The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14889Visninger
AA

7. "Men vi er cool, ikke?"

Justin's P.O.V.

 

Bella havde af en eller anden grund bestemt sig for at lukke sig mere eller mindre inde på værelset den første halvdel af dagen.

Så havde hun ved frokosttid, vendt om på en tallerken og nu var hun i byen - vidst nok alene - selvom det vidst nok, brød en eller anden regel hun syntes var essentiel i sammenhængen.

Jeg havde besluttet mig for at blande mig udenom. Jeg havde fået dét ud af hende, at det ikke var gået så godt dagen før, da hun havde været på café med Cameron. Men da jeg heller ikke forstod meget af dét, havde jeg ligesom vendt mig lidt væk fra det drama.

Ikke fordi jeg ikke ville hjælpe, men jeg fattede det simpelthen ikke. Kvinder var mystiske, og min kvinde var i den grad.

 

Jeg havde derfor sat mig med en donut foran TV'et, for en gangs skyld uden så mange spekulationer der kunne futte rundt i mit hoved og forstyrre. Det var sådan en god eftermiddag og jeg havde bare lyst til at nyde den.

Så det var det jeg gjorde.

Sad sådan rigtig med fødderne på kanten af sofabordet, uden noget rush, alene i lejligheden og følte mig hverken som kongen af Universet eller nedbrudt vrag.

Der var en hockeykamp der kørte på kanal tre, så jeg slog om og fandt et tilfreds smil frem fra det yderste inderste og gav mig til at trille tommelfingre. Og nød det mere end man skulle tro.

"Nej!"udbrød jeg, "Nej, for satan!" 

En spiller jeg heppede på, blev taklet af en af modspillerne, og jeg rejste mig frustreret fra sofaen. Det var dog ufatteligt! Hvor var dommeren!?

"Nej, nej, nej," mumlede jeg klagende, da dommeren kun fløjtede af og den taklede spiller bravt måtte nøjes med at rejse sig, uden modspillernes straf at komme sig på.

Jeg lod mine fingre glide gennem mit hår og mine øjne være opspilede, og skulle til at bande i takt med kommentatorens summen, da et par bank lød på døren.

Jeg var midt i en hovedrysten, men stoppede forvirret og vendte kort hovedet i retning af døren.

Jo, der havde været et bank.

Jeg stirrede kort på døren uden at rykke mig en tomme. Så lød der endnu et par bank, denne gang hurtigere efter hinanden. Det kunne tyde på at vedkommende var utilfreds med den lukkede dør.

Modvilligt, trådte jeg et par skridt til siden, så jeg knapt kunne ane videoovervågningen. Skærmene fortalte mig at det var Cameron der stod der, og sådan som han stod, så han faktisk en smule nervøs og anspændt ud.

Jeg tog fat i mig selv. Nu ikke mere terapeut fra min side af, døren var stadig ikke åbnet!
 

I et par lange skridt, nåede jeg hen til døren, låste op og hev håndtaget ned, før et ansigt åbenbarede sig for mig.

Eller, Cameron kom til syne. Men det var nu også fint.

"Hey," hilste jeg og smilede svagt, hang en smule op af dørkarmen.

Men Cameron måtte have haft andre planer, for han skubbede mig mere eller mindre blidt til side, med et kort 'hey, Justin' og fortsatte ind i stuen, mens han mest af alt mindede om mig selv for et halvt minut siden. Frustreret.

"Ey, dude, hvad så? Du virker oprevet," sagde jeg, ikke sikker på om han havde lyst til at snakke om det.

Cameron var en sjov fætter. Efter hvad jeg kunne forstå på Bella, var han glad for at snakke om følelser og sådan nogle ting, mere end de fleste drenge i hvert fald. Men når jeg så ham, var han bare en dude som alle andre, og sammenhængen og mikset mellem de to ting, kunne jeg godt lide.

"Justin, jeg bliver nødt til at sige undskyld, mand," svarede han så, idet han så på mig og jeg rynkede brynene.

Så forstod jeg og lod en munter latter slippe over mine læber.

"Hey, hvis det er for de der penge du skylder mig, så var det altså bare en burger-"

"Det er ikke det," afbrød han ret alvorligt. Jeg bestemte mig for at høre ham ud og lade være med at afbryde mere.

Jeg skruede ned for TV'et, så jeg kunne høre manden tale.

Han sukkede en smule og åndede kort tungt ind, så hans kinder formerede sig til dobbelt størrelse et øjeblik, før han lod luften sive ud mellem læberne og så på mig.

"Jo.." Han kløede sig kort i hovedbunden og blikket fløj kort over mod skærmen, som jeg næsten havde glemt, før han igen så på mig. Koncentreret. Koncentreret og alvorlig.

"Ser du, jeg snakkede med Bella forleden og hun kom til at tale om nogle ting og jeg kom til at sige nogle ting.."

En hurtig og massiv bølge af uro fløj gennem mig ved lyden af hans ord. Åh gud! Hvis de var forelskede i hinanden, så ville jeg være.. Åh nej!

"Dude, jeg siger dig, hvis du er forelsket i hende, ikke også, så smadrer jeg følelsen ud af din brystkasse," udbrød jeg, dog stadig forholdsvis rolig.

Han så overrasket på mig, først forvirret, men så skyndte han sig at at få hænderne op, med ét forstående.

Uroen var ikke forsvundet fra min krop.

"Nej, nej, nej, ikke sådan. Nej, mand. Tro mig, hvis det var sådan, havde jeg selv bedt dig om at banke den ud af mig. Don't worry, jeg rører ikke din kæreste," svarede han hurtigt, så jeg hurtigt kunne ånde lettet op og pakke den forekommende truende attitude væk. Den poppede ligesom op, når sådan noget skete.

"Godt, godt. Sorry, bro," svarede jeg med et lavt, lettet suk. Han undslap et kort grin og nikkede forstående, med et smil.

"Men hvad er det så?" spurgte jeg og blev nysgerrig. Cameron og jeg havde aldrig haft særlig meget med hinanden at gøre - kun gennem Bella. Så det at han kom til mig måtte være noget vigtigt og jeg ville gerne vide hvad det drejede sig om.

"Nej, men altså.. Bella fortalte mig om jer to. Altså, det har hun jo gjort før, men ikke.. ehm.. hele historien."
Jeg rynkede langsomt brynene. Jeg havde troet at Bella havde fortalt om det? I hvert fald til ham.

"Seriøst?" spurgte jeg og han nikkede.

"Og det blev jeg ligesom sur over.." fortsatte han så og så ned i gulvet.

"Well, det forstår jeg godt," svarede jeg uden tøven, hvilede mig ved at støtte mig til bordet, ikke langt fra mig.

"Jaer, men det var nu også mere, fordi jeg kom til at tænke over det.. Du ved, da vi lavede filmen. Den måde jeg var på, det var jeg altså gerne undskylde for."
Endnu engang måtte jeg overrasket løfte begge mine øjenbryn. Hvad var der med det?

Han skyndte at korrekse sig selv.

"Altså, misforstå mig nu ikke, det er ikke fordi jeg er tynget af skyldfølelse, men jeg synes ganske enkelt at jeg skylder dig en undskyldning. For alle de ting jeg rente rundt og gjorde, det må virkelig have mikset din hjerne," fortsatte han, så jeg kom til at grine tørt af det sidste han sagde.

Jo, Cameron var god nok.

"Jamen, det må have været så pisse irriterende. Mens du rendte rundt og havde det mærkeligt, så opførte jeg mig bare som lort. Jeg vidste virkelig ikke noget, så jeg opførte mig jo bare som jeg plejede, but damn," fortsatte han med et grin, hvorefter han kort gned hånden over ansigtet. Jeg grinede igen.

"Jamen, den måde jeg krammede hende på og hviskede hende i øret og hold- Shit, det var ringe."
Han afbrød pludselig sig selv, da han kort kom til at skæve over mod den lydløse skærm. Jeg grinede forsigtigt.

"Ja, de har ikke været så gode i denne sæson," svarede jeg stille, med et smil på læben.

Han løftede blikket og mødte mit, før han kort sukkede og genvandt sit alvorlige image.

"Men shit.. og så rendte jeg bare rundt og kyssede hende i håret og alting.. Virkelig undskyld, dude," halvgrinede han en smule nervøst og så på mig.

"Somme tider var du virkelig en pain in the ass," svarede jeg med et skuldertræk, efterfulgt af et ret højt grin.

Cameron grinede også og skulle vist til at åbne munden, da lyden af en dør der smækkede, fyldte lokalet.

"Hey, Justin! Jeg kom i virkelig dårligt humør dernede, så jeg købte en del is, altså.."

Sådan blev Bella ved, mens hun tilsyneladende kom tilbage fra byen - med en del is, så vidt jeg kunne forstå.

En skramlen lød fra køkkenet, før hun kort efter dukkede op i døråbningen.

"Skal vi spise det nu, eller efter aftensmaaa.. Hvad sker der her?" spurgte hun, så snart hun så op og fik øje på både Cameron og jeg i det der måtte have lignet en formel samtale.

"Eh," svarede Cameron kort og søgte tydeligvis assistance, men jeg blev for optaget af Bellas henrivende duft, som hun kun havde med sig, når hun lige var kommet udefra og havde suset ind af døren. Hendes søde smil, som lige nu mildest talt var lidt nervøst, hvis det overhovedet var til stede. Hun så fantastisk ud.

"Cameron kom over," svarede jeg, næsten udtryksløs, og så stadigvæk på hende som var jeg i en form for let trance. Det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet hende.

"Ja, det kan jeg se," svarede hun stille og så en smule undrende fra den ene til den anden. Søgte nok en forklaring. Indtil videre havde ingen givet hende den.

Hun bevægede sig langsomt forbi Cameron og banede sig vej hen til mig, hvorefter hun nåede hen til mig og tydeligvis søgte den sædvanlige velkommen-hjem-krammer. Hun så kort på mig og lagde så sine arme om mig og åndede tungt ud, da jeg lagde mine arme over hende og trykkede hende en smule ind mod mit bryst.

Jeg smilede en smule undskyldende til Cameron, som nok måtte føle sig en smule malplaceret. Han rystede bare på hovedet og mumlede et 'no problem'.

Bella slap mig, men lod kort sine hænder glide nedad min brystkasse, før hun løftede hagen og så på mig med det der blik, som kun kunne fortælle at hun søgte et kys.

Jeg lagde min arm om hendes lænd og lod mine læber ramme hendes i et kort kys, som var mere end tilfredsstillende. Læberne. Læberne, jeg ikke kunne få nok af var foran mig, men jeg holdt mig i skindet og vendte mig mod Cameron, som havde sat sig på armlænet i sofaen.

Bella hvilede sit hoved på min skulder og lukkede vidst nok også kort øjnene, før hun også så på Cameron.

"Nå, men det var egentlig også bare det jeg ville sige," startede han en smule tøvende og følte sig nok en smule alene derovre i sin side af rummet.

"Men vi er cool, ikke?" spurgte han en anelse bekymret. Jeg smilede let.

"Vi er cool."

Han trak vejret en smule lettet, men der gik et stykke tid før han fortsatte.

"Så, Justin, jeg håber ikke du har fået traumer grundet min opførsel dengang," jokede han, så et grin hurtigt fløj ud af min mund. Bella betragtede mig.

"Nej, nej," svarede jeg med et smil og kiggede kort ned i gulvet, så på Bella og så til sidst på ham.

"Vi fandt jo ud af det," fortsatte jeg med et smil, og idet Cameron svarede, så han ikke længere på mig, men på Bella.

"Ja, vi fandt jo ud af det," svarede han langtrukkent og så insisterende, men blidt på Bella, som gengældte blikket, med et mindst ligeså sigende, men roligt et.

Hun sagde ingenting, men sendte ham et taknemmeligt smil - velvidende om hvad han mente, fandt jeg ud af senere. Hun var tilgivet.

Så hilste Cameron mere eller mindre akavet af, med et mandigt nik med hovedet, vinkede kort og fortsatte ud mod entréen. Og først da døren smækkede, brød vi vores statue-opstilling.

Jeg vendte mig hurtigt om mod Bella og så kærligt på hende, stadig opløftet, med en trang større end så meget.

"Hej, smukke," hilste jeg med et fjoget smil. Hun smilede piget, med et stort smil, lykkeligt.

Så brød jeg barrieren og bøjede mig ned mod hende, og lod mine læber smede sammen med hendes, til et ordentligt kys.

 

_______________________________________________________

 

"Jeg stemmer stadigvæk for chokoladesovs," indvendte hun, da jeg for tredje gang hævdede at krymmel var hvad vi havde brug for til isen.

Og jeg gjorde det igen.

"Nah," svarede hun, tænkte sig tydeligvis om.

Jeg betragtede hende, som hun stod der i min trøje, med håret flettet i en sidelens fletning og jeg betragtede hendes solbrune ben, mest fordi jeg kunne se en snært af det hvide undertøj hun bar.

Om hun så mit blik, eller om det var hendes eget påfund, vidste jeg ikke, men hun smilede i hvert fald lumsk kort efter.

Hun tog chokoladesaucen, og gik med et forførende smil, hen mod mig, som sad på stolen i køkkenet.

"Du ved," sagde hun og hældte en smule chokoladesauce på en ske. Hun kom hen mod mig, stadig med det samme smil plantet på de lyserøde læber. Kærtegnede kort mit lår, inden hun satte sig på mine lår, på en måde som kun hun kunne gøre det, og som derved fik mig til at bide mig i læben.

"Med chokoladesauce kan man gøre sådan her," fortsatte hun endelig, før hun tog skeen i munden og dermed chokoladen. Så lagde hun skeen fra sig og så på mig i nogle lange sekunder, før hun lagde hånden bag min nakke og pressede sine læber mod mine. Lod dem bevæge sig mod mine, så det smagte som himlen, lige indtil den yndefulde, men fyldige smag af chokoladesaucen blandede sig med vores tunger og jeg smagte det på nært hold.

Lysten hobede sig op og min krop føltes som om den var tæt på at gå den elektriske vej. Sitrende.

Hun bevægede sig langsomt og blidt - også på mit skød - og det gjorde ikke ligefrem situationen værre.

Mine fingre vandrede, næsten af sig selv, sydpå, og blev fanget af min viden omkring det valg af undertøj hun havde taget.

Jeg kærtegnede blidt hendes inderlår, som jeg vidste altid var en sikker vinder, og holdt om hende, som kun jeg kunne og det virkede alt sammen på den led at hendes kys blev en smule mere heftige og jeg følte mig en smule mere bedøvet og omtåget, på den der helt fantastiske måde, som kun jeg kunne.

Så slap hun mine læber, men blev kun et par centimeter fra mit ansigt, hivende efter vejret, mod mine læber, med hænderne bag min nakke og panden mod min.

"Vi kan tage chokoladesaucen," sagde jeg, jeg opgav, mellem pustende og mødte hendes øjne, som lyste gyldent, som kun de kunne.

Hun sagde intet, men lod hurtigt sine læber kollidere med mine, i endnu en ordstrøm af sommerfugle og længsler og forelskelse, som jeg godt kunne lide.

"Baby," svarede hun bare og spandt som en kat, hvilket jeg nød. Hun var så åbenlys, men jeg faldt i fælden hver gang.

Og det var nok også meningen.

Så rejste hun sig, greb tilfreds chokoladesaucen og bakkede et par skridt baglæns, før hun igen så på mig, som ikke kunne få nok af at se på hende. Lægge mærke til de mindste ting, som den måde hendes fingre arbejdede på når hun tilberedte vores dessert, eller den måde hun smilede på når hun koncentrerede sig. Som den hårlok der faldt halvvejs ned i hendes pande og gav mig lyst til at stryge den væk, og alligevel se på den altid. Som hende.

"Baby," svarede jeg med et skævt smil, som hun reagerede på, smilede af og strøg lokken til side, for at lægge sine hænder i mine og trække mig op af stolen.

Så snart jeg var oppe at stå og hun skulle til at flyve ind i stuen, som hun gjorde selvom hun ikke havde travlt, greb jeg fat om hende og vendte hende mod mig, lod mine arme samle sig omkring hende og kysse hende med læberne, som sikkert stadig var en smule misfarvede som følge af chokoladen.

Hun smilede stort og gjorde det i det hele taget svært at kysse. Men vi gjorde det alligevel, og hun fik håret i ansigtet, så hun kom til at grine og jeg kom til at grine og dermed bide hende i læben og så grine lidt ekstra, før hun løsrev sig, og svævede ind i stuen, satte sig i sofaen med isen i skødet. Jeg gik efter hende, tankefuld og med mange følelser rumsterende i kroppen, gode følelser, og jeg gik over til hende og væltede hende ned i sofaen, så isen ramte sofabordet og nok nåede at smelte, før hun igen skulle smage på den.

 

 

_____________________________________________________________

 

Halvvejs inde i en film, sad vi med armene om hinanden, i sofaen. Det var sådan en romantisk komedie, og selvom jeg ikke just havde valgt den, så var det i orden. Desuden, havde Bella nappet fjernbetjeningen.

Vi sad og grinede af en lam replik en scorekaj fyrede af, da telefonen ringede. Jeg lagde ikke rigtig mærke til den, da der endelig skete noget som jeg syntes var sjovt, så jeg fulgte spændt med. I det fjerne, dog kun få centimeter fra mig, tog Bella telefonen, roligt og uden stress.

Og bedst som det virkelig blev fedt at se den der film, overhørte jeg hendes samtale, da ét navn blev nævn.

"Gud, hej Selena!"

For at være ærlig, var det nok mest Bellas overraskede og ivrige stemme i sammenhængen med hendes navn, der ødelagde det, men det føltes under alle omstændigheder som om stemningen knækkede og faldt til jorden med et brag.

Som når Tom får slået alle sine tænder ud i Tom & Jerry.

"Hvad? Hvad, siger du? Åh.. øh.. det er lidt sent, men.. I guess.. Det kan jeg vel godt," hørte jeg hende sige, efter jeg havde udstødt et lille suk.

"Ja, vi ses," sagde hun og lagde på med et nervøst smil.

Jeg rystede det af mig og ville genetablere stemningen, tape den sammen og hæfte den fast igen. Så min arm fandt vejen om hende og min mund åbnedes.

"Okay, så, du gik ikke glip af så meget. Skibsredderen skulle lige til at ky-"

"Jeg skal mødes med Selena om 20 minutter," afbrød hun nervøst, men så mig i øjnene, som jeg i samme øjeblik spærrede op.

"What?" svarede jeg forvirret og rynkede et bryn. Nu!?

"Ja.. Selena, har lige inviteret mig på middag."
"Nu!?" svarede jeg, som jeg havde tænkt. Det var da overordentlig sent for en middag!

"Ja, Justin," sukkede hun en smule. Jeg så på klokken. Den var halv ti! Hvis de skulle spise middag nu, ville Bella da næppe kunne spise morgenmad før klokken tre dagen efter!

"Men-"

"Nej, Justin. Jeg tager afsted, bum," skyndte hun sig at afbryde, og hvis ikke stemningen var krakeleret før, var den det i den grad nu. Og stampet på. En tusind gange.

Så løsrev hun sig, skubbede dynen væk og rettede på sit viltre hår, hvorefter hun sjovt gik mod soveværelset.

Og med sjovt, mente jeg at det var en sjov gangart. If you know what I mean.

Jeg sukkede trodsigt og rejste mig modvilligt, for at gå efter. Jeg måtte også have noget at sige!

"Bella, klokken er mange, og nu havde vi det lige så hyggeligt," indvendte jeg, så snart jeg kom indenfor. Hun var i færd med at vælge tøj og stod derfor med hovedet begravet halvvejs inde i hylderne.

Hun måtte havde fundet hvad hun skulle bruge, for hendes hoved dukkede op igen. Hun så irriteret på mig og viftede arrigt en hårtot væk fra panden.

Jeg kom til at fnise.

"Åhr, det er også din skyld," vrissede hun, idet hun gik forbi mig, på vej ud mod badeværelset. Jeg kom til mig selv og småløb efter hende.

"Bella, jeg synes virkelig ikke-"

"Hvorfor skal du altid bestemme hvor jeg skal hen!?" udbrød hun idet hun vendte sig om. Sukkede frustreret og kørte hånden gennem håret. 

"Kan du ikke bare være glad for at jeg endelig har fået min bedste vendinde tilbage? Jeg mener, det var trods alt dig der tog hende fra mig."
Jeg spærrede overrasket øjnene op. Den diskussion havde jeg ikke troet vi skulle have gang i nu.

Det havde hun åbenbart heller ikke, for hun vendte flygtigt øjne og vendte sig irriteret om og fortsatte ud mod badeværelset, hvor jeg fortsatte med at forsøge at få hende til at blive. Ignorerede det emne nu selv havde startet, idet jeg vidste at det ville skabe en masse nye tanker der kunne hærge i mit hoved, det næste lange stykke tid.

Så hvorfor undgik jeg det?

"Prøv at hør, alt jeg siger er, at jeg synes du prioterer hende over mig, og det har jeg det faktisk ikke særlig godt med!" halv råbte jeg og forsøgte at forklare mig bare en anelse pædagogisk. Det failede nok.

"Urgh!" udbrød hun frustreret mellem sammenbidte tænder, mens hun  hastigt knappede knapperne i hendes skjorte, og dermed skjulte sin kavalergang, som jeg nok alligevel havde været lidt for distraheret af.

Hun banede sig forbi mig og jeg forsøgte stadig at være en nice guy, men det var fandme svært når hun teede sig sådan og ikke ville snakke om tingene.

Da hun tog sin jakke på, med hårde bevægelser, sukkede jeg utilfreds, og skulle faktisk til at blokere hendes vej ud, da hun tog fat i hendes paraply og vendte sig mod mig, klar.

"Justin, jeg har nok ikke fået gjort mig tydelig nok," sagde hun, behersket, mellem tunge pust. "Jeg kommer til at gå ud af den dør og mødes med Selena om du vil det eller ej," fortsatte hun, og det må have været planlagt som hendes slut vokal, for hun skred i hvert fald forbi mig og ud af den dør, som jeg ikke kunne blokere. Hverken fysisk eller psykisk.

Og jeg stod tilbage og følte mig såret og magtesløs, før jeg bedrøvet begyndte at rydde op efter den aften, som var endt i et kaos.

 

________________________________________________________

Hey guys!

 

Det er lang tid siden (synes jeg) at jeg har uploadet et nyt kapitel, but here it is, I hope you like it.

Jeg har netop fået mere tid i min hverdag, og det vil jeg da helt klart benytte mig af, så jeg forhåbentligt kan få opdateret mange af de kørende historier.

Hvis I ikke ved hvad for nogle jeg har kørende, så er det disse:

 

- Denne (obviously).

- I Need You to Be Alright (JB).

- Another Badboy (JB).

- Dance Masters (JB).

 

Jeg ville blive glad hvis I kunne have lyst til at tjekke dem ud - jeg arbejder hårdt for at opdatere så godt og hurtigt som muligt.

Hvis I følger med og har meninger om historien, vil jeg meget gerne høre det. Skriv endelig en kommentar!

Nå, nu gik det ikke så godt for Justin og Bella, som Justin havde håbet. Gad vide hvordan det kommer til at foregå efter middagen?

Vi ses i næste kapitel <3

 

~ Anna M.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...