The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14881Visninger
AA

3. "Kan vi ikke lægge det bag os?"

Bella's P.O.V.

 

Jeg var ved at få kramper i mine ben af at gå så stærkt, da jeg irriteret skubbede poserne fra Walmart lidt længere op ad armen, så jeg kunne se mit armbåndsur. Tyve i fire. Damn, så ville jeg komme for sent hjem!

Jeg prustede irriteret, da jeg forgæves og vildt besværligt, forsøgte at få min ny-tjekkede bon ned i lommen. Men med håret susende omkring mit ansigt, på grund af vinden og fire poser i hver hånd, mens jeg gik, lykkedes det ikke særlig godt. Ikke før jeg bøjede mit hoved lidt, for at se hvor hulen min lomme på jakken var blevet af og jeg pludselig trådte ind i en anden person. Og tabte bonnen.

"Ohr, undskyld, je-... Selena?"

Jeg så forbløffet på det mørkebrune hår der flagrede omkring i vinden, stirrede på det, som havde jeg lige set et fabeldyr, da ansigtet viste sig og hun vendte sig om.

"De-.. Bella?"

Nu så hun ligeså forbløffet på mig og jeg kunne ikke lade være med at tænke på at det var første gang at vi talte sammen i så mange år. Første gang vi stod ansigt til ansigt på denne måde og ikke bare deltog i de samme store arrangementer. 

I de første sekunder stod vi bare og så på hinanden. Betragtede hinanden, mærkede et stik af jalousi, jeg gjorde i hvert fald. Så så jeg på hende en gang mere. Og en mere.

"Øhh.." var det eneste der forvirret og lidt for langtrukkent, kom ud af mund. Jeg så forbløffet på hende, kom i tanke om mit udseende, på parparrazier, på rygter, på at folk godt vidste at vi ikke ligefrem var perlevenner. Men ikke hvorfor. Ingen af os var alligevel gået så langt som at forklare hvorfor og det blev jeg vældig glad for i denne situation.

"Øhh."

Tydeligvis var det nogenlunde det samme som nogenlunde ufrivilligt slap ud af Selenas mund og jeg kunne ikke stoppe et grin. Dog slugte jeg det hurtigt og så forbløffet på hende, blev igen jaloux, blev utilfreds over hvordan jeg tog mig ud når jeg nu mødte hende, blev utilfreds over hende, ønskede mig hjem til min og Justins aftale og panikkede over fortiden.

"Nå, men jeg må.." begyndte jeg og tog et skridt til siden, mens jeg akavet flyttede hånden i samme retning. Flyttede en tot hår fra panden.

Hun sagde ikke noget, så jeg modtog det som en afvisning, eller nærmere en opfordring til at gå. Blev sur på mig selv over at tænke sådan. Jeg trådte igen et skridt væk, gjorde mine til at vende mig om med en akavet følelse i maven.

"Bella."

Jeg vendte mig overrasket rundt i et ryk. Spurgte hun efter mig?

"Ja?" svarede jeg med et rimelig chokeret udtryk, så hun kom til at grine. Jeg blev mundlam, min mund føltes vad og jeg havde ingen idé om hvordan min ellers så normale og stressede dag, kunne ende så kaotisk på sådan en.. okay måde.

Og det var lige dér. Lige det tidspunkt, på lige det sekund, på lige det split sekund. Det var lige der hun sagde det der forbløffede mig mest.

"Må jeg ikke byde dig en kop kaffe?"

Jeg frøs fuldstændig i mine bevægelser, da ordene fløj over hendes læber og landede i luften, som slugte den. Så jeg blev bange for om ordene som var sagte, blev så slugte at de blev glemt, så de til sidst ville ændre status til usagte.

Så jeg svarede.

"Jo, da," svarede jeg lettere overrasket, grinede nervøst, men da hun pludselig blev seriøs, tav jeg med det samme.

"Prøv at hør, Bella.." Hun så ned. "Jeg ved godt at der er sket nogle ting, men kan vi ikke lægge det bag os? Jeg vil virkelig gerne snakke med dig."

Jeg så for tusinde gang forbløffet på hende, jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet at hun ville sige de ord og at hun ville være så... ligeud.

Jeg stammede svagt, anede ikke hvad jeg skulle sige. Forklare mig, men hvordan?

"J-jo? Jo, ja, jeg vil også godt snakke med dig," fik jeg endelig fremstammet, hvorefter jeg så et lille smil forme sig mellem hendes lukkede læber. Hun nikkede, begyndte at gå og der gik lidt tid før jeg fattede at jeg skulle gå med. Jeg så overrasket frem for mig på torvet, mellem de mange mennesker, begyndte at gå hurtigt efter, missede et par fans, men nåede hende.

 

______________________________________

 

Lidt tid efter, da vi havde gået et stykke tid i tavshed, nåede vi en lille café dør. Selena skubbede den bestemt op, hun måtte være vant til at komme her. Jeg fulgte tøvende efter.

Vi satte os på en bænk ved vinduet.

"Noget du vil have?" spurgte hun, uden noget egentligt ansigtsudtryk. Jeg så forvirret op på hende, hun havde rejst sig.

"Øhm, ja tak. En kop kaffe?"

Hun nøjedes med at nikke, hun forstod. Hun stillede sig op i køen og jeg gav mig til at vride mine fingre mellem hinanden. En smule sved gled imellem dem. Hvorfor var jeg så nervøs? Måske fordi at sidste gang jeg havde snakket med hende, ydmygede hun mig foran hele skolen? sagde jeg til mig selv.

Det hjalp ikke ligefrem på nervøsiteten.

Jeg skænkede tiden en tanke. Jeg havde lovet Justin at være hjemme for lang tid siden.

Selena kom tilbage, nu med to kopper i hånden. 

Hun rakte mig min, jeg takkede, tog imod den og pustede til den. Stillede den på bordet, efter at have smagt en slurk, som kun næsten brændte min tunge.

Hun stillede sin fra sig. Hun kunne bare drikke den fra start.

"Så.." begyndte jeg, men følte mig magtesløs i forhold til mit ellers så okay ordforråd. Hun måtte føre ordet. Jeg anede ikke hvordan hun havde det.

"Så..." gentog hun, men der gik ikke lang tid med let fortvivlelse fra min side, før hun som sædvanlig tog ordet. Så det havde ikke ændret sig.

"Hvordan har du det?"

Hendes stemme lød overraskende mild og venlig, så jeg valgte at smile og svare pænt. Jeg vidste ikke hvad jeg havde i vente.

"Fint, tak," svarede jeg med et lille smil. Hun smilede let og det var først dér jeg kom til at tænke på det. Overveje situationen.

Justin. Justin, som i min kæreste, Justin. Så vidt jeg vidste havde Selena ingen kæreste og Justin var hendes eks, som havde været hende utro med mig for mange år siden. Hun måtte være dødeligt sur på mig.

Jeg krympede mine tæer. Hvad kunne jeg forvente? Hun vidste at Justin og jeg nu var sammen.

Midt i mine bange anelser glemte jeg alle former for høfligheder og spurgte for eksempel ikke hvordan hun havde det, så hun tog hurtigt ordet. Og hun gik lige til sagen. 

"Bella, jeg vil lige gøre en ting klar. Jeg er ikke sur. Jeg ved godt hvad du sidder og belemrer dit hoved med, men det passer altså ikke. Jeg bærer ikke nag," sagde hun lige ud i det blå, så jeg næsten fik min kaffe galt i halsen. Hvorfor kunne hun se lige igennem mig? Og hvordan kunne det være at jeg pludselig var så svag?

Jeg var, som så mange andre gange den dag, for chokeret til at svare og hun tog igen ordet.

"Hvad der skete dengang er fortid. Lad os komme videre. Hvad går du og laver? Nye film?"

Det pludselige emneskift forvirrede mig en hel del. Var det det? Var det årsagen vi havde kæmpet om i årevis? Var det grunden til de mange år med ubrudt is og kold luft mellem os? Var det det?

Hun sagde ikke undskyld. Ikke undskyld for de dårlige minder, for at hun terroriserede min dimissions dag, for at hun var en led kælling. Men det gjorde jeg heller ikke. Og så var vi vel lige kvit.

"Ja, lad os. Øhm, jeg snakker meget med min agent, Helen lige nu, om nye film. Jeg foretrækker at være skuespiller," forklarede jeg og valgte dermed at spille med på hendes lad-os-lægge-det-bag-os-ting, fordi at hun havde ret. Jeg havde siddet alt for meget fast i fortiden. Gjorde det nok stadigvæk lidt.

Hun nikkede interesseret.

"Og hvad er det så for nogle du kigger på?"

 

__________________________________________________________

 

Jeg var midt i et latteranfald, da lyden af en alarm vækkede min indbyggede trang til at tjekke tiden, som jeg ellers havde smidt helt væk i de to timer vi havde været på den lille café. Det var ved at være mørkt udenfor. Kun det dunkle lys inde i caféen lyste op og fik det til at virke så hyggeligt.

Jeg tjekkede hurtigt mit armbåndsur. Åh Gud. Den var alt for mange! Jeg skulle jo have været hjemme for tre timer siden, Justin havde sikkert allerede spist og jeg havde jo lovet det.

"Øhm, beklager Sel, men jeg må altså hjem til Jus....."

Jeg stoppede min sætning, kunne ikke få mig selv til at sige hans navn. Vi var ikke kommet ind på så private emner endnu og jeg havde ikke tænkt mig at smide det hele i hovedet på hende. At jeg var blevet kæreste med hendes eks og generelt havde det fantastisk. Men i aften ville nok ikke være så fantastisk når jeg kom hjem. Ikke på denne tid.

"Det er okay. Men kan det ikke vente lidt? Kom nu, Justin kan da vente?"

Det gav et gib i mig da hun nævnte hans navn før jeg overhovedet havde gjort det. Jeg rystede det af mig. Det var ikke nu vi skulle have den store snak. I det hele taget havde det været hende der havde styret hvad vi skulle snakke om i dag og det var vel fair nok.

"Beklager, men jeg må virkelig afsted," forklarede jeg, uden at vide hvad jeg skulle føle. Jeg ville gerne hjem, men tanken om en vred Justin var ikke så tiltrækkende som at blive på denne café. Men jeg vidste hvad jeg måtte gøre.

"Nå, men okay så. Det var hyggeligt at snakke med dig," svarede Selena, en anelse vemodigt, men hun rejste sig da for at sige farvel til mig som allerede havde rejst sig for et minut siden.

"I lige måde," svarede jeg ret lettet og lagde armene om hende, da hun gjorde gestus til et kram. Endnu engang forbløffet, lettet, glad.

Vi trak os fra hinanden, vinkede på en piget måde, smilede sødt til hinanden og jeg fortsatte med alle mine poser mod udgangen.

 

_________________________________________________________

 

Da døren knirkende gik op, fortrød jeg allerede at jeg overhovedet havde lukket den op. Ikke fordi at jeg var bange for Justin, overhovedet ikke, men det var jo aldrig rart når han var vred. Eller i dette tilfælde, skuffet. Vel nok. Og det var næsten værre.

Jeg skar ansigt og stillede så stille som muligt mine sko på plads, hang min jakke op. Så listede jeg på strømpefødder ligeså stille ind i stuen, undlod at tænde lys. Klokken var halv elleve. Jeg havde ikke kunnet finde hjem fra caféen, men nu var jeg her og jeg var ret sikker på at Justin sov.

Derfor fik jeg er ret stort chok, da lyset pludselig blev tændt. Jeg gav et overrasket hyl fra mig og hoppede en enkelt gang kort op i luften. Vendte mig forskrækket om og mødte øjnene.

"Og hvad tror du så du laver?"

Hans stemme var ret kold og han så ikke ud til ligefrem at være glad for synet af mig der endelig var hjemme. Jeg sank en klump. Hvor jeg dog hadede øjeblikke som disse.

"Øhm," begyndte jeg, men han afbrød med en afvisende hånd, lukkede kort øjnene.

"Jeg gider ikke engang at høre det," sagde han bare, lod armen falde tungt ned langs siden, så hånden klaskede ind mod hans bare lår. Jeg lukkede øjnene da han vendte sig.

"Justin, vent."

Ordene slap over mine læber uden nogle forberedelse, men de fik ham til at stoppe. Faktisk så frøs han midt i en bevægelse, vendte sig derefter langsomt om med et skeptisk blik og undrende ansigt.

"Vente?" Han tog et skridt frem mod mig. Mit blik gled ufrivilligt ned af hans krop. Han var kun iklædt boxers.

"Vente, siger du?"

Jeg kunne allerede høre hvor det her bar hen. Jeg havde valgt de forkerte ord, han blev pissed og det fik mig til at vende øjne. Kunne han ikke bare give mig lov til at sige undskyld så vi kunne komme videre? Jeg var træt.

"Vente. Nårh, du mener ligesom jeg har gjort de sidste, hvad... syv timer?" nærmest vislede han, så jeg mistede alle former for argumenter. Så jeg opgav at forsvare mig og sukkede opgivende, slog ud med armene.

"Whatever," mumlede jeg og satte det ene ben foran det andet, for at gå forbi ham. Han var fandme ikke min far. Men da jeg ville passere ham i døråbningen fra køkkenet til stuen, rakte han armen ud, så jeg stødte direkte ind i den.

Jeg vendte øjne.

"Whatever," vrængede han, som for at smage på ordet.

"Whatever, whatever. Er det hvad du har at sige til at du ikke holdt vores aftale? Whatever?"

Jeg vendte hovedet og så på ham.

"Nej," svarede jeg kort, "Man kan jo for hulen ikke få et ord indført."

Han så nærmest fornærmet på mig, da ordene gled over mine læber, men fik hurtigt det sure ansigt på igen.

"Gider du lige?" spurgte han, tydeligvis såret over min bemærkning og jeg indså at det var forkert da han bakkede lidt væk. Han spærrede ikke længere vejen. Jeg kunne gå. Jeg blev.

"Vent... Justin, jeg er ked af det, det er bare fordi at jeg er så træt, for jeg mødte Selena og så inviterede hun mig på kaffe o-"

"Vent, Selena?"

Nu så Justin først virkelig forvirret ud. Jeg sukkede og anstrengende mig for ikke at vende øjne.

"Ja. Kan vi tage den i morgen? Jeg er faktisk virkelig tr-" "Du bliver lige her."

Jeg så forbløffet og træt på ham grundet hans ord, men han så bare bestemt på mig. Jeg sukkede og valgte at blive. Ellers ville han aldrig holde mund med det.

"Okay, vil du have det hele? Fint. Jeg gik ud fra Walmart, havde sindsygt travlt, for jeg vidste godt at vi havde en aftale og jeg var sur over at jeg ikke kunne holde den. Men så stødte jeg bogstaveligtalt ind i Selena og vi var begge to forbløffede og chokerede og så sagde hun pludselig at vi kunne tage en kop kaffe, men så var det en café jeg ikke kendte og hun sagde at det hele var okay og sådan og så så jeg pludselig på klokken og det var alt for sent og så gik jeg hjem, men kunne ikke finde hjem, så jeg har virkelig ondt i fødderne og så kommer jeg så hjem til dig, Justin, og du er jo bare sur," forklarede jeg ud i én lang køre, så Justins overraskede ansigt ikke ligefrem kom bag på mig.

Der gik et minuts tid før han igen sagde noget.

"Selena, huh?" Han lød pludselig mildere. Måske fordi at han nu vidste at jeg ikke bare havde skidt på vores aftale.

Jeg sukkede. Jeg orkede ikke mere snakken i dag. Når jeg rigtig mærkede efter kunne jeg godt mærke hvor træt jeg virkelig var. Jeg sukkede endnu engang tungt, tog mig til hovedet og lænede mig opgivende op ad køkkenbordet. Gned mit ansigt i mine hænder.

"Det har været sådan en lang dag og når jeg så allermest har brug for et kram, er du sur," sukkede jeg træt og skubbede fra så jeg kom ordentlig op at stå. Trådte opgivende forbi Justin og fortsatte denne gang helt ind i soveværelset.

 

Den store bluse, som var Justins, gled over mine bare skuldre og fortsatte ned over min røv som var beklædt med et par mørkerøde blonde-trusser.

Jeg satte hånden mod håret, for at tage håret op af blusens nakke, da to stærke arme fandt deres vej rundt om mit liv og lidt efter pressede min krop mod hans.

Jeg kunne mærke hans hjerte banke mod min ryg, hvilket fik mig til at slappe en anelse mere af. Jeg havde haft sådan en forvirrende dag.

Han tog en smule hårdere fat om mit liv, så han langsomt kunne snurre mig rundt om mig selv. Ansigt til ansigt.

Jeg vidste godt at mine øjne var særdeles triste og lidt irriterede, så jeg ville ikke belemre ham med dem. Søgte væk fra hans blik.

Han havde stadig godt fat om mit liv, et mildt smil var at finde på hans ansigt, da han igen pressede mig blidt mod hans egen krop.

"Giv mig et kram, baby," bad han lavt, lagde hånden mod min kind, placerede hans læber tæt på mit hår ved siden af mit øje. Ved hans berøring blev jeg automatisk bragt tættere på ham og det var som om at min krop af sig selv fandt ud af at lægge hver sin arm på huden under hans armhuler. Jeg samlede mine hænder bag hans ryg, stillede mig tættere på ham og lagde hovedet på hans tonede brystkasse. Og da han lukkede den sidste afstand mellem os ved at lægge armene en smule strammere om mig, åndede jeg lettet ud. Tryg. Tryg og elsket, sådan følte jeg mig, som jeg stod i hans favn og bare nød hans nærvær og hans bankende hjerte mod mit øre og kind.

"Hvad så?" spurgte han stille, hans mund mod mit øre, så det kildede let. Jeg kom til at smile. Trak mig let ud, så jeg kunne finde de skønne chokoladeøjne, som endnu funklede i mørket.

"Jeg elsker dig," svarede jeg blidt og nød at se hvordan hans ansigt ikke ændrede sig til andet end et minimalt smil.

"Ved du hvad?" spurgte han så, kyssede mig en enkelt gang i håret, så op i loftet.

"Jeg elsker også dig."

Og jeg smilede og tænkte på hvor dejlig han var, indtil at vi på et tidspunkt i løbet af natten, slap hinanden for at lægge os i sengen, så han endnu engang kunne tage mig i sin favn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...