeg pegede ind mod stuen, mens jeg råbte:
     “Mor, jeg har en gæst.”
     “Okay, skal han spise med?”
     “Mor, klokken er halv elleve.”
     “Nå ja…” Da han satte sig ned i sofaen kiggede han ud mod køkkenet med rynkede bryn. 
     “What did that mean?” spurgte han fascineret, som om det danske sprog var en smuk italiensk operasang, som sikkert havde en mening, men ikke behøvede en for at kunne bestå. 
     “What, the thing I yelled to my mom?”
     “Yea.”
     “She just asked if you wanted to eat with us.”
     “Wauw, does every dane eat that late?” sagde han og vendte tilbage til sit smil.
     “No … It’s just my mom. She’s just … weird,” sagde jeg forlegent.
     “Oh, I certainly know that feeling.” Der opstod igen en special type stilhed mellem os. Nu var det hans tur til at inspicere mig. Hans blik flakkede rundt over mit hår, mit ansigt, min t-shirt og selvfølgelig som enhver mand – mine bryster. Han prøvede på at skjule det ved at vende tilbage til min t-shirts kryptiske bemærkning. Jeg afbrød hans stirren:
     “Why weren’t you at the concert last night?” Hans bilk flakkede, men fandt igen lyset.
     “Well because I was drinking my self half to death and … um … I was being with you of course,” sagde han. Jeg kunne høre på ham, at han ikke have lyst til at uddybe, han undveg hurtigt. “And I’m so sorry if I … you know … scared you a bit. I wasn’t quite myself that night.”
     “No worries” gentog jeg, nok fordi at det var den eneste sætning, jeg kunne i den dur på engelsk.
     “Well … and um … you forgot your purse and …” Jeg kunne høre, at han var ved at nå til årsagen til hans besøg. Han snublede lidt over ordene og min krop fyldtes af den følelse, man får, når Harry Styles snubler over sine ord på grund af én. Og ganske rigtigt: 
     “Well let me cut to the case … I’ve been thinking about you throughly through my whole hangover. And I’ve come to this conclusion. I need to spend some time with you. Would you please go on a date with me?” Alt dette sagde han på så forunderligt kort tid. 

     Mit hjerte sprang ét hjerteslag over og derefter blev hele mit ansigt paralyseret. Mit hjerte sprang det andet hjerteslag over. Mine fingre og tæer begyndte at simre, som om at de sov eller ikke fik tilført nok blod og mit hjerte sprang det tredje slag over. Mine lunger lukkede af og mit hjerte sprang det fjerde slag over. Da det femte hjerteslag pressede sig på, og det sortnede for mine øjne valgte min hjerne at udskyde processen af at bearbejde den følelsesmæssige påvirkning af Harrys forespørgsel. Alt imens han sad der, mere og mere forlegen. Forlegen? Forlegen. Jeg vendte tilbage og trak vejret ind. 
     “My mom says I can’t go with strangers.”  
     “Well I’m not a stranger now, I know everything about you and I think you maybe know somethings about me as well,” sagde han, og jeg kunne høre, at han håbede på, at jeg kun sagde det for at få overhånden, istedet for at jeg faktisk overvejede det. 
     “And why on earth would you want to go out with me?”
     “It’s not obvious?”
     “No.” Aldrig havde en dreng nogensinde set på mig, som han gjorde det nu. Ville han nogensinde kunne være bare en dreng? Ville jeg kunne sidde overfor ham på en café eller i en restaurant eller gå i biografen med ham uden konstant at tænke på, hvem han var?
     “Then I’ll never be able to explain to you why. Josefine–” Min latter afbrød ham. “What’s wrong?” 
     “It’s my name.”
     “Yea? Josefine?” Igen kunne jeg ikke lade være, nu smilede han med.
     “You’re saying it all wrong. You sound like a troll.
     “A troll? Noooo?” Nu lo han med.
     “Yes, I’m sorry. You sound like an ugly troll.”
     “Noooo. Take that back.” Jeg satte mig ned overfor ham.
     “I won’t, because it’s true.”Han lod som om han blev sur:
     “No. Listen. One Two Three. Josefine!”
     “Sorry Harry. It’s said like … hmmm … Joe–
     “Like a boy?”
     “Yes like a boy. Now listen, then you have to say say”
     “Say? Like the verb.”
     “Yes like the verb.” Det var utroligt hvordan han kunne være så interesseret i samtalen, men alligevel drille med hvert et ord. 
     “Okay, Joe like a boy, say like to say, what then.”
     “Then … øhm … it’s … fin, you know like in the old movies, where they say fin instead of The End.” 
     “Ohh okay. Okay, now I’m trying.” Han lænede sig fremad, tog hænderne frem som om han skulle forme mit navn i luften, ”Joe–Say–Fin”, løftede den ene hånd i en slags high-five. Jeg grinede af ham.
     “You were close, but so far away.”
     “Awww come on man, don’t leave me hanging.” Jeg lod den hænge. For hvert sekund der gik, blev hans smil større og større. Så tog han den ned. “Please go out with me.”
     “Why were you there in the park?” Han trak på skuldrene. “Why?” Han bevægede læberne i et slags ‘Why should I care? You won’t even date me’. “Why were you there?”
     “Maybe you’ll have to go out with me to find out. Please don’t make me beg.”
     “Are they mad at you? The others?” Han trak igen på skuldrene. 
     “They’ll be fine. Yeah, I think Louis’s shitting bricks. But I don’t know, I have done worse.”
     “Like?” Han sagde ikke noget, spillede mig bare med øjnene. “You won’t tell me.” Han rystede på hovedet.
     “Why should I?” Selvom jeg afviste ham, så syntes jeg at se noget i hans øjne, noget der tilfredsstillede ham. Han var glad for modstanden måske.
     “Have you even spoken to them?”
     “Nope. They have no idea where I am.” Ville han stikke af? “I actually should go find them.” Smilet var tilbage.
     “Yeah you should. Maybe they think you’re dead.”
     “Dead?” Han så rundt i stuen, lod øjnene hvile ved forskellige genstande. “Mah,” sagde han ud i luften. “I’m not dead, they know that.” Så så han på mig. “Joe–Say–Fin they more I speak with you, the more I realise that I have to be even more with you. Please, I have a couple days left before I leave for Norway. Let me take you out on friday.” Han så på mig, jeg så på ham. Min hoved prøvede atter og atter at undvige. 
     “Well…” Og mirakuløst fandt en tanke min aflukkede hjerne, og jeg hev min computer frem. ”We could trade.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...