The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14885Visninger
AA

6. "Jeg troede vi sagde alt til hinanden?"

Justins P.O.V.

 

Måske var det forkert af mig ikke at nævne Selenas opkald for Bella. Men jeg havde ikke kunnet.

Måske det var fordi at jeg inderst inde ikke ønskede at Bella rendte rundt med Selena. Hele Selenas mistænkelige opførsel forvirrede mig, og da jeg var usikker, syntes jeg at vi alle var bedre tjent med helt at lade være.

Men ud over det, så var aftenen gået perfekt. Bella havde været træt, men det så ud til at forsvinde hen på aftenen, efterhånden som jeg havde forklaret det med hendes forældre.

Gud, hvor havde jeg været nervøs.

Jeg havde slet ikke været sikker på om det overhovedet var i orden af mig, men hun blev rigtig glad, så jeg mente at det var okay.

Jeg havde selvfølgelig fået alt det med hendes forældre at vide, for lang tid siden. Det skete lige efter vi havde fundet sammen, en dag hvor hun havde siddet med nogle fotoalbums. Jeg havde set hende græde og pludselig havde jeg fået alt at vide.

Jeg kunne huske hvor ondt det gjorde.

Følelsen indeni, skam, fordi jeg fik at vide at jeg havde været med til at smadre kontakten til hendes tre bedste venner og forældre.

Det var chokerende.

Jeg kom derefter til at tænke på det i ny og næ, og da jeg et par dage før, Selenas opringning havde fundet en liste med telefonnumre i soveværelset, og også fundet hendes forældres, havde jeg ringet op uden betænkning.

Ikke fordi jeg troede på noget. De havde vel skiftet nummer siden det var blevet skrevet i bogen, havde jeg tænkt.

Men nej, de havde taget den og de var godt benovede, men ellers var det forløbet som jeg havde forklaret Bella.

Hvor jeg dog glædede mig til at finde en dato! Det føltes ualmindelig godt at gøre noget for hende på den måde. Noget lidt ekstra.

For det er altså noget andet at genskabe kontakten med ens forældre end at give blomster.

 

Jeg sukkede.

Bella var ude med Cameron, hun havde mumlet noget omkring at der var nogle tråde hun skulle have redet ud. Det fik mig til at tænke på dengang vi havde indspillet filmen.

Nu lå jeg her på sofaen og så på gamle billeder af Bella, jeg aldrig havde få taget mig sammen til at slette fra min telefon, da vi ikke var venner.

Nu var hun min kæreste og jeg var fast besluttet på at få et par af dem indrammet.

Måske til hendes fødselsdag.

 

___________________________________________

 

Bellas P.O.V.

 

Nervøsiteten ulmede under den krakelerede skal af overfladisk rolighed. 

Jeg havde inviteret Cameron på café for at få nogle ting på det rene. Jeg havde det forfærdeligt med min egen tavshed omkring emnet, som han ellers burde vide alting om som min bedste ven.

Jeg begyndte langsomt at pille ved min neglelak, som den dårlige samvittighed steg og jeg fik en lille klump i halsen.

Jeg så ned og opdagede det slet ikke da han dukkede op.

"Halløjsa," lød det pludselig, hvilket hurtigt fik mig til at se op. Jeg så ham smile, stå lige overfor mig. Han tog sin jakke af. Jeg kom i tanke om at jeg ikke havde fået min af.

"Hey," svarede jeg stille og fik min jakke placeret på ryglænet, da han også satte sig.

"Hey," svarede han med et smil - hans smil. Jeg sank en klump.

"Så.. hvad skal vi have i dag? Jeg stemmer for latte. Desuden, har jeg også lige noget jeg skal have talt med di-"

"Jeg har noget jeg skal fortælle dig!"

Jeg kom til at afbryde lidt for hurtigt, lidt for hårdt og lidt for højt. Han så forbløffet på mig et øjeblik og lagde så menukortet ned igen, hvorefter han så på mig med hænderne foldet på bordet foran sig.

"Jamen, sig frem."

Jeg sank endnu en klump. Den dårlige samvittighed slog hurtigere rod end jeg havde regnet med, og det var nok også derfor jeg havde afbrudt ham som jeg havde gjort.

Cameron var ikke normalt typen der blev pissed, men følte han at han var blevet uretfærdigt behandlet reagerede han, så jeg ville helst sige det inden han kom for godt i gang med alt mulig andet.

"Jo.." fortsatte jeg, "tja.. ser du.."

Jeg kunne mærke at jeg ikke kom så langt med denne her måde at tale på, så jeg bankede næsten en knytnæve i bordet og gik lige til sagen. Så det som den eneste mulighed.

"Okay... jeg har i den seneste tid haft sindssyg dårlig damvittighed, fordi der er noget jeg ikke har fortalt dig.." begyndte jeg usikkert, men mere sikkert end før. Vred kort mine fingre mellem hinanden.

"Dengang vi skød filmen, ikke?" Han nikkede. "Jo.. det var ikke første gang jeg havde mødt Justin."

Han så overrasket på mig, og jeg skyndte mig at fortsætte.

"Tilbage i skoletiden flyttede jeg over på hans skole. Han var kærester med Selena, og jeg kunne ikke lide ham. Jeg næsten hadede ham. Men da jeg fik mit første job som model, havde jeg ingen anden chauffør end han, og Selena vidste det ikke. Justin og jeg kyssede i et fryserum sådan et sted, og sådan fortsatte det. Vi var Selena utro. Og jeg havde det forfærdeligt med det, for hun var min bedste veninde. Men Justin lovede alt muligt, vi skulle være sammen så snart vi dimitterede, og alting, men på selve dimmisionsdagen endte Selena med at afsløre os foran hele skolen, og da jeg derefter kom ud.. slog Justin op på den måde man nu kan slå op på når man aldrig har været kærester, og forsvandt under alle omstændigheder.

Og da var det jeg mødte Liam på den klub og blev smidt ud hjemmefra. Men alt det kender du."
Jeg trak vejret. Jeg havde virkelig ingen idé om hvordan han ville reagere på hele dén historie.

Jeg så over på ham.

Hele hans væremåde var frosset og han sad og så ned i skødet, med de muskuløse arme strakt på bordet.

"Jeg.. jeg kan fortælle dig mere på et andet tidspunkt, for de-"

"Har du virkelig løjet for mig omkring det hele den tid?" afbrød han og løftede kort blikket, missede med øjnene mod mig, mistroisk og slet ikke som han plejede.

Jeg så ham i øjnene, så ned da jeg svarede.

"Ja," svarede jeg med lille stemme og turde næsten ikke kigge op.

Det gjorde jeg dog alligevel, da han sukkede frustreret og gjorde mine til at rejse sig.

"Wow, Bella," gratulerede han sarkastisk, mens han rejste sig for at tage jakken på igen.

"Jeg troede vi sagde alt til hinanden?" fortsatte han og så et øjeblik på mig med en smule sårbare øjne, og med et blik som fortalte mig at han næsten ikke troede på det jeg sagde. Ikke forklaringen, men det faktum at jeg havde løjet.

Jeg sank en klump og rejste mig også op, mens jeg undskyldte.

"Cameron, undskyld, jeg er ked af det.. det er bare.. det var svært.."

Han fnøs.

"Svært? Op i røven med svært.." snerrede han mumlende hvilket gik lige i hjertet. Var han ligeglad?

"Jeg ved godt jeg skulle have fortalt det noget før-"

"Ja, du skulle have fortalt det det øjeblik du så den dreng i øjnene igen," bed han mig af, og lynede jakken i en rask bevægelse.

"Cameron.." sukkede jeg og rakte uden held ud efter ham, men han rystede bare på hovedet og løftede afvigende en hånd, som han vendte rundt og forsvandt ud af cafeteriet og efterlod mig alene.

Efterladt.

Men det var jo ikke første gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...