Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1859Visninger
AA

5. == Kapitel 3 ==

Deres øjne var lukkede
Læber ramte læber
Hænderne strøg igennem hår, ned af øret og kærtegnede hagen. Kyssene blev mere intense og de smilede af lykke.
Hænderne blev mere frisindede, de bevægede sig ned af halsen og fingerspidserne legede med hendes ene bryst. Han stod med ryggen til mig. Jeg kunne kun se hans perfekte hår og hendes grimme smilende ansigt. Men da hans anden hånd skiftede retning nedad åbnede hun øjnene og så direkte på mig. Smilet fik tænder.
     “Hvad fanden er det du laver!?” lød Katrines stemme hånende. 
     Først nu så jeg ilden i hendes øjne. 

Den lettere bræklugt hang stadig ved mig. Tårerne lå stadig under overfladen. Jeg havde det næsten dårligt, som om at hele verden havde gået under og genopstået uden mig i den. I en zombie-lignende tilstand rejste jeg mig op fra sengen og slentrede mod badeværelset uden at klæde mig yderligere på. Fliselærredet mødte mig velkommen, da jeg trådte ind under den grå bruser. Vandet var isnende koldt, men jeg ænsede det ikke. Det afskyllede en makeup-mængde, som der svarede til halvdelen af mit ansigt. Mine fingre sitrede ved følelsen af den meget lavere temperatur, men ellers ignorerede jeg det.
      Jeg var fuldkommen smadret, og det kunne jeg mærke. Jeg havde løbet, skreget og gennemgået en følelsesmæssig rutsjebane. Hvor var jeg dog dum? Mine tanker cirkulerede om dem, og så om manden med de fortryllende øjne. Det gjorde stadig ondt at tænke på hvordan han havde talt til mig, hvordan han muligvis havde prøvet på … ja, jeg følte mig bare lettet over at der ikke var sket noget. Min mor ville nok ikke have nydt at finde mig som hovedemnet i tv-avisen. Jeg prøvede på at ryste den kolde fornemmelse af mig, men den havde taget et fast i mit hjerte**.

 

“Du kom tidligt hjem i går,” sagde min mor i bilen, mens motoren stadig var slukket. 
     “Jah…” sagde jeg. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var som jeg skulle sige. Skulle jeg fortælle om den hjemløse mand eller skulle jeg nævne, hvordan jeg løb skrigende og hulkende bort efter at høre tre venners latter. Jeg følte mig pludseligt skamfuld og ville ønske at jeg aldrig havde set eller hørt dem. Heldigvis spurgte min mor ikke mere ind til emnet, hun tændte bare for motoren og nikkede stille. 

Hele klassen summede, det kunne høres flere metre før jeg nåede døren. Jeg kunne ikke dy mig og lagde det ene øre mod den flade træplade og opsnappede ord som 'væk', 'Styles … hjem' 'kidnappet'. Inderst inde, selvom at jeg godt vidste,at tanken var absurd, lettedes mit hjerte, da jeg forstod, at de ikke snakkede om mig. Ydmygede mig. 
     Der var ingen, der lod mærke til mig, da jeg trådte ind lidt i otte. Alle lod til at være i dyb samtale – Eller størstedelen af klassens piger ihvertfald. Jeg satte mig ned ved min gruppe og de ignorede mig endnu mere, end de plejede. Jeg observerede dem, jeg så deres løgnagtige læber bevæge sig i dyb messen. De blinkede, trak vejret, fnyste og opførte sig i det hele taget som normale mennesker, men jeg kunne ikke kaste et blik på nogen af dem uden at se deres sande skikkelser i øjnene. Jeg kunne lige så godt sidde til bords med tre af ondskabens dæmoner. Jeg måtte se ned, eftersom følelsen af at blive holdt for nar igen hev fat i mig. Langsomt hev jeg min computer op af tasken, mens jeg uopmærksomt prøvede på at skelne pigernes ord fra hinanden.  
     “Det er fandme bare ikke i orden,” sagde Sarah. “De kan da ikke bare lade være med at tage ham med. Hvad tror de vi købte vores billetter for? Fire femtedele af One Direction? Det er ligsom… det er ligsom…”
     “Ja, jeg tror vi har fattet det, Sarah. Det er som et *i* uden en prik eller en isdessert uden kirsebæret på toppen. Det er pisse nedern, at han ikke var der, men spørgsmålet er hvorfor. Tror I det er management?” De tre gispede ved Katrines ord. 
     “Ja, det er helt sikkert dem! De har set sig sure på ham siden Amsterdam og vil sikkert smide ham ud af bandet uden at drengene har noget at sige til forsvar!” udbrød Line ulykkeligt. “De ville heller ikke udgive det musik, som han selv skriver! HVORFOR FATTER DE INGEN TING!”  Det sidste ord kom ud som en højlydt hvinen bag de sammenbidte tænder. Hele klassen vendte sig i et splitsekund mod hende før de satte sig tilbage, jeg hørte et par drenge bagerst i klassen komme med et par ‘Slap nu af Line’, som hun åbenlyst ignorede. 
     “Vi burde få refunderet vores billetter” udbrød Sarah, men ingen lyttede rigtigt til hende. De to andre stirrede begge ned i bordet; Line håbløst og Katrine med de brændende øjne. 
     “Jeg mødte en hjemløs mand i går, som sagde, at han var Harry Styles…” Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor jeg sagde det. Jeg turde ikke rigtig flytte mit blik fra computerskærmen, så kun dem i det perifære. De havde, i fuldstændig kontrast til mig, fuldstændig glemt aftenens ydmygelse. Selvom de måske ikke engang havde set mig, måtte de da have vidst, at jeg kom. Men der var ingen tegn på skadefryd i deres blik. 
     “Aha,” sagde Katrine tørt. “Og det er relevant fordi?”
     “Er det ikke ham, som manglede fra koncerten?”
     “Jo…” Hendes øjne krummede sig, som om hun vidste lige præcis, hvor lidt jeg vidste om hendes yndlingsband og dømte mig på, hvor få af deres videoblogs, som jeg havde set. “Men medmindre at du hentyder at Harry er blevet hjemløs … ” Der lå ægte passiv agressivitet bag hendes ord. Var jeg virkelig så stor en torn i øjet på hende? Jeg ville virkelig gerne kunne hæve blikket fra min computerskærm, men en usynlig kraft holdt mig tilbage. 
     “Jeg ved godt at det her måske vil lyde lidt stygt, Josefine, men hvis man ikke har noget relevant at sige, så burde man oftest bare holde sin kæft. Lige nu er vi igang med en diskussion omkring vores yndlingsbands fremtid, mens du rapler om en hjemløs, bare fordi du ikke har forstand på andet.” Jeg så ned i computeren og knyttede hånden i forsøget på ikke at skifte ansigtsudtryk. Den sejr skulle hun ikke få. 
     Der herskede en stilhed over gruppen, indtil den blev lidt over otte, hvorefter jeg kunne høre hvert tastatur påbegynde sin opgave. Jeg fandt et åndsvagt onlinespil og prøvede på at få tiden til at gå. 
     Der gik måske en time og så prikkede Sarah til mig, sådan et stille prik. Hun så på mig uden vrede. Hun så nærmerede uforstående ud.
      “Hvorfor kan du ikke bare være glad, Josefine? Du fik hvad du gerne ville have, gjorde du ikke? Du har altid hadet emneugen, så nu har vi givet dig chancen for at lave ingenting.” Hun hviskede det næsten til mig. Hendes medlidenhed fik mig til at nikke. Hun fjernede sit fokus fra mig. En pludselig følelse af ensomhed ramte mig blandt de mange skrivende kroppe. Jeg følte mig som den lille fisk i det store hav. Snart ville emneugen være omme, og jeg kunne måske vende tilbage til tanken om, at jeg ikke skillede mig så meget ud fra de andre. Snart kunne jeg blive almindelig igen, det skulle bare lige blive torsdag … og så blive fredag. 

Efter tusind år endte timen og efter tusind år mere sad jeg på min seng med ryggen mod vinduet. Vestensolen varmede min ryg. Google lå på mit skød. Nysgerrige søgninger førte mig til kattevideoer, sjove billeder fra mine yndlings-tvserier og alle de fuldstændig ubrugelige specifikationer, som hørte til den nye computer, jeg gerne ville have (Min underbevidsthed skreg, at jeg kun ønskede mig, den fordi den var så pæn … og så dyr). Min hjerne hadede, når jeg ikke havde noget at lave. Min hjerne straffede mig næsten, satte mit tankespor tilbage til de ting, jeg så gerne ville undvige. Det var nattens drøm, og det var Katrines grin, og det var flasken, som ikke ville gå i stykker, og det var ham. Pludselig faldt en tanke mig ind, og jeg skrev *One Direction* ind i søgefeltet. Jeg fik 193 millioner resultater på 30 millisekunder frem på min støvede skærm under toolbaren. Officielle sider, fansider, musikvideoer og mere til dukkede frem på skærmen. Jeg måtte afskærme mig lidt. Jeg tænkte mig godt om og tastede omsider i søgefeltet: *One Direction Merchandise*. Internetsiderne havde alt hvad hjertet begærede; Mapper, sko, blyanter, puder, dvd’er, en biografi, sengetøj og plakater. Jeg faldt over et smukt indskrevet læbestift-sæt med alle bandmedlemmerne indkrypteret i en sirlig håndskrift. Jeg væmmedes ved det, men jeg følte mig også draget mod det af en eller anden grund. Det måtte være ham, Harry. Kunne det virkelig være ham, jeg havde mødt inde i parken? Øjnene passede på drengen på plakaten. Jeg fik en ekstrem lyst til at komme bare lidt nærmere de øjne, besøge dem igen. Min hånd greb ufrivilligt ned i min lomme efter min pung. Efter at have overbevist både mig selv og min hånd om, at jeg ikke skulle have noget som helst inde fra siden, bemærkede hånden noget andet. Min tegnebog var væk! Jeg begyndte febrilsk at mærke mig selv på lommerne og uden på tøjet. Jeg havde den ikke på mig og jeg havde ikke brugt den i skolen. Jeg huskede, at jeg havde lagt den i håndtasken. Men den var også væk! Jeg stormede rundt og ude af stand til at tænke, rev jeg dynen af min seng, sengen ud fra væggen og alt fra skrivebordet ned på jorden. Alt imens jeg mumlede noget i retningen af nejnejnejnejnejnejnejneeeeejnejnejnejnejnejnejnejnej. Solen sneg sig ned mod husene, mens jeg endevendte mit værelse. 

Min mor rørte i en gryde, da jeg tyve minutter senere stormede ned af trappen og ud i entréen for at gennemrode min jakke.
     “Hva’ så skat?” hørte jeg hende halvt råbe. 
     “Vi bliver nødt til at spærre mit kort,” svarede jeg. “Jeg må have mistet min tegnebog, faktisk hele min taske i går aftes.” Alting lå i den pung; Kontanter, nøgler, rabatkort, mit sygesikringsbevis, årskort og alting af al vigtighed. Min mor nikkede;
     “Øv…”
     “Ja ØV!” Det var ikke meningen, at jeg skulle have hævet stemmen, men hun var så provokerende mens hun stod der med blikket stadig vendt mod gryden. Alting var så ligemeget. Jeg kunne lige så godt have mistet min uskyldighed sammen med den forbitrede tegnebog, det ville stadigvæk ikke rage min mor en høstblomst. 
     Entréen var gennemsøgt, stuen var gennemsøgt, gangen var gennemsøgt, toilettet var gennemsøgt, mit værelse, mors værelse og det tomme gæsteværelse. Da jeg forpustet stod foran min mor og hendes overkogte gryderet, havde jeg aller mest lyst til bare at gå hen og vælte gryden. Den ville ramme gulvet og dens indhold bestående af kylling, kikærter og smattede gulerødder ville fordele sig ud over køkkenfliserne. Braget ville gå ondt i mine ører og jeg ville dække dem, men min mor ville intet gøre. 
     Og hvad ville der så ske? Ville hun bare blive ved med at stirre på gryden med eller uden indhold? Eller ville hun vende sig om mod mig og fake en ‘normal’ reaktion? Ville hun råbe af mig og sende mig op på mit værelse, mens hun tørrede op og egentlig var glad for at få noget at give sig til? Hvad ville hun gøre? En ting var ihvertfald sikkert; hun ville aldrig sætte spørgsmålstegn til, hvorfor jeg gjorde det … Jeg ville virkelig ønske, at far kunne vende tilbage bare for et enkelt øjeblik. Give hende et kram og måske en verbal lussing. Bede hende om at komme tilbage til mig. Bede hende om at leve igen. 
     Istedet var det løsningen på mit andet problem, der ringede på døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...