Offeret /\ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2015
  • Opdateret: 28 aug. 2015
  • Status: Igang
Josefine har aldrig kunnet lide boybands. Hun har altid følt, at deres sange har været åbenlyse pigemagneter. Så hvad sker der, når hun finder selveste Harry Styles fordrukken og lugtende i en park, når han burde have været til koncert? Hvad sker der, når Harry forbløffet opdager, at hun ikke genkender ham?

7Likes
0Kommentarer
1979Visninger
AA

3. == Kapitel 1 ==

Mandag: Lang, søvnig og igennemdriveligt uforståelig.  Mandage var generelt frygtelige. Men denne mandag var værre. 
      Sommeren havde allerede forvandlet de fleste planter til støv, regnen havde ikke faldet i ugevis og humlebierne havde givet op. Alverdens ørkendæmoner var sluppet løs i form af vej-hallucinationer, fatamorganaer og mit aller største mareridt; Emneugen. Fem dages rædsler med årelange lektioner, der hvert år blev værre og værre. I femte klasse skulle jeg grave huller, i syvende skulle jeg igennem orienteringsløb og i ottende genlevede jeg HC Andersens forbitrede tilværelse igennem vælling og kritik. Intet gav mening i denne uge, intet kunne bruges senere eller kobles på fremtidig studering. Dette var lærernes undskyldning for at kunne holde halvt fri. 
     Så denne mandag var forfærdelig. Og denne mandag smækkede jeg døren lidt hårdere i da jeg kom hjem. Jeg fandt et håndklæde ude på badeværelset og tørrede sveden af panden. Min krop hungrede efter vand, så jeg gik mod køkkenet. Længst fra mig i husets kombinerede stue og køkken, sad min mor som altid i sin lænestol. 
    “Hvor slemt var det så?” spurgte hun. 
     “En fake avis, mor! En fake–“
     “Øh, hvad betyder fake, skat?”

     “Falskt mor. Det betyder, at vi skal skrive en falsk avis. Vi skal lade som om vi er journalister.”
     “Jamen, det lyder da okay, sk–“

    “Ja det lyder spændende, hva? Men gæt emnet. Gossip! Vi skal ikke engang lave rigtig journalistik, vi skal bare skrive om et eller andet boyband.”
     “Hvad er der nu i vejen med boybands? Jeg hørte da engang Backstreet Boys.” sagde hun. 
     “Jeg er så træt af opblæste pigemagneter. Hvornår har du sidst lyttet til det der Backstreet noget og rent faktisk LYTTET til deres musik?”
     “Nu er det jo temmelig lang tid siden, at jeg lyttede til Backstreet boys, skat.”
     “Det er jo ikke pointen mor! Forstår du ikke at den eneste grund til at de gives så meget opmærksomhed er deres frisure og deres sixpack. Er vi blevet til stenalderkvinder?
     “Six-pack? Drikker de meget øl–“
     “Nej mor … De ser bare pæne ud okay? Intet andet. De er mennesker, ikke guder.”
     “Slap nu af skat. Det jo bare en skoleopgave.”
     “Det er jo princippet mor! Vi skal dedikere en hel avis til et fucking boyband.” Hun svarede ikke.

Lasagnen simrede i ovnen mens jeg dækkede bordet. Iste, vand, bordskånere og en lille skål med isterninger blev uddeligeret nonchalant henover det lille tomandsbord . Borddækningen var automatiseret gennem vanen. Mor så ikke, at jeg ved en fejl dækkede op til tre istedet for to og jeg skyndte mig at fjerne den ekstra tallerken og glas fra bordet, før hun lagde mærke til det. Hun så ikke op fra den lille skål, hvor hun blandede salatdressing.
     “Hvor mange er I så til at lave den avis, skat?,” spurgte hun fraværende, stadig med blikket fastgjort til den næsten orange farve.
     “Vi er fire i hver gruppe.”
     “Hvem er du så sammen med?”

    “Sarah H, Line og Katrine. Vi har valgt at dele de forskellige slags artikler op imellem os. Sarah skriver anmeldelserne til deres musik, Line blogger om dem og Katrine reposter billeder og videoer af dem.”
     “Reposter?”
     “Du ved, hvis de ser en gif med dem, hvor de gør et eller andet sødt eller nuttet, så lægger de det op på vores internet side.”
     “Gif?” Det var en krig at snakke med min mor…
     “Det er sådan et bevægende billede, mor.”
     “Altså en video?” Jeg krummede mine tæer.
     “Jah… Det er ligemeget mor.” Hun nikkede ned i skålen, mens jeg hev lasagnen ud af ovnen. 

Der var for meget ost i lasagnen. Salatdressingen stod urørt på bordet, for der var ikke meget man kunne bruge dressing til, hvis man ikke havde lavet salat. Sådan noget glemte min mor tit.
     “Var det One Direction, som det der boyband hed?” sagde mor med munden fuld af lasagne.
     “Jo hvorfor?” spurgte jeg undrende. Det var første gang, at min mor havde udtalt et af mine engelske ord rigtigt. Ydermere havde jeg aldrig nævnt bandets navn for hende.
     “Jo altså, det var bare fordi, at jeg lige kom i tanke om min veninde Lene.” Lene var den ene af min mors tre venner. Jeg rynkede brynene. “Vi havde samme tid til frisøren i tirsdags. Hendes datter, der simpelthen elskede ham her Sain Malik eller sådan noget, skulle til en koncert med dem. One Direction ja. Inde i Parken. De må være ret kendte, hvis de spiller derinde?”
     “Hold da op … jo da, de er ret kendte.” Det var der ingen af mine venner som havde nævnt tidligere den dag. Meget mærkeligt, eftersom det var dem som havde valgt den kendte popgruppe som emne. 


Kys Kys Kys Kys Kys Kys! Kys Kys! KYS KYS KYS. De kysser. Igen og Igen samles læberne i lange tungekys. De klapper. 
Mit hjerte skriger. I stilhed. 

Solen tittede op over bakkerne, da jeg næste morgen slog øjnene op. Det var ikke længere mandag og konsekvenserne af dette viste allerede sine tegn i form af et lille smil, der sad behageligt i min ene mundvig. Jeg lod kun ét enkelt neutralt suk fra mig, da jeg lod mig stige op fra sengen og ud i badet. Badeværelset var det perfekte sted til at genskabe de drømme, jeg havde haft i nattens løb. De kedelige gulbrune vægfliser udgjorde et lærred og det snart varme vand blev malingen til mit søvnige billede: En pige stod på en eng med en dreng i armene. Hun var høj, hun var sorthåret og hun var forelsket, det var tydeligt. Hele klassen stod i baggrunden …  de jublede og klappede mens pigen og den fremmede dreng kyssede. Hendes sorte og glattede hår dækkede for hans ansigt. Det eneste af ham, der var i mit visuelle synsfelt var hans vindblæste lækre hår. Mit imaginære synsfelt kunne derimod mærke hans smil, hans varme og udstråling. Det var som om, at det hele skar i mig af en eller anden underlig grund. Hele min krop stod stille, jeg burde nok kigge væk. Jeg kunne ikke fjerne blikket fra det brune hår, smilet. Øjnene. Jeg kunne ikke–
     Min mor kaldte på mig og jeg skyndte mig ud af bruseren, hoppede igennem et håndklæde, en børste og mit klassiske outfit i en hastighed, der kun kunne opnås via en ensformig vane. Jeg nåede aldrig at få vasket hår.
     Makeuppen blev lagt i bilen med det lille fold-ud-spejl. Ikke det store, bare grundbelægningen samt en halvbillig parfume. Jeg skævede mod min mor ved rattet, der tomt kiggede ud mod vejen. Hun var glad for at køre bil, fordi det gav hende lejlighed til sin yndlingsbeskæftigelse; at koncentrere sig på så lidt som muligt. 
      Læreren sad i hjørnet af klasselokalet og ænsede ikke engang det larmende ur, der havde tikket sig hele vejen frem til 8:05:30, altså over fem minutter senere end timens begyndelse. Jeg kom altid for sent, det havde han vænnet sig til. Han pegede op fra sit EUROMAN-blad og op mod min gruppe, som sad midt i rummets centrum. 
     De sad alle tre med deres computere slået op, dybt koncentrede med fingrene flyvende over tasterne. Hjemmesiden var blevet rigtig fin, eftersom at Sarah havde en femårig blogerfaring. Boybandet var klistret ud over hele siden med små lyserøde hjerter og grafiske glitterskyer. Hvad der allerede var slået op på siden, inkluderede en anmeldelse af deres første plade, en gif af bandet, der væltede hinanden som dominobrikker og en blog om Liam Paynes (bandmedlem) nye kæreste, som åbenbart var alt for grim (jeg citerer: “Sophias tøjstil passer hverken til hendes kropsform, øjenfarve eller generelle udseende. Måske bliver der en dag, hvor vores kære Liam får øjnene op for ægte skønhed, men det må dog forblive et håb. Vi ønsker Sophia en lykkelig fremtid.”)
     “Okay, hvad er planen?” spurgte jeg, idet jeg loggede mig ind på sidens administrator-del. De skævede over til mig, jeg kunne se en pulserende nerve danse i udkanten af Katrines øje. Sarah var den første, der brød den følgende stilhed:
     “Som vi aftalte i går Josefine. Jeg anmelder, Katrine blogger og Line reposter. Simple as that.” Sarah vendte tilbage til det, der lignede et udkast til næste pladeanmeldelse. Tasterne slog igen i takt til de tre’s gossipsymfoni. Jeg prøvede at genoptage øjenkontakten med Sarah:
     “Men hvad så med mig? Hvad skal jeg lave?” spurgte jeg, mens de alle sukkede højlydt. 
     “Du skal … du skal …” begyndte Sarah både sitrende og svævende, men Line afbrød hende:
     “Ved du hvad? Du kunne være interviewer! Så skal du bare finde en fra bandet og interviewe dem og så kommer det med i avisen.” Hun både smilte og fniste på en gang og for første gang den morgen følte jeg mig i godt humør. De andre fulgte hurtigt trop og bifaldte idéen med tilhørende fnis og nik. Jeg fandt hurtigt et tomt dokument frem og griflede de forskellige bandmedlemmers navne ned.
     “Jeg har en idé! One Direction spiller faktisk koncert i aften inde i Parken, hvad med at jeg tager derind og prøver på at fange nogle af dem til interviewet?” udbrød jeg. De skulle lige tænke i nogle sekunder, hvorefter Line igen tog ordet:
     “Skidegodt Josefine! Det kunne være så cool, hvis du tog derind. Der er sikkert stadig nogle billetter, så klø på! Men hvad med at du prøver på at ringe til nogle sekretærer eller noget?” De nikkede og jeg nikkede med. ”Men du må hellere gå udenfor og ringe, så du ikke forstyrrer vores skrivning, okay?” Jeg nikkede igen. Jeg tog computeren under armen og på vej ud af døren sagde Katrine en slags joke, for de grinte alle højlydt. Jeg stirrede på Katrine i to langtrukne millisekunder, mens jeg genkaldte min drøm. Døren smækkede i bag mig uden så meget som en bemærkning fra bag EUROMAN-bladet. 

Jeg brugte det meste af den korte dag på at gennemsøge internettet efter mulige numre at ringe til. De dusinvis af fansites var selvfølgelig ingen hjælp, men selv ikke gruppens officielle side bød på et telefonnummer eller en mail. Da jeg gik ind på billetsiden til deres koncerter fik jeg ikke megen hjælp efter at jeg havde fortalt dem at jeg ikke havde købt en billet endnu – heller ikke da jeg udgav mig for at være en udenlandsk musikbooker fra Norge. 
     Både skolens og bussens aircondition havde bukket under for solen, alternativet var et par åbne vinduer. Jeg havde sikret mig et sæde lige ved siden af et sådanne, jeg så direkte mod vinden for at sikre mig optimal nedkøling. Jeg savnede vinteren. Nu når jeg var blevet informeret om bandet og deres koncert, så jeg deres plakater overalt. De drønede forbi i overflødighed, massere af overdimensionerde 1D’er og closeups af smil, hår og øjne. 

“Jeg tager ind til den der koncert i aften…” sagde jeg udtrykløst. Jeg skovlede en gaffelfuld salat ind i munden, mens min mor ræsonnerede:
     “Koncert?” Hendes salat var endnu urørt. 
     “Ja, du ved, koncerten din ven Lene fortalte dig om.” 
     “Nåå ja,” smilte hun. “Hvor dejligt skat. Så kommer du da også lidt ud. Skal du have dine venner med? Sarah K og Christine?” sagde hun næsten metallisk. 
      “Sarah H, Line og Katrine, mor.” løj jeg via et nik. Det var nemmere at lyve for min mor på den måde. Mor smilte:
     “Det var godt skat.”

Jeg valgte en løs sort sommerkjole, som gik til lidt over knæene. Den var enkel og var mærket ‘hverdagskjole’. Jeg lagde en helt almindelig primer, en foundation og markerede mine øjenbryn og lagde tilsidst et lille blush med en smule solpudder. Jeg  glattede mit hår og sprøjtede parfume fra en støvet farvet glasflaske. Selvom at hele processen var til for at gøre mig glamourøs, så havde jeg det som om at jeg gav mig selv tæv. For hvert trin blev jeg mere forvrænget og jeg turde tilsidst ikke længere kigge mig i spejlet. Jeg gik bare ud mod døren med min håndtaske, da min mor tilbød at køre mig til koncerten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...