til vi ses igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 aug. 2015
  • Opdateret: 16 aug. 2015
  • Status: Færdig
// Deltager i 2. runde af 'børn på flugt' konkurrencen | Udgives i novellesamlingen.

6Likes
2Kommentarer
688Visninger

2. -

 

DØRENS KNIRKEN GIVER EKKO i den lange og smalle gang, da jeg lukker den bag mig. Den orange maling på værelsesdørene giver mig kvalme. Det eneste lys er det, der sniger sig ind gennem glasruden i toppen i døren.

Langsomt bevæger jeg mig henover linoleumsgulvet og ender foran værelse 1133. Det værelse min søster fik tildelt, da vi for 5 dage siden ankom hertil.

”Selma!” siger jeg og banker på døren. Hun åbner kort efter. Et lille smil er formet om hendes endnu mindre mund, men hvis man kender hende godt, er det tydeligt at se, at smilet bare er en løgn.

Jeg træder ind i værelset. Det lugter indelukket. Som et at de hospitaler i Syrien, min mor altid tog mig hen til, når jeg havde ondt i maven. Jeg rynker næsen og synker den klump, der har samlet sig i min hals.

Jeg kigger på de to senge, der står uredte i hver sin side af værelset. Den ene med et blåmønstret sengetøj og den anden med et råhvidt, præcis som det, der prydede min egen seng derhjemme.

Jeg ser det svagt for mig. Det føltes som så lang tid siden. Som en drøm. Min mor, der svagt nynner en godnat vise, mens hun ligger sengetøjet på min seng. Jeg står i døråbningen og betragter hende. Hun vender hovedet mod mig et øjeblik og smiler, mens hun stadig nynner. Da dynen er blevet pakket ind, sætter hun sig på sengen, og jeg sætter mig ved siden af hende. Det er kun få uger inden min afrejse.

”Jeg elsker dig, Jamal,” siger hun og lægger sin arm om mig. ”Det ved du godt, ikke?”

Jeg nikker. Jeg ved det godt. ”Jo,” siger jeg. ”Jeg elsker også dig.”

”Uanset hvad der sker, vil du altid være min store dreng.” Hun klemmer hårdere om mig. ”Du har altid været så god til at passe på din søster. Det skal du blive ved med.”

Jeg nikker. Lover hende, at jeg skal vogte Selma med mit liv. Det har jeg gjort hele mit liv i Syrien, og det skal ikke ændre sig, bare fordi vi bor et andet sted.

”Jamal?” Jeg vender hovedet og kigger på min mor. Men det er ikke min mor mere. Det er Selma. Hun har arvet mors mørke øjne og spinkle næse. ”Hører du efter, hvad jeg siger?” Hun kigger afventede på mig.

Jeg ryster på hovedet. Selma sukker.

”Jeg synes også, det er svært.” Selma lægger en arm om min skulder. Selvom hun er 4 år yngre end mig, opfører hun sig tit som om, hun er 10 år ældre end mig.

Jeg smiler til hende. ”Det skal nok ordne sig.”

Hun nikker og rejser sig fra sengen.

”Sengetøjet skal over og vaskes. Vil du gøre det?”

Uden at svare hende, rejser jeg mig også fra sengen og begynder at afklæde den. Da den står helt hvid og nøgen og tom, hanker jeg op i dynebetræk, lagen og pudebetræk, og går ud af værelset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...