The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14893Visninger
AA

19. "Så du er den utro kæreste, Bella ikke kunne holde fingrene fra?"

 

Bellas P.O.V.

 

Dagen var virkelig kommet. Dagen hvor jeg skulle mødes med mine forældre efter mange års adskillelse. Jeg kunne næsten ikke tro det. Ikke engang nu hvor vi sad i bilen på vej derhen, kunne jeg fatte at jeg havde hørt min mors stemme i røret. Min mor, som jeg ikke havde set i flere år. Hvor heldig kunne man være.

Justin var også i godt humør. Han sad og holdt godt fat i rattet med et ustyrligt smil om læben. Nok fordi han endelig kunne få lov til faktisk at køre bil selv. Det havde han jo ellers folk til at gøre, men jeg var overbevist om at han nød at gøre det selv en gang i mellem.

"Er du nervøs?"

Justins stemme rev mig ud af mine tanker, netop som de drejede sig om ham. Det kunne ikke passe mig bedre.

"Nok mere spændt," svarede jeg ærligt. Jeg var ikke nervøs for at møde mine forældre. Det var ikke fordi jeg ville stortude eller flippe ud eller sådan noget lignende. Vi var bare gledet fra hinanden efter de havde lukket døren til deres hus. Og det var fair nok, tænkte jeg og kiggede ud af vinduerne, hvor markerne i øjeblikkeligt snoede sig forbi. Jeg rullede vinduet ned, så Justin begyndte at brokke sig over at han ikke kunne høre radioen. Jeg ignorerede ham, men måtte til sidst indrømme at jeg fik ondt i ørerne, så jeg lukkede det igen.

"Hvornår skal vi egentlig ses med dine forældre igen? Jeg synes det er en evighed siden," sagde jeg, da der var gået lidt tid hvor ingen af os havde sagt noget. Han så på mig og smilede på en lidt anderledes måde end ellers.

"Tro mig, jeg grubler over det," svarede han med et lille grin, hvorefter han igen holdt blikket på vejen. Hm, et lidt tvetydigt svar. Jeg vidste ikke helt hvad han mente med det, men gad ærligtalt ikke spørge. Nogle gange var Justin mystisk og det kunne jeg faktisk godt lide. Han var ikke forudsigelig, han havde altid noget i baglommen. Og det var fedt. Så var der kontrolfreaken her på det andet sæde. Men jeg var ved at blive bedre.

"Hvor langt er der igen?" spurgte jeg efter en ti minutters tid. Jeg skruede op for aircondition - det var en varm dag. Han grinte.

"Langt," svarede han blot, med et smil på læben. Jeg sukkede. Så blev der stille igen.

"Du er ellers ikke den snaksagelige type, når du kører i bil, huh?" meddelte jeg en anelse flabet og så i retning af Justin. Hans munddivge bevægede sig hurtigt op i et smil.

"Jeg koncentrerer mig," svarede han blot. Jeg skød et øjenbryn i vejret.

"Om vejen? Den flytter sig ikke, ved du nok," svarede jeg drillende. Han grinte.

"Hvis ikke det var fordi jeg kørte bil, ville jeg kilde dig til du skreg om forladelse," sagde han en anelse bittert, hvilket fik mig til at slå en latter op.

"Huh? Det ville så ikke komme til at ske," sagde jeg bare, selvom vi begge vidste at jo, det ville det. Der var stille lidt igen. Til en forveksling var det denne gang Justin som brød stilheden.

"Og som svar på dit spørgsmål, så prøver jeg bare at finde ud af hvordan jeg skal forklare dine forældre om vores tumulte forhold," grinte han. Jeg kneb øjnene i.

"Tumulte forhold? Det bliver ikke så svært. 'hey paps, der kom en bitch og fuckede det hele op i en kort periode, but here we are!'" svarede jeg sarkastisk. Han slog en kort latter op.

"Hey, jeg datede den bitch i fem måneder!"

"Yeah, like you care," svarede jeg med et grin, som hurtigt smittede af. Jeg var glad for at vi var kommet dertil hvor vi kunne lave sjov med det. Et par dumme måneder og hvad så? Hvad betød det når man havde det vi havde? Vi havde trods alt været sammen i mange år.

"Gad vide hvad min far siger til at jeg kommer slæbende med dig, som var grunden til at jeg blev smidt ud," spurgte jeg ud af den blå luft, men trods det semi-seriøse spørgsmål, kom det som alt andet i øjeblikket ud med et smil på læben.

"Det og så at du knaldede med Liam og låste dig inde på dit værelse i tre dage," indskød Justin. Jeg fnøs.

"Ikke også, honey?" spurgte han drilsk og så i retningen af mig. Jeg lagde armene over kors.

"Jo, tak for påmindelsen," surmulede jeg.

"Pas på jeg ikke tager på hotel igen," advarede jeg sjovt. Han så på mig.

"Skat, du kunne ikke engang klare det en enkelt nat. Og hvis jeg skal være ærlig, er jeg ret glad for det," sagde han, hvilket gjorde mig varm om hjertet.

"Men jeg kunne komme til at det. Flytte derhen og leve med roomservice og-"
"Og så knalde med ham den fulde stodder," sluttede Justin med et tilfreds smil. Jeg grinede.

"Hold kæft hvor var han egentlig klam," udbrød jeg, men selv det endte vi med at grine af.

 

_________________________________________________________

 

Hans hånd føltes ligeså svedig som min, da jeg bankede på den hvide dør. At se hele kvarteret havde presset en følelse af nostalgi ned i halsen på mig og jeg måtte indrømme at det havde formået at gøre mig en smule nervøs. Ikke at det hindrede mig i at fuldføre missionen. Jeg klemte bare Justins hånd lidt ekstra.

Pludselig blev der lukket op og to mennesker som så lidt ældre ud end jeg huskede dem, kom til syne. Jeg spærrede øjnene op, men huskede hvem det var jeg så på og forsøgte at smile. De så overraskede på os, som om de ikke havde ventet vores ankomst. Min mor slog hænderne sammen.

"Jamen dog, det er jo jer! Goddag med jer!" hilste hun og gav Justin hånden, før jeg blev trykket ind i et kram. Jeg forsøgte ikke at se benovet ud og indsnusede bare hendes mor-duft, som jeg pludselig kom i tanke om at jeg havde savnet.

Da vi trak os ud, vandrede mine øjne hen på min far. Han så brysk ud som han stod der, men sådan havde hans ansigt altid set ud når han ikke snakkede. Hans kinder gled op i et smil og også han trak mig ind i et kram. Jeg var helt overvældet af lykke. Min mor havde i mellemtiden budt Justin ind over dørtærsklen.

Min far stod lidt og så på ham, før han rakte hånden til Justin som tog imod og trykkede den.

"Du må være Justin," hilste min far lidt brysk. Justin nikkede. Min mor brød ind.

"Så du er den utro kæreste, Bella ikke kunne holde fingrene fra?"

"Det er mig," svarede han stolt. Jeg kom til at smile.

"Det er ikke pænt at være utro," sagde min far og så Justin lige i øjnene. Justin ikke så meget som overvejede at flytte blikket.

"Det er det bestemt ikke, sir," svarede han blot og slap endelig min fars hånd. Min far så blot på ham, indtil han pludselig brød ud i grin og klappede Justin på skulderen.

"Det er godt, det er godt. Bare kald mig Will."

 

____________________________________________________

 

Spisestuen var ligeså hyggelig, som jeg huskede den og det var som om at jeg ikke rigtig kunne tørre mit smil af fjæset. Snakken gik frem og tilbage. Og hvad havde vi lavet og nej, det var altså ikke meningen at jeg skulle tro de havde smidt mig ud ud, det var bare for at give mig en lærestreg og ih, hvor var vi søde sammen. Min mor havde rigtig fået munden på gled, hun snakkede sågar om mine brødre, som jeg heller ikke havde set i et godt stykke tid. Det viste sig at de havde fået både ledende stillinger og koner og alt muligt. Jeg var helt benovet af lykke og hvis jeg ikke havde siddet på stolen, var jeg ret sikker på, at jeg ville være faldet lige på rumpen.

 

"Hvor mange trin er der igen?" hviskede han bag mig og greb fat i gelænderet for at gå et trin mere.

"Tre, eller sådan noget," svarede jeg med samme hvisken, for ikke at bryde stemningen. Det var så lang tid siden jeg havde været her og trappen op til mit værelse var fyldt med milliarder af minder. Jeg var så spændt på at se mit værelse. Min mor havde sagt at vi var velkomne der og at de 'ikke havde rørt noget siden.' Jeg glædede mig ovenud meget til et møde med highschool-versionen af mig. Det samme gjorde Justin vist.

Da døren knirkende gik op, var det som om at vi begge holdt vejret. Det var næsten for spændende. Da jeg kiggede ind i værelset, faldt min kæbe bogstaveligtalt til jorden. Her var præcis som jeg huskede det - og lidt ekstra! Den store seng, komoden jeg engang var braget ind i og badeværelset som jeg havde holdt på tilhørte mig. Det var næsten surrealistisk.

"Hold da op."

Justin kom gående bagfra og så ligeså forundret ind i rummet. Vi var ikke gået ind, som ville vi krydse en barriere hvis vi satte fødderne på det gulv.

Mine fødder havde gået her mange gange og jeg blev simpelthen draget af rummet. Så jeg gik ind og Justin gik lige bagefter og sammen begyndte vi at inspicere værelset. Vi fandt mange ting jeg havde glemt jeg ejede og endda et fotografi eller to. Det var helt fantastisk.

"Her er præcis som jeg huskede det," sukkede jeg og kiggede ud på tagterrassen, som jeg havde elsket at have.

"Ditto," kom det inde fra værelset. Jeg vendte hovedet og så Justin smile til mig. Jeg smilede til ham og gik hen til ham, så på ham. Vi stod lige ved siden af sengen, lige midt i rummet, hvor han en gang for længe siden havde holdt om mig som han gjorde nu. Jeg var helt rolig.

"Det var her jeg først så dig i undertøj," sagde han så lige pludselig og nikkede hen mod sengen med et drilsk smil. Jeg daskede til ham, hvilket han grinte af. Så kyssede han mig i håret og jeg slog armene over ham. Mit blik gled igen over på sengen.

"Det var her vi først var sammen. Det var her jeg stod da vi aftalte at du skulle være min chauffør og det var her jeg sad da du tvang mig til at lege James Bond," sukkede jeg sjovt.  "Så mange gældende ting i vores forhold, startede lige her."

"Mhm og nu kommer vi tilbage - på alle måder," mumlede han ned i mit hår. Jeg smilede. Jeg var så glad for at jeg var hans og at han var min. Sommetider skulle man tro at vi tænkte ens.

"Jeg er så glad for at jeg er sammen med dig," udbrød jeg, som var det sandhedens time. Jeg havde bare brug for at sige det til ham.

"Jeg er så glad for at du tvang mig med ud i den bil, at du begyndte at skrive til mig og at du tog min mødom, din møgirriterende rad," grinede jeg, men mente alt jeg sagde. Han så på mig.

"I lige måde," svarede han blot, inden vores læber mødtes selv samme sted de havde gjort det for mange år siden.

 

____________________________________________

Neeeeej, hvor middagen gik godt!

Nu, kære venner, er der kun et kapitel tilbage, som fungerer som en slags epilog. Damn, det er mærkeligt at der kun er et kapitel tilbage - hvilket også er det der forårsagede mit lille nostalgi-trip, der.

Jeg kan slet ikke forstå at denne serie snart slutter! Det er så lang tid siden jeg startede på den og nu er den snart slut! Det er crazy som tiden går!

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...