The Revenge of Selena Gomez

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Der er nu gået lang tid med lykke. Det har været lutter hvedebrødsdage for Bella og Justin, siden de fandt sammen igen og flyttede ind i en fælles lejlighed. Men lykke varer sjældent ved og det finder Bella også ud af, da hun en dag støder ind i ingen ringere end Selena Gomez.
Selena har pludselig lagt alt bag sig, og de begynder igen at ses. Bella nyder deres venskab, men bag facaden lægger Selena skumle planer. I virkeligheden har hun intet andet tilovers for Bella, end bitterhed. Hun har aldrig tilgivet Bella og planlægger sin hævn. Imellem tiden lægger Bella og Justin mærke til forandringer. Pludselig kommer løgne frem i lyset og skænderierne hober sig op. Alt er ikke længere en dans på roser for parret, der nu må forsøge at se sandheden i øjnene.
Men hvordan det, når man står på hver sin side af forliget? I Den afsluttende tre'er i serien om Bella og Justin.

17Likes
5Kommentarer
14886Visninger
AA

5. "Jeg har forsøgt at tage kontakt."

Selena's P.O.V.

 

Burde jeg have dårlig samvittighed over det jeg gjorde?

Burde jeg have det dårligt over det jeg gjorde?

Burde jeg føle mig som en led kælling over det jeg gjorde?

Måske.

Men det gjorde jeg ikke.

Tværtimod følte jeg at jeg fløj på en høj sky i helvedes flammer. Og det føltes skønt. Netop fordi at det at jeg vidste at Bella - og Justin, for den sags skyld - havde fortjent hele molevitten 180 procent.

Dog føltes det en del mærkeligt, lidt absurd og en lille smule surrealistisk, at tale med hende igen. Og til Justin, for den sags skyld. Men der var jo ikke noget som ikke var en del af dét. Og det dét, var alt for meget værd til at være en del af det noget som jeg havde tænkt mig at udrydde.

Måske havde det ikke været så nøje planlagt, men så snart jeg så Bella, havde jeg vidst at det skulle gøres. Som om jeg var blevet ramt af en hævnens pil. Lige i røven.

Men under alle omstændigheder var jeg fyldt op med hævntanker, så jeg havde ikke tid til at tænke på om mønsteret spandt. Det måtte ordne sig af sig selv. Og desuden, så virkede Bella ikke som om at hun havde nogen som helst mistanke til nogen. Hun var som sædvanlig alt for godtroende og irriterende. Sådan havde jeg også engang været, men ikke mere. Aldrig mere. Og det skulle jeg komme til at vise dem.

 

Bella's P.O.V.

 

'Samvittigheden kan nage mere end ti tusinde nåle', havde jeg engang hørt. Jeg måtte desværre give ordsproget ret og tegne et flot flueben forenden. For det passede.

Den dårlige samvittighed åd mig simpelthen indefra og hvis jeg ikke snart fik det lettet fra mit hjerte, ville jeg simpelthen gå i forrådnelse og det ville ende med mig i graven. Og først da, ville vi begge være helt fanget.

Det var derfor at jeg havde besluttet mig at fortælle det. Til Cameron. Jeg havde tænkt mig at fortælle at jeg havde holdt Justins og min fortid hemmelig. Jeg havde tænkt mig at fortælle ham alt.

Eller, ikke alt, for Cameron vidste jo at Justin og jeg var sammen, men han anede ikke at vi havde været sammen før filmen for et par år siden.

Og det var på tide at fortælle det.

Det havde jeg indset, da jeg efter lang tid uden at se ham, havde tilbragt en eftermiddag på en café i nærheden. Det begyndte at sidde fast i hovedet på mig og groede sammen, så jeg helt havde glemt at lytte efter hvad han havde sagt. Og sådan måtte det ikke fortsætte. Og jeg vidste, at det ville blive ved med at irritere tæt på hjertet, hvis ikke det kom ud.

Så sådan måtte det blive. Jeg var parat til at tage fat om alle konsekvenser der ville ramme mig lige i ansigtet, som tak for de mange års tavshed.

Men ikke i dag. I morgen. For lige i dag, var jeg for træt. Jeg havde været i telefonen med min kære Helen hele dagen, fordi hun jo var min agent, så vi ledede efter nye jobs. Men lige i dag, var jeg bare for træt. Alt for mange forvirrende tanker opstod i mit hoved og jeg lyttede kun efter med et halvt øre.

Det var i grunden synd for hende.

 

*Helen... Helen, jeg må altså afbryde dig. Jeg er simpelthen så træt i dag, så der er ikke rigtig noget der sidder fast alligevel. Kan vi ikke tage denne samtale en anden dag? Hvor jeg er lidt mere oplagt?* spurgte jeg håbefuldt, men træt, midt i hendes pludren.

 

*Jo da! Gud, det skulle du da bare have sagt. Selvfølgelig søde, vi ses snart ikke? Jeg ringer snart.*

 

Jeg fik sagt farvel og hun lagde hurtigt på, så jeg med et lettet suk kunne lægge telefonen tilbage i lommen. Endnu engang med poserne over armen, farede jeg ud mellem menneskerne, fra Walmart.

Hvor var det mærkeligt at det kun var så kort tid siden at jeg havde mødt Selena lige der. Hvem ville jeg mon møde i dag? Ryan Gosling?

Jeg fnes sagte af mine tanker, men kom straks til at skrifte retning mod Justin. Hvem havde brug for Gosling, når man havde Bieber?

Jeg fnes endnu engang.

 

______________________________________________

 

Da jeg lukkede døren ind til lejligheden og hang min jakke op, var jeg virkelig træt. Jeg forestillede mig en af de der aftener, hvor jeg kunne falde i søvn på sofaen, så Justin ville lægge sig ved siden af mig og også sove der.

Det var dog ikke sådan en aften der ventede mig, da jeg trådte ind og havde sat mine sko.

Foran mig stod Justin og så helt spændt ud og jeg fik skam også en forklaring på det, da jeg trådte med ham ind i stuen, hvor et overdådigt syn mødte mine trætte øjne.

Han havde lavet fin middag. Dækket bord med dug, rosenrøde blade og stearinlys. Og jeg måbede. Og jeg kiggede på ham og jeg kyssede ham. 

"har du virkelig gjort alt det?" sprugte jeg forundret, med hænderne placeret på hans skuldre, nu med en helt ny glød i øjnene.

Han smilede.

"Selvfølgelig," svarede han charmerende, hvilket fik mig til at fnise en smule.

Jeg smilede stort. Et af de slags smil, hvor man føler at underkæben er på vej til at springe ud af kraniet på en, men man er ligeglad.

Sådan smilede jeg, da han med et charmerende smil, ledte mig hen mod bordet og trak stolen ud for mig. Så så jeg mig grinende over skulderen, inden jeg pænt nikkede og satte mig. Han skubbede blidt stolen ind, inden han selv satte sig overfor.

Han sad og betragtede mig og jeg sad og betragtede ham, alt imens stearinlysenes blafren og hyggelige lys, skinnede mellem os og ind i hans øjne, og fik dem til at funkle endnu mere.

Og jeg kom til at tænke på om han så det samme i mine og på hvor mærkeligt det er, at selvom man bor sammen med en person, kan man aldrig rigtig vide hvordan de føler.

Og jeg placerede min hånd på armlænet, uden at bryde øjenkontakten og følte mig lyslevende, da jeg langsomt rejste mig op. Han skubbede også stolen bagud og kom op at stå, hvorefter han trådte et skridt tættere på mig.

Og jeg smilede til ham og han smilede til mig og han kom til mig, lagde hænderne om min lænd og trak mig blidt men bestemt hen til sig, uden at lade hans ubrydelige smil eskalere.

Så stod vi der med maverne mod hinanden og jeg lagde langsomt armene om hans hals og så ham bare ind i øjnene, hvilket han til sidst kom til at grine af.

Han så smilende på mig, og som om han ikke længere kunne lade være, bukkede han sig langsomt ned og lagde læberne mod mine.

 

__________________________________________

 

Da Justin havde ment at vi måske skulle begynde at spise, havde jeg givet ham ret, hvilket havde ført til at jeg nu sad mæt ved bordet, stadigvæk med det samme smil klasket på læberne.

"Hvad så, er du mæt?" spurgte han med et smil, mens han flygtigt så på mig med et glimt i øjet.

Jeg undslap en latter.

"Også i den grad," svarede jeg med endnu et grin og lagde hænderne på maven, som for at bevise det.

Han grinede blidt og rystede let på hovedet, inden han greb min hånd, som nu lå bordet.

Mit blik fløj ned på den, for derefter at møde hans og smile let, så han kunne se mine hjørnetænder.

"Jeg håber ikke du har spaghettirester på den hånd," sagde jeg skeptisk og kom til at grine, da han slog en høj latter op. Så mødte han igen mit blik, og hans øjne glødede på sådan en helt bestemt måde, som jeg endte med at give skylden for at hårene på mine overarme rejste sig.

"Nej, nej, bare rolig," forsikrede han mig hurtigt, med et grin. Jeg smilede varmt. Selv hvis han havde haft spaghetti på hånden, havde jeg tryglet og bedt om at han ville beholde min hånd i sin.

Og i et stykke tid sad vi bare og smilede. Altså lige indtil Justins ansigtsudtryk ændrede sig. Langsomt.

Langsomt sank hans mundvige og hans kindben spændtes på sådan en måde som så pænt ud, men som bekymrede mig en smule.

Han var anspændt.

"Hvad så?" spurgte jeg en smule bekymret, men han så bare ned i tallerkenen, som var han nervøs for at fortælle mig hvad han havde på hjerte.

Jeg skulle lige til at spørge igen, men han tog selv over.

"Jeg har prøvet at tage kontakt," sagde han bare, mens han stadig så stift ned i bordet.

Jeg kom til at grine.

"Det har jeg også," svarede jeg muntert, men da han bare så op med et blik der næsten så dødbringende ud, indså jeg, at det nok ikke havde været ment for sjov.

Jeg bed mig kort i læben, og så sukkede han og slap pludselig min hånd.

"Nej, jeg mener.."

Han så ned og jeg så indtrængende på ham. Så så han op og mødte mine øjne.

"Til dine forældre."

Det føltes som om at en bombe sprang inde i min brystkasse og det gik lige fra lavastrømme af fortvivlelse og panik, til laviner af glæde, på under to sekunder.

"Hvad?" spurgte jeg hæst, næsten hviskende.

Hvordan skulle jeg reagere? Hvorfor? Hvad ville de sige? Hvad havde de sagt? Hvad skulle jeg tage på?

Spørgsmålene fløj rundt i min krop og jeg fik det næsten ubehageligt, mens jeg bare så indtrængende ind i Justins øjne, dog ikke med nær så rolige øjne længere.

Minderne fløj som små blitzer forbi mine øjenæbler og jeg blev næsten svimmel, som jeg sad og huskede på alle de grimme og dejlige ting.

Med ét greb jeg fat om armlænet, ude af stand til at bevæge hverken min krop eller mine læber.

Justins ansigt blev hvidt.

"Undskyld, Belle, men det var bare.. jeg.. kom til at tænke på det her forleden dag og jeg syntes bare at det måske var på tide? Der er gået mange år."

Han sukkede og bed sig kort i læben, mens han så nervøst på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

Så sukkede han.

"Jeg forstår godt hvis du er vred... Eller skuffet. Det var overhovedet ikke fair af mig at gøre det uden dit samtykk-"
"Justin, det er fantastisk!" afbrød jeg forpustet, idet jeg pludselig følte at jeg kunne trække vejret frit igen.

Det var jo fantastisk! Desuden havde Justin ret - der var gået mange år. Og jeg havde ikke set dem i så lang tid! Jeg savnede dem faktisk, når jeg rigtig mærkede efter.

Jeg havde kun haft veninder at dele de store begivenheder i mit liv, med. Da Justin og jeg flyttede sammen, var det venner og hans mor og far, der kom til housewarming. Ikke mine. For vi var ikke længere i kontakt.

Men det var vi måske nu!

Justin så forvirret på mig og med store øjne.

"Synes du?" spurgte han forbavset, og da mit ansigtsudtryk ikke ændrede sig, lænede han sig lettet tilbage i stolen og pustede ud.

"Uhh, sikke en lettelse! Og her har jeg gået og været nervøs hele aftenen!" stønnede han næsten, som havde han lige løbet et marathon.

"Justin, det..." begyndte jeg, men havde ingen ord. Det behøvede jeg heller ikke, for Justin kom mig som sædvanlig til undsætning.

"Vi behøver ikke tale om det nu, men da jeg ringede, lød det meget positivt, så uden at stresse dig, tror jeg at jeg må afsløre at vi måske er ved at finde en dato!" forklarede han opstemt, i samme humør som jeg selv.

"Fantastisk!" var det eneste jeg kunne lukke ud, før han uden varsel, hårdt skubbede stolen bagud, og gik over til mig. Han trak mig hurtigt op fra stolen og gav mig et kæmpe kram, og jeg, ja, jeg var bare ude af stand til at takke eller sige noget som helst.

Kun glæden fyldte min krop helt ud til fingerspidserne.

 

________________________________________________

Hey people!

Sen update I know, but don't hate me.. Der kommer snart mere!

Og Justin sagde ingenting om Selenas opkald, huh? GISP.

Vi må se hvad der videre kommer til at ske..

 

Vi ses i næste kapitel!
 

~ Anna M.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...