The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14931Visninger
AA

14. "Luk mig nu ind."

 

Bella's P.O.V.

 

Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg kunne ikke forstå hvad jeg lige havde set og kunne slet ikke forstå hvorfor jeg kunne have været så dum. Og blind. Det var ikke en eller anden tilfældig chick, Justin havde haft noget med bag min ryg, det var Selena. Jeg havde haft ret med hensyn til at det var hende der ejede toppen. Og hun havde brugt den og han havde flået den af hende og skubbet dem ind mellem puderne. Og de havde begge to forrådt mig ved at sige at det ikke var deres skyld. De havde begge to peget på den anden med beskidte fingre. Og her stod jeg, som sædvanlig lige i midten af Centrum For Drama og kunne ikke tro mine egne øjne. Endnu mindre kunne jeg holde ud at høre på Justins jamrende 'Bella...' efter hun var gået. Jeg havde ikke engang lyst til at råbe af ham. Jeg havde lyst til at lukke mig inde i mig selv og forsvinde.

"Bella, det er ikke som du tror."

Hvad blev det næste? Kunne han have fundet en mere kliché og lyvende sætning?

"Det er aldrig som jeg tror," svarede jeg koldt og havde ikke engang lyst til at se ham rejse sig op. Endnu mindre havde jeg lyst til at mærke ham slå armene om mig, som han gjorde nu. Jeg skubbede ham væk, undgik øjenkontakt, undgik ham og dem og mig og kunne ikke finde ud af at være i min krop. Som en søvngænger, gik jeg mod soveværelset, i håb om at han ville stoppe sine undskyldninger og hans træk i min arm.

'Jeg havde slet ikke lyst', 'hun kastede sig bare over mig lige pludselig' og 'det er ikke som du tror' kunne jeg ikke holde ud at høre på, men jeg gennemlevede det, ligesom jeg havde gennemlevet de sidste par måneder, men nu hvor jeg tænkte over det, hvor meget havde jeg så levet? Hvor meget havde vi skændtes, derimod, var et godt spørgsmål, ligetil at svare på.

Da jeg kunne mærke sengens lunkne lagen under min hånd, gik min krop til grunde. Den splintredes ikke, den opløstes. Så meget at jeg nægtede at mærke sølvets kulde mod min håndflade, da jeg låste mig selv inde og ham ude, jeg nægtede at høre hans timelange kalden, jeg nægtede at høre til sidst og jeg nægtede at tillade at jeg tænkte mere, da jeg faldt sammen og faldt i søvn, som om verden gik ud i et og jeg kun var en del af den mørke masse.

 

______________________________________________

Jeg er udmærket klar over, at dette er et usædvanlig kort kapitel, men sådan skal det være:)

Der går da heller ikke to sekunder med husfred, hva'?

Vi ses i næste kapitel <3

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...