Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1850Visninger
AA

4. == Kapitel 2 ==

Allerede fra parkeringspladsen kunne man se den massive folkemængde foran Parken. Da jeg steg ud af bilen kunne jeg mærke den lette summen, som altid kunne høres fra en stor portion mennesker samlet på et sted. Mor blev siddende i bilen, fordybet i en gennemsnitlig tankestrøm. Jeg bankede på ruden, for at få hende til at rulle den ned. Hun hørte det tredje klink, og idet den tynde glasflade svævede ind i bilens indre spurgte hun;
     “Skal jeg vente på dig?” Man kunne se på hende, at hun var ligeglad. Tid betød ikke så meget for min mor. Ting skete og så var tid imellem de ting. Det var naturligt, jeg troede endda hun kunne lide denne venten på ting. Alligevel sagde jeg:
     “Nej bare kør hjem mor. Jeg tager en bus eller noget.” Hun nikkede og kastede igen sit blik ud af forruden. “Vi ses mor.”
     “Vi ses skat…” Jeg begyndte at gå, men jeg hørte ikke min mor genstarte bilen bag mig. 

Jeg havde aldrig nogensinde troet at så mange mennekser ville være til en boybandskoncert. De fleste var piger i deres teens, men der var også midaldrende kvinder og deres sammensunkne mænd. Af og til skævede nogle af dem til mig, nogle med et let dømmende blik og andre smilede let – Teenpigerne skulede lige frem. Der var ingen af dem der havde fint tøj på, kun helt almindeligt hverdagstøj. Jeg ønskede nu, at jeg havde haft en jakke med, så jeg kunne dække mig selv fra de mange blik. Men de skulle jo heller ikke interviewe nogle af verdens mest kendte popstjerner. Jeg havde brug for alle de midler jeg havde til rådighed for at kunne overbevise en af dem om et interview. Men pigerne skulede alligevel. Jeg havde lyst til at sige til dem, at det her ikke var mig, lyst til at skrige i hovederne på dem alle sammen, at de bare skulle holde dem for sig selv. Istedet gik jeg hen imod en af de fire lange køer, der stod foran hver udgang. 
    Folk snakkede uafbrudt, det hele overlappede hinanden. Nogle gange hørte jeg små citater fra massen af lyd. Sætninger som ‘jeg glæder mig til…’ og ‘Jeg håber de spiller…” blev sagt i flæng. Nogle gange brød piger ud i sang som resten af køen hurtigt istemte. Jeg prøvede på at koncentere mig om den forekommende koncert og hvordan jeg skulle pågribe en af bandmedlemmerne. Skulle jeg snige mig efter dem efter de var færdige, eller skulle jeg gå backstage inden de gik på? Jeg havde fuldstændigt fortrængt disse vigtige spørgsmål tidligere. Og hvad skulle jeg egentlig spørge dem om? Hvordan skulle jeg holde deres opmærksomhed? Jeg begyndte at panikke, jeg havde slet ikke tænkt det hele igennem, det indså jeg nu. Jeg kunne jo ikke rigtig spørge ham om vejret. Jeg forestillede mig stå foran ham og spørge dumt ‘Er jeres musik godt?’. Jeg rødmede bare ved tanken. Her stod jeg, i en ærmeløs sort kjole i køen til en One Direction-koncert og på vej til at snige mig ind til bandet uden noget at spørge dem om. Jeg måtte være verdens dårligste paparazzi.
     Jeg var fordybet i tanker, da jeg nåede skranken og en dyb blød stemme hev mig tilbage til virkeligheden:
      “Billet tak.” Jeg så på den store mand bag skranken, som smilede let, mens han kiggede på min kjole. Han synes sikkert, at det er synd for mig, tænkte jeg. Han tror sikkert at jeg er fanget som fangirl af en dum popgruppe. At jeg har taget mit stiveste puds på, fordi jeg skal ind og ‘møde’ dem– Jeg stivnede. Var jeg virkelig blevet ligesom dem? Var jeg blevet en ustyrlig fangirl, der ville gøre alt for et par ord med et kendt menneske? Var jeg blevet noget af det, som jeg foragtede aller mest?
     “Billet tak!” sagde manden lidt fastere, mens han så fortvivlet ud over den tilbageværende kø. 
     “Jo tak,” sagde jeg og prøvede på at smile til den store mand. Han kiggede forbløffet på mig og tog hånden ud som for at tage den billet, jeg gerne ville købe. “Hvad koster den egentlig?” spurgte jeg. Det forbløffede udtryk blev vantro.
     “Du har altså ikke nogen billet?”
     “Nej, men jeg vil gerne købe én, tak,” sagde jeg lidt mere indtrængende. 
     “Du laver vel sjov med mig? Du tror vel ikke på, at du kan købe billetter her?”
     “Hvorfor ikke?” Den røde tone begyndte at komme tilbage til mit ansigt.
     “Fordi de da alle sammen er udsolgt for længst. Hvad regnede du med, at der lige var et par hundrede billetter tilbage?”
     “Men Øhh–”
     “Ud af min kø, du skal ikke komme her og lave spas med mig. Det har jeg slet ikke tid til.” Jeg kunne mærke den glohede varme mit hoved tog sig. Jeg kunne ikke bare stoppe der. Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg prøvede på at lade være med at panikke, men mit ansigt var allerede ved at krympe sig sammen.
     “Jamen du bliver nødt til at lukke mig ind! Jeg skal se den koncert!” Min stemme knækkede halvvejs midt i sætningen. Igen blev mandens ansigt mildt, da han sikkert skiftede mening om mig fra en spasmager til bare en dum fan. 
     “Du bliver nødt til at gå ud af min kø, min pige. Du må se dem næste gang.” Jeg ville gerne forklare ham, at det ville være for sent næste gang, at det kun var emneuge NU. Men jeg kunne ikke sige noget, min hals snørede sig sammen og jeg trådte nedtrykt ud af køen. Alt var gået i stykker på meget kort tid. Jeg begyndte at gå ned af køen, som var blevet drastisk kortere, mens jeg stirrede ned i jorden. Jeg prøvede på at lukke mit ansigt af, det krympede sig sammen, og jeg tænkte på, hvordan jeg mon så ud. Måske holdte min mor stadig på parkeringspladsen. Jeg begyndte at rette mine skridt mod det lille P-skilt, da jeg hørte en latter. En latter som jeg kendte.  Det tog alle mine kræfter at vende mig om for at se mine tre klassekammeraters rygge. De stod ikke langt fra mig. Og Katrine lo, og de andre lo med. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind, så en mere og en mere. De ramte jorden og forsvandt, mens jeg blev fuldstændig destrueret inden i af ekkoet fra Katrines latter. Jeg kunne ikke gå op til dem, jeg kunne ikke lade dem se mig i en kjole og en ansigt fuldstændig udtværet af de mange kilo make-up, som jeg havde lagt. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde taget en jakke med, så jeg kunne tage den over mig og fuldstændigt gemme mig i den. Forsvinde fra den store plads med den forsvindende menneskemængde. Men jeg kunne ikke forsvinde. Istedet kunne jeg kun kigge på de tre mennesker, som var så ligeglade. Jeg kunne ikke smide mine følelser væk, istedet voksede de i mig. Mit hjerte begyndte at immiterre et maskingevær. Mine hænder knyttede sig og jeg kunne sagtens have løbet op og slået Katrine i gulvet i det øjeblik. Istedet vendte jeg mig om og løb. Jeg løb og løb, men ikke mod parkeringspladsen, bare væk. Jeg begyndte at skrige, for det gjorde så ondt. Folk vendte sig mod mig, når jeg løb forbi dem. Alting gjorde så ondt. Jeg løb alt hvad jeg kunne, havde jeg haft høje hæle på ville jeg være faldet. Måske kunne jeg løbe ud af verden. 
     Jeg var halvvejs gennem fælledparken, da jeg stoppede op. Der stod en kvinde i nærheden med sin hund, men hun forsvandt hurtigt, da jeg begyndte at skrige højt og vredt. Jeg følte mig som et monster, der ikke kunne formidle sin smerte, kun skrige. Tårerne var tørret ud, kun mit udtværede ansigt var tilbage. Jeg var udmattet og faldt på knæ i det tørre græs, mens jeg åndede ud fra den hårde løbetur. Foran mig lå en ølflaske med mærkatet halvt revet af. 
     “Fuck jer. Fuck jer alle sammen,” hviskede jeg til flasken.   Jeg kom langsomt på benene og samlede flasken op. Jeg vejede den i hånden og lagde den til rette. Jeg vendte mig mod et af parkens træer. 
     “Fuck det fucking lorte boyband!” Jeg slog på træet med flasken, forventede nærmest at den ville splintres, men det gjorde den ikke, så jeg slog hårdere og hårdere, min stemme hævede sig i takt:
     “Fuck jer! Fuck dig Katrine.” Flasken forblev uskadet, så jeg slog hårdere. “Fuck,” slag, “dig,” slag, “Fucking møj bitch,” slag. Flasken kunne ligeså godt have blevet liggende på jorden. Jeg blev ved med at råbe af Katrine og manden bag skranken og mor og emneugen og flasken, som ikke ville gå i stykker. Tilsidst, da mine aggressioner var ved at uddø endeligt, kastede jeg den så langt jeg kunne og før den ramte græsset igen, lagde der sig en arm om min ene skulder:
     “What’s wrong my friend? What are you doing to my bottle?”

Det var ikke den ulækre jakke eller det filtrede hår, jeg først lod mærke til, nej det var øjnene, der fik verden til at gå i stå. Ægte skønhed var at finde i disse øjne. Jeg studerede dem i det ene øjeblik, som nu var blevet til al uendelighed. De flakkede let. I den næste uendelighed så jeg hans smil … og hans udtryk. Hele hans ansigt lignede noget, der var blevet dyppet i en mudderpøl. Han smilede let til mig, men det var svært at opretholde. Han var plørefuld.
     “What?” spurgte jeg næsten automatisk. Han nikkede dybt, som var det en hoved-version af et buk. Smilet blev større, nu lignede det næsten en tilbageholdt latter:
     “Danish beer, the rumors were true!” Han skålede til luften med en fiktiv ølflaske, sikkert den, som nu var kastet mange meter væk. Jeg kastede et blik ned af manden som måtte være et par år ældre end mig. Jeg gættede på 19, selvom at en hjemløs nittenårig nok var usindeligt sjælden. Det var sikkert, hvad han var; hjemløs. Hans ulækre brune jakke lignede noget, som var blevet brugt som tæppe i en måned eller to. På trods af hans øjne væmmedes jeg ved ham, rev mig væk fra hans arm og skulle til at gå væk fra ham
     “No wait–“ Han hikkede.”My lady. Please stay with me.” Jeg stirrede ind i hans perfekte gulbrune øjne. Selvom at vi var helt alene, selvom at han var ulækker og hjemløs, selvom alle mine instinkter fortalte andet, så vidste jeg at jeg ikke kunne undslippe øjnene. Han satte sig, viftede med armene, og jeg satte mig ved siden af ham. Han gav sig til at smile igen.
     “You know, I’m not typically like this. Actually I belong in there.” Han pegede mod Parken, som ikke engang var begyndt at spille musik endnu. Jeg nikkede højtideligt og lod som om at jeg troede på hans fuldemandssnak. De fleste sørgelige mennesker lod som om de ikke var så sørgelige. “But that’s not important! The topic … The topic of the day is my bottle. Why did you do that to my … bottle?” Jeg kiggede på ham, fordybede mig i de smukke øjne. Det lykkedes mig at udelukke stanken og jeg spejlede hans smil.
     “It’s a long story…” Alle frustrationerne havde forladt min krop. Hvordan kunne et par øjne gøre så meget ved mig? 
     “Then do a recap!” Jeg fniste. Her sad jeg med en fuld, hjemløs, ulækker og lugtende mand og grinede på det selv samme sted som jeg havde skreget af fortvivelse. 
     “It’s all about this boyband.”
     “Which boyband?” Han bøvsede. 
     “They are the one playing right now in there,” jeg pegede mod Parken. “They’re called One Direction.” Nu var det hans tur til at fnise.
     “What about them?”
     “They ruined everything.” Så begyndte han at le.
     “Tell me more,” fik han fremstammet gennem latteren.
     “All my friends hate me now, because I don’t like them.” Latteren stoppede brat.
     “You don’t like them?” Hans læber blev mistroiske, men hans øjne søvnige.
     “No. I think their songs are only created to … øhm … collect the hearts of lonely girls.” Han skulle til at sige noget, nogle hårde rå ord filtreret gennem Tuborg, men istedet kiggede han på mig og fniste igen. 
     “Well … Actually I’ve never thought of them that way.”
     “But how about you? Were are you from?” Hans glade rue smittede af på mig og af en eller anden grund lænede jeg mig op mod denne fremmede mand.
     “I’m from Redditch.”
     “Where’s that?”
     “In Worchestershire.” Ordet var så langt og britisk at jeg aldrig ville turde udtale det. 
     “Is that a country?” smilede jeg. Han blev utålmodig.
     “It’s in England,” sagde han så skarpt, som en døddrukken nu kan være.
     “Oh, so why are you in Denmark?”
     “I won a contest with some of my friends. So now we’re on this world tour.” Jeg nikkede højtideligt igen, det måtte være alkoholen, der tog over. Denne mand var tydeligvis ikke på verdensrundrejse med sine venner. Han var nok en rendestensblaffer eller noget i den retning. 
     Endelig kunne man høre den svage lyd af fjern livemusik fra stadionet, snart overdøvet af bifald.  
     “So they started without me…” Han skulede mod Parken. “You know what, lets go to my place. I have a nice surprise for you.” Jeg rejste mig op sammen med ham, men så mistroisk på ham. Pludselig kunne jeg mærke hans varme ulækre ånde og hans stank. Hvis han ikke ligende en, som kunne dejse om på et hverandet givent tidspunkt, ville jeg nok være mere bange for ham. 
     “Why?”
     “So I can show you something.”
     “Show me what?”
     “Come on, then I’ll show you.” Hans smil blev bredere og mere sikkert. Som om han havde sagt det mange gange før. Det faldt mig pludselig ind, hvor alene vi var i denne store park. 
     “Do you really think, that I would follow a homeless … home?”
     “Me? I’m not homeless!” sagde han nu surt. “I’m Harry fucking Styles! Now come on!” Han tog min hånd og begyndte at trække den med sig, men jeg hev den til mig med et hvin.
     “Slip mig.” Jeg bakkede væk fra ham.
     “No no no no no, please don’t my lady. Don’t go. I’m not what you thi–” Han gav sig til at kaste op midt på jorden imellem os og jeg så til med afsky.
     “What’s your name,” spurgte han med bræk i mundvigen. 
     “You fucking creep,” hviskede jeg og vendte mig om og løb væk fra den hjemløse mand.
     “Please … What’s your name?” ekkoede det, mens jeg løb i takt med den fjerne lyd af en One Direction sang, som jeg ikke kendte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...