The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14973Visninger
AA

1. Prolog.

 

 

Lettelsen strøg igennem mig, da jeg trådte igennem de store, rungende lokaler for anden sidste gang.

Jeg ville komme til at savne stedet, det ville jeg virkelig.

De store mørkegrå haller, mit og Justins værelse og alle de søde kameramænd, som jeg nu skulle forlade. Det ville alt sammen blive sørgeligt. Heldigvis, var det først i morgen.

"Hvad så?"

Jeg fik et chok da to stærke arme fandt deres vej rundt om mit liv, og den velkendte stemme hviskede tæt på min hals. Jeg smilede.

"Ikke så meget," svarede jeg stille, da jeg vendte mig rundt i hans favn og mødte de nøddebrune øjne.

Han slap ikke grebet om mig, men lagde blot hovedet let på skrå og så mig indtrængende i øjnene.

"Hvad er der galt?" spurgte han bekymret, og jeg kunne ikke lade være med at fnise en smule.

"Der er ikke noget galt," svarede jeg, denne gang mere muntert, og holdt øjenkontakten, som for at overbevise ham.

Så løsrev jeg mig blidt og gik let henover det kolde gulv, med mine bare fødder, som med garanti ville foresagde en midlertidig forkølelse.

Fodtrin lød bag mig og han nåede min hånd, greb fat i fingerspidserne, så jeg frøs. Han placerede armen om mit liv, stillede sig ved min side og pressede blidt vores hofter sammen. Jeg smilede.

Hvor vi stod, kunne vi se hele studiet og jeg bed mig blidt i læben ved synet af de små trucks, som nedbrød kulisserne og kørte ud med dem, tømte rummet. For spor af os, så studiet kunne blive nogen andres, for at blive nogen andres.

"Hvad tænker du på?"

Jeg vendte hovedet og mødte hans brune øjne, som ikke mødte mine. Jeg fulgte hans blik, sukkede.

"Alting og ingenting," svarede jeg tomt og betragtede endnu en truck, læsset fuldt. Selv var min suite allerede blevet klar, så der nu ingen spor, for ikke at nævne duft, var tilbage af os.

"Ved du hvad jeg tænker på?" spurgte han udtryksløst, uden at kommentere mit svar på hans spørgsmål fra før. Jeg rystede på hovedet uden at se på ham. En ny truck kørte ud gennem porten.

"Dig."

Jeg vendte hovedet ved lyden af hans svar. Han stirrede fortsat ud i luften, vendte hovedet, så på mig. På hver del af mit ansigt.

Jeg smilede. Han smilede også. Jeg slap ikke hans øjne. Han slap ikke mine. Jeg lænede mig langsomt hen mod ham og da vores læber kolliderede og den velkendte følelse af at være på rutsjetur indtog min krop, vidste jeg at jeg havde valgt rigtigt.

Fremtiden. Fremtiden som endnu føltes langt væk, men som var i morgen og i morgen, og dagen efter i over morgen, hvor vi ville afprøve nøgler. Sammen.

Jeg trak mig blidt fra hans læber og var så uendelig glad for ham. Jeg smagte blidt på mine læber. Ja, de smagte godt. De smagte af ham. Men ikke så meget af ham, som han selv gjorde.

"Hey, jeg tænkte på noget," sagde han og brød den ellers behagelige stilhed.

"Utroligt," svarede jeg, måske en anelse sarkastisk. Hans mundvige gled opad i et skævt smil, som var han på randen til at grine, men lod være. Han tog drilsk et godt tag om mit liv og pressede mig i en hurtig bevægelse tættere mod ham, så jeg kunne mærke hans brystkasse mod min hånd. Jeg smilede også til ham.

"Nej, jeg har faktisk tænkt på noget," fortsatte han indtrængende, og denne gang nikkede jeg.

"Eller," fortsatte han og så et øjeblik ned i gulvet. "Taget mig sammen til noget."

Jeg rynkede kort brynene, da de værste tanker allerede nu faldt mig ind. Åh Gud.

Jeg ville stoppe ham, men da hans chokolade øjne mødte mine, føltes min mund som om den var klistret sammen med lim. Jeg kunne ikke sige noget. Ikke når han så på mig på den måde. Som var hans indre ved at gå i stykker, for at sige noget.

Han udstødte et nervøst suk og så mig så igen i øjnene, som om han satsede hele butikken.

"Vil du ikke nok være min?"

Jeg spærrede øjnene op, så snart han igen åndede ud, som havde han haft en kæmpe klump i halsen. Jeg så på ham, betragtede ham med let åben mund. Fyldtes af en stilhed, som føltes rigtig. Justin betragtede mig, og var, hvis jeg ikke tog meget fejl, meget utilpas ved stilheden, men han blev.

Jeg beundrede ham. Beundrede hans ansigt, let anspændt, men ligeså venligt, fejlfrit og åbent overfor mig, som altid.

Der var ikke nogen tvivl, ikke nogen spørgsmål, kun minder der ræsede igennem mit hoved, men med en stilhed, som ikke var til at begribe.

Det hele var underligt og surrealistisk, på sådan en rigtig dejlig og tilfredsstillende måde, som havde jeg lige vundet noget.

Mine mundvige gled op i et smil, da jeg for sidste gang så på ham som min evige flirt.

"Jo," svarede jeg med et åndedræt og nød at se hans skuldre synke ned til normalt, nød at se ham smile, nød at se ind i hans øjne, nød at smage hans læber, da han lænede sig frem for at kysse mig.

For første gang som hendes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...